Asger Liebst fortæller i Forræderi på første klasse en spændende historie, der gengiver ukendte sider af besættelsestiden: Om de rige nord for København, hvor forbindelserne til den tyske besættelsesmagt var meget venskabelige.

Gentofte og omegn var i 1939 velhavernes smørhul i Danmark. Champagnen flød, Dannebrog blafrede, og alt var idyl. Men nogle af samfundets spidser spekulerede på, om det ikke ville være bedst for fædrelandet, hvis de rige bestemte mest og lod en magtfuld fører gå forrest? Da Tyskland senere besatte Danmark, stod borgerskabet splittet. Nogle få overvejede efterhånden at yde modstand. Andre talte varmt for tilpasning til det nye diktatoriske Europa.

En af de rigmænd, der uden at være organiseret nazist så frem til et omdannet Danmark, var forlagsdirektøren og kunstneren Bjørn Erichsen. Han havde en plan, som skulle føre til omvæltning i Danmark, og med sig havde han sine nære forbindelser til kongehuset, til statsminister Thorvald Stauning og til den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark. Og planen var så udspekuleret, at intet synes at kunne gå galt.

Forræderi på første klasse er titlen på en dokumentarisk skildring af den tidligere forlagsdirektør Asger Liebst, der er forfatter og journalist. Han beskriver borgerskabet i en brydningstid og en kulturkamp med knusende konsekvenser. Fortællingen bygger på retsdokumenter, privatarkiver og pressen i perioden 1933-1945.

Forræderi på første klasse er historien om, hvordan det dengang i 1930erne og også under besættelsen hos det bedre borgerskab i Gentofte og omegn var stuerent at have absolut ikke stuerene synspunkter. Om hvordan fascinationen af Nazityskland og foragten for parlamentarismen stortrivedes i palævillaerne. Og om hvordan man langt ind i selv Det Konservative Folkeparti kunne møde mennesker, der følte mere end almindelig sympati for Adolf Hitlers regime. Det var – i overført forstand – andre end grønne KUere, der gik med skrårem og lange støvler. Den ældre generation kunne også godt være med på en lige højre.

Hvordan kom du på, at denne historie overhovedet skulle skrives?
- Jeg undrede mig over, at ungkonservative i 1933 marcherede rundt med spidsbukser og skrårem på Charlottenlund Travbane, i øvrigt lige i nærheden af, hvor jeg selv bor. Jeg havde gennem skolens historieundervisning fået det unuancerede indtryk, at det drejede sig om en lille heilende klike af ungdommelige brushoveder blandt de konservative, men min research viste hurtigt, at de heilende nød ivrig støtte fra granvoksne magthavere og samfundsspidser i området. Og ved et stævne i 1933 blev de marcherende øjensynligt hilst med heil af en tusindtallig tilskuerskare i Charlottenlund, siger Asger Liebst i et interview med Flensborg Avis.

Hvor er det, det efter din opfattelse giver mening at lade Gentofte danne ramme om bogen?
- Gentofte var i 1930erne enestående på landsplan, politisk som økonomisk. I kommunen boede et flertal af nationens millionærer samtidig med, at kommunen havde himmelhøje konservative stemmetal. Der var en sammenhæng mellem de to rekorder – en økonomisk elite med en stærkt nationalistisk og borgerlig profil. Gentofte fik flere gange afgørende indflydelse på landspolitikken, for eksempel da Gentoftes konservative så at sige fik reddet Landstinget fra nedlæggelse i 1939 og forsinket indførelsen af etkammersystemet til 1953. Derfor giver det mening at se de ultrakonservative strømninger og nogle af disses fanebærere med udgangspunkt i netop Gentofte, hvor de kom markant til udtryk.

Var Gentofte et særligt arnested for landsforræderiske tilbøjeligheder i 1930erne og under besættelsen?
- Nej, forrædere var der overalt i landet. Man kan både forstå begrebet forræder i juridisk forstand – det gælder bogens hovedperson, Bjørn Erichsen. Og i bredere forstand som "forræder mod demokratiet", hvilket gælder de ultrakonservative antidemokrater og antiparlamentarikere, som der var en del af i Gentofte.

Bogen bliver kaldt en "Dokumentarisk skildring". Vil det sige, at nogle af dialogerne i bogen er konstruerede?
- Der er, som det fremgår af bogens kildeoplysninger, ingen konstruerede dialoger i bogen. Bogens få ordvekslinger er gengivet fra avisreferater, breve, retsforklaringer eller lignende, og hele den dokumentariske opbygning af bogen kan følges undervejs via de 289 noter, som teksten er forsynet med.

Du krydrer fortællingen med personlige og subjektive kommentarer. Kan dette ikke være problematisk?
- Min historiske genfortælling er ingen knastør lærebog. Jeg spiller ud til læseren. Hvis man som læser ikke er i humør til det, virker det ikke.

Hvad var Bjørn Erichsen for en figur – var han blot opportunist eller lå der også en politisk overbevisning bag?
- Han holdt af klassisk tysk kultur og så, under indtryk af den politiske udvikling i Tyskland, efterhånden et større arisk fællesskab for sig. I den forstand lå der en overbevisning bag. Den blev så parret med en oppustet selvfølelse, hvor han takket være sine forbindelser til Stauning, kongehuset og besættelsens første rigsbefuldmægtigede anså sig som en central person, der kunne udvirke en fredelig overgang til diktaturet, hvori han også håbede på en ærefuld rolle for sin egen person.

Er dine skildringer kendetegnende for det, man kunne kalde rigmandsmiljøet – eller er det blot en lille klike, du her drager frem?
- Det er en pointe i bogen, at fremtrædende, etablerede skikkelser i det velhavende miljø på forskellig måde hjalp og ansporede de yderligtgående ungkonservative.

Mener du, at de personer, du skildrer fra Gentofte, var skurke – eller har de bare ikke været i stand til eller villet se, hvornår de kom ud i en gråzone?
Jeg ser et fællestræk i deres forestilling om, at bestemte personer, eventuelt dem selv, skal have forrang i samfundets fællesskab. Jeg udstiller denne selvforståelse, men håber alligevel at have overladt den endelige dom angående skurkagtighed, formildende omstændigheder, personlige skævheder mv. til læseren.

Du fortæller om A.P. Møllers kontakter til det yderligtgående højre. Var A.P. Møllers rolle under krigen problematisk?
- A.P. Møllers rolle under krigen var bestemt problematisk, blandt andet fordi han var hovedaktionær i Riffelsyndikatet, som leverede våben til Nazityskland, og som han på forskellig vis søgte at holde fri for sabotage.

Asger Liebst Forræderi på første klasse – En krønike om vaklende velhavere 1933-1945 udkom hos Gyldendal i 2008.