Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Filosofi(ktion)er

- Et essay om generiske og genspejlende digressioner hos Robert M. Pirsig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Dette essay blev udgivet første gang i Mellemrummet 11+12, 2006.

Jeg undrer mig!

Kan vi læse Robert M. Pirsigs to bøger, Zen and the Art of Motorcycle Maintenance fra 1974 og Lila fra 1991, som fiktion eller filosofi? Eller begge dele? Er vi nødsaget til at lade litterariteten i disse narrativer forplumre, at begge engagerer sig i en diskussion af ideer? Nej, selvfølgelig ikke. Endog må vi acceptere, at det fine skel mellem filosofi og fiktion er forplumret. Således vil dette essay præsentere ideer, koncepter og forslag ved hvis hjælp, vi kan forklare relationen mellem fiktion og virkelighed, og hvordan vi kan læse filosofi i fiktion.

For det første med er Pirsigs fortællinger mere eller mindre selvbiografiske. Som Zen-bogen fortæller, så rejste Pirsig med sin søn Chris gennem adskillige amerikanske stater, og Pirsig var præget af mentale problemer. Alligevel skriver han i starten, at meget er blevet ændret af hensyn til fremstillingen (Zen: vii). Derfor stiller vi spørgsmålstegn ved dette retoriske formål.

Linda Anderson fremhæver i Autobiography, at ”all knowledge, including self-knowledge, depends on figurative language or tropes. Autobiographies thus produce fictions or figures in place of the self-knowledge they seek” (Anderson: 13).

Dette antyder dermed, at forholdet mellem fiktion og selvbiografi, i dette tilfælde, er det samme som forholdet mellem fiktion og filosofi: Der er en måde, hvorpå man kan præsentere førstegrads assertioner inde fra andengrads assertive fiktioner (se Christensen: 258). Aspiration i 1° refererer til virkeligheden uden for teksten, mens aspiration i 2° henviser til en fiktionel verdenskonstruktion. Dette, at vi har begge dele, er den generiske digression i Pirsigs narrativer. Selvom de selvbiografiske noter om Pirsig er specifikt svære at tjekke sammenlignet med filosofiske citater, så er relationen til den faktuelle verden den samme. Dette efterlader os med det første perspektiv: En tilgang, der tager genreproblematikken med i overvejelsen – generisk intertekstualitet, om man vil – kan dissekere teksten ned til selvstændige, assertive passager (jf. Altman: 213ff., Doložel: 204).

Ruth Ronen påpeger i Possible Worlds in Literary Theory fremdeles, at “the distance between fiction and actuality, or their relative possibility, is part of the rhetoric of a fictional text: the more a fictional world is presented as possible relative to actuality, the more the rhetoric of fiction will emphasize the great extent to which it draws on a world familiar to the readers” (Ronen: 94).

Det skal fremhæves, at Ronen ikke betragter fiktioner som nødvendigvis possible worlds (muligverdner er i filosofisk sammenhæng sammenhængende kosmologier afledt fra aksiomer og præsuppositioner), selvom det er det overordnede fokus i hendes bog, men nogle aspekter af fiktion grænser op til mulighed (possibility) – dette leder fiktionen i retningen af fiktionel realisme. Ikke des mindre opstår der nogle relevante koncepter i lyset af possible world semantics. For det første har vi ideen om rigid designators, der insisterer på, at der er benævnelser, som repræsenterer det samme objekt i adskillige mulig-verdner (Ronen: 43, Doložel: 18). Dette er fx brugbart, når Pirsig nævner Aristoteles, idet denne benævnelse designerer samme person i fiktionen, som når han beskrives i filosofihistorien.

For det andet introducerer Lubomir Doložel begrebet genspejlende digressioner (her oversat fra imaging digressions): “Imaging digressions are embedded in the fictional text but express opinions (beliefs) about the actual world. In this respect, they are clearly different from fictional commentaries, which pertain to the entities of the fictional world” (Doložel: 27). Dette resulterer i, at når Pirsig skriver, at “Quality destroys objectivity every time”, så skal dette forstås som et førstegradsassertivt udsagn, et udsagn om den faktuelle verden.

Resultatet bliver således, at possible worlds-teorien bibringer nogle grundlæggende, gavnlige begreber, endog er de fiktionelle verdner ikke kun en hvilken som helst verden, som Doložel forklarer: Mulige fiktionelle verdner er artefakter produceret ved hjælp af æstetiske aktiviteter. Disse aktiviteter er følgelig, hvad der er i brug, når læseren rekonstruerer den fiktionelle verden ud fra forfatterens konstruktion. Relationen mellem æstetisk aktivitet og frembringelsen af den mulige fiktionelle verden har en forbindelse, som er tilsvarende den måde, som signifiéen forholder sig til signifianten, hvilket får Doložel til at identificere fiktioner som semiotiske objekter.

Ydermere synes der at være en modsvarende relation mellem syuzhettet og fabulaen (Bordwell: 49) såvel som forholdet mellem syntaks og sematik i Rick Altmans genreteori. Dette hænger derfor sammen med det første perspektiv, men afleverer tillige det andet perspektiv: Brugen af possible worlds semantics kan for det første tilføre nogle værdifulde værktøjer. For det andet kan teorien vise nogle interdisciplinære forbindelser mellem konstruktion og rekonstruktion af fiktionelle verdner både i henhold til Ronen og Doložel, men også mellem semiotik og kognitivisme/formalisme:



Tegnet [≈] betyder i matematiken “næsten lig med”. Den første kategori bestående af fonetik/syntaks over semantik viser sammenhængen med lingvistikken såvel som med den lingvistisk inspirerede Rick Altman.

Endogså er dette ikke nok. Ovenstående snakker Ronen om en verden genkendelig for læseren, men denne læser synes at være fraværende fra denne model og derfor også til denne tilgang. Og siden “the fictionality of texts cannot be identified a priori with a concrete set of of textual features […] the way is open for a pragmatic definition of fictionality, which would take into consideration an integrated system of world-contructing conventions, cultural beliefs and reading procedures” (Ronen: 88, min fremhævning). Fiktionens pragmatik åbner en lang række muligheder for alle de implicitte tilgange i denne model.

Man kan nævne en række teoretikere med pragmatikken impliceret: Altman har pragmatik indskrevet i sin teori; Bordwell definerer narration som den kognitive ”organization of a set of cues” (62), hvilket også er en langt overvejende pragmatisk tilgang; Noël Caroll (291ff) beskriver talrige måder at imødegå relationen mellem kunst og den faktuelle verden, såvel som Torben Grodal (263ff) beskriver forskellige måder at forstå forholdet mellem film, derfor fiktion, og samfund. Disse teorier er alle bundet op på kognition og pragmatik. Dette er, kan vi tilføje, ikke langt fra den måde, jeg bruger forståelsen af en implied author, dvs. det tekstuelle møde mellem forfatter og læser, som i visse aspekter slægter Doložels kommunikationsteori på (Doložel: 203). Dette giver det tredje og sidste perspektiv: Via pragmatik, og det er her de genspejlende digressioner er udskilt fra teksten, kan vi begribe og adskille de tekstuelle bortledninger fra fiktionalitet og ind i faktualitet. Imidlertid er det jo stadig en del af fiktionsværket, men assertionen er skiftet. Vi burde endda i visse tilfælde tage dobbeltassertiver, som aspirerer både fiktionen og virkeligheden, med i betragtning.

Dette efterlader os dermed forholdsmæssigt frie af fiktionens greb, og vi kan diskutere Pirsigs filosofi. Selvom han skriver ind i et stort antal forbindelser, dvs. både amerikansk, europæisk og orientalsk, kan vi nævne nogle europæiske linier i filosofien. Man vil støde på en noget nær hegeliansk historieforståelse, en nietzscheansk kritik af moral og objektivitet, foucaultiansk vidensarkæologi og begreb om magt, Webersk diskussion af objektivitet og værdier, og især Diltheyansk moralitet som et enestående, ideelt system. Jeg vil her kaste et kort blik på nogle af dem, hvilket kan ses som reduktivt (specielt idet Pirsig skriver sig ind en her helt uberørt orientalsk filosofisammenhæng), men det kan samtidig ses som at lægge et æg i en kurv i håb om, at det en dag skal blive til et levende væsen.

Dilthey, Foucault og Nietzsche usagt hos Pirsig
Hvor jeg i ovenstående fokuserer på, hvordan man læser Pirsigs filosofi inden for et fiktionsværk, vil jeg her se nærmere på, hvad det er han siger. Samtidig vil jeg forsøge at forbinde hans tanker med nogle aspekter af kontinental filosofi; i dette tilfælde primært moralfilosofi hos Dilthey, forskelsfilosofi hos Foucault og i mindre grad intuitions- og abstraktionsforståelse hos Nietzsche. Da Pirsigs filosofi er mere systematiseret i Lila, er det teksten, som jeg tager som primært grundlag. Citater er her medtaget i dansk oversættelse, så vidt det var muligt. Hvis ikke, har jeg benyttet de engelske.

Pirsigs filosofi handler om begrebet kvalitet. Pirsig adskiller ikke begreber som moral, værdi og kvalitet. De er fuldstændigt synonyme. Endvidere, ser han kvalitet som værende en tredje komponent, der er bindeled mellem subjekter og objekter. Derfor kalder han sin filosofi for »kvalitetens metafysik«. ”Grunden til, at værdier forekommer empirister så uklare, er”, skriver Pirsig, ”at de forsøger at henføre dem til bestemte subjekter og objekter. Det lader sig ikke gøre. De fører kun til større uklarhed, eftersom værdier ikke hører til hverken den ene eller den anden kategori. De udgør deres egen kategori” (Lila, s. 76).

Det skal da medtages og påpeges, at Pirsigs filosofi ikke er den samme i begge værker. Han benytter og udvikler i Lila sine tanker fra Zen and the Art of Motorcycle Maintenance fra et opgør med subjekt-objekt-dualismen til en altomfattende kvalitetsmetafysik. Således installerer han i Zen… en ekstra komponent i dualismen, således at den forefalder som en triade, hvor subjektiviteten og objektiviteten hviler på kvalitet:



”Det betyder”, skriver Pirsig, ”at kvalitet ikke bare er resultatet af et sammenstød mellem subjekt og objekt. Selve subjektets og objektets eksistens er noget man slutter sig til ud fra den kvalitative oplevelse. Denne oplevelse er årsagen til både subjekt og objekt der begge fejlagtigt betragtes som årsagen til kvalitet”.

Dette radikaliserer han han i Lila og i sit seminaroplæg ”Subjects, Objects, Data and Values”, hvor subjekter og objekter i mere udførlig forstand relateres kvalitet. Hele systemet hos Pirsig bliver således opbygget af kvalitet, hvilket også er årsagen til, at han kalder sin filosofi for en metafysik. Dette er dog i den mere angelsaksiske betydning af begrebet, der henviser til forholdet mellem subjekt og verden, altså traditionelt dualismen, hvilket dog stadig er en triade hos Pirsig (her taget fra Pirsig, 2005):



Her ses triaden stadig, hvor det hele dog er indesluttet i kvalitetsbegrebet: De subjektive statiske mønstre og de objektive statiske mønstre er således hhv. subjektive og objektive kvalitetsmøntre. Jeg vender tilbage til denne firdeling og hierarkisering af kvalitet.

Vi kan her pege på, at det er i denne hierarkisering Pirsig har spor til Hegels historiekonstruktion, endog er den væsentligste forskel jo, at Hegel ikke indkredser det hele i kvalitet. Det vil endvidere være oplagt at kæde en lang række af Hegels tanker fra både Forelæsninger over historiens filosofi og Åndens fænomenologi sammen med Pirsigs, hvilket også er blevet gjort (som Pirsig selv berører i Lila). Hegels metode er fænomenologisk, hvilket jeg også mener Pirsigs er. Pirsigs fiktionsmodus er flere steder blevet kædet sammen med Platons dialektik, hvilket også er udmærket, endog vil det være – på samme måde som det er det hos Hegel – fejlagtigt at kalde metoden for dialektisk. Koblingen til fænomenologien vil hos Pirsig gå over zenbuddhismen, der bærer lighedstræk med fænomenologien i gåen-til-tingen-i-sig-selv. Desuden har Hegel nogle betragtninger, der for så vidt blot er radikaliseret hos Pirsig. Eksempelvis skriver Hegel (2005: 41), at ”Dasein er kvalitet” (den rene væren og dens negation er kvalitet). Her har vi fat på, hvad både Hegel og Pirsig arbejder med, nemlig relationen mellem subjekter og objekter. Således vil Pirsig påstå, at kvalitetstænkningen ligger uudfoldet hos Hegel.

Hvis vi så tager Pirsigs sammensmeltning af moral, værdi og kvalitet med os til Dilthey, møder vi lignende ytringer: ”In the sphere of morality inner culture breaks away from the external organization of society in a manner of of practical activity” (s. 110). ”Inner culture” er her den subjektive kulturforståelse, mens ”external organization” er den ydre objektivering og manifestering af kulturforståelsen. Men de hænger derfor også sammen for Dilthey. Det gør de gennem moralsystemet: ”morality makes a single ideal system merely modified by difference in structures, communities and associations” (s. 113). Moralsystemet manifesterer sig i lovgivningen, som tilsammen udgør sammenhængen mellem “inner” og “outer world”, som Dilthey kalder det. For Dilthey kan der i Geisteswissenschaft sammenkobles ”our knowledge of the reality of the individual”, det objektive, med ”our consciousness of the mutual value-relations”, det subjektive. Til grund for dette, siger han, ligger hhv. antropologien og psykologien. Det skal for ordens skyld siges, at der, hvor Dilthey adskiller sig fra de øvrige, jeg nævner, er hans forhold til empiricisme, selvom den ikke er af den klart objektive art.

Fra den måde, som Dilthey beskriver manifesteringen af moralsystemet, vil jeg trække to paralleller:

1) Pirsig dikotomiserer kvalitet i statiske mønstre og dynamisk usystematiserbar kvalitet, som ovenstående model viser. ”Enhver kultur”, siger han, ”har sit eget mønster af statisk godhed, som bygger på samfundets fastlagte love og traditioner og værdier” (Lila, s. 128), mens der også findes ”en dynamisk godhed, som er hævet over kulturerne, og som ikke kan rummes i et fastlagt system af forskrifter, men som hele tiden må genopdages i takt med, at kulturen udvikler sig” (s. 129). Eller som Dilthey skriver: ”one cannot separate knowledge of the development of society from knowledge of its present status” (s. 97). Man kan hos Pirsig aflæse den dynamiske kvalitets historie i den statiske forankring af den. Man er næsten tilbøjelig til at sige, at man kan aflæse aflejringerne af erosion i vidensforholdene.

2) Og det bringer mig til næste punkt: sammenligningsgrundlaget med Foucault. Foucaults ”arkæologi” handler, som bekendt, om, hvordan de enkelte epistemer og dispositiver sætter sig som ”lag” i den menneskelige vidensudvikling. Der er dog, til forskel fra Pirsig, et enkelt problem hos Foucault, som han skriver: ”Ingen videnskab om mennesket kan sikre sig, at det er fri for dem [tankebegreberne, epistemet], eller fuldstændig uafhængig af dem på en eller anden måde”, (Ordene og tingene, s. 438). Der er altid en eller anden form for subjektiv afhængighed eller epistemisk forankring. Derfor kan man, paradoksalt nok, hos Foucault ikke tænke uden for et episteme, så længe man er i det. Det kan man dog godt hos Pirsig; han kalder metoden stratografisk antropologi ud fra en beskrivelse af almindelig arkæologi: ”man [kan] grave sig ned igennem det ene lag efter det andet og finde ruiner af ældre byer under de yngre. Jeg mener, at man kan benytte samme metode på det enkelte menneske”, (Lila, s. 199). Pirsig kalder disse lag den statiske kvalitet, og hierakiserer og taksonimiserer den i fire aflejringer: de nonbiologiske, de biologiske, de sociale og de intellektuelle mønstre, ”patterns”. Disse, i nævnt rækkefølge, er mere værd end den forrige forstået således, at intellektuelle mønstre er overordnet de sociale osv. Samtidig kan man i denne hierarkisering læse menneskets evolution fra biologisk, bakteriel stadie til intellektuelt, civiliseret stadie. Det, der udvikler de statiske mønstre hos Pirsig, er den dynamiske kvalitet; det, der ændrer epistemerne hos Foucault, er magt; det, der ændrer ”the external organization” hos Dilthey, er, hvad han kalder, ”contrary force”. Således ligner de hinanden.

Ved at presse Foucault lidt, kan Pirsigs præsenterede model sammenlignes med hans begrebspar, hans »system af tegn« (Ordene og tingene, s. 413), der udgør epistemet for en ”epoke”. Det biologiske begrebspar (funktioner → norm) kan henføres til Pirsigs biologiske mønstre, det sociologiske begrebspar (konflikt → regel) kan henføres til Pirsigs sociale mønstre, mens det sprogvidenskabelige begrebspar (betydning → system) kan henføres til Pirsigs intellektuelle mønstre. Pilen mellem begreberne betyder, at det ene afsætter det andet. Således medfører funktioner normer, konflikter regler og betydninger systemer hos Foucault. Én helt essentiel forskel mellem Foucault og Pirsig er dog, at Foucault ikke hierarkiserer mønstrene; de er alle i spil samtidig. Det er de dog også hos Pirsig, men han mener, at nogle mønstre er mere værd end andre. Et sådant værdisystem af viden er svært at lokalisere hos Foucault.

Skal vi, på sin vis, benytte Pirsig til at analysere Foucault, kan vi vende os mod Foucaults beskrivelse af fængslets udvikling. Han beskriver denne udvikling gennem straffemetoderne, der udvikler sig fra korporlig straf, som han kalder ”en kompleks social funktion” til det moderne, disciplinære fængsel, som han beskriver som ”en praktik, som med magt normaliserer […] gennem en teknisk udarbejdelse og fornuftig overvejelse”, (Overvågning og straf, s. 316). Med andre ord, så styrkes intellektet i stedet for korporlig afstraffelse, eller som Pirsig skriver: ”Et menneske er en samling tanker, og disse tanker har moralsk forrang i forhold til samfundet. Tanker er værdimønstre. De befinder sig på et højere evolutionstrin end sociale værdimønstre”, (Lila, s. 181). Derfor er denne fængselsudvikling tillige en moralgenealogisk udvikling, og som Foucault selv påpeger, så opstod den videnskabelige psykologi også i denne periode, som er omkring 1840’erne. Et lignende eksempel på udvikling af samfundsordner gennem magt eller dynamisk kvalitet finder vi i Pirsigs analyse af anekdote om en Pueblo-indianer. Dette leder til skarpe udladninger mod antropologiens objektive forudsætninger, som også leder Foucault til at skrive, at ”Vore dages ”antropologisering” er den store fare i kundskabens indre”, (Ordene og tingene, s. 402).

I de helt store træk, så er Pirsigs filosofi én lang indvending mod, hvad han kalder »subjekt-objekt-metafysiken«, hvilket gør ham specielt anvendelig i sammenhæng med Nietzsche. Begge anerkender dog, grundet denne ontologis lange historie, at det er temmelig svært at slippe ud af den. Som Nietzsche skriver: ”this linguistic legislation […] furnishes the first laws of truth: for it is here the contrast between truth and lie first originates”, (1982). Dualismen er, som også Pirsig flere steder understreger, indbygget i sprogbrugen. Den har, som Foucault ville formulere det, haft ”betydning” så længe, at den er blevet til ”system”. Det leder Nietzsche til at tale om ”skjult kvalitet” (qualitas occulta) i ordene, hvilket er en del af hans ofte spekulative etymologi.

Sådanne etymologiske ekskurser tager Pirsig også ofte på. De søger begge indre, immanente vurderinger i sproget. Således skilder de begge også mennesket ad i to hovedtyper, der svarer til enten den subjektive eller den objektive tilgang. Nietzsche kalder subjektiviteten for ”intuition”, mens han kalder objektiviten for ”abstraktion”; ingen af delene er tilstrækkelige (Dilthey har lignende tanker i at adskilde menneskelig perception i ”intuition” og ”kalkulation”, (Dilthey, s. 111)). Disse typologier svarer til, hvad Pirsig omtaler som hhv. det romantiske og det klassiske menneske. Det romantiske menneske ser helheden uden at se delelementer, mens det klassiske menneske ser delene uden at se helheden. Nietzsche siger, at ”there exists no word for these intuitions; when a man sees them he grows dumb”, eller videre endnu: “between two absolutely different spheres, as between subject and object, there is no causality” (1982).

Her har Pirsig løsningsmodeller at tilbyde. Ordet for intuitionen er kvalitet, og kausaliteten mellem subjekterne og objekterne er »kvalitetens metafysik«.

Litteratur
Altman, Rick: Film/Genre, British Film Institute, 1999.
Anderson, Linda: Autobiography, Routledge, 2001.
Bordwell, David: Narration in the Fiction Film, Routledge, 1985.
Caroll, Noël: A Philosophy of Mass Art, Oxford University Press, 1998.
Christensen, Ove: ”Methods and Models”, i Ben Dorfman (red.): Culture, Media, Theory, Practice - Perspectives, Aalborg Universitetsforlag, 2003.
Grodal, Torben: Filmoplevelse, Forlaget Samfundslitteratur, 2003.
Dilthey, Wilhelm: Introduction to the Human Sciences, Harvester Wheatsheaf, 1988.
Doložel, Lubomir: Heterocosmica, The John Hopkins University Press, 1998.
Foucault, Michel: Ordene og tingene, Gyldendals Bogklubber, 2002.
Foucault, Michel: Overvågning og straf, Det lille forlag, 2002.
Hegel, G.W.F.: Forelæsninger over historiens filosofi, Gyldendal, 1997.
Hegel, G.W.F.: Åndens fænomenologi, Gyldendals bogklubber, 2005.
Nietzsche, Friedrich: “On Truth and Lie in an Extra-Moral Sense”, i The Portable Nietzsche, Penguin Books, 1982.
Pirsig, Robert M.: Lila, Bantam Books, 1991.
Pirsig, Robert M.: Zen and the Art of Motorcycle Maintenance, Vintage, 1999.
Pirsig, Robert M.: “Subjects, Objects, Data and Values”, moq.org, 2005.
Ronen, Ruth: Possible World and Literary Theory, Cambridge University Press, 1994.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays