Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Mord og muslimer

- Religiøs forsoning i skandinaviske krimier

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Den offentlige debat om Islam handler ofte om æresrelaterede problemer og kulturelle konflikter, der opstår, når forskellige kulturer mødes. Derfor kan det måske være overraskende, at den skandinaviske krimi – både i bogform og på tv – tager en anden vinkel. I stedet for udelukkende at kritisere islam, forsøger den i stedet flere steder at mane til forsoning. Det er denne forsoning, der er emnet for artiklen her.

Religion som fjenden
Krimien har en forhistorie, hvor religion ikke er blevet vurderet specielt pænt. Forskellige religiøse tænkemåder er blevet skildret som en skurkagtig og falsk tryghed, der leder til kriminalitet. Det findes stadigvæk – også i den skandinaviske krimi. Camilla Läckberg viser i sin Prædikanten (2004) bagsiden af fundamentalistisk kristendom, hvilket vi også ser i Henning Mankells Inden frosten (2002). Henrik Desmond inddrager muslimsk fundamentalisme i sin Bomben i bogen (2008). På den måde er deres krimier helt i tråd med krimiens lange tradition for religionskritik.

Jeg vil her i stedet inddrage tre eksempler på krimier, der arbejder med religiøs forsoning. Det drejer sig først om to korte nedslag i krimier, der retter blikket på den skandinaviske kulturs fordomme mod Islam. Det er et afsnit i den danske tv-serie Rejseholdet (2000-03) og den norske forfatter Roy Jacobsens roman Marions slør (2008). Kendetegnende for begge fortællinger er, at de introducerer kriminalitet, som politiet først tror, er muslimsk relateret, men i stedet viser sig at hænge helt anderledes sammen. På den måde udstilles efterforskningens fordomsfuldhed. Det er i øvrigt også noget, vi ser i Arne Dahls Efterskælv (2006) og Sara Blædels Kun én liv (2007). Det sidste længere eksempel, jeg vil inddrage, er den danske tv-serie Livvagterne, der på sin helt egen måder viser, at de tre store verdensreligioner islam, jødedommen og kristendommen også har noget at være fælles om.

Om vores fordomme
Men først nogle eksempler på krimiens interesse i vores egne kulturelle fordomme. Afsnit 14 i Rejseholdet – med titlen ”Assistancemelding 30/00” – handler i udgangspunktet om et æresdrab. En kvinde løber væk fra sin familie, efter en række skud er blevet affyret. Da politiet dukker op, finder de flere dræbte, en pistol og en ganske lille knægt, der holder en blodig kniv. Han påtager sig skylden. Alligevel søger Rejseholdet nogle andre svar, fordi det ikke hænger helt sammen for dem. Fx forstår knægten ikke at kunne bruge pistolen. Han ender derfor også med at trække sin tilståelse tilbage. Men den familie, det hele drejer sig om, vil af hensyn til den interne ære tilsyneladende ikke åbne op. Allerede her inddrager afsnittet nogle kulturelle rammer, der er svære at forstå for de implicerede efterforskere. Efterforskning handler netop om at få de implicerede til at åbne op, så vi kan komme en opklaring nærmere. Samtidig giver afsnittet også en hård kritik af pressens stigmatiserende rolle i denne debat. Pressen er meget hurtigt ude med den æresrelaterede vinkel, selvom politiet på ingen måde føler sig sikker.

I stedet viser afsnittets kriminelle handling at udspringe af farens langvarige misbrug af familiens datter – hende der i starten løb væk fra skuddene. Det betyder, at afsnittet i stedet for viser sig at handle om børnemishandling, som er fordømt og kriminelt i alle kulturer. Kriminaliteten knyttes dermed ikke til islam, men til noget, som vi alle kan forholde os til. I familien, som politiet efterforsker, møder vi derfor undervejs en dramatiker, der er ved at sætte Shakespeares Romeo og Julie op på et teater. Som bekendt handler dette drama om to personer, der ikke kan få hinanden pga. familiekonflikter. Det antyder for det første allerede undervejs i afsnittet, hvordan det hele hænger sammen: to familiers interne konflikter. For det andet viser det også, at lignende konflikter har udspillet sig gennem mange århundreder inden for en kristen kultur. Afsnittet bruger på den måde sagen til at vise efterforskernes og pressen fordomsfulde tilgang til sagen, da de også først tror, at det er et æresdrab – og har svært ved at fralægge sig denne første tolkning. Dermed peger afsnittet på nogle tværkulturelle rammer om kærlighedens konflikter: Kærligheden er en svær størrelse i alle kulturer.

Mit næste eksempel er den norske forfatter Roy Jacobsens roman Marions slør. Romanen er en kompleks fortælling om en såkaldt specialgruppe for etnisk kriminalitet. Den bliver af politisk korrekte årsager kaldt »Kontaktgruppen for interkulturel konfliktløsning«. Gruppen skal efterforske en ganske speciel sag. De finder en ung pige med pakistansk baggrund myrdet og dækket af en hijab. Hendes venstre hånd er hugget af. Det hele peger tydeligvis på et æresdrab: Det viser sig, at den myrdede aldrig gik med tørklæde, og at hun havde en norsk kæreste. Efter lang tids eftersøgning finder politiet endelig en kvindehånd, som bærer pigens ring, men hånden er ikke hendes. Derefter dukker liget af en anden pakistansk pige op. Hun har begge hænder i behold. Det ser ud som om, en seriemorder er på spil. Flere mord begås, men de næste ofre er mænd, hvilket forvirrer efterforskerne. Det var jo på sporet af en morder, der slår frafaldne muslimske kvinder ihjel pga. ære.

Kvindemorderen viser sig i stedet at være en ganske almindelig norsk mand, der bruger de muslimske symboler for at vildlede efterforskningen – og det lykkes langt hen ad vejen. De øvrige mord er begået af en person med tilknytning til politigruppen. Han har haft frit spil, fordi de ikke har mistænkt nogen uden for de kredse, der kunne føle sig æreskrænket. Det betyder, at romanen fremstiller en efterforskning, der er gearet til at opklare ekstrem og ekstremistisk kriminalitet. Men de formår ikke at finde frem til kriminalitet, der ikke passer til denne kategori, fordi de er blokeret af deres egne og de politimæssige fordomme. Romanen hedder som nævnt Marions slør, og hovedpersonen hedder Marion. Sløret, der indgår i romanens titel, spiller derfor en dobbeltrolle. Det handler for det første selvfølgelig om det slør, som den første myrdede er tildækket i. For det andet peger romanen også på fordommene hos politiet som et slør: Deres efterforskning er derfor og blokeret af deres kulturelle fordomme. I romanen får vi derfor aldrig helt at vide, hvordan det hele hænger sammen. Læseren er også efterladt med et slør.

Om abrahamisk forsoning
Mit sidste, og noget længere eksempel på inddragelse af religion i skandinaviske krimier er tv-serien Livvagterne. I serien følger vi uddannelsen af nye livvagter til den danske efterretningstjeneste PET. På forskellige måder kaster serien sig over de aspekter af det arbejde, som en efterretningstjeneste bliver udsat for. Herunder også efterforskning og forhindring af ekstremisme og terror. Generelt er politiagenterne i serien skildret som politihelte, der som samfundets vagthunde sørger for, at vi andre kan leve i fred. Dermed er det kriminelle skildret som politiets modsætning. Derved er serien meget ukritisk over for en efterretningstjeneste, som gennem den seneste tid har været udsat for kritik pga. udvidede beføjelser. Kriminalitet skal opklares, og agenterne står i kulisserne som en sikker garant for sikkerhed. Derfor kunne man også forvente, at serien ville placere den kriminelle ekstremisme som en radikal modpart.

Seriens inddragelse af ekstremisme møder dog også oftest særdeles hård kritik. Men hvis vi ser serien over begge sæsoner, så er billedet mere nuanceret. For det første gælder kritikken af ekstremisme begge sider. Dansk højreekstremisme får nogle hårde drag over nakken, mens muslimsk fundamentalisme og terror også gør det. Så langt er serien i tråd med krimiens kritik af religion og politik. Men for det andet forsøger Livvagterne også at mane til besindighed. Religion bliver på ingen måde afvist i serien, men ekstrem og doktrinær religiøsitet møder hård modstand.

Seriens hovedpersoner er de tre aspiranter, Rasmus, Jasmina og Jonas, der søger om optagelse som livvagt hos PET. De har henholdsvis kristen, muslimsk og jødisk baggrund, og repræsenterer samlet de tre store monoteistiske religioner i verden. Det understreges allerede i afsnit 2, hvor den kristne Rasmus flytter ind i en nedlagt frikirke. Da Rasmus og Jonas er ved at renovere sin bolig, finder de ved et tilfælde en mosaik, der forestiller Abraham. Det er den velkendte scene fra Det Gamle Testamente, hvor Gud beder Abraham ofre sin søn, men ender med at stoppe ham. Samtidig med at Rasmus og Jonas finder mosaikken, træder Jasmina frem. Denne scene er en symbolsk måde at fortælle, at islam, jødedommen og kristendommen har en fælles kulturel grundtekst, nemlig Det Gamle Testamente og herunder historien om Abraham. Derfor kaldes de religioner også for abrahamiske religioner. På et tidspunkt i serien ender alle tre agenter faktisk med at bo sammen i frikirken, hvilket igen symbolsk antyder, at de tre religioner kan være i hus sammen. At det er en gammel frikirke, det handler om, betyder noget i denne sammenhæng: Ordet frikirke skal ikke ses i sin normale betydning, men i ordets bogstaveligste betydning: som en fri kirke, hvor der er plads til alle.

Serien vender undervejs tilbage til dette religiøse tema. I et senere afsnit er en afghansk mand og hans ven mistænkt for at planlægge et terrorangreb i København. Dette er i sig selv et eksempel på seriens kritiske holdning til religiøs ekstremisme. En veninde til den mistænktes hustru fortæller undervejs den muslimske fortælling om Muhammed, der rejser til Jerusalem, hvor han møder Abraham, Moses og Jesus. Dette understreger igen de tre trosretningers fælles udgangspunkt. De tre hovedpersoner skal på et tidspunkt beskytte den mistænktes hustru. De tager hende derfor med hjem i frikirken, hvor hun får øje på mosaikken. Og Rasmus siger her symbolsk: ”Abraham fulgte med”. Mosaikken fulgte bogstaveligt talt med købet af bygningen, men det bærer også en overført betydning: Abraham fulgte med alle tre religioner.

Tæt mod seriens slutning behandler den igen dette fælles udgangspunkt. Det sker i et dobbeltafsnit, hvor livvagterne bliver sat til at beskytte nonnen Søster Abraham, som skal på besøg i Danmark. Hun er i serien en figur, der bliver talerør for seriens holdning til religion: Hun søger religiøs forsoning mellem de tre religioner. I navnet Søster Abraham ser vi igen dette fællestræk. I serien præciseres det dog ikke, hvordan denne forsoning opnås, men navnet er i sig selv en kode. Navnet på nonnen er nemlig taget fra en nulevende dansk nonne ved navn Kirsten Stoffregen Pedersen, der også bærer navnet Søster Abraham. Hendes gennemgående arbejde som nonne har været et forsøg på at skabe fred og forsoning imellem jødedommen, islam og kristendommen, som jo også er de tre religioner repræsenteret gennem hovedpersonerne i Livvagterne. Dermed er serien samlet set tæt bundet til dette forsøg på at forsone de tre verdensreligioner.

Derfor inddrager serien nogle interessante vinkler på religion, der i høj grad også kan bibringe med noget positivt. Særligt Rasmus og Jasmina udsættes for nogle krise- og traumesituationer undervejs. Jasmina er et overlevende offer for et terrorangreb i Islamabad, mens Rasmus kommer til at skyde en uskyldig dreng. Disse oplevelser bringer dem ud af fatning, men det, der er med til at hjælpe dem videre, er tro. Da Jasmina fanges i terrorangrebet, og ser en person dø i sine arme, taler hun til Gud. Under samme angreb omkommer en agent, og dennes bedste ven snakker med PET-sekretæren Diana om tro. De har begge svært ved at forlige sin med en reel trosretning, men Diana forklarer, at hun snakkede med en kaffekop, da hun selv var traumatiseret. Det signalerer, at det er en nyttigt at komme ud med de indre kvaler, som traumet medfører – om det er en kaffekop eller Gud, man snakker med, er underordnet.

Det gælder også den krise, som Rasmus udsættes for. Jasmina er på dette tidspunkt blevet kærester med Rasmus, hvilket peger på en kødelig forsoning mellem islam og kristendommen. Hun skal hjem til Rasmus for at hjælpe ham. Da spørger psykologen Boas, om Rasmus tror på noget: for det vil han få brug for nu, siger han. Det bliver til en længere diskussion om Guds eksistens, som på den ene side fremhæver det nyttige i en gudstro i en krisetid, men på den anden side også fremhæver en kritisk distance til tro. Jasmina og Boas diskuterer her Abrahams ofring af Isak som et problematisk ideal. Men da Jasmina ligger hos Rasmus, ender det med, at han beder et Fader Vor. Han accepterer, at han har brug for større magter på dette tidspunkt.

Det betyder ikke, at Livvagterne er helt ukritisk over for religion. Det fremhæves i stedet som et nyttigt supplement til krisetider og til hverdage, der kræver det. Den fundamentalistiske version af tro understreges gentagende gange undervejs som en ekstrem og uholdbar holdning. Sideløbende med terrorangrebet i Islamabad, hvor Jasmina er med, fortælles også en historie om den danske Muhammed-tegner, der skal beskyttes af PET-agenter på en foredragstourné. Jonas, der i serien er det religionskritiske talerør, er i dette tilfælde kritisk over for tegningerne i stedet for at være kritisk over for de terrorhandlinger, det i serien medfører. Derfor angrer tegneren i serien, hvilket står i en vis modsætning til virkelighedens Muhammed-tegner. Serien kritiserer ikke, at tegningerne blev bragt, men den sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af dem.

Samtidig er det ikke kun islam, der fremhæves som skurk i serien. Faktisk er jødedommen den eneste tro, der går fri. Dette er måske noget, man i sig selv kan undre sig over. Men kristendommens ekstremisme får også nogle kritiske bemærkninger. I afsnittet om Søster Abraham følger vi også en person, der planlægger et attentat mod hende. Ifølge serien repræsenterer han ”den evangelistiske højrefløj”. Ikke nok med at han er evangelist og stærkt troende kristen. Han placeres tilmed på højrefløjen af denne trosretning – og derved helt uden for mulighed for forsoning. Dette er jo også årsagen til, at han vil slå Søster Abraham ihjel – hun står for en forsoning med andre religioner, som ekstremisten anser som vantro. Derved formår serien at være kritisk over for misbrug af religiøse tanker til fundamentalistisk ekstremisme på den ene side. Men på den anden side forsøger den også at vise, at den eneste vej frem er forsoning.

Om at forsone sig med sig selv
Er det så muligt at finde sig selv, at være sig selv, i dette billede af religionernes forsoning? Krimierne mener det i hvert fald. De religiøse og kulturelle konflikter, der opstår mellem forskellige kulturer skildres her ikke som en ensidig affære. Fortællingerne er ikke blinde over for konflikterne – de viser, at der er nogle konflikter, som skal behandles. Der er konflikter, når kulturer mødes – og det har der altid været. Men krimiens fokus på kriminalitet viser også, at trusler, tvang og misbrug af mennesker ikke er acceptabelt. Selvom de bruger fortællingerne til at vise vores egen fordomsfuldhed, så viser de også, at æresrelaterede konflikter og især æresdrab ikke må accepteres.

Men de peger samtidig på en mere nuanceret begrundelse for, hvorfor konflikter opstår. Konflikten opstår ikke kun, fordi skandinaviske kulturer mødes af fremmede måder at tænke på. De viser også, at det er vigtigt at kigge indad. Derved er det muligt at vise, at hverken den kristne kultur eller den muslimske kultur har så entydige historiske rødder, som debatten til tider kan synes at sige. Islam har en grim side, der udfolder sig i terror, men islam har også en oplyst og humanistisk side.

Kristendommen har også en gyselig bagside, der gennem tiderne har været en vigtig årsag til kulturelle problemer og blodige konflikter. Men kristendommen har også en lang tradition for at tænke fornuftigt og oplyst. Derfor har begge religiøse rammer en nyttig forside og konfliktfyldt bagside. Krimierne, som jeg her har behandlet, peger på, at religion bidrager med nogle ting, som vi ikke kan undvære. Men de peger også på, at vi ikke behøver at acceptere, når tankegangen bliver for ekstrem.

I dette billede er radikal kritik og blasfemisk humor måske ikke vejen til forsoning. Forsoningen opstår i forsøget på at prøve at forstå hinanden. Kulturforståelse er ikke nem, men kræver imødekommenhed fra begge sider. Kulturforståelse er ikke det samme som kulturel accept. Men det er første skridt på vej mod forsoning. Det er måske det, vi kan lære, når vi lader os underholde og forføre af populære krimier.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays