Denne artikel er tidligere udgivet i Mellemrummet – tidsskrift for dansk, nr. 2, 2003, altså før DR flyttede ud i Ørestaden. Den bringes her i lettere revideret udgave.

Når nu Euripides gode 400 år f.v.t. plæderer, at "forandring fryder" er det et udsagn ikke alle ærbødiger. 1800-tals historikeren E. C. Werlauff mener tværtom, at han "hader forandringer, selv om de er til det bedre", hvilket vidner om stærke følelsers spil, når noget tæt på sig forrykkes fra normen. Sådanne tvetydige tanker præger også Danmarks Radio som bopæl og arbejdsplads, der de seneste år, endog også de kommende, har været og vil være præget af fundamentale indre og ydre forandringer. Disse vendes der tilbage til, først må vi besøgende indenfor i afskærmning for regnen, der udenfor fortæller sandheden om en grå tid dansk mediekultur er inde i – hvis vi bare spørger de rigtige, vel at mærke! Ikke des mindre, når nu vi er ved ordspillene, så sagde den romerske historiker Plinius d. Æ. jo, at "intet er så galt, at det ikke er godt for noget". Her testes ordsprogene hos elev, Peter Sandager, hos DR, der i al sin venlighed bruger en eftermiddag på rundtur i de snart forladte bygninger.

Rejsebrev
Lad os først starte fra begyndelsen og lade de metaprosaiske kræfter give energi til en slags narrativ udvikling. For at udfærdige et rejsebrev, så er det jo givet fald tvingende nødvendigt at rejse. Problemerne starter dog allerede på afrejsedagen i Hjørring, hvor den rullende gris, som Hirtshalstoget kaldes, lige har overleveret mig til DSB's varetægt. Det problematiske ligger i, om man rent faktisk kan kalde det at farte med offentlige transportmidler for 'at rejse'. Man får i hvert fald at føle konsekvenserne ved at flytte sig en kende hurtigere end materialet egentlig er bygget til (påstanden står for egen regning!!).

Ydermere er en busforbindelse fra Peter Sandagers hjemstavn på Nørrebro og ud til TV-byen også en fornødenhed, der kun betragtes som luksus i og med, det regner temmelig meget – det skal så hermed siges, at buschauffører og passagerer i København ikke efter min fordring er vederstyggeligt mere venligtsindede end de nordjyske. Den eneste forskel er hastigheden, hvormed fortovskanterne afskærmes er en anelse mere dristig hos HT-bussemænd. Men kom dog indenfor i tørvejr i receptionen i hovedbygningen i TV-byen, nu hvor rejseplanen latterligt kort er skitseret.

Begrebet DR
Det billede man som besøgende møder hos begrebet, snarere end koncernen, DR er en meget udpræget bevidsthed om sig selv og de opnåede resultater. Det første vi støder på i receptionen efter at have presset de ferske regndråber ud af øjenkrogene er den Golden Award-pris, som producer Timm Dinesen, DR TV's marketingafdeling, fik ved den europæiske Promax-konference i Köln for den mest humoristiske tv-trailer lavet til et afsnit af tv-serien Nikolaj og Julie. Man kan skrive alen langt om, hvorfor denne tv-serie ikke opnår æstetisk fylde eller troværdig fortællemæssig mimesis, men det skånes læseren for, dog så må en reklamefilm jo ikke være præget af et usælgeligt præparat, hvormed en cadeau alligevel kan udsendes med forståelse til Dinesen og bagtanken med udstillingen.

Vi får udleveret vores obligatoriske gæstekort og drager på tur i, hvad minderne fra folkeskolens udflugt havde indprentet som en enorm bygning med et utælleligt antal travle ansatte. Illusionen bristes i ledtog med undertegnedes kropslige dimensioner ikke lader sig overvælde på samme måde, som en 13-årig engang lod sig betage. Lad os sige det som det er: Tv-byen er et betagende, labyrintisk anlæg, men ikke en opfængelig plet på himlenes satellitter, som knægten Kim i sin tid berettede om til måbende forældre – det var åbenbart ikke af betagethed, men tvivlrådighed overfor sønnikes uovertrufne naivitet.

FTP?
Det er en grundig spiritusprøve at benævne den funktionelle betegnelse på DR, som vores guide til dagligt bevæger sig rundt under, hvor besværligheden lettes ved forkortelsen FTP-elev (for en irsk protestant er det jo et smukt lyrisk udtryk for "f*** the pope"). Det står for film- og tv-produktionstekniker, hvilket indebærer auditivt og visuelt arbejde med lyd- og billedsiden af, hvad vi som tv-seer får leveret på skærmen. De seneste år har bragt Peter Sandager omkring bl.a. frivilligt arbejde på forskellige mediehuse i Danmark, højskoleophold og til USA på filmskole for at skrabe erfaring sammen til at søge lignende stillinger, som han har nu.

Han har dog været tæt på at køre træt i søgen efter professionel udvikling, så han gav DR den sidste chance og ville søge andre græsgange, hvis dette ikke gav ansættelse. Derfor var det en glædelig oplevelse at modtage ansættelsestilbud herfra, hvilket også var sidste udkald fra DR, da der i forbindelse med nedskæringer og sidste års medieforlig blev indført ansættelsesstop. Årsagen til disse er kravet om 21% udlicitering, hvilket betyder et indtægtsfald på ca. 150 mio. kr. Derfor hersker der usikkerhed om fremtidige ansættelser af elever, selvom ansættelsesstoppet ikke umiddelbart omfatter elevstanden.

Som vi går videre fra receptionen møder vi en række for øjet tiltrækkende rodebunker af kulisser. Bygningsdele fra både Anna & Lotte og Kaj & Andrea er henvist til opmagasinering på gangen og Peter kan oplyse, at alle fire individer rent faktisk er dukker og ikke til daglig bor i bygningerne – endnu et nervepirrende illusionsbrud. Som vi bevæger os frem falder samtalen hen på DR som arbejdsplads og en elevs funktion her: "lærlinge her er nederste led i fødekæden", ytrer Peter og fortsætter med at forklare, hvor svært alle på DR har det tiden. Der er få, der føler umiddelbar glæde ved tankerne om de omfattende nedskæringer, som truer en del arbejdspladser. "Flere hoveder vil rulle, når DR skal komprimeres til at kunne være i de nye bygninger i Ørestaden".

Mediehus i verdensklasse
Visionen om DR bygger på sloganet "DR BYEN – et mediehus i verdensklasse", hvilket for den danske seer skulle betyde bedre programmer og mere at vælge imellem. I 2006 samler DR alle adresser i Storkøbenhavn i et nyt mediehus i den nordlige del af Ørestad, hvor de i alt bygger 130.000 m2, hvorfra ca. 3000 medarbejdere dagligt skal producere både radio, tv og nye medietilbud. Materialet melder ingen forklaringer på, hvilke "nye tilbud", der er i vente, men noget har vi dog at se frem til. Inspirationskilden for DR's nye multimediehus er mellemøstlig kasbah, der er en form for 'by i byen' med et mix af overdækkede pladser og gader, forretninger og værksteder - hvert kvarter skal således have sin egen identitet og personlighed. Hele projektet prydes af et budget på 3 mia. kr., som prægtigt tildeles en række fordomme fra enkelte medarbejdere, der er tilfredse med den nuværende TV-byen – disse mener, at forflyttelsen af DR ud i Ørestaden er en politisk promovering af selve Ørestads-projektet.

"Mange folk er praktisk talt 'fyret', selvom de stadig går på arbejde. Nogle venter bare på udrindelsen af opsigelsesperioden, mens andre har forladt DR", fortæller Peter i sammenhæng med forklaring af digitaliseringsprocessen, som allerede er startet ved overføring af ældre optagelser fra gamle ruller, der først skal restaureres, til digitale medier. Nogle af disse ruller er så affældige, at det for teknikerne er nødvendigt at bære beskyttelsesdragt under restaureringen for ikke at indånde de giftige dampe de afgiver. Denne opgave håbes afsluttet i 2006 umiddelbart før hele udsendelsesfladen skal udsendes digitalt fra Ørestaden, men der er dog ikke afsat tidsbegrænsning på dette af hensyn til det gamle materiale. "Det kan i hvert fald kun blive bedre", mener Peter om den nuværende status, "men der er selvfølgelig både gode og dårlige sider af arbejdet". Alligevel er samtalen om de gode sider egentlig hurtigt overstået, hvorefter fokus igen drejer tilbage til bagsiden.

"Selve udliciteringen af vores opgaver gør, at vores arbejde hæmmes og til tider helt udelades. Når nu andre selskaber vinder licitationskonkurrencen, men stadig benytter DR's faciliteter, så er det selvfølgelig ikke altid, at DR's elever og ansatte får lov at arbejde med. Det giver mindre arbejde, mindre lærdom og til syvende og sidst en dårligere uddannelse, fordi vi som elever ikke længere får lov at prøve så meget," lyder apokalypsen under gennemgang af den transsibiriske tværgang, som fører til dramaafdelingen og Dansk Metals afdeling for DR-ansatte.

Grunden til denne 'tunnel' mellem afdelingerne bærer dette geografisk, poetiske synonym er kuldechokket, der rammer alle spadserende, som benytter den. På trods af denne dags skybrud, så kravler den ydre temperatur vel over de 20, men ikke i den transsibiriske, hvor nakkens myoser springer buk med de små nakkehårs opstand. "Så skulle i prøve turen en iskold vinterdag!," ryster Peter.

For enden af den transsibiriske møder Peter den glædelige nyhed, at de nye, meget efterspurgte pressekort er på vej. Disse har været længe undervejs, da den nationale top siden en formodet højere terrorrisiko har skærpet udleveringen af pressekort. Herpå træder vi ind i mere eller mindre vante omgivelser, en lejlighed beboet af Nikolaj i Nikolaj & Julie, som mest af alt ligner en ganske almindelig teateropsætning blot med den ene forskel, at kameraer har erstattet pladsen til publikums øje.

Gode oplevelser
"Det er selvfølgelig ikke kun det negative, der bør fremhæves ved at være elev her," gentager Peter, der opremser sine gode oplevelser, hvoriblandt diverse udlandsophold kan nævnes – både tidligere tilbud og kommende ture. Mange møder med interessante mennesker er også en yndet part af jobbet, men hurtigt vender vi tilbage til de negative sider igen:

"Danmarks største medievirksomhed mangler kommunikation," argumenterer Peter. "For tre år siden sparedes en elevforstander med overblik væk og ledelsen af elevfunktionen blev henlagt til de pågældende afdelinger, der skiftevis har brug for en elev. Det ville være mere hensigtsmæssigt med en slags 'samlet uddannelse', som på sin vis kunne underlægges et samlingspunkt, der kunne varetage elevernes fokus og interesser – én central person ville nemmere kunne øjne huller og fylde dem ud. Dette problem er ydermere selvforstærkende af det ansættelses- og købestop som indførtes pga. af sidste års nedskæringer. Uddannelsesmæssigt er det langsommeligt, og vi er som elever garanteret en fyreseddel ved færdiggørelse af elevtid. Paradoksalt nok er det først, når vi 12 elever sendes på skoleophold, der bliver noget at lave her, for så mangler vi pludselig. Her kommer de nuværende ansatte i de fleste afdelingers tilfælde til at rende alt for hurtigt pga. ansættelsesstoppet. Nyhederne, der har nok at lave, undtaget".

Rationalisering af elevfunktionerne kunne, efter Peters udsagn, fremskyndes ved en, om end ikke selvstændig så en, underafdeling af den nuværende fagforening, da rettighederne for en elev er en kende anderledes end for en normalt ansat. "Eleverne har, som så mange andre steder, lovning på fuldførelse af elevperioden og må derfor kunne kræve en ordentlig og brugbar uddannelse. Dette er specielt nødvendigt pga. det brancheskred, der sker for tiden: De fleste regner med, at mediebranchen stiler mod mere freelance-prægede ansættelseskontrakter."

På vej rundt møder vi ellers en god del faghumor og selvbevidst fremtoning af en virksomhed med historie. Væggene prydes overalt med plancher fra tidligere, populære udsendelser og udskrifter, der eksempelvist følger tekst-tv's historie og udvikling. "Dog har det ikke udviklet sig synderligt siden premieren i 1983, da teknikken praktisk talt ikke kan forbedres," annekterer Peter om tekst-tv. Vi fortsætter mod den store garage, hvor vi kan høre og se regnen er begyndt at bade de grønne områder mellem bygningerne, hvor der efter sigende lever egern. Garagens humoristiske indfald er EFP-vognenes (Electronic Field Production) udsmykning, der er billeder af vores vordende Kong Frederik X – de skulle jo ikke gerne glemme, hvordan han ser ud, hvis de skulle krydse ham på gaden.

”Her vil jeg dø!”
"Her vil jeg dø!," fremstammer Peter, da vi træder ind i lydrummet efter besøg hos en række kendte ansigter fra TV-Avisen i nyhedsredaktionen. Her i lydrummet er det meget tydeligt, at Peter føler sig hjemme bedømt udfra den entusiasme, som han pludselig fortæller med – bortset fra det meste bliver for teknisk for undertegnede, men det fortæller vi ikke til nogen. En producer træder ind og veksler et par arbejdsfinesser med Peter, og vi forlader rummene her, selvom det tydeligvis piner Peter.

Kun almindelig sult driver ham videre mod en udstilling i kantinen omkring den forestående Ørestadsprojekt. Igen må en selvbevidsthed optages, selv når det handler om store forandringen, som jeg ikke skal kede læseren med, da det mest af alt handler om komplicerede budgetter og arkitektoniske finurligheder fra den lange række af arkitektfirmaer, der vandt licitationskonkurrencen. Til sidst møder i resterne af Bamses hus: "Her står en tidligere model af Bamses hus," lyder eventyret. "Det lå oprindeligt her i TV-byen, men af hensyn til de mange børn, som kommer fordi på skolebesøg, så har de flyttet huset til Nordsjælland – simpelthen for at de stadig skal tro, han er levende. Tænk et chok en 5-årig knægt ville få, hvis han så Bamse eller Kylling pille hovedet af," fortæller Peter helt uden hensyn til undertegnede, der må føje endnu et illusionsbrud til den efterhånden voksne liste.

Denne liste bærer også på hemmeligheden om, at store dele af decembers føljeton om de røde huer fra Nissebanden er optaget vha. bluescreen-optaglser. Derfor var studiet bestående af et hertil indrettet blåt tæppe ikke dagens mest interessante oplevelse. Alle special effects og indendørsoptagelser er filmet i Danmark, hvor udendørsoptagelser er kreeret på Sct. Croix på de Vestindiske Øer. Dette er samtidig et godt eksempel på DR's udliciteringspligt, som omfatter Nissebanden, hvor konkurrencen blev vundet af Frontier Media i Århus. Med denne række af traumer at tygge på må vi endelig begive os ud i regnen og igen vende tilbage på Nørrebro med håb om bedre vejr – i eventyret om Ørestaden.