Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Angstmagtens rettidige omhu


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

At man vil fratage dig alt, er næsten ligegyldigt, når man ikke længere kan. Først her, hvor du ikke længere frygter, får du lejlighed til at se ind i frygten og dette, der vil fratage dig alt, altså i hvilket umisteligt omfang, den ikke bare ligner dig, men er dig. Det onde kæmper kun med midler, såfremt du definerer dig selv i modsætning til det, tilsyneladende vel nærmest for at bringe dig den retfærdige uretfærdighed, hvorved du endnu opretholder dit liv. Først kæmper det menneskets sag, såfremt du næsten når at sympatisere så meget med det, at du opfatter i hvilken grad din indforståede ”godhed” er bundet op på det. Hvordan den magt, der skal herske over dig, er din egen herskens valg af mangel på anstændig fremkommelighed, den modstand uden hvilken du ikke fortjener, hvad du er og trods alt mener selv at have opbygget.

Vi har intet selv opbygget. Alle potentialer har allerede eksisteret. Vi har kunnet holde ud eller vi har bukket under. Mine evner udmærker mig ikke, og dog skader de mig, hvis ikke de tjener en godhed. Ikke den der blottes i sin mangel, men den der endnu mangler at blive blottet for sin forlorne og opstyltede og normale undertvingelse af anstændighed. Så meget som at vi alle sover fra langt de fleste forbrydelser, der begås mod andre og os selv, så meget er det gode og onde magtens, politikkens og kapitalismens interesseres forståelse for, at det i den ene eller anden forstand kan betale sig, eller navnlig slet ikke betale sig, at konstruere Det gode og Det onde, som var de naturbundne eller tidløse eller ubetvivlelige sandheder.

Heraf følger, at magten defineres af en kun anet angst, men ikke en gennemlevet angst, thi netop magtudøvelsen skal jo netop betvinge anelsen. Magt er rentabel fornægtelse, fornægtelse ensidig magt – indføres der et forbud, altså en magt, må samme magt stille forløsningen et andet sted. Drømme kan ikke dø uden at fremkalde oprør, men de kan være rentable, og nogle opdager ikke, at det sørgeligste er end ikke at lide på egne præmisser men formår sandt at lide på andres.

Angsten er barnet, der henvender sig. Myndigheden må du hente i dig selv, men angsten kommer. Truslen fra det onde, der jo netop er i dig, når du frygter det, er at det vil fratage dig alt eller alt det væsentlige. Realiteten i denne trussel er kun, når du på det ondes præmisser foregøgler dig, at det kan det. At acceptere det gode er det sværeste for mennesker – i det onde at fornægte muligheden for denne accept er at frede muligheden for at blive rask, dersom den stiller så meget større krav end muligheden i at blive i sygdommen, der vel i øvrigt er din eneste berettigelse. Muligheden er at elske dig ind i selverkendelsen, ikke at frygte dig ind i den, men hvad er realiteterne? Din mulighed er at kende din ondskab som din egen og ikke som Ondskaben. Den er overfor det tvivlsomme, som du med det samme betragter som noget fremmed for dig, at se dig selv i det uden at forveksle dig med det.

Muligheden er at møde det undertrykte og forrykte og forpinte og onde med den bøn, det formulerer i trusler og anklager. Om de i din anerkendelse af deres behov, der nødvendigvis må være en blottelse af dem, ikke kan lide din menneskelighed og foragter den for, hvad den siger om dem: de kan dog aldrig true den. Det onde, der vil tage alt fra dig, er en anerkendelse af din godhed, nemlig den det onde misunder for at evne at se dybere ind i den, end det selv formår. Misundelsen, der ligger i, at dit blik tilmed ophæver dets berettigelse, adskiller dets motiver, delegitimerer dets magtudøvelse. Det onde forstår det kun desto mere ydmyget, som at det på netop denne blottelse endnu kun kan svare med de samme midler, der netop er blevet blottet – kun foragtet med en saglighed, der er menneskelighed; kun forrettet med en forsigtighedens kærlighed, der dog er den lidenskabeliges opråb; kun elsket med kærlighedens håb til det kommende og ikke med dens had til det skete, den beskedne og nænsomme indlevelses. Ikke: det kunne være mig, men: det er også mig.

Men mennesker, hvis ondskab man forstår, ønsker ikke denne forståelse, thi manglen på forståelse er selve retfærdigheden i udøvelsen af deres ondskab, de forstår som godhed, som berettiget, som nødvendig, som forståelig, som betimelig. Hele denne forskønnelse af vore egne motiver, der muliggør den ”stærke” handling, som er det ondes affekterede selvtilfredshed, er en forkælet lukken sig omkring vor egen udlægning af virkeligheden i en voldsramt manifestation af, at denne er selve virkeligheden, reaktionen ikke et debatindlæg om virkeligheden, men en betvingelse af den, der udsiger, hvad den er og dog dømmer den for, hvad den uden denne dom manglede: nu er virkeligheden kommet til sig selv – og du er blevet fjernet fra den.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays