Bronislaw Malinowski blev født i Krakow i 1884 og var oprindeligt uddannet fysiker og matematiker, men kastede sig som forholdsvis ung pludselig over antropologien, først som studerende på universitetet i Leipzig og senere som professor i antropologi på London School of Economics og på Yale University i USA, hvor han døde i 1942. Malinowski er gået over i historien som en af grundlæggerne af antropologien som akademisk fag, især på grund af hans grundige feltstudier blandt øboere i Oceanien. Malinowski efterlod sig ikke noget decideret hovedværk, for selv om hans Argonauts of the Western Pacific (1922) stadig er en klassiker inden for antropologien, nåede Malinowski aldrig – mens han levede – at samle, systematisere og præsentere sine tanker i et samlet værk.

The Scientific Theory of Culture er derimod en samling sammenredigerede efterladte papirer, udgivet to år efter forfatterens død og består hovedsageligt af en 144 sider lang essaysamling, der har givet titel til bogen, samt to afsluttende essays: Et om funktionalisme og et om antropologen Frazer. Bogen er som litteratur betragtet decideret ringe. Sproget er tungt, knudret og ofte uklart, ligesom strukturen er rodet og mange begreber ikke defineres. Titlen beskriver egentlig meget godt bogens formål, nemlig at gøre det muligt på videnskabeligt grundlag at kunne udtale sig om kultur, hvilket må siges at være et usandsynligt ambitionsniveau for en bog på 144 sider.

Malinowski lader dertil at have været fanget i et dengang tidstypisk mindreværdskompleks, mange ’humanister’ havde over for ’rigtige’ videnskabsmænd, hvilket i første række vil sige fysikere. En typisk måde at omgås problemet på var at forsøge at gå så ”naturvidenskabeligt” som muligt til sin kiksede humanistiske videnskabsgren – det er fra denne periode, vi kender psykologen med sine aber med elektroder i hjernen og hvide rotter i labyrinter. Tendensen var bredt kendt som behavourisme, en -isme som senere tider, ikke mindst Arthur Koestler i sin Ghost in the Machine (1967), har kritiseret og pryglet, først til ukendelighed og siden ihjel, men som ikke desto mindre var en reel faktor, da Malinowski skrev på sin kulturteori. Faktisk reelt i en grad, så Malinowski i bogen bekender sig netop til behavourismen – i øvrigt uden det forekommer helt overbevisende, mest fordi han samtidig i lige manifeste vendinger bekender sig til funktionalismen som social teori, hvilket er en del mere interessant, mere herom senere. Der er flere eksempler på besynderligt selvmodsigende afsnit og tankerækker, og bogen forbliver derfor på mange punkter underligt uforløst. Hvis den var tænkt som et værdigt mindesmærke over en usædvanlig mand med originale ideer, er projektet slået fejl. Den virker snarere som et forsøg på at vride lidt penge ud af dødsboet, før forfatteren endegyldigt overgik i de for altid glemte professorers rækker. På trods af dette er bogen, tro det eller ej, afgjort et nærmere bekendtskab værd.

Mennesket er en dyreart
Malinowskis udgangspunkt er, at al kulturteori om mennesket må baseres på den kendsgerning, at mennesket er en dyreart. Dette indebærer, at al menneskelig aktivitet kan koges ned til to ting: Overlevelse og reproduktion. Disse to kan måske i virkeligheden koges ned til blot at handle om overlevelse, nemlig individuel overlevelse fra øjeblik til øjeblik f.eks. i trafikken og artens kollektive overlevelse i form af produktionen af nye, små mennesker. Overlevelse er menneskets primære behov.

Behovsbegrebet står altså helt centralt hos Malinowski, for han vil forstå det økonomiske, historiske, sociale, kort sagt, det kulturelle menneske gennem dets behov, der alle i bund og grund er knyttet til kroppen. Begreberne, der anvendes er i første omgang ”basic needs” eller ”survival needs”, der beskriver den mængde eller grad af f.eks. mad, drikke, temperatur etc., der er nødvendigt for at holde et menneske i live i streng medicinsk forstand. Malinowski stopper heldigvis ikke her, for mennesket lever ikke af brød alene, så Malinowski fastslår, at et behov er et behov, og at et ”immaterielt” behov er ”ligestillet” med basic needs, noget han på s. 44 formulerer som at ”spiritual needs are less basic, but not less real than basic needs”. Malinowski ser altså ikke nogen egentlig modsætning mellem, hvad han kalder ”basic needs” og ”kultur”, tværtimod. Opdelingen er snarere at forstå som et pædagogisk kunstgreb, der skal tydeliggøre hans tanker og konklusion, nemlig at det ene forudsætter og betinger det andet.

En gennemgående antagelse hos Malinowski er, at folk aldrig foretager sig noget, der ikke på den ene eller anden måde giver mening – dvs. opfylder et behov – for det pågældende individ, uanset hvor tåbeligt eller destruktivt pågældendes handlinger forekommer iagttageren. Det er dette fænomen: At al handling på en eller anden måde giver mening, at alt har en funktion, som Malinowski kalder ”funktionalisme”, der er den -isme, hans navn oftest ses forbundet med. Al menneskelig adfærd er om ikke undskyldelig eller på nogen måde ”i orden”, så i hvert fald mulig at forstå. Det er ikke sikkert forklaringen er nem at finde, men en forklaring er der, og den har altid at gøre med, at al menneskelig adfærd udspringer af vores behov. I en vis forstand giver det med Malinowski mening at sige, at vi styres af vores behov i en grad, så man kan sige, at vi på en måde ”er” vores behov; at vores behov manifesterer sig som ”os”. Malinowski selv definerer på s. 83 begrebet ”function” som ”the satisfaction of an organic impulse by the appropriate act”, hvilket er rent deskriptivt og lyder temmelig klinisk, men citatet viser, hvor meget vægt Malinowski tillagde begrebet behov: Det er der alting starter. Hvis vi oversatte Malinowskis begreb ”function” til ”adfærd”, står det klart, at vi ikke foretager os andet, end at opfylde behov ved at foretage os til formålet passende handlinger. Al forståelse af mennesket, individuelt såvel som kollektivt må tage udgangspunkt i dets behov.

Kultur er samarbejde
Er mennesket et dyr, er Malinowski på den anden side heller ikke sen til at anerkende, at der er tale om et højst usædvanligt dyr. Det usædvanlige består i menneskedyrets evne til at organisere sig, til at samarbejde. ”Al kultur er kooperativ”, skriver Malinowski på s. 39. At læse en bog af en afdød forfatter ville også skulle forstås som en form for samarbejde, og et fænomen som mobiltelefoni ville i Malinowskis verden i lige så høj grad som en violinkoncert være et kulturprodukt. Vi opererer altså med en noget bredere kulturbegreb, end de f.eks. gør i en kommunal kulturforvaltning (som i sig selv er et kulturprodukt). Nøgleordet i al kultur er altså organisation. Samarbejde.

Organisationer, traditioner, lovsæt og lignende sociale fænomener og kulturprodukter betegner Malinowski med det lidt klodsede begreb ”institutioner”. Alle institutioner består af og/eller udføres og holdes i hævd af individer, og Malinowski etablerer en sammenhæng mellem individer og institutioner ved at hævde, at institutioner fungerer og kan analyseres efter samme retningslinjer som de individer, de består af: Institutioner har også behov – først og fremmest et behov for at overleve. Samtidig siger Malinowski, at alle institutioner er organiseret grundlæggende ens, på samme måde som individer stort set har de samme grundlæggende behov. Svaret på hvorfor mennesker organiserer sig er, som altid, at det opfylder behov: Det forbedrer muligheden for at overleve og reproducere sig, og jo stærkere (hvordan vi så ellers vil definere dette) en institution er, des større overlevelseschancer har både institution og tilknyttede individer – i hvert fald indtil, der indtræffer ændringer, som igen giver anledning til opståen af nye institutioner.

Bogen er som sagt skæmmet af ikke at være blevet ordentligt redigeret. Man har ingen eller kun ringe fornemmelse af en tematisk eller anden fremadskridende bevægelse, og der er store problemer med, hvad jeg i mangel af bedre begreber vil kalde bogens indre sammenhængskraft: Hvordan kan Malinowski f.eks. flere steder understrege vigtigheden af at tage udgangspunkt i individets behov for dernæst helt at tilslutte sig en behavouristisk inspireret ”black box”-model, der afskriver individer som værende væsentlige for den ”videnskabelige” undersøgelse af kulturelle forhold? Bogen er forsynet med adskillige tabeller, diagrammer mv., men jeg er, som med det meste andet i A Scientific Theory of Culture, påpasselig med at tage indholdet for bogstaveligt pålydende. Bogen rummer dybt interessante aspekter, men desværre også meget, der ikke har været klar til udgivelse. Alle disse forhold gør også bogen vanskelig at behandle, for der er langt fra tale om et klart og utvetydigt budskab, snarere om et forarbejde til, hvad der kunne have været et hovedværk, ikke alene inden for antropologien, men inden for hvad man bredt kunne kalde kultur- og socialvidenskaberne.

Det, der trods alt gør bogen værd at beskæftige sig med, er Malinowskis tanker om for det første integrationen mellem human- og naturvidenskaberne, der stadig er et dybt relevant tema, og for det andet forståelsen af mennesket som både styret og begrænset af dets behov. Den sidste, men væsentligste, årsag til, at dette Frankenstein-uhyre af en bog absolut skal trækkes i manegen igen, er, at Malinowski, så vidt jeg er orienteret, er den første, der bevidst og konsekvent betragter mennesket gennem basic needs-briller. På den måde åbner Malinowski nye og helt overraskende perspektiver på verden – og det er stadig en af hovedårsagerne til at læse bøger.

Bronislaw Malinowski: The Scientific Theory of Culture
The University og North Carolina Press, 1944
144 sider