Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Kærlig og politik

- og kunstens tro på dem

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Menneskets væsen, der kan siges at være kærlighed og de fordringer, der udspringer fra den, opfyldes og udtrykkes i kunst, der ofte rummer en tone af eller en henvisning til noget idealistisk, som den svære virkelighed gør det næsten umuligt at virkeliggøre. Det ideale, der fordret dog aldrig blev virkeligt, kan udtrykke sig som kærlighedens bøn om den retfærdige handling og behandling, der udspringer af dens håb om og tiltro til rigtigheden og naturligheden i den kilde, hvorfra den kommer; ikke overvejende fordi kærligheden tænkes, men mere fordi den mærkes.

Er bønnen som følelse i kunsten impulsivt sårbar, kan den som tanke i filosofien være systematisk idealistisk, og hvorfra kommer da energien til at kæmpe heroisk, bedende eller systematisk for kærligheden – hvis ikke fra kærligheden selv? Til kærligheden hører ikke bare impulsive følelser men også de villede midler, vi bedst, i filosofi og politik, mener kan virkeliggøre den netop i den kærlighedens ånd, som utålmodig praksis ikke må forglemme i forløben trang virkeliggørelse. Er kærligheden impusiv, kan den lære også at blive langmodig, politisk og planlæggelig – og dens umiddelbarhed er meget vel tugtet og mistænkeliggjort i vor moderne samfundssystemer, forsåvidt den altså: stadig findes i dem.

Den givende skaben
Kunsten, der blottende udstår tugt og bekæmper mistænkeliggørelse, ser deltagende på os – og forekommer mærkeligt i hvile. Men kunsten er et menneskeligt udtryk, og i dens ånd kan vi stadig tænke, også i Danmark: større om mennesket, fx om den allerede i kunsten virkeliggjorte trang til at møde svære spørgsmål med menneskevæsenets fineste forståelse og omsorgsfulde mildhed. For er kærlighedens natur netop: at den bliver ved, som kunsten forbliver vågen, må de to sammen og hver for sig også kæmpe for denne mildhed, mens de, i en fremmed virkelighed, må isolere den lille plads, der ofte mangler her, hvor kærligheden er mulig helt, og hvor to elskende kan vokse sammen nærmest i skjul.

Hvis man, på en sådan lille plads, fx i bussen dagligt overværer samtaler fx om foldbold og her fx ser, at det er to indvandrerdrenge, der fører dem, er det fx muligt at tænke: fedt, sikke nogle dejlige drenge! Kærlighed er her en helt naturlig trang til tolerance, ikke fordi den skal præsteres som pligt, men: fordi kærlighed netop føles sådan, fordi dens spontane essens er at gives.

Alle helt “almindelige mennesker” rummer den grundmenneskelige godhed. Derfor er der noget mærkeligt i danskernes “noget for noget” og “nultolerance,” der forudsætter, at vi vil have gengæld for vores skaben. Det er snarere muligt at sige: at den politik eller værdi, der er til salg, ikke har den helt samme menneskelighed, som det der bliver givet for intet og i sin natur og karakter, i sit udtryk og under dets skabelse allerede har antaget denne karakter af forærelse og indgivelse.

Hvad vi skaber med er hjerteblod. Og det produkt, hvis sigte overvejende gælder (personlig) vinding, fx af vælgere, må alene af denne, mere beregnende, årsag være svækket i sin kvalitet, når produktet i sin skaben tager hensyn til et helt bestemt mål med dets kommende virke, og, set fra kunstens og kærlighedens side, derfor svækker sin troværdighed eller fornægter sin naturligt drømmende idealisme, idet, som Goethe siger, “man mærker hensigt og bliver forstemt.” Op imod en finanskrise tænker vi stadig med tidens paroler, der næppe er en gratis foræring: resultat, effekt, krav og rettigheder, men dette kan være en misforstået kærlighedssult, der ubehandlet mener at kunne hente næring steder, der i dag snarere kræver den. Når medierne, fx i “Lars Løkke-sagen,” der ikke ligner nogen menneskesag, behandler politik og værdi, suges den sidste, med hjerteløs markedsimpuls, ud af den første. Den benhårde facon, der vist nok er underholdning, fører ikke bare til kunstrueret politikerlede og stadig underholdning om den, men til værdifraværende meningsløshed, som selvkredsende medier selvkredsende behandler sig selv for, mens de undervurderende antager, at vi bogstaveligt talt er syge med dem og ikke først bliver det ved at kigge på dem.

Behandlet bøn – Kafka og det sande
Er vi det? Syge i mediernes virkelighed – eller syge af den? Behandlet og manipuleret bliver vi, ikke bare mod sygdomme men også mod os selv, offentligt, politisk eller lægeligt. En kobling mellem lægelig diagnose og politisk magt kunne udtrykke sig i, at vi snart udvikler medicinske måleinstrumenter, der er i stand til at måle kærligheds-værdier, hvis troværdighed nøje granskes af spin- og medieeksperter. Herfra fastslås mindste- og normalværdier, så kun de tilstrækkelig medicinsk elskende får tilstrækkelig økonomiske rettigheder, hvis da overhovedet vi politisk har interesse i kærligheden, der er stor menneskelig interesse i.

Trangen til kærlighedens redelighed placerer kunsten ofte et fjernt sted, hvorfra den bliver særligt – nærværende; den kaster ikke blot lys over sin egen verden, men manifesterer, at der mangler lys i vor egen. Medierne producerer resultater, men den afventende søgen, som er kærlighedens, er næppe tilsvarende uhæmmet og maskinel, da kærlighed så ville være en forbugsfest af forfladigende overbud, der netop synes at erstatte den. Men det menneske, der søger det sande, dette søger kærlighed. Således er selv fx Kafkas fantastiske værk en kærlighedshistorie, hvis redelighed mærkeligt nok antager svær karakter af systematisk selvnedbrydning eller årvågen eller bevågen og ligefrem beleven selvopgivelse, og netop disse træk karakteriserer fint den politiske situation samt denne situations ofte showagtige behandling i medierne, hvis nuværende berettigelse altså ligger i ikke at opdage det. At vi ikke redeligt har ret til at dømme uden vi til det fanatisk yderste har vurderet, om dommene er rigtige, at enhver troværdighed beklikkes og som underholdende udgangspunkt antages slet ikke at være der, hvilket måske blot betyder, at de undersøgende medier ikke er skolet i at genkende den, hvorfor de passende kunne være skolet i at være mennesker.

Angstens iboende fanatisme gør ikke bare Kafka vågen men også søvnløs, og netop Kafka ville “skrive som en bøn;” hos ham er kærligheden vævende, og er sider af den troværdighedshæmmende, angst og spekulativ ligner den måske moderne mediers – markedsstrategi. I kunsten er der næppe noget sandt, uden at dette sande, om så svækket af kærlighedens modgang eller udebliven, dens vrangvillige mistro, dens banalt forsimplede misforståelser, ses fra kærligheden – også den kærlighed der blev opgivet. Det sande er eller var set fra eller udset af kærligheden, hvilket også vil sige: udset også når dette kærlighedens blik underkendes, og kærligheden forrådes og står alene tilbage med de håb, den mente at være lovet til, og som først forekommer som krav, når disse håb ikke er blevet indfriet – og det ikke længere er kærligheden, der kan gøre det.

Kan vi, medier og politikere ikke lære af det? Den vellykkede kærlighed oplever sikkert mere end den dømmer, åbner mere end den forsager, mærker mere end den tænker. At kærligheden således er nøgen, er det samme som at sige, at den ved, hvad den idealt fortjener og fordrer, i sin umiddelbare naivitet blot mindre hvordan disse fortjenester forvandskes af manglende tro, der ofte er praksis. Kærligheden ved og vil ikke vide det: at dens forønskede medpart, der er den elskede, ser og mærker denne fordring uden dog nødvendigvis at kunne svare i overensstemmelse med denne fordrings tillid; godheden indfries naturligt men bliver for det angste, tvungne og hæmmede menneske til de forvaltelige, arbejdende og impulsforurettede: krav og pligt.

Har vi mistet troen på kærligheden, på politikerne, er mediernes overfladevirkelighed angst, og er det vores krav til deres værdier? Arbejdende sig frem til planlagt spontanitet, er det da overhovedet kærligheden vi søger, eller er det den daglige glemsel og ikke bønnen for de(t) glemte, hvis forventelige krav vi hører i så velkendte medie-toner, at vi stadig ikke hører dem? Forventer kærligheden ikke naturligt at blive imødeset, ligesom barnet naturligt regner med at blive set – og derfor hverken behøver se, håbe eller tro på, at smukke drømmesyner virkeligt finder sted?

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays