Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Krisen, overdrevssamfundet og naturens tilstand 1

- Naturen som magt, besiddelse, mekanik og effekt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Mennesket og samfundet er i krise, men det er naturen også. Hvordan kan de to tænkes at hænge sammen? Og hvad gør vi for at løse problemerne, med hvilke midler, i hvilke samfund, med hvilken ånd og med hvilken indstilling? Her følger en tidskritisk filosofisk diskussion af vores tid og samfunds forhold til den natur, vi særligt gennem de sidste to hundrede år har bragt ud af balance, hvilket jeg antager også gælder os selv – en længere tidskritisk diskussion i 3 dele, der gerne skulle udgøre et alternativ til vores nuværende samfunds- og naturopfattelse og, med sin kritik, derfor fordrer at problemerne kan løses på en anden måde, ikke mindst hvis vi ser, hvori de består.

Hvor vores moderne naturvidenskab står for en mekanisk effektivisering af naturen og en rationalistisk udhuling af dens ånd, stod som forudsætning darwinismen for en forståelse af den, hvor dens balancer reduceres til at udspringe af og forårsage konkurrence, besiddelse og selektion. Dette er en tankegang om, at naturen er en (fremadrettet) magtkamp, der fører til raffinering af arterne, eftersom disse kun antages at udvikle sig i strid og ikke fx hvilende er forudsætning for hinandens harmoni. Den første, naturvidenskaben, betragter ensidigt ikke naturen som en åndelig tilstand, men alene som en række determinstiske og mekaniske kausallove, men også den anden dementerer, at der er moralsk mening og værdier i naturen. Denne mening er ikke alene strid, hvis strid er mening, for der findes en også hvilende og smuk og åndelig tilstand i naturen, der ikke kan reduceres til at være udtryk for naturlig konkurrence eller selektion, men også kan anses som udtryk for en romantisk og sorgløs tendens til respekt for mangfoldighed, der ikke sigter mod selektion, men bevarelse.

Set således betragtes naturen ikke bare som en endeløs og meningsløs kamp, hvis brutalitet kun ”tæmmes” ved at forstå de love, der rådvildt behersker den, som vedkom de ikke mennesket, altså som ydre og mekaniske, men også som udtryk for en ånd, mennesket altså har del i, snarere end deterministiske og mekaniske love, det nu betjener sig af. Der ligger med andre ord i naturen og i mennesket, som det altid er sket, en fordring om og et behov for, at også mennesket tager vare på naturen, besjæler og romantiserer den, uden alene at opfatte den som noget der rationelt, i det ydre og indre, kan og skal behandles og beherskes. Dette antages mennesket at kunne, når nutidig forskning i detaljer forstår naturens orden som rent rationelle, biologiske sammenhænge og samfundet derefter betjener sig teknologisk af dem. Men de biologiske sammenhænge udgør en ensidig og magtdomineret forståelse af naturen, der ikke bare gør det muligt at helbrede stadig mere tekniske sygdomme og at opfinde flere, men også gør det muligt at udpine og effektivisere naturen.

Den magtorienterede forståelse af naturen, som af mennesket, kan anses som udtryk for at udpiningen allerede har foregået længe. En snæver naturvidenskabelig-rationalistisk naturforståelse kan således antages at hænge sammen med de efter-industrielle og moderne massesamfunds effektivisering af menneskets relationer. Hvis tankegangen, og praktiseringen af den, imidlertid udgør en teknologisk og systemorienteret natur- og menneskerationalisering, der, med kapitalismens ”naturlige konkurrence,” har ført til en hensynsløs forstyrrelse af naturen, er det måske fordi naturen, som tankegang, først kunne betragtes som en rent rationel og maskinel ydre forekomst, vi kan beherske, helt til forskel fra en også indre åndelig tilstand, vi skal respektere. Når naturen derfor er blevet tømt videnskabeligt for værdier, hensigter og moraler, mennesket ikke siges at have del i, men som alene udtrykker rent faglige biologiske mekanismer, så har det været lettere at ødelægge og manipulere naturen med besidderisk udbyttende umoral, fordi den slet ikke anses som udtryk for – moral. Og en naturforståelse, der alene ses som effekt og virkning, kan antages at hænge sammen med en rationel (og biologisk) effektivisering af mennesket, der i vores tid kapitalistisk skal præstere stadig mere, som naturen skal præstere stadig mere for os, blot uden dermed at udtrykke hele dens og vores eget væsen.

Mangel på helhed
Således hænger altså en udtøming af naturen for dens ånd sammen med en også snæver, rent rationel, menneskeforståelse. Denne gør det lettere at håndtere menneske og natur, men opfylder ikke derfor de fordringer, der ligger i vores væsen, men retfærdiggør snarere, ved at se bort fra dem, at mennesker snævert præsterer mere end de åndeligt udtrykker. Tankegangen forudsætter, at mennesket kan udtrykke sig helt alene ved (kapitalistisk) at kæmpe og præstere, hvilket aktualiseres af finanskrisens tilspidsede konkurrence og stadig større krav til menneskets præstationer. Således udbyttes og domineres ikke bare naturen men også mennesket, mens en bredere menneske- og naturforståelse kunne føre til en temponedsættende besindelse på naturens og menneskets ikke effektivt udtømmende viden men mere tydende og hvilende visdom.

En sådan visdom er ikke bare rent systematisk, deterministisk, forudsigelig og rationel, men ”bredt” udtryk også for fx kærlighed, mangetydig og uudtømmelig retfærdighed, anstændig moralsk orden og frihed. Sådan forstået er naturen ikke bare noget der kæmper, men også noget der hviler og drager omsorg. Og da mennesket jo netop også ikke bare kæmper men også hviler og drager omsorg, er det vel, fordi vi er del af naturen og fra denne har fået disse gaver, der ikke kan måles eller registreres i rent præsterende effekt eller alene udtømmes med rent biologiske kausalsammenhænge, hvis dette ellers i øvrigt er en respektfuld måde at modtage gaver på.

En besindelse på, at mennesket ikke alene er rationelt og skal præstere, at naturens i helhed hvilen i sig selv netop er et behov, mennesket som natur deler, kan antages at hænge med respekten for naturen. Hvis både menneske og natur, der er vores grund, anses som uudgrundelige og åndelige og kærlige bør de derfor netop ikke udbyttes og beherskes med ensidige tankesæt, der, som naturvidenskaben og darwinismen, ikke bare beskriver naturen ”afsjælet” og ”realistisk,” men med denne teknificerede udhuling af ånd tjener en teknologisk og magtpolitisk dagorden. Dette er en dagsorden, der, fx med et stridsorienteret menneskesyn, handler om økonomisk berigelse, dominering af mennesker og de tanker der kan retfærdiggøre, at den siges ligefrem at være i naturens orden.

Meningsløshed og integritet
Natur er ordnet men også fleksibel hvilen, skaben, ikke alene stålsat stridende positionering, hvilket nutidens egocenterede menneske måske bør tænke over. Mennesket indgår i en naturlig og økologisk balance, hvor det, hvis ikke det vil have naturen imod sig, ikke rationalistisk og teknologisk bør betragte den som et instrument for egne dagsordner på bekostning af anden natur eller andre arter, men besinde sig på at dets egen trang til besiddelse og beherskelse bør anerkende naturlige grænser. Disse presses i dag så meget, at vi også med teknologisk og naturvidenskabelig medicin sidder disse grænser overhørig og derfor behandler os selv mere med medicin, der bedøver unaturligt, end medicin der helbreder naturligt. Og måske kan vores udbytning af naturen, vi mener at hente lov til i den, kun opretholdes hvis vi, som det sker, udvikler stadig mere hule og kunstige behov samt kunstig medicin, der skal betvinge meningsløsheden i dem, og som fjener os fra følelsen af naturen.

Men dermed må vi åbenbart anse os selv som hævet over den snarere end gavnligt udtryk for dens væsen, vi, snarere end rationalistisk at udbytte, åndeligt skal forsøge at fortolke. Således forstået udtrykkes imidlertid ikke bare, at mennesket, i sin meningsløshed, skader naturen, men netop at det dermed er kommet på en indre afstand til dets eget, menneskets væsen, at mennesket må behandle naturen godt for at behandle sig selv omsorgfuldt, at det må lægge mere vægt ikke på udnyttelse af hinandens og naturens egenskaber og ressoucer, men på respekt for at bevare begge i deres egen ret.

Naturens og menneskets integritet hænger altså sammen. Og er det ikke netop kendetegnende for vores tid, at der skriges efter integritet og troværdighed, og at den samtidig konstant undermineres, fx som rentabel mediestrategi? Menneskets og naturens integritet ligger ikke i en magtorienteret udnyttelse, men navnlig i en overensstemmelse med naturen, i ikke bare ydre brug af naturen men også en sagte indre lytten til den, en lytten der kan overdøves og bedøves med mere hæmningsløs kapitalistisk produktion. Herved fjerner vi os, ikke i overenstemmelse med naturen men med vores samfundsstrukturer, som forbrugere på markedet imidlertid fra naturlige behov, der naturligt fører til godhed og harmoni, fordi vi mener det godtgjort at anse dem som uro og strid, og hvad der kun medicinsk kan bedøve de skadelige effekter af den. Det utålmodige og krævende og forkælede og selvfikserede moderne menneske tænker affekteret nemlig mere på effekt, magt og præstation end anerkendende lytten til og åbenhed overfor andre end det selv, ligesom det anerkendte samfundsmenneske i dag vel mere er det menneske, der præsterer på markedsvilkår, end det menneske, der er godt for dets medmennesker.

Men menneskets egocentriske udnyttelse af naturen er også en blind hensynsløshed overfor det selv. Dette udtrykkes deri, at dets moderne meningløshed overdynges og flygtes fra i affekeret forbrugseffekt, der ikke anerkender og vel heller ikke indser og mærker ligegyldigheden, livsleden, der mangler fast grund men også dybe rødder. Hvis det moderne menneske, midt i selvrealiseringen også når den er givende, er præget af hensynsløs fremadskridende meningsløshed, og det derfor henfalder til ligegyldig og kunstig underholdning, kan det anses som udtryk for, at det ikke bare har mistet respekten men også blikket for naturens moraler og visdom, at det realiserer sig selv, men underkender naturen.

Dette hvileløst kæmpende og stræbende menneske har ”effektivt” ikke tålmodighed og tid til at arbejde tydende med de rødder, der er dets eget fundament, hvorfor virkeligheden forekommer at være en overfladisk underholdende og designet konstruktion, der, blandt andre stridende eller autonome eller usammenhængende konstruktioner, henviser til og udtrykker rådvild normløshed og rodløshed. Denne har tabt helhedens, meningens og moralens fornemmelse for naturen og behandler denne manglende fornemmelse som et umærkeligt tab, der kan bedøves med kunstige midler, der fører yderligere bort fra den.

Misforholdet i naturen, der i det ydre ses i en betydelig forstyrrelse af dens balance, er med andre ord udtryk for et indre misforhold i mennesket. Dette er kommet på afstand af sig selv og har fået sig selv i mod sig, så den skærpede mangel på mening i tilværelsen kan ses udtrykt i det forhold, at vi i det ydre forstyrrer eller ødelægger grundlaget for den og dette vel at mærke med strukturelle mekanismer, såsom kapitalismen, der automatiserer og legitimerer denne forstyrrelse ligefrem som samfundets og menneskets produktive mål.

Men meningsløshed og mangel på sammenhæng skaber imidlertid angst og vrede. Disse behandles mere med teknologiske og kunstige medikamenter, ofte uden at helbrede årsagen til den, eller med konstrueret virkelighedsflugt snarere end med besindelse på denne virkeligheds positivt bærende fundamenter, der ikke anerkendes, tydes og respekteres med produktions-affekt men snarere vitaliseres og bevares med helhedsorienteret og meningtsskabende, ikke rationalisme men fornuft. En sådan fornuft, der udtrykker helhed og samling, er ikke bare krævende og kæmpende, men er også fordrende, hvilende, bedende, lyttende, blid og hviskende. Der ligger meget godt i den naturvidenskabelige tankegang, der humant har svækket ikke bare forældede skyldstankegange, overtro og mysticisme, men også fornuftig ansvarsfølelse, for hvordan føler mennesket ansvar for noget, det kun anser som mekanik? I den grad denne tankegang således hænger sammen med en udpining og udbytning og ”rationel effektivisering” af naturen og mennesket, kan den netop kun angive en ren teknologisk og ensidig markedsorientering, ikke en på helheden forpligtet og naturlig meningsorientering. Og er det ikke den sidste, mange moderne mennesker hvileløst søger?

Således er der, som meningsgivende normer, mere frihed, ånd og liv i en ”bred” natur- og menneskeforståelse end der er i en mere snæver og teknologisk, naturvidenskabelig. Hvis også humanisme udtrykker et menneske, der stræber, hviler og samler med et mere omfattende og positivt udtryk for dets væsen, ligger denne i en respekt for naturens grænser, dens liv og fleksibilitet, mere i det samlede, givende og besjælende end i det stålsat udtømmende, detaljerende og specialiserende. Dette forhindrer ikke, at sygdom og sundhed, som det er, har og kan have autonome årsager, der ikke som sådan er udtryk for helhed, men at dele af det kan fungere godt, mens andre dele kan være syge.

Nok er det, som det sker, rigtigt, både i krop, samfund og natur, (mekanisk) at adskille elementer i de systemer, der fungerer autonomt, men det er også vigtigt åndeligt at fastholde samling, orientering, mening og moral. Dette menneskelige behov kan også karakteriseres som det drømmende og romantiske element, der ikke bare effektiviserer mennesket eller skærper dets præstationer, men fortæller en opbyggelig historie om den moralske mening med dem, den der skænker hvilen som et blik fra naturens evighed og dermed hvisker fra en mere romantisk oprindelse.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays