Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Krisen, overdrevssamfundet og naturens tilstand 3

- Systemorientering og effektivitet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Det menneske der imidlertid presses af samfundsstrukturer til en præstationsevne, der slet ikke er naturligt for det og derudover negativt moralsk stigmatiseres, når der kræves ting af det, det med god naturlig ret slet ikke kan indfri, kan så siden holde hele samfundsmaskineriets ufremkommelighed i gang og bekræfte dets legitimitet ved at blive unaturligt nedbrudt af systemer for derefter at blive overgivet til andre. Således ser det menneske der, som det er, fødes umiddelbart godt i tillidsfuld forventing om omsorg og uden fordomme, sig i en række komplicerede samfundssytemer knægtet af en praksis, der opretholder mangel på tillid, skærper fordomme som gyldig norm og siden behandler den naturlige vrede, der opstår som følge af det, med ensidige midler, i dag ofte uden reel vilje til diaglog. I denne systemproces og dehumanisering antager naturlige impulser, ikke for at bekræfte individet humant men for at opretholde systemet, som det allerede er, sine udtryk som sygdom og behandles derefter medicinsk for sin naturlighed, så at naturlige udtryk for ubalance og overbelastning behandles som var de sygdom snarere end udtryk for samfundets unaturlige og effektorienterede normer.

Idet sådanne systemer som udgangspunkt ville hæmme negative impulser, der var naturlige for mennesket, og derfor tage mennesket i en opdragende rolle, der fremmer intuitiv og tillidfuld menneskelighed, ville disse systemer have berettigelse, om end de som udgangspunkt ville være mistoriske overfor mennesket, hvilket gennem de sidste 15 år faktisk reelt udgør en forudindtaget farvning og prægning af dets menneskelighed i negativ retning, mange danske systemers. Men hvis mennesket som udgangspunkt faktisk er godt, hvis dets naturlige kræfter udgør en trang til og et behov for frihed og åbenhed, der fx kan udtrykke sig i levende og fri fantasi, hvis dets naturlige følelse af intensitet og autensitet og integritet ligger ikke bare i tidens negativt formulerede krav om omsorg, men snarere i positive fordringer om at det naturligt vil blive mødt med den. Hvis mennesket kort sagt ikke skal beskyttes mod sig selv men snarere har naturlige evner til selv at kunne det, da ligger der ofte i systemer ikke bare en forkert forudsættelse af, hvad mennesket grundlæggende er, men også direkte en prægning af mennesket, der hæmmer, svækker eller undergraver dets naturlige tillid.

Den romantiske naturopfattelse og kunsten
Således bliver det naturlige menneske, for at udleve sin humanitet, i kunsten henvist til at gøre det som alternativ til det bestående, hvilket allerede fører til en internaliseret mistænkeliggørelse af dets naturlige potentialer. Og hvad er de naturlige potentialer? De er levende fantasi. Fri udfoldelse i modsætning til den i systemer stædigt fastholdte men ufleksible og fastlåste menneskelighed. Tillid til egen selvstændighed og tiltro til positive kræfter, der ikke kræver vores tids fokus på modsætningforhold, men umiddelbart forventer at de ikke er der.

Sådanne potentialer mødes ofte i samfundet med en unaturlig fordømmelse, individet eller kunstneren nødes til at antage som sin egen. Dette kan, hos de mennesker i samfundet der gennem kunsten indser og mærker den naturlighed der ikke er lyttet til, er ringeagtet eller hvis udlevelse og fordringer er hæmmet af en systematisk stivhed, der legitimerer den manglende kraft til at leve naturligt, føre ikke bare til en betydelig forbedring af samfundets vilkår, men også til en anklage af kunsten.

Den vrede og angst, i det omfang den forekommer, samfundet sætter i system og fastholder og dermed opretholder som en negativ forventning til det positive og naturlige menneske, herunder i medierne, nødes individet, den vise eller kunstneren ofte til at antage som et mistænkeliggørende selvforhold. Men dette fremmer hos kunstneren eller den vise igen ærgrelsen over eller fornemmelsen af, at samfundet har forvildet sig, så almene ydre kræfter og kunstfærdige strukturer, i det omfang de er negative, bliver til et indre misforhold. Men kunstneren ønsker frihed. Frihed og ikke magt, thi det netop er frihed for magtudøvelse, han stræber efter, desto mere som magten nu om dage ligner undertrykkelse. Han mærker sin oprindelige naturlighed, ønsker lighed mellem mennesker og ser det kunstfærdige i de former, hvorved denne lighed hæmmes i samfundet. Han elsker mangfoldighed og orginalitet og ser hvordan den ofte i samfundet hæmmes eller ligefrem behandles som sygdom, altså at megen vrede og angst netop er udtryk for at denne mangfoldighed og originalitet undertrykkes i samfundet.

Det er derfor han – og det gælder netop mange mennesker i dag – ofte vil leve mere ensomt som et alternativ til det bestående end føle sig godt modtaget af det, men også derfor hans kunst kan virke lindrende og helbredende for samfundet. I dette ensomme modsætningsforhold lærer han eller hun sig selv at kende og med den fordrende følelse af, at det ikke burde være sådan, at mange mennesker ønsker lighed, mangfoldighed og originalitet, men ikke er i stand til at give den fri under former, der ikke er uhæmmede, eller som uhæmmede er sat i system eller her undertrykt eller passiviseret, men som sådan netop opretholdt – men naturlige. Denne ensomhed er, midt i vores selvrealisering og naturafvigelse, hvilket kunne sige noget om dens tenderende meningsløshed, netop karakteristisk for vores tid. Og den beskriver ikke bare det forhold, mange mennesker har til deres medmennesker, men også det modsætningsforhold vi har til samfundets systemer, og som er præget af tidens mistroiske mangel på tillid.

Samfundet, den naturlige godhed og øvelsen i humanitet
Men den tillid til naturlige kræfter, mennesker kan føle, og som heldigvis også positivt i dag udtrykker sig i stor trang til kærlighed og hjælpsomhed, i respekt for forskellighed, i naturlig glæde og taknemmelighed over de gode kræfter, mennesket bliver givet for intet, denne naturlige og oprindelige tillid findes i alle mennesker, men formuleres endnu overvejende anklagende og negativt. Den naturlige tillid og natur skal, for ikke at få et negativt præg, nemlig både dannes og vedligeholdes, hvad den først må blive i et problematisk forhold til vores samfund, hvis ikke dette kan udleve den – thi kan den dannes godt i vores samfundssystemer, eller rettere: hvordan kan vi sørge for, at det i højere grad sker?

Naturen, der grundlæggende er human, der er indlevende, ligefrem og sorgløs, uden fordomme, opmærksom og intens og som ikke søger magt men fri udfoldelse – denne natur har tillid til friheden og mennesket og mærker i hvilken udstrækning den som spontan og ægte naturlighed ville kunne og kan udleves positivt i samfundet. Men dette er ikke et kontrolsamfund, der er båret af en negativ forventning til frihed og derfor opretholder ufrihed eller mistænkeliggør frihed som var den mere krævende og negativ end slet og ret umiddelbar, spontan og naturlig.

Autoritære tankegange, overdreven magt, magtmisbrug eller systemer der opretholder negative forventninger til mennesket, er grundlæggende fremmed for noget i mennesket, da de fleste netop mærker fordringen om kærlighed, tillid og lighed i sig selv. Kærlighed er ikke en præstation eller et krav, lytten og indlevelse er ikke en pligt, men simpelthen et spørgsmål om helt naturlige og lettilgængelige kræfter i alle mennesker. Er disse i vores tid, der formulerer rettigheder negativt og i mistilid forudsætter at de derfor kun kan knægtes, svære at få kontakt til og udleve, er det mere et sprøgsmål om, at vores samfundet har sat unaturlighed og mistænkeliggørelse i system, at individet er blevet vant til at kræve, end det er fordi, naturen er slet. Naturen skal dannes og gives retning gennem øvelse – og mon ikke mennesket også i dag kan præstere den positive forventning til den? Den skal dannes netop i den forståelse og med den grundlæggende og spontane anerkendelse, der føles som naturlig ægthed, ligesom et godt kunstværk forekommer at være en velsignelse, dannes med og i følelse af: at naturen er god, at mennesket er elskeligt, for det er jo det, det er.

Dette ville man som menneske ikke mærke så dybt, hvis der ikke i naturen virkelig var en vedvarende kærlighed til friheden, hvis med andre ord strukturer og samfundssystemer, i det omfang de ikke er humane, ikke umiddelbart føles som kunstfærdige men derfor grundlæggende, i disse former, heller ikke nødvendige. Vores og samfundets øvelse i humanitet kan derfor ske i en naturlig tillid til de naturlige kræfters godhed, med andre ord: i en oprindelig fornemmelse for hvilke kræfter, der skal lægges vægt på, grundlæggende fordi de impulser, der grundlæggende er positive og gode, selvfølgelig gennem øvelse vil lægge vægt på dem, der er det samme.

Øvelsen starter med god vilje, er socialt set åbenhed og tillid, og kan derfor netop ske med den omsorgens naturlige forståelse, at der selv i mere negative impulser, eller impulser, der ville udtrykke sig negativt, hvis ikke de blev dannet, ligger positive egenskaber, fordringer og kræfter, som det sondrende menneske kan træne til de udtrykker sig positivt, altså i frihed og med frihed. Frihed udfolder sig i tillid. Det er denne tillid, åbenhed og frihed, der ligger i vores natur, og som vores demokratiske samfundsinstitutioner, ligesom vores menneskesyn, skal artikulere og fokusere på. Dette kan ske med en dyb og romantisk forståelse for og lytten til naturens visdom fremfor stadigt negativt formulerede krav til mennesker og systemer, der ikke præsterer, med kærlighed til mennesket og med respekt for naturen.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays