Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Fremtidens genetiske og biologiske menneskeselektering


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Biologiens menneske er oppe i tiden, men er det menneskets biologi, der præger historien?

Filosoffen John Harris mener, at aktiv kloning er det eneste, der historisk kan bevare os og i sidste ende modvirke genbetinget mord, idet normal seksuel reproduktion hos ham ikke er optimal, og konstant varierer gener tilfældigt, dvs. ikke styret af mennesket. Ligheden fra naturen, i modsætning til hvad Habermas mener, er der netop ikke, for ligheden er noget, der først skal tilvejebringes. Hvor Darwin ser det som en fordel, at naturen varierer, fordi det er gennem variationen, at det potentielt levedygtige fastholdes eller udvikler sig, mener i sin konsekvens Harris, at den variation, naturen står for, kan efterlignes ligeså fantasifuldt af mennesket, at mennesket skal tage sin skæbne og fremtiden i sine egne hænder og derved forhindre ”naturens formynderi”.

Der er bare en væsentlig forskel: Hvor naturen præsenterer en række variationer, der fysisk og mentalt får en chance i livet og derfor bliver prøvet af det, vil Harris udelukke variation, inden den bliver prøvet af livet, og hvad prøver livet sig selv med, hvis ikke med den hastighed, hvormed vi dør? Variation er godt både fysisk og mentalt; potentiel totalitær selektion af ”det normale” er en ensidig menneskelig vilje, ikke en respekt for naturen i dens helhed. Denne ”respekt” undergraver naturen rigtignok selv gennem selektion, men variation, også i åndsverdenen kaldet mangfoldighed, er forudsætning for sundhed, ikke stram styring af, hvad man endnu næppe har erfaring med Hvordan vil tage sig ud i den virkelige verden, der jo ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med menneskets klonede tanker om den?

Dertil kommer styringsproblematikken: hvem har ret og magt til at udvælge, hvad og hvem der skal selekteres fra – et spørgsmål, der er vigtigt i et demokrati, hvor den biologiske selektion af mennesker kun kan foretages af højtuddannede biologer, der også er de eneste, der forstår de sprog, biologien taler, førend vi taler selv. Skal sådanne biologer vælge på vegne af fremtiden, når disse valg ikke kan gøres om?

Harris taler i modsætning til dette om, hvor farligt det ville være at efterlade den naturlige evolution alene uden menneskets indgriben, og forsøger dermed at gøre op med myten om, at det naturlige er det bedste. Han støtter sig her til Hobbes, der som bekendt selv støttede sig til en natur, som vi må beskytte os mod gennem etableringen af et totalitært magtmonopol: naturen er brutal, vi er kun et historisk produkt af den stærkeste fjendtlighed, naturen er under vores værdighed – som fx Habermas netop mener er selve vores værdighed. Denne tanke om ”menneskelig indgriben” hviler på, at mennesket der gør sig til herre over naturen, er bedre end det menneske, den rent ud sagt kun er natur. At mennesket har troværdig myndighed til at styre og selektere til det bedste, at selektionen, såfremt den fra hunde strækker sig til mennesker, er mere moralsk og blid og mild, end den vi ser i naturen, og tanken underkender gamle mytiske tanker om, at der er grænser for, hvad mennesker ikke kan, men bør gribe ind i – for ikke fx at få naturen i mod sig.

Den mytiske straf over det grådige menneske, der vil have alt, såfremt den er virkelig, hvad noget tyder på – skal også den fjernes genetisk? Er naturen, der går sin egen gang, en størrelse, der fører til armod, og er mennesket også i deres hoveder så lidt natur, at de på trods af deres biologiske kropslighed kan hæve sig over den? Eller: er det i menneskets kommende selekteringsproces de samme afstumpede og voldelige naturtendenser, der kommer til at gælde, idet Harris overvurderer vores hoveders ikke naturbårne evner til at skabe bedre end naturen selv? – Er vi da ikke på linje med alt andet mere hinsides godt og ondt og mere natur, så meget at vi som anden natur stadig stræber for at frigøre os fra dens bindinger, hvilket jo udtrykker Harris` vilje, men netop også selve den evolutionære proces? Sagt på en anden måde: Er vores hoveder særligt privilegerede og hævet over det kropslige, der ikke styrer det, dvs. er vores tankegange og ånd snarere udtryk for en frihed, der besejrer naturen, eller netop selve naturen, der blot ser sig maskeret i skjulet af, hvad vi kalder højt udviklet rationalitet, der meget vel forekommer så forfinet, at vi glemmer rationalitetens dyriske banalitet?

Selektering vil med megen sandsynlighed blive en elite-styring. Man kan spørge, om den mere vil komme til at tjene et ligeså perfekt som hensynsløst menneske, der ikke forbedrer sin menneskelighed, og for hvem det fx bliver umuligt at tænke tanker, der ikke er i overensstemmelse med markedets ensidige drifter, til forskel fra menneskets helhedsorienterede moralitet. Bliver vi rent biologisk sundere, mens vi moralsk bliver mere hensynsløse – og burde selektionen kaldes ”markedsberigende intolerance”, der ikke bare overser svaghedens moralske lærdom og mangfoldighed, men også ringeagter, at den kan forekomme – hvis ikke ligefrem evolutionært udvikle?

Sådanne fejl og svagheder eller sårbarheder kommer fx til udtryk i kunsten, hvis fantasi meget vel er et evolutionært redskab, vi kalder ånd, og ånden udvikler alternativer og tankegange, dvs. ensretter ikke tankegange for ikke at sige: eller gør dem umulige. Det fejlende menneske er også potentielt det hensynsfulde menneske, og der er forskel på at tænke og fantasere og til uigenkaldeligt at praktisere fantasier – der udelukker fantasier. Kigger man derudover på vores behandling af naturen, så viser det sig ikke, at mennesker ikke kan gribe ind i den, men at der er grænser for, hvor meget mennesker kan gribe ind i den uden, at det forstyrrer naturens balancer så meget, at dens processer antager karakter af ustyrlig egenvilje, der uigenkaldeligt udvikler sig hinsides vores kontrol.

Den udbytning af den ydre natur, der har ført til dette, kan lignes med en indre udbytning: at vi indeni os henter og selekterer, hvad der med en kort horisont synes brugbart og ellers mister respekten for de tusinder af års arbejde naturen, ikke uden hensigt, ikke beder os om at udrense men at tage vare på. Denne helhedsorienterede tanke kan man allerede finde aner til i oldtiden hos fx Seneca: Gør dig bekendt med naturen, gør dig gennem øvelse vis på dens styrker og svagheder, så du får naturen med dig – ikke imod dig. Det menneske er mere hensynsfuldt, der dog aldrig helt bliver herre over naturen, men gennem øvelse bliver vidende medskaber af dens projekter, og ikke derfor er underkastet dens formynderi men bevidst og delvis styrende forener sig med dens regler. Dette er samtidig en udvikling af individer, ikke potentielt en ensretning af masser.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays