Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Hvorfor kunst- og kulturformidling?


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Foredrag ved fejringen af Kulturkapellets stiftelse, AAU 10/12-07. Læs også Peter Kirkegaards foredrag Kriminelt medborgerskab fra receptionen

’Jah, hvorfor ikke...’ var min umiddelbare reaktion på invitationen til at tale om ”hvorfor det er så centralt at formidle den kunst og kultur, vi omgiver os med”, som Kulturkapellets stiftere har udtrykt det i pressemeddelelsen til i dag. Svaret kan jo så gælde både som respons på indbydelsen, og som svar på spørgsmålet i titlen på dette oplæg: Kan der være nogen god grund til IKKE at søge at formidle kunst og kultur? Det er måske alligevel værd, om ikke andet så som djævelens advokat, at problematisere denne tanke.

Jeg er jo som så mange andre ansat ved et institut der nu, efter mange navneforandringer, i flere måneder har heddet det samme, nemlig Institut for Sprog og Kultur. Et sådant navn kunne jo af en besøgende fra en fremmed planet godt opfattes som passende brugt om et sted hvor man bruger sprog til at tale om kultur, og der er da også hjørner af vores aktiviteter ved bemeldte institut der med en vis ret kan beskrives på den måde. Kunst og æstetik er der ikke noget tilbage af i institut-navnet så det må være noget vi maksimalt beskæftiger os med i vores fritid... Derudover arbejder jeg med undervisning som primært foretages i regi af et studienævn der hedder S. for Kultur og Formidling, så allerede der kan man sige at jeg sidder i suppedasen og har en forpligtelse til at foretage formidling og måske endda til at vide noget om hvad formidling er for en størrelse. Det er nu ikke noget jeg i større grad har været optaget af før netop nu, hvor det er blevet påtrængende at kunne analysere Kulturkapellets program og projekt.

Måske er det fordi jeg er lektor i engelsk, oprindelig ansat til at forske og undervise i engelsksproget litteratur og kultur m.s.h.p. USA efter 1945 – det er i hvert fald noget der ofte gør at jeg ignorerer mange danske kulturdebatter og litterære strømninger. Men på det seneste er 80 procent af min undervisningstid gået med at undervise i oversættelse og sprogproduktion, så min elitære grundholdning er blevet udfordret både af mine studerendes vidensniveau og af selve disciplinens kontrastive struktur: sprogproduktion er nok hvad de fleste vil tænke på som en formidlingsdisciplin i selve grunddefinitionen af fagets berettigelse: at kommunikere på rimeligt fejlfri vis, inden for etablerede genrer og kommunikationsformer, på et fremmedsprog og et modersmål (eller for de særligt uheldige, mellem to fremmed¬sprog).

Hvad er så dette begreb, formidling? Igen kommer sprogene lidt i vejen for mig: Der findes ikke nogen dækkende glose på engelsk for det danske ord ’formidling’, så derfor kommer jeg ikke særligt langt med den engelske etymologiordbog jeg ofte rækker ud efter, for eksempel når jeg hører ordet kultur. Kun ved en helt syg stavelsesdeling – form-idling – kan der dannes noget der bare ligner engelske ord ud af begrebet. Skulle man tale om formidling i en engelsksproget kontekst, kunne man prøve med etablerede afledninger fra latin, såsom ordet dissemination, men man ville hurtigt løbe ind i nogle ubehagelige bibetydninger relateret til elementer som semen, der på en ikke urealistisk, men heller ikke politisk korrekt vis synes at antage at kun mennesker udstyret med en tissemand er potentielle ordbrugere, semantikere, semiotikere, formidlere. Denne etymologi vil jeg lade ligge, ikke mindst fordi den ellers fører os over til Derrida og dekonstruktionen og alt muligt andet fransk halløj som vi som bekendt slet ikke beskæftiger os med mere her på Instituttet...

I stedet har jeg opsøgt Ordbog over det Danske Sprog, og i et eksemplar som blev stemplet dengang vores institut hed noget så eksotisk som ”Sprog, kommunikation og kulturhistorie”, finder man bl.a. følgende informationer: formidling er afledt af det tyske ord Vermittlung (det vender vi tilbage til), og har efter formen ’formedhla’ udviklet sig til den stavemåde vi nu kender. Den gamle form har i øvrigt også givet en anden afledning: ordet ’formedelst’, der sjældent bruges på dansk nu om dage, og hvis det bruges, næsten kun refererer til den pris man må betale formedelst købet af en given genstand eller ydelse – det med prisen vender vi også tilbage til. Men ’formidle’? Vi får to hovedbetydninger og anvendelser, dels ’optræde eller tjene som forbindende mellemled og derved opnå et vist resultat’, hvilket er den langt mest gængse betydning vi bruger, dels ’m.h.t. forholdet mellem stridende parter: mægle, forsone, ja endda bilægge en strid’. At formidle og at mægle er altså sprogligt set nært beslægtede størrelser. Det gør vi måske klogt at holde os for øje når vi udnævner os selv til kunst- og kulturformidlere/mæglere – ikke mindst fordi der i mægler-brancherne på ethvert givet tidspunkt er langt flere ejendoms- og børsmæglere end der er fredsmæglere.

Nu skal det ikke helt gå op i etymologi, men vi bliver lige nødt til at diskutere ordet ’midler’, da det jo på nuværende tidspunkt må stå smertefuldt klart for enhver, at uden midler er der ingen formidling mulig. ’Middel’ i ental er det nemmeste udgangspunkt for os, og det fører os også tilbage til den første etymologi af formidling, nemlig at man her befinder sig i midten (formodentlig som i en basal kommunikationsmodel i midten mellem et kulturprodukt og en modtagergruppe der afventer ens budskab om dette kulturprodukts værdi). Kulturformidleren er altså manden og kvinden i midten, eller mellemmanden om man vil – den størrelse som flere og flere reklamer nu om dage praler af at man uden videre kan afskaffe til forbrugerens store glæde da man så sparer penge, eller midler i den anden betydning af ordet jeg antydede ovenfor. Her fortæller min tyske meddeler mig meget a propos at Vermittlung på tysk for kun få år siden oftest brugtes i betydningen telefoncentral: Hallo, Vermittlung! Omstillingen der forbinder folk med hverandre er om noget en redundant og truet institution, ligesom alle andre formidlingsinstanser risikerer at blive det.

Tilbage til ordet ’middel’. De 6 første betydninger af ordet ’middel’ anført i Ordbog over det Danske Sprog beskæftiger sig netop med grader af ’middelhed’ i denne forstand: det mellemste eller midterste. Først den 7. afledning af ordet omhandler ’hvad man benytter sig af for derved at udføre sit fortsæt, opnå en vis virkning, et vist resultat’. Det er disse midler der af og til helliges af målet og derfor kan være en anelse moralsk suspekte, og disse midler der sluttelig kan være fuldkomment af pekuniær art og natur (jævnfør betydning 8: ’hvad man ejer af økonomiske værdier’). Virkemidler af den 7. slags er nok hvad vi skal fokusere på i det følgende: Hvordan og hvorfor bliver man kulturformidler, hvordan når man sine mål og resultater? (’Hvordan måles ens resultater?’ havde jeg nær sagt, men det er jo en magt- og rationaliseringsdiskurs som bedst overlades til ministre og embedsmænd og deres tjenere ved universiteterne...) Formidler-rollen er altså ikke uproblematisk for gammelhumanisterne: Man måles på et resultat, man risikerer at blive sparet væk, og man har stort ansvar for omgang med midler af forskellig art... Måske er der allerede nogen der siger fra nu med den jobbeskrivelse for øje.

Jeg bliver nu desværre også nødt til at sige noget om kunst og kultur, og det bliver ikke første gang jeg har haft anledning til at påpege den bagage især kulturbegrebet har sprogligt set. Vi er umiddelbart tilbøjelige til at synes at vi godt ved hvad ’kultur’ er for noget. Vi genkender det når vi ser det, vi ved hvornår vi har det, vi ved hvornår vi tager del i noget der er kultur. I de tre formuleringer jeg lige anvendte om kultur: at det er noget man kan se (eller høre, føle, smage etc.), noget man kan have, og noget man kan deltage i – ligger ordets kompleksitet blotlagt for os. Netop disse tre måder at interagere med kultur på repræsenterer de tre hovedbetydninger af selve ordet: Kultur kan betragtes som en lang række produkter affødt af menneskets interaktion med noget stofligt: kultur kan ses som artefakter eller produkter af menneskelig stræben. Denne synsmåde er ofte knyttet til netop noget der ligger tæt op ad det samme betydningsfelt som ordet ’kunst’ refererer til: Kulturprodukter ses ofte som bærere af en eller anden form for kvalitet eller skabelsesmæssig excellens, da ikke alle kulturprodukter er lige eller ligeværdige.

Kultur er jo også noget man kan have – ikke i betydningen besidde som objekt, men i en endnu mere organisk forstand, noget man kan have som iboende egenskab, eventuelt efter en passende indpodningsperiode tilbragt i en nøje udvalgt uddannelses¬institution hvor ens mentorfigurer dedikeret kultiverer ens egenskaber. Ordet ’kultiverer’ er selvsagt valgt med velberådet hu i den forrige sætning, da det netop er heraf kultur har sin etymologiske oprindelse fra det latinske cultus: Kultur og afledningen ’kult’ er netop noget man dyrker, kultiverer. Og målet med kultiveringen af dette felt er præcis at nå den højst tænkelige findyrkelse i menneskesindet, så man bliver værdig til at bære prædikatet ’kultiveret’. Der er altså, ikke spor tilfældigt, en rod i ordet som henfører til dyrkelse i to sfærer, henholdsvist den religiøse, kultiske og den organiske, som ser kultur som en vækst eller fremvækst af noget særligt forfinet og attråværdigt, som almindelige dødelige maksimalt kan spejle sig i, men næppe gøre sig forhåbninger om selv at opnå. Igen løber vi panden mod muren forårsaget af ordenes etymologi: de kommer færdigpakkede med hierarkiske distinktioner som forleder os til at tage en ideologisk bagage ombord som vi burde tænke os godt om inden vi accepterer.

Vender vi os mod den tredje kultur-opfattelse er billedet lidt anderledes. Det partici¬patoriske kulturbegreb er nemlig fladere i sin organisation hvad angår det hierarkiske og rang-inddelte. Hvis kultur er noget vi gør, i betydningen praktiserer, snarere end noget vi betragter udefra eller bærer indeni, så er der åbent for alle til at være kulturaktører. Som en ikke uvæsentlig sidegevinst får vi også åbnet op for muligheden af at der kan være mangfoldige sideordnede, sameksisterende kulturer i vores (om)verden, hvad enten de er definerede gennem klasse, race, køn, nation, tro eller alder. Kultur betyder på denne måde en levet praksis i interaktion med alle former for artefakter, hvad enten de findes i naturlige miljøer eller er menneskeskabte, tegnbærende genstande og tekster. For mange er denne kulturopfattelse for bred (eller flad!) og upræcis, men den har den fordel at den kan give plads til alle til at være subjekter med en vis form for agens overfor omverdenen, og derfor er den mit foretrukne kulturbegreb. Inden vi luller os ind i for stor kulturoptimisme må vi selvfølgelig skynde os at anføre at way-of-life kulturbegrebet ikke afskaffer kulturkampe som sådan. Der er i lige så høj grad som i andre begreber hierarkiseringsrisici. De fleste tekster kan faktisk betragtes som kamppladser for kultur og identitetspositioner, hvor man prøver formationer af i modsætning til andre kulturers og identiteters værdier og dogmer/ideologier.

Efter dette flash-back til et tidligere foredrag vender jeg mig igen mod det der er dagens tema. Den helt oplagte bagdel ved at være advokat for det flade participatoriske kulturbegreb er jo netop at den type af kultur allerede har afskaffet mellemmanden. Der er ikke meget at formidle uden for en ren antropologisk diskurs omkring en sådan levet dagligdagens kultur. Let’s face it: Det er kultur for mig at slæbe mig ud af sengen op ad formiddagen, sætte mig ind i min nye bil, tage Limfjordstunnellen, dytte hidsigt af de langsomme pensionister i yderbanen, og efter kort tid ankomme til Kroghstræde 3s parkeringsplads – men det er næppe af større interesse for andre end mig selv. Ligeledes er det for mig et interessant kulturfænomen at vores dekan ynder at gå i læderbukser og langt pjusket skæg, men det er næppe nok til at gøre ham til udstillingsgenstand på Nordjyllands Kunstmuseum, hverken i levende eller udstoppet tilstand. Den participatoriske kultur er derfor ikke formidlingsegnet, den er ikke artefakt-organiseret, og den påkalder sig kun indirekte kvalitetsbedømmelser, kanonisering og hierarkisering.

Kulturkapellets formål må derfor være arbejde på dette langt mere udfordrende og refleksionskrævende trefoldige projekt: 1) At finde former og fora der formidler kultur i de æstetiserede og produktbundne betydninger, men at gøre det på en aktivt anti-hierarkiserende måde (en velafprøvet strategi er at problematisere institutionaliseringen af kunst og kultur, og de ureflekterede (statssanktionerede) kanoniseringstendenser). 2) At få resultater dermed, som vi lærte at formidlingens mål etymologisk set er, på en anti-kapitaliseret måde (en velafprøvet strategi er at man ikke lader sig købe som mellemmænd og kulturkøbmænd). 3) At demokratisere kulturformidlerrollen ved at genindtænke det participatoriske kulturbegreb og gøre alle til potentielle aktører i kulturdebatten som en slags anti-religiøse (a-kultiske) kulturformidlere (en endnu ikke alt for velafprøvet strategi er at lade kapellet opsuge og blive portal til alle de typer af meningstilkendegivelser, der allerede nu trives i former som blogs og andre ny-medie kultur-fora).

Jeg tvivler, som man måske kan høre på min diskurs, på at alt dette kan lade sig gøre, men dum som jeg er, vil jeg gerne være med til at prøve!

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays