Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Bønnen fra en ødelagt natur

- – svaret i videnskaben om den?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Når Nietzsche siger, det er kristendommen, der har skabt ånden overhovedet, nemlig skabt den ud af lidelse og tillagt mennesket den dybe højtidelighed, der er dets egoistiske selvfokus, taler han om den menneskelige tvangsmæssige selvtortur, den moderne. Den i filosofihistorien udhulende debat om menneskets frihed fører til, at det opløses og mister værdighed. Nietzsches dom – at vi bedst finder os der, hvor der ingen udveje er længere – er selve frihedsdiskussionen, og den forekommer i sig selv ufri. Det er kroppen, naturen, historien tabuiserer i henhold til ”fornuftens frihed” – men denne ”frihed” har ikke været mere fornuft, end at den i kraft af kalkulationer har ødelagt den ydre natur, fornuftigvis uden at føle ufrihed.

Er det det, som naturen kommenterer nu, og er vi ved at forstå dens sprog, der ikke indbyder til debat? Er menneskets mål i lyset af fornuftens idealisme, at fastholde det heroiske og mærkeligt selvforherligende fikspunkt, der stensikkert tilfører mennesket umenneskelig skam, lysten ved det nedrige, som også kristendommen opretholdte, mens den sagde ”sandhed” og tabuiserede naturen? Hvad har det af konsekvenser, at naturen blev gjort syndig og derfor senere naturvidenskabeligt: afsjælet, værdifri?

I kristenheden, som den udviklede sig, ser det ud til, at blottelsens lyst ved ulysten ligeså meget opfinder det syge, som den ser det. Den kan ikke undvære det syge, idet den er holdt op med at stille spørgsmål ved det sunde, og siden har vi snarere set det syge i naturen end i vores egen behandling af den. Hvis ”friheden” altså var tvangen, der levede videre i den spekulative filosofihistorie, og vi ikke kunne være frie, såfremt vi er natur, så skal alt ned til mindste detalje splittes ad i erkendelsens dele, egentlig udfra den tanke, at mennesket bør kunne kontrollere, hvad det end ikke selv har skabt.

I kristenhedens naturopfattelse plantes således ikke bare en mistillid til naturen, men også til den menneskelige natur, og denne kan siges at være baggrund for vores trang til i dag teknisk, videnskabeligt og politisk at styre vores reaktioner og følelser, planlægge, organisere, beregne. Men er det skabte i sig selv imidlertid mistænkeligt, jo mindre vi grundlæggende føler lede ved det? For hvis leden over, hvad vi er, skaber det menneske, vi skaber, så kan det menneske, der ved at mistænkeliggøre naturen og dermed sig selv, skabe mere lede, end naturen gør uden os. Vi kan derimod også forbinde naturen med kærlighed, for den elsker også, når vi gør det, og vi kan elske den ydre natur tilsvarende uden at svare på en unatur, der mere er vores end dens.

For mig at se handler den moderne naturødelæggelse og naturmanipulation også om en menneskelig natur, der er blevet gjort skammelig, og derfor også om muligheden af et nyt begreb om friheden, der ikke kan løsrives fra det gode og respekten for det skabte, nemlig at det gode i naturen udøvet gør fri, ligesom det onde i naturen, frit valgt fra. Mennesket kan råde over sin natur, hvor dannelsen af natur og øvelsen i etik er positive muligheder udfra en natur, vi ikke selv har skabt. Naturen rummer – givet den rigtige retning – potentiale for det gode og kærligheden, som det sande ikke automatiseret behøves adskilt fra.

Hermed er noget sagt om kulturens dannelse udfra det synspunkt, at hvad der skal dannes ikke er noget, der slet og ret skal indføres som fremmedelement, men noget der positivt læner sig op ad det allerede skabte. Dette er elastisk nok til ikke at fortjene dogmatiske domme og skrøbeligt nok til at fortjene omsorg. Men fordi mennesket som ånd tvangsmæssig og egoistisk har skammet sig over en ikke selvskabt natur, og med skammen etableret distancen, der udspiller sig ved, at vi ikke agter skaberværket, så kan en fredet naturvidenskab i dag upåagtet gå fri af friheden, førend samme videnskab bliver en manifesteret tvang, vi ikke har valgt.

Naturvidenskaben, der vil ændre og kontrollere naturen, fordi vi som mennesker ikke systematisk og entydigt ”kan regne med den,” kan – fordi naturen er gjort skammelig – betragte denne som ”det fremmede” uden at betragte sig selv som symptom på det fremmedgjorte. Men i naturvidenskaben handler det angiveligt om en hel anden nøgtern mine, ”ren metode”, ikke om at tage afstand fra eller tage parti for, men slet og ret at overtage det skammeliggjorte som nøgtern, værdifri og klinisk metode, adskillelsens.

Hvorfor kan vi ”værdifrit” ændre naturen? Fordi værdien allerede er trukket ud af den. Ligesom denne tvivlsomme frigørelse er sket som ”nøgtern modstand” mod en værdiladet og mennesketabuiserende kristendom, er det lettere nu at behandle skyld som et biologisk indgreb end som en etisk overvejelse. Vil denne naturvidenskabs ”helt frie” hænder i sin radikale ”god- og sundheds tjeneste”, føre til det uantasteligt sunde, der blot i mellem tiden er blevet sygt? Vil ”de kliniske hænder” ødelægge værdier så frit, som at man naturvidenskabeligt antager, at der slet ikke er (naturlige) værdier at ødelægge, vil hensyn til mennesket være hensyn til det effektive samfundsmenneske, der derfor bliver mere – hensynsfrit?

Markedet har brug for sygdom og sundhed, hvorfor sygdomme og deres helbredelse opfindes og sælges. Magten har brug for ”de svage” syge, de ”ikke effektive”, men væsenet under overfladen er i vores tid åndløs kontrol, regulering, styring, organisering, systematisering, mistroen til det menneskelige. Dét er historien om mistroen til vores natur, naturens afsjæling, ”fornuftens” ødelæggelse af vores moralske grundlag, og det er naturen.

Politikken skabes i dag i naturvidenskaben, men det gælder også mennesket – ingen af dem er på valg, mens begge alligevel kunne være et valg værd. Om genteknologi var en filosofi, der blev og kunne debatteres, men den er en filosofi, der først debatteres udfra dens fysiske konsekvenser Hvad lever den da op til? Det lever op til kravet om at fjerne det i naturen uønskede, og dette er meget vel det, som det effektive og totalitære samfund ikke opfatter som produktivt. Det ikke ønskelige i naturen stiller sig i vejen for mennesker, men det udvikler også mennesker etisk, ikke ved at fjerne men ved at blive levet med eller overkommet. For det er da naturen, der gør etisk, når vi frit tager stilling til dens tvang.

Det gælder, hvis mennesket har ment sig friere ved at gøre den ufrie natur til skamme, og siden naturvidenskabeligt befriet sig fra skammen langt ind i rent ”pragmatiske” og ”entydige” begreber, som er fjernet fra ”skyld” og ”samvittighed”. For så kan mennesket nu desto mere frit, uden denne samvittighed, fjerne det rent kropsligt uønskede, men også menneskeligt-moralsk ønskværdige.

Naturvidenskaben er barn af kristenhedens dualisme mellem krop og sjæl så meget, at den ”som frigørelse” lokaliserer det sjælelige i kroppen. Derfor har den som præstation og perfektion flyttet den kristne selvtortur fra det sjælelige til det kropslige. Kropsbrutalitetens overfladefokus trives i dag med den medicinske disciplinering, som den indbyder til, ligesom anoreksien er den sjælelige lidelse overført til området, hvor den ”er tilladt”. Men en ren klinisk, instrumentel opfattelse af kroppen siger mere om psyken end om kroppen selv, nemlig at der i henhold til effektiv og ”dogmeløs” regulering, resultater og ikke etisk udviklende processer, sker en disciplinering og kontrol, der udtrykker, at vi har mistet den på andre områder, nemlig de sjælelige. Derfor er det kropslige og de kropslige sygdomme selvfikseringen, hvor den endnu er tilladelig – og penge værd.

Når naturvidenskaben definerer det kropslige, som den gør, hænger det netop sammen med, at kroppen i kristenheden blev opfattet som skyldbefængt. Den måtte ”afsjæles” og behandles efter ”dens egne årsager” – årsager der derfor blev forskellig fra menneskets, og i dag er det mere kroppen end mennesket, man behandler. Naturvidenskabens fraspaltning af den kristne dualismes ene komponent er potentielt hensynsløs. Hvor spaltningen er uvidenhed eller hovmod, er splittelsen en samtale, dvs. en stedsevarende og udviklende kontakt, der er etisk i sin karakter, ikke en nok så værdifri lukken munden på dem, hvis indsigelser, man gerne overhører – og som måske mere overhøres af strukturer i vores samfund end af mennesker.

Hvad sker der i disciplineringen af mennesket og for mennesket, der på forhånd udelukkes fra at udtrykke sig, hvis ikke det finder andre forvrængede og intensiverede udtryksmuligheder og lokaliserer dem, hvor de er sværere? Det gælder ikke bare at genkende, men også at have sympati for dem. En genrejst og romantisk respekt for naturen, som den både ydre og indre, kunne være en positiv tilgang til genoprettelsen af naturen, der mere taler om indføling og åndelighed end kontrol og regulering. Det handler om hjertelighed og tillid – ikke at den arrogante mistillid til naturen lever videre som en lov over den, som vi derfor ødelægger, men at denne lov forkastes som vor egen.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays