Forleden skulle jeg holde et oplæg for nogle kolleger, der beskæftiger sig med en af de discipliner, som har været særdeles fremtrædende, især indenfor humaniora, men også indenfor samfundsvidenskab: diskursanalyse. Mit emne var forskellige diskurser om begrebet kultur og havde som baggrund en utilfredshed, jeg længe har følt i forhold til generaliserende inddelinger af store grupper af mennesker efter bestemte kulturelle træk eller anvendelsen af kulturen som det vigtigste element til forklaring af komplicerede socioøkonomiske processer som fx hele nationernes økonomiske succes eller fiasko.

Således skriver man om kulturer, der har stor afstand til magten, som er kollektivistiske og præget af maskuline værdier mm, og placerer Mexico og Kina i samme gruppe - alt dette efter at have behandlet betydelige mængder af data og tegnet snilde computerdiagrammer. På grund af deres enkelhed og nemme anvendelse har denne type klassificeringer nydt stor popularitet og skaffet ophavsmanden, hollænderen Geert Hofstede, en formue. Hans ideer har været vidt udbredte i akademiske kredse og er bl.a. blevet brugt af undervisningsministeriet i dets multikulturelle vejledning og af praktikere, som i det daglige arbejder med fremmede, såsom socialrådgivere og andre.

Et blandt mange andre problemer med den slags generaliseringer er, at de har tendens til at blive tomme etiketter, idet vi ikke er blevet klogere, når det handler om forståelsen af den mexicanske kultur, ved at konstatere, at den har vigtige træk til fælles med den kinesiske. Når man læser Hofstede eller andre kulturteoretikere, som Edward Hall, der taler om folk med lav kontekstkultur (Nordeuropa, USA) og høj kontekstkultur (Latinamerika, Asien, Mellemøsten), er man tilbøjelig til at give Frederic Jamenson ret, når han skriver, at kulturen er, brændemærker, som den ene gruppe sætter på den anden.

Der er andre forskere, som arbejder med mere sofistikerede generaliseringer om kulturer, såsom Huntington med hans teser om civilisationernes sammenstød; han har også skrevet om den fare, som hispanics udgør for USA's kulturelle identitet. Han har en forståelse af kultur, der har ligheder med en klassisk diskurs om denne. Kultur forstås som homogen (alle medlemmer af gruppen er gennemtrængt af denne), kohærent (alle dens dele hænger nogenlunde harmonisk sammen), essentiel (med faste og varige træk), adskillende (ethvert folk og enhver nation har deres kultur med en klar udformning og stil, der gør dem forskellige fra andre) og lokal forankret i et bestemt område, oftest nationens geografiske grænser.

Selvom denne klassiske opfattelse af kultur stadigvæk anvendes og er fremherskende i den politiske diskurs, kan man, som jeg gjorde, hurtigt konstatere, at der findes et hav af artikler og bøger, især af antropologer, men også sociologer, der har cementeret de postmoderne og socialkonstruktivistiske diskurser om kultur og identitet og bevirket, at de i akademiske kredse er blevet til common sense og mentale skemaer, hvis grundantagelser ikke kan anfægtes, uden at fjendebilleder og ekskluderende sprogbrug kommer i brug.

Den postmoderne og poststrukturalistiske sociologi og antropologi kritiserer de diskurser om kulturen, der associerer den med homogenitet, permanens og kohærens, blandt andet fordi de nedtoner eller skjuler især kønsmæssige og etniske antagonismer. Indenfor de brede rammer, som postmodernisme og poststrukturalisme udgør, er kultur og identitet associeret med synkretisme, hybriditet, pluralisme, uorden, bevægelighed, forandring m.m.

Ifølge denne diskurs har identiteten - både den sociale og individuelle - oplevet store forandringer i de senmoderne samfund i kraft af globaliseringen, svækkelsen af nationalstaterne og vedvarende hurtige og permanente ændringer. Sociale identiteter, som klasse, køn, seksualitet, etnicitet, race og nationalitet, der tidligere gav os fast forankring som sociale individer, er blevet fragmenteret og dislokeret, og som følge heraf undermineres vores oplevelse af os selv som samlede subjekter.

Hertil var der ikke de store indvendinger imod mit oplæg. Det, der skabte postyr, var min påstand om, at selvom postmodernismen og poststrukturalismen har opfanget nogle vigtige tendenser i den globaliserede kultur ved ovennævnte associationer, falder den ofte i den grøft, som den selv har kritiseret og udvikler sig til et dikotomisk tankesæt. Postmodernismen og den beslægtede modestrømning socialkonstruktivismen kendetegnes af en dyb og indgroet mistillid til begreber som sandhed, virkelighed og objektivitet. Universalisme er blot en undertrykkende byrde fra Oplysningstiden, hybriditet er altid bedre end renhed, pluralisme bedre end singularisme, forskel bedre end selvidentitet.

Indenfor det postmoderne og socialkonstruktivistiske paradigme må vi meget gerne snakke om den menneskelige kultur, men ikke om den menneskelige natur; om kroppen, men ikke om biologi; om køn, men ikke sociale klasser. Hvis man vover at påstå, at der måske er biologiske faktorer bag identiteterne, bliver man straks anklaget for biologisme, og hvis man hævder, at de væsentlige konflikter mellem Nord og Syd har meget mere at gøre med økonomien end med kulturen, anklages man for økonomisme.

Det er ikke altid sikkert, at hybriditet bliver betragtet som det bedste medlem af en nation eller etnisk gruppe. I Latinamerika findes der mange indianske grupper, som ikke var særlig begejstrede for at blive tvunget til raceblanding eller religiøs synkretisme. Som indvandrer er man ikke særlig tjent med at få at vide, at dansk kultur blot er forskellige diskurser hos forskellige grupper. Den danske kultur er ligesom alle andre karakteriseret af homogenitet (fælles værdier på nogle områder) og heterogenitet, stabilitet og forandring, kohærens og inkohærens, og det vigtigste er at få fat i, hvordan og i hvilken grad disse træk eksisterer og være i stand til at forklare dem for mennesker, der ikke er blevet socialiseret ind i den.

Efter min mening er det problematisk og utilfredsstillende, at vi ifølge de dominerende retninger inden for diskursanalyse, der bygger på postmoderne og socialkonstruktivistisk ontologi og epistemologi, ikke kan afgøre, om én diskurs giver en mere sand og objektiv beskrivelse af virkeligheden end en anden. Især når de indeholder mange beskrivelser af tingenes tilstand eller meddeler fakta. Da jeg kom med denne anskuelse, fik jeg alle deltagere imod mig, og det står klart for mig, at jeg havde været naiv i min antagelse om, at vi kan bruge mange metodiske indsigter fra diskursanalyse uden at købe hele synet på virkeligheden og alle dens epistemologiske antagelser. Det er ikke diskursanalysens formål, fik jeg at vide, at udtale sig om sandhedsgraden hos forskellige diskurser, og selv om vi ønskede det, ville vi ikke kunne, fordi vi ikke har adgang til virkeligheden uden om diskurserne.

Dette argument hørte jeg for mange år siden ved et forsvar af en ph.d.-afhandling på Copenhagen Business School (CBS). Efter behandlingen af omfattende materiale var doktoranden nået frem til den konklusion, at danskerne beskriver latinamerikanerne som folk, der både har økonomisk, politiske og fysiske mangler. De mangler udvikling, demokrati, lighed mellem kønnene, effektivitet og tænder. Til gengæld har de overskud af familiefølelse, lidenskab, og, kunne man tilføje, sanselighed. Men da jeg spurgte doktoranden, om dette var en nogenlunde sand og objektiv beskrivelse af, hvordan latinamerikanerne er, fik jeg som svar, at vi ikke kan udtale os om det, idet vi ikke har adgang til virkeligheden udenom sproget og andre symbolske systemer. Men dengang og igen i dag synes jeg, at argumentet halter. Som bl.a. John Searle har påvist: at vi bruger symbolske systemer for at beskrive virkeligheden medfører ikke, at vi ikke kan udtale os om sandhedsgraden af disse beskrivelser.

Jeg henviste til en polemik, der havde været i USA for nogle år siden, om menneskets oprindelse i Amerika. På den ene side er der tilhængere af indianske mytologier, der tror på, at de første mennesker kom fra åndernes underjordiske verden til overfladen. På den anden side bygger arkæologerne deres overbevisninger på arkæologiske beviser for, at mennesket kom til Amerika fra Asien. Handler det inden for dette område bare om to diskurser med den samme faktuelle gyldighed? Eller hvad med kreationismen vs. udviklingslæren? Er det bare to diskurser med den samme videns værdi? Den slags spørgsmål springer de elegant over. Måske fordi det ikke giver mening i deres diskurs: hvis virkeligheden og fakta skabes af sproget, vil det så ikke være en cirkulær slutning at sammenligne diskurser med virkeligheden og fakta?

Bagefter sagde en af de kolleger, der ikke havde deltaget i debatten, til mig, at min store fejl var at begynde at bruge begreber som sandhed. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er vigtigt at vide, om de fremmede nu også er voldelige, fundamentalister, sociale bedragere, mandschauvinister, sådan som de bliver repræsenteret (hvorfor repræsenteret, hvis der ikke findes en virkelighed uden for symbolsystemerne?) i en efterhånden dominerende diskurs. Eller er sandheden om dem ikke mere nuanceret og mangfoldig. Man behøver ikke at eje hele sandheden for at kunne kritisere denne nationalpopulistiske diskurs.

Det hjælper heller ikke i diskussionen med tilhængere af den postmoderne og socialkonstruktivistiske diskurs at henvise til statistiker eller fakta. Hvis de fremmede i den nationalpopulistiske diskurs bliver fremstillet som ’en invasionshær’ og ’en flodbølge’, hjælper det ikke at henvise til f. eks., at indvandrere fra ikke-vestlige lande kun udgør 5% af Danmarks befolkning. Hvis folk føler, at de er en invasionshær eller en flodbølge, er det sandt for dem set ud fra deres perspektiv og fra deres sociale og materielle omstændigheder.

I det hele taget forekom det mig, at der for de postmoderne og socialkonstruktivisterne ikke eksisterer en anerkendelse af den fakticitet, som den sociale og kulturelle verden, der jo er konstrueret af mennesker (hvem benægter dette?), får, og som tvinger os til at acceptere den uanset, hvad vi føler eller mener om den. Postmodernismen og socialkonstruktivismen præsenteres som særdeles progressive retninger, ja deres tilhængere opfatter sig selv som frontfigurer, der er i særlig samklang med tiden; det er deres forståelse af globaliseringen og det senmoderne samfund, der gør, at de har måttet kastet alle de gamle fortællinger over bord, heriblandt alle de klassiske regler for videnskabelighed. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved deres paradigme, er man bare et levn fra fortiden, der ikke har fattet det nutidige samfunds kompleksitet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at tabuisering af begreber som sandhed, objektivitet og virkelighed må henrykke finansfolk, spekulanter og spinddoktorer. I den postmoderne og socialkonstruktivistiske diskurs har ord og tegn ingen reference i virkeligheden, ligesom de formuer, der blev skabt i den sidste opgangsperiode, ikke havde det. Og er der ikke en sammenhæng mellem postmodernisme og socialkonstruktivismens dominans inden for humaniora og samfundsvidenskaberne og den form for politiske analyse, hvor det hele handler om kommunikationsstrategier?

Er der en forbindelse mellem på den ene side politikernes henvisning til folks retsfølelse og afvisning og nedgørelse af fagkundskab og videnskabelige undersøgelser, og på den anden side postmodernismens og socialkonstruktivismens tabuisering af begreber som sandhed, objektivitet, fakta og virkelighed? Hvis alle diskurser er lige sande og kontingens er deres grundvilkår, er det så ikke mest oplagt, at vi læner os til magtens diskurs? Hvad skulle grundene være til at skaffe os selv en masse besværligheder ved ikke at gøre det?

De postmoderne opfatter ikke sig selv om en strømning, der er et produkt af en bestemt historisk periode, men som dem, der har afmonteret enhver tænkning, der inddeler historien i perioder og hermed den vestlige tænkning, der eksisterede før dem. Men de er selv et produkt af en historisk periode (kommunismens fald og neoliberalismens sejr), og om nogle år vil de blive betragtet som en af de mange modestrømninger, der har præget den akademiske verden, og som har givet deres tilhængere tryghed, gensidig støtte, muligheder for professionelt avancement, magtpositioner m.m., ligesom det er sket med andre strømninger og skoler, der er blevet til sociale bevægelser gennem tiderne.

Lad os håbe, at vi kan bevare nogle af postmodernismens og socialkonstruktivismens landvindinger og indsigter til den tid og, at vi ikke kaster barnet ud med badevandet, når deres tid rinder ud.