Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Oppefra og nedefra – og i centrum intet

- Et essay om en finlandssvensk kulturforståelse set fra Diktonius’ ”Ingenting”

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

”Diktonius’ formål er … ikke at udslette det empiriske jegs tilstedeværelse i digtet, men tværtimod at vise, hvordan alt (og derfor også subjekt og objekt) dybest set er forbundet.”
Jakob Brøbecker

Introduktion
Elmer Diktonius har med sin lyrik og essayistik skrevet sig dybt ind i filosofihistorien. Han var – som mange andre var på samme tid og før – dybt påvirket af Friedrich Nietzsches hamrende og omkalfatrende tænkning, som står på skuldrene af den gennemslagskraftige tyske idealisme, som han også gjorde op med dele af. Jeg tænker her specielt på G.W.F. Hegel. Det er i store træk ud fra disse tænkere, at det tyvende århundredes kulturelle svar og ikke mindst filosofiske modsvar opstår. Dette har Diktonius også benyttet til at sætte verden og vor verdensforståelse stævne.

Derfor er det oplagt at se på, hvordan Diktonius – som er en af de tidlige finlandssvenske modernistiske forfattere efter finsk selvstændighed i 1917 – ser på idéen om en fælles kultur. Her vil jeg læse Diktonius’ lille, novellistiske essay ”Ingenting” som en metafor for både hegeliansk dialektik og forskelsfilosofi og en nietzscheansk perspektivisme. Dette lader sig gøre ved at vise, hvordan et komplekst begreb om kultur kan hjælpe os til at forstå – for det første – Diktonius’ dybdefilosofiske tankestrømme, men med dette kan vi også – for det andet – give små antegninger af, hvordan vi kan analysere finlandssvensk kulturel selvforståelse. Derfor vil den metodiske baggrund for essayet her være en kulturteoretisk og kulturfilosofisk synsvinkel.

Diktonius’ essay
Diktonius novelleessay handler – som titlen meget præcist angiver – om ingenting og derfor også om alting. Handlingen er abstrakt og præges derfor af en art surrealistisk overdrivelse og magisk realistisk naturlighed: Vi får en kort fortælling om et jeg, der har en følelse af, at hans hoved er blevet hundrede gang større, hvorpå han begiver sig udi det omgivende landskab – et landskab, der giver ham mulighed for i figurative vendinger at beskrive, hvordan mening opstår. ”Och allt är som du ser”, skriver han, ”och mitt väldige huvuds slutna högra öga ser någonting i ingenting”.

Sådanne forklaringer og abstraktioner kan synes utilgængelige, men vha. et kort blik på Hegels verdensforståelse og meningskonstruktion kan vi bedre forstå Diktonius. De to værker af Hegel, som jeg her anvender, er Phenomenologie des Geistes og Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte. Det skal dog for ordens skyld også siges, at denne gennemgang af Hegel er utilgivelig kortfattet, hvilket betyder, at jeg kun fremhæver essensen af hans tænkning.

Det er kendetegnende for Hegel, at verden skal forstås dialektisk, hvilket bl.a. betyder, at tings mening opstår gennem deres relationer til andre ting. Det, at et bord forstås som et bord, beror på, at det adskiller sig fra det at være en stol. Derfor fremhæves Hegel ofte som forskelsfilosof. Hos Hegel bliver relationen mellem subjekter og objekter (som filosofihistorien har haft så svært ved), at de sammenspiller reciprokt, dialektisk. Dette er også, som Brøbecher fremhæver i introcitatet, en programerklæring for Diktonius, der ser subjekter og objekter som forbundne. Denne tankegang er også til stede i ”Ingenting”, hvor vejen bliver en metafor for denne forskelstanke:

”Och vägen – vart leder den? Den leder kanske ingenstans; den är blott en förenande vägbit, en vägstump att vandre på, en byväg som sammanbinder två landsvägar – och vart leder de? Där vrider sig denna byväg i dälden som darrende av shräck inför bäckans kalla vatten, den vill ej gå närmare och hur skall det gå att komma över den?”

Her ser vi, hvordan vejen kommer til at illustrere denne dialektik mellem ting, der skaber mening. Det betyder også, at man ikke finder noget i centrum af tingene. Når mening dannes ud fra gensidighed, så vil der ikke kunne findes nogen mening i centrum – altså i centrum ingenting.

Dette er måske ikke helt i trit med Hegels forskelsfilosofi, der er led i en tro på progression og udvikling for mennesket mod, hvad han kalder det absolutte. Men ser man nærmere i Diktonius’ tekst, finder vi også tegn på en tro på absolutisme. Det er i sekvensen, hvor han taler med en port, der med ét pludselig står helt klar for ham:

”Men just nu – plötsligt, jag vet ej hur – när jag står och talar med den med mina ögon: plötsligt ser jag den för första gången, ser den skälva av liv, märker dess kött, anar des sande, forstär dess vilja och mening, vet dess givna plats i den stora konstruktionen.”

Her oplever jeg’et for første gang følelsen af absolut ånd, af helstøbt mening. Det skal dog siges, at det absolutte hos Hegel er en uopnåelig tilstand – det er selve bestræbelsen, der er formålet. Det absolutte – som det også gælder Übermench hos Nietzsche – vil hele tiden forskyde sig, så det synes opnåeligt, men aldrig vil være det. Dette er også i korrespondance med Diktonius’ digtning, der for alvor indskriver en sammenhørighed mellem splittelsen og helheden. Dette berører Brøbecher også: ”At det fælles menneskelige grundlag forandres grundlæggende i den sproglige gestus eller vision, digtet konstituerer, fordi der trods alt i det omvurderende, dømmende subjekt sker en eruption, et sprogligt skred, der dybest set er kulturens eneste overlevelsesmulighed”.

Jeg’et hos Diktonius er – ved oplevelsen af noget absolut – på dette punkt gået hele ”vejen”, som her er metafor for retningen mod det absolutte. Man vil kunne beskrive denne oplevelse med et ord som indsigt. Det er, hvad jeg’et opnår på dette tidspunkt. Her møder vi da så også den vigtige forskel, som der er på den tyske idealisme, som vi her kender fra Hegel, og den europæiske filosofi i det tyvende århundrede: Hvor Hegel mente, at vi var undervejs mod noget absolut, så har filosoffer de seneste hundrede år arbejdet med tesen om ”intet” i centrum frem for noget absolut. Dette er primært en overlevering fra Nietzsche og hans begreb om perspektiv – alt ses gennem subjektivt perspektiv. Nietzsche anses derfor også som gennemgående subjektivist, hvilket betyder, at mening altid er konstrueret hos ”hin enkelte”. Dette gælder også for Diktonius. Meningen og det absolutte opstår, men det opfattes som en konstruktion set fra jeg’ets perspektiv.

Den konstruerede kultur
Efter denne kortfattede gennemgang af meningskonstruktion hos Diktionius vender jeg mig nu mod kulturbegrebet. Der er nemlig nogle spændende perspektiver at hente i forståelsen og konstruktionen af en kultur i forhold til dette spil med forskelle hos Diktonius og de øvrige nævnte tænkere.

Filosofisk set kan man nævne primært to forskellige beskrivelser af kultur. Den første beskrivelse kan jævnføres den tyske idealisme – og i de fleste hovedtræk Hegel. Dette handler om begrebet Geist, som kan oversættes til noget, der ligner folkeånd. Hos Hegel og de øvrige idealister betyder dette en faktisk eksisterende ånd, der er årsag til, at en kultur ser ud, som den gør. Den eksisterende folkeånd er i denne forståelse den skabende faktor, som derfor er årsag til, at sprog og institutioner – altså materielle manifestationer af kulturen – opstår. Således kulturen nedefra.

Den anden beskrivelse dukker op hos primært Wilhelm Dilthey i slutningen af det 19. århundrede i hans forsøg på at definere, hvad han kaldte for Geistenwissenschaft. Her vender han Geist-begrebet på hovedet. Her er det selve de materielle forankringer, der skaber fornemmelsen af, at der er en fælles folkeånd. Men hos Dilthey og andre i hans følge er det vigtigt, at dette først er konstrueret efter institutioner og sprog er opstået. Således kulturen oppefra.

Det er dog tvivlsomt, om vi vil kunne blive enige om, hvilken forståelse, der er den rigtige – det er spørgsmålet om hønen eller ægget. Når vi har en kultur, har vi også fornemmelsen af, at noget absolut har skabt noget konkret, men vi kan ligeså vel forstå det omvendt. Hvad der kom først, kulturen eller institutionen, vil vi aldrig kunne finde ud af.

Diktonius og den kulturelle konstruktion
Som vi har set, arbejder Diktonius – gennem sine lyriske abstraktioner – med de samme spørgsmål, som kultur- og filosofihistorien har boltret sig med. Der er på denne måde endnu en væsentlig sammenhæng mellem Diktonius og primært Nietzsche, idet de begge ofte arbejder i et krydsfelt mellem filosofi (altså en sagprosagenre) og konstruerede verdner (altså fiktion). Nietzsches mest kendte er Also Sprach Zarathustra, mens Diktonius forfatterskab generelt begiver sig ind i dette besværlige område. Han bruger i det hele taget digtningen som et sprogligt middel til diskussion af disse besværlige spørgsmål. Vi har herigennem fundet nogle kilder, som helt sikkert har været inspirationer for Diktonius, mens vi samtidig har kunnet se, at hans tænkning af peget langt ind i det tyvende århundrede.

Vigtigere i denne sammenhæng er derimod også hans status som tidlig modernist og finlandssvensk forfatter. Modernismen – hvordan end man lader denne størrelse definere – kom relativt sent til Finland, hvilket kan have sin årsag i, at Finland først blev selvstændig fra Rusland i 1917. I samme håndevendning kan man undre sig over, at Diktonius – i ”Ingenting” – stadig har en tro på noget absolut – troen på den eksisterende kultur nedefra. Det er endog underordnet, om det er konstrueret eller ej. Det er nemlig typisk kendetegnende for modernismen, at troen på absolutter forsvinder, hvilket resulterer i subjektets splittelse, som det netop er ikke tilfældet hos Diktonius, der i stedet i ”Ingenting” ligger magtet durk ind i subjektet. Dette kan have sin årsag i, at Finland på dette tidspunkt var midt i nationsopbyggelse. De havde, da ”Ingenting” blev udgivet i 1928, kun haft lidt over ti års selvstændighed. Og er man midt i konstruktionen af en nation, der gerne skulle være en overordnet, forholdsvis absolut og ikke mindst materiel institution, så er det givet fald nødvendigt med en tro på en slags absolutisme. Det gjorde Diktonius.

Afrunding
Det skal dog siges, at fokuspunktet i dette korte essay har været smalt – kun én tekst er blevet prioriteret. Men det forstås litteraturhistorisk, at specielt de senere tekster hos Diktonius præges af enkel, lun ironi og harmonier. Der er tilsyneladende også en fascination af sammenhænge for den tidlige Diktonius. Omvendt kan dette også vise modernisternes tætte relationer til den romantik, som litteraturen just var kommet fra. Der er da også historikere, der påstår, at modernismen og dens æstetiske og filosofiske fundament netop er romantikken, hvilket man kan se hos Diktonuis. Desuden – hvis forskelsfilosofien skal overholdes – forudsætter de harmoniske og absolutte toner også det diametralt modsatte, altså disharmoni og intethed. Og det er også dette kompleks, som Diktonius skriver sig ind i, hvilket også spejles i hans ofte apokalyptiske livsberusning (her brugt som et helt bevidst paradoks). Begge nævnte kulturbegreber synes at forudsætte hinanden dialektisk.

Jeg vil derfor slutte af med et digt fra Diktonius’ debutsamling Min Dikt, der indeslutter alle de perspektiver, vi her har været omkring: forskelstankegangen, det harmoniske i ledtog med det disharmoniske, det ”menneskelige, alt for menneskelige” over for det absolutte og ophøjede.

Evigt lever jag.
Om människa eller fixstjärna,
solsystem eller en martall
på en öde klippa vid havet,
är detsamma.
Samma kraft genomgår mig,
samma lust får mig att blomma,
samme stormar döder mig,
kläder nye kläder på mitt innersta.
För mig finns ingen flugsmuts
eller Chimborazzo –
allt är i allt.
På toppen av ett ögonblick
står jag och skriker:
det är en fröjd att leva och forvandles!

Se også Jakob Brøbeckers ”Hvad var jeg – var jeg? (efterskrift i Diktonius’ Hårde sange).

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays