Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Naturvidenskabens neurale drømmescenarium

- Og et menneskeligt mareridts?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Tanker er fysiske, siger neurovidenskaben, og de kan navnlig mærkes, når de gør ondt. Med fare for at få neurologer efter mig, vil jeg kort forsøge at beskrive ideen, der vel at mærke er neurologers hoveders, men er den også menneskets?

Vores hoved er indrettet med specifikke, fysiske tankeforbindelser, der både aktivt dannes og allerede findes. Er disse neuronforbindelser først dannet, vil aktivering af en lille del af det oprindelige indhold aktivere det allerede skabte system, fx ”det samlede traume” (en mangelfuld cirkel vil føre til forestillingen om en cirkel, når først forbindelsen: cirkel er dannet). Tanker er forbindelser mellem forskellige steder i hjernen, aktiverede neuroner fx sådan forstået, at mængden af receptorer er øget i specifikke former for celler, der dannes forbindelse mellem via signalstofferne serotonin og dopamin, der findes ved cellernes receptorer; findes de i overflod, kan det fx føre til skizofreni. Her har angsten, der evolutionært er overlevelse, tendens til at gå forbi bevidsthedens eller fornuftens ikke fast lokaliserede eller ikke længere eksisterende forbindelser, fordi kroppen har gavn af en hurtig reaktion, mennesket ikke nødvendigvis bør give den ret i. At forbindelserne er fysiske kan stå som argument for, at der skabes automatiske angstreaktioner, den angste må bevidst, gennem terapi, fysisk ændre konsoliderede forbindelser og derved ændre hjernens neurone sammensætning.

Først skabte forbindelser vil reproducere sig selv i de allerede dannede og derfor forudsigelige baner; determinerede modeller gør det, forså vidt de er i overensstemmelse med et determineret menneske, muligt at ændre tankeindhold, at fjerne det, at forudsige forbrydelser et menneske vil begå i fremtiden og derpå straffe ham for hans anatomi, der måske udarter sig i racisme. For den, der har lært (eller neurologisk få et indpodet), at hvide er bedre end sorte, vil, med den mindste aktivering af, hvad hjernen fysisk har lært at relatere sorte mennesker til, med angstreaktionens automatik gentage hele spektret af had og angst, en gængs måde, også reklamerne udnytter: at den gentagne melodi forbundet med et bestemt produkt genskaber hele dette produkts indhold.

Neurologien opererer med kausal determinisme. Darwin findes også i den, men spørgsmålet er om den biologiske selektion, mennesket vil foretage, er til gavn for hele mennesket, eller dele af de interesser, mennesket har, det vil sige, om vi teknologisk kan efterligne hjernens egen plasticitet, som fx viser sig, hvor den hjerneskadede udvikler nye talecentre.

En forsker på universitetet fortalte mig om en videnskabsmand, der ville modellere hjernen, som han selv ønskede, og derfor viste et barn en rotte hver gang, han lavede en forfærdelig, skræmmende lyd. Dette førte til: hver gang, der, senere uden lyd, blev vist en rotte, kom angstreaktionen, der ellers oprindeligt alene var motiveret af lyden. Det betyder, at der kemisk allerede er skabt en forbindelse i sansningen, hvor en rotte er lig med fare, og sanseapparatet kan måske siges at udgøre objektive og almene forudsætninger, mens tænkningen er subjektiv og individuel. Eksemplet illustrer, at de reaktioner, der betyder noget for mennesket, fx angstreaktioner, selv med få stimuli vil skabe forbindelser i hjernen, der dannes, ikke bare som reaktionspotentiale, men som reaktionstvang.

Det er derfor politikere, der bruger angst i deres budskaber, kan få dem hurtigere igennem eller få dem varigt frem kun efter få påvirkninger, thi angsten vedkommer evolutionært vores overlevelse. Dermed er angst kombineret med det budskab, man gerne vil have ud, meget effektivt; angsten danner nu forbindelser til den øvrige del af hjernen alt efter, hvad fx politikere siger. Enten skabes forbindelser, der retfærdiggør, fastholder og udlægger angsten overfor en konkret fjende, der passiviserende kan stå som angstens forønskede genstand, eller angsten søges forstået i henhold til indre kræfter, altså opløst og ikke forstærket, hvilket er en sværere proces, for angstreaktionen vil neurologisk være lettere end den reaktion, der ikke just er instinktiv kemisk humanisme, der i øvrigt også ville forsvare mennesket mod det selv.

Den første reaktion vil typisk forekomme automatisk; den anden reaktion skal man, under megen instinktiv modstand, arbejde for. Humanisme kan siges at være de forbindelser i hjernen, der går videre end deres allerede skabte neurale forudsætninger, frem for automatisk at reproducere et system, der allerede findes og stort set ikke kræver bevidsthed. Den stræben, der forsøger at integrere hele mennesket og derved skaber og fastholder mere omfattende og helhedsorienterede neurale netværk, der menneskeligt svarer til den mindst ensidige reaktion, vil føre til bedre ting end angst, der råder ”selvstændigt” og ikke råder godt.

Tilbage til videnskabsmanden. I det nævnte forsøg havde han, for at vise at hjernen er helt plastisk, held til at aflære barnet det specifikke traume. Men da det derfor holdt op med at være bange for rotter, blev det pludselig bange for mænd med skæg: Angsten blev overført på et nyt område, da nødvendigheden af den først var skabt. Den allerede skabte angstreaktion kræver et udtryk og skaber en ny forbindelse relateret til sansningen, en forbindelse, der forfalsker angstens årsag, hvilket svarer til den mekanisme, vi anser som psykologisk: at den angst, fx politikere vækker, opfinder en genstand, hvis politikerne i samme åndedrag ikke serverer den selv.

Mekanismen findes hos Freud: Grundet en ”ren psykisk” oplevelse kan der forekomme en fysisk ændring, fx at det venstre ben bliver lamt. Eller: ”et råb om hjælp” forekommer på den eneste tænkelige og samfundsaccepterede måde, og den ønskede omsorg må vise sig, hvor den ”ikke er farlig”, fordi den bruger rent psykiske fænomener kun i fysiske forklædninger. ”Gevinsten” for den syge kunne være: jeg får omsorg, er ikke nødt til at tage stilling til den egentlige årsag, der er mere ubehagelig end et lamt ben, ikke mindst så længe denne årsag slet ikke er anerkendt – det handler Thomas Manns Trolddomsbjerget om.

Man kan her altså forestille sig to ting: at den fysiske lammelse er den eneste mulige måde at fremskaffe et autentisk korrelat til en psykisk lidelse, der ikke er anerkendt og erkendt. Men man kan også forestille sig en biologisk proces, hvor der forekommer forbindelser i hjernen, der er rent fysiske og ikke symbolske, ligesom nogle mennesker, der ser tal, altid ser disse tal i bestemte farver, dvs. at den psykologiske reaktion, via ren hjerneanatomi og ”syge forbindelser”, kausalt, ikke psykologisk fremkalder en lammelse i venstre ben.

Men ligesom kunst er fortolkning, er neurologi det også; neurologi er modeller, der ikke (alene) er identisk med virkeligheden. Som Heidegger godtgør, er disse modeller udtryk for en mekanisk tolkning af tilværelsen, væren eller ånd, der viser sig på en tidsbundet måde, der, i henhold til magt, ikke desto mindre hævder tidløshed. Også neurologien er en tolkning, der ikke vil være ved, at den på et snævert og delvis ekskluderende grundlag gør krav på omfattende sandhed samt ligeså meget fabrikerer facts som opdager dem, facts denne videnskab ”uinteresseret” endnu mener at hente uafhængig af dens eget arbejde.

Valget af den mekanistiske tilværelsestolkning gør biologisk manipulation af mennesker mulige, så disse mennesker ikke bare bliver ”sundere”, men i højere grad fx tilfredsstiller et marked, der har brug for effektivitet, eller magten, der har brug for angsten. Er neurologien også mennesket, der ikke har brug for at komme udover angsten, eller skal angsten slet og ret afskaffes, dvs. farer være fredelige? Det er det ængsteligt præsterende og optimerede menneske, der fremmes, ikke de mennesker der har brug for menneskelig samtaleomsorg, men dem der påføres denne ”omsorg” biologisk, hvorved mennesket undslipper sig den ”kritiske” erfaringsrigdom, der er grundlaget for indlevelse. Dette sker, når svære menneskelige erfaringer biologisk gøres umulige, særligt måske fordi markedet ikke har gavn af dem eller råd til dem, hvilket længe har været et problem: at der ikke bare sjældent er råd til menneskelighed, men heller ikke råd for den.

Ændrer neurologien det? Valget af en mekanisk tilværelsestolkning må være et valg, og det må være et valg, der ikke er enten-eller, et valg, der gør sig klart, at naturvidenskab studerer kroppe mere end mennesker, og stadig mere deltaljeret som teknisk undersøger og manipulerer de biologiske enkeltheder, der også på andre måder kan lignes med menneskets overskyggende fragmentering, og denne kalder på samling, ikke forstærkelse eller ekskludering. Vil denne videnskab gribe sig i menneskelighed, hvis den ikke ser nogen årsag til at interessere sig for den? Den mekaniske tilværelsestolkning er valget, der hænger sammen med og fremmer effektivitet, sandsynligvis mindre tolerance og et stadig større krav om sygelig sundhed og kropslig disciplinering. Den udtrykker en mulighed for kontrol, vi har tabt på mange andre måder, og den har sin ”interesserede” historie med sig. Denne er stadig – den er den, at naturvidenskaben, for at gøre mennesket fri af dogmatiske og holistiske, kristne rørelser, der tabuiserede kroppen, udviklede et ”kropsneutralt” objektivitetsideal, der nu fungerer som en måde, hvorpå at ”frede” en bestemt tilgang til mennesket, som var den stabil, tryg: den eneste mulige.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays