Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Den tekniske tanke gjort menneskelig

- Den menneskelige tanke gjort teknisk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Mennesket har hos Heidegger gjort ontologien teknisk, dvs. dets væsen har inderliggjort teknikkens ”udvendige” metode som meningsgivende. Teknik er midler til opnåelse af mål, men der bliver i vores teknificerede videnskabelighed flere og flere midler, som målet totalt udebliver, opnåelse af midler: er det målet?

I vores moderne samfund kan mål-løsheden siges at skjules af midlerne. Midlerne er præstationer i deres egen ret mere, end de er påtrængende nødvendighed til opnåelse af helhedsorienteret mening, og produktionen af diverse tekniske midler udtrykker derfor på én gang menneskets atomisering, som den samtidig skjuler leden ved den, idet vi fikseres i fascination af, hvad man kan langt mere, end hvad det skal gøre godt for. Midlerne til at opnå den religiøse følelse er ikke den religiøse følelses men teknikkens præstations. Jeg opnår mere omsætning i virksomheden, jeg opnår et bedre samliv, jeg opnår et sundere barn, jeg opnår en længere levetid, jeg opnår den religiøse følelse pragmatisk og rationelt gennem styring og planlægning, ikke nødvendigvis gennem bevidsthed om, hvad der styrer min styring: Det gør midlerne, der kun er mine egne, forså vidt jeg har inderliggjort noget fremmed. Midlerne siger selvstændiggjort, som de er indlejret i kapitalismens produktion af overflod: Du skal præstere – angiveligt mere end naturen og mennesket selv synes, hvorfor naturen bliver ødelagt og mennesket bliver sygt.

Det kapitalistiske præstationssamfund er påtrængende overfor individet, men teknikkens væsen udtrykker sig i dag også i det menneske, der ifølge dets optik mere og mere kalkulerer med, hvad jeg opnår gennem det ene og det andet. Det moderne mennesker råder rationelt over sine følelser og relationer, og den manglende religion dominerer affektivt fra sin glemsel over menneskets midler, for er den manglende helhedsorientering som teknikkens mange fragmenterede muligheder, da ikke både et savn af helhedens mening og fortrængningen af dens mulighed? Er teknikkens mange delløsninger en tolkning, der udtrykker aktiv fortrængning af helhedssavnet, en aktiv legitimering og menneskeglemsel, der gennem udlevelse kan retfærdiggøre ikke bare, at helheden ikke eksisterer, men også at mennesker ikke er helhed?

Hvis mennesket gennemgribende agerer udfra midler til at opnå tilstande og ikke fx ser, at alle disse midler netop er en tilstand, en tolkning af virkeligheden, er det ikke frit til at se virkeligheden som en tolkning. I stedet forveksler det måske snarere virkeligheden med friheden, men friheden er en tolkning. Teknik er mere en udlægning af virkeligheden end den rent praktiske omgang med virkeligheden, vi kalder teknisk. Således er teknik særlig: behovet for at styre, organisere, planlægge – også massemenneskets reaktioner og tænkemåder. Hvis fx venskab og kærlighed bliver ren eller biologisk manipulation, opnået med teknikkens resultater for øje mere end menneskets processer, som en aktiv forkastelse af en nærværende meningsglemsel, så har en naturvidenskabelig styring haft interesse i at fremme en bestemt slags effektivt menneske, men måske udhulet dette menneskes menneskelighed. Ville alt så miste mening – kun såfremt man definerede en sådan mening med de forældede begreber og følelser, teknikken allerede havde fjernet? Psykopater finder det ikke betænkeligt altid at reagere alene med målet for øje, og for dem kan midlerne derfor uproblematisk være alle. Teknikken udtrykker netop delvis menneskets afstand til dets inderlighed os socialitet, som det mere og mere fokuserer på resultater og ikke processer og derfor kalkulerer med ting, der teknisk kan beregnes, frem for mennesker, der ønsker tålmodighed og indlevelse mere end at blive behandlet som midler for et mål.

Fragmenteringen i den moderne verden udtrykker sig igennem opløsningen af individerne i dele og i midlerne til at opnå delmål og atter delmål, aldrig målet. Den opløste verden, der vil glemme drømmen om helhed, ser alle muligheder som midler til opnåelse af bestemte særskilte tilstande eller resultater, der giver følelsen af kontrol, vi ikke bare selv udøver, men mediemæssigt og politisk i høj grad også er offer for. Skellet mellem sandt/kunstig bliver et kunstigt skel, og iscenesættelsen bliver præget af sit ønske om at virke for et bestemt resultat – og resultatet af det kan så blive en tilbagevenden til ”det naturlige”, hvilket imidlertid, sådan motiveret, er iscenesættelse af, at det naturlige stadig kan opleves naturligt.

Mennesket, der ”er blevet ren teknik”, er også det menneske, der ikke vil være ved det – være ved mennesket. Manglen på mening bliver erstattet af teknisk fascination af midler – ikke i så høj grad af de (gode) mål, der dermed kan opnås for at redde denne mening, der måske heller ikke kan reddes teknisk. Teknikken er affektorienteret, men stiller samtidig krav om denne affekts disciplinering i naturvidenskab og hos et markedspræsterende menneske, der mere præsterer for en bioteknologi, som på markedsvilkår vil effektivisere mennesket end for det selv. Derfor bliver mennesket sygt, derfor har bioteknologien den helbredende og indbringende magt.

Det handlende og præsterende og kontrollerende menneske, det ikke reflekterende og indlevende, har mistet sin moralitet i en kultur, der teknisk kan mere og mere og menneskeligt giver mindre og mindre. Også godheden kvantificeres, og vores kultur måler den på plejehjem, i skoler og hjemmepleje, førend den overhovedet kan siges at udtrykke sig. At behandle hinanden godt har ikke mening, når det gode ikke længere bliver behandlet. At præstere, at optimere mennesket, der rent lever for dette, har også mistet meningen med at gøre det. Der ligger i teknikkens væsen en form for krav om automatisering af mening og moral, der kvantificeres og dermed underkastes formelle regler, der må formodes at præge dem begge. Inderliggørelsen af teknikkens præstationer er aktivt at fortrænge dele af vores eget individuelle væsen, hvis det skal eksistere på vilkår, der ikke bare er markedets eller teknikkens, men menneskets. At holde op med at optimere biologisk, medicinsk, via choaching mv. er kun uvægerligt at fortsætte med det – hvordan komme tilbage til mennesket, der mere indlever sig end præsterer, mere skaber sin egen moral end udlever teknikkens, samfundets, biologiens eller kapitalismens?

Teknikkens væsen er en forherligelse og fejring af det konstruerede – det er menneskets ikke. Vi opfordres af kapitalisme og naturvidenskab, men også af teknik til at se bort fra menneskets naturalistiske forankring, at vi har en essens, der rækker udover, hvad der rent samfundsmæssigt kan kræves af os, at vi har inderlighed, personlighed og moral, der ikke blot kan købes på et marked. Det åbner mulighed for respektløs manipulation af mennesker, fra samfundsstrukturer, der stramt styrer vores sygdom og sundhed, effektivitet og måler vores menneskelighed. Hvor samfundet vil rationalisere og dermed opfordre os til glemme vores ”indre definition” af sundhed til fordel for teknikkens kapitalistiske effektivitetskrav, da må vores egen næstekærlighed melde sig frem for de skabeloner, samfundet stiller til rådighed for den.

Romantikken og dens utopier i mennesket hører med til det, kærligheden til dets væsen, og det må føles svært helt at elske det konstruerede, hvis ikke det føles ligegyldigt at lade være. Rigtigt er det, at vores virkelighed særligt i teknikkens tidsalder er teknikkens logiske sorteringer mere end menneskets, at teknikken som væsen derfor kaster sit ”pragmatiske” og udhulende syn på mennesket nedover dets virkelighed, der for mennesket derfor stadig er desto mere ønskværdig væsensforglemmelse. Men det er netop mere mennesket end teknikken, der bør styre virkeligheden, mere menneskets perspektiver end teknikkens egne, der bør dømme om rigtigt og forkert, og en forherligelse af det fragmenterede individ er meget mere en fare end en mulighed, jo mindre man øjner muligheden for ikke at se faren. Ambitionen er orientering, ambitionen er – som i kunst, der udtrykker ægte følelsesliv – at samle, ikke at skille ad. Fx kan man samle, hvad der allerede alt for længe har været skilt ad, nemlig at det sted, hvor vi finder det sande også kan være det sted, hvor vi finder kærligheden – og at vi kan finde det legitimt. Det kræver ikke søgen, det kræver hjerte.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays