Flere forhold ved aftenen og dens debat kalder på at blive set under ét. Men hvordan finder jeg et perspektiv, som kan vise mig det? Ved at begynde med nogle fakta: Der var mange mennesker til stede, flere end 80 personer. Udgiveren oplyste, at andet oplag af Victor Klemperers bog om sprogbrug i det tredje rige LTI (1933-1947) samme dag var gået i trykken, efter at de første 3000 eksemplarer var blevet revet væk på 14 dage. Debatten var ivrig og varede lige til 21.30.

Til at begynde med var der fire gange otte minutters oplæg fra oversætter Henning Vangsgaard, højskolelærer Steen Nepper Larsen, forfatter Merete Pryds Helle og udgiver Knud Lindholm Lau. Det hele ledet af ordstyrer Preben Wilhjelm. Fra dem tog jeg noter som fx ’Højholts gamle mundheld’: ”...kun en tåbe frygter ikke metaforen!” eller udsagnet ”sådan som man betragter [omtaler] mennesker, sådan kommer man til at behandle dem!”

De var enige om, at bogen handler om ’magthavernes forgiftning af sproget’ – (men det er vel kun personer og deres sind, som kan forgiftes?, red.). Klemperers værker, sagde Lau, er en filologs beskrivelse af ’nazismens sproglige magtstrukturer’ i forlængelse af en tysk-østrigsk tradition for ’sprogkritik’, som vi ikke kender meget til herhjemme; hos os findes i forrige årh. kun sporadiske tilløb hos tre så forskellige intellektuelle som Hans Scherfig, Paul V. Rubow og Poul Henningsen.

En ’Sprogkritik’ – som den mellemeuropæiske traditions – er nødvendig fordi den, for at afdække misbrug af det sproglige, undersøger [de sproglige strukturers og det talte sprogs ’skema’er på baggrund af samfundet]. Mellem ’sprog[brug]’ og ’handling’ er der hverken nogen motorvej eller nogen mangel på sammenhæng; det gælder om at undersøge de faktiske forbindelser, der er. Men hvor finder vi værktøj til dette? I hvert fald kan der hentes stor inspiration fra det kapitel, Merete Pryds Helle læste op. Det var ”Det man siger og det man mener” fra Det glade Vanvid (2005, 48ff.), som handler om, hvordan ”betydningen pakkes ind i ordpapir”, og ”grænsen mellem ordene og deres betydning”, som er der, hvor den kvindelige hovedperson går og befinder sig [ibid.].

På en ganske bagvendt måde virkede Pryds Helles romanudsagn, med det samme hun læste dem, som DET VIRKELIGSTE, der var sagt – og kunne blive sagt denne aften! Det interessante ved kapitlet og bogen er, hvorfor denne virkning spontant indfandt sig, – jeg mener, så abstrakte eller ulegemlige var de andres bemærkninger vel heller ikke?

En forklaring kan være, at det var tydeligt, at ’Det Merete Pryds Helle sagde...’ fra bogen var noget, hun Mente, og som forfatter selv stod inde for. Der var en mærkbar personforankring af det sproglige til stede sammen med personen selv.

Og her er vi nok snublet over det centrale ved nazisternes (LTI-) sprogbrug: det mekaniske og automatiske ved den, uden personanseelse; det var i denne forbindelse ét fedt om det var Hitler himself, Goebbels eller en Gauleiter som raspede LTI-trommeild af sig, forskelle mellem dem var helt underordnede, for LTI er netop: Rigets sprog, dvs. en helt igennem personfri jargon!

Denne samfundsforankring unddrager sig ganske Klemperers (og vi andres!) ordfikserede gammelfilologiske frimærkesamler-indstilling. Det er aldrig de enkelte udtryks eller udsagns perversitet, som medgiver dem deres dødelige samfundsmæssige konsekvenser, men netop det selvsamme samfunds dræberlogik.

Se mere om Litteraturhaus her.