Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Er stjerne et ord?


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Først og fremmest må jeg rette opmærksomheden på tvetydigheden i ovenstående spørgsmål. Naturligvis er stjerne ikke ét ord – det er mange ord. I hvert fald er det et ord med mange mulige betydninger. En stjerne kan eksempelvis være en egentlig, fysisk stjerne, men det kan også være en person, der har opnået anerkendelse inden for sit område. Roman Jakobson siger om denne tvetydighed, at det er ”[…] karakteristisk for sådanne asymmetriske par, at de to betydninger danner et hierarki; den ene er primær, central, egentlig, kontekstfri; den anden er sekundær, marginal, overført, kontekstbestemt” (1979: 99). At den ene er kontekstfri kan velsagtens modargumenteres (som Jakobson også selv gør det), idet det jo netop er kontekstbestemt, hvorvidt det er den ene eller den anden, man taler om. Den faktiske eller den metaforiske betydning må alt andet lige afkodes ud fra konteksten. Men det er dog rigtigt, at den primære betydning af ordet er den betydning, der, hvis ordet skulle fremstå uden kontekst, netop ville være betydningen af ordet. Den sekundære betydning fremkommer oftest kun, såfremt konteksten lader denne afkodning være åben.

Det er også blevet noget nært et idiom, at man stjerner ud, hvis man bliver sur over noget. Altså er ordet stjerne ikke længere blot en agens (noget der kan agere) af den ene eller den anden slags men også en handling. Stjerne bliver pludselig sat i forbindelse med noget, man kan gøre og ikke blot noget, man kan være. Her kan man så spørge, hvorfra dette idiom stammer, men dette er en diskussion, som vil tage langt mere plads end det, jeg kan tilbyde den her. Derfor vil jeg ikke komme ind på en sådan diskussion, men blot lade spørgsmålet være åbent for debat.

Den anden side af spørgsmålet er netop, om stjerne er et ord. Her vil jeg nok gå imod mange lingvister, når jeg siger, at jeg ikke anser stjerne som nødvendigvis værende et ord. Naturligvis er jeg ikke så dum, at jeg vil komme med nye betegnelser for det, der nu kaldes for ord, men jeg vil dog sige, at betydningen af stjerne er kontekstbestemt, og som sådan er dennes anvendelse og klassifikation som ord også kontekstbestemt. Hvis dette virker abstrakt, kan jeg berolige med, at jeg skal forsøge at udrede dette løbende. Først og fremmest vil jeg dog blive lidt ved konteksten.

Som nævnt ovenfor er betydningen af ordet stjerne netop bestemt ud fra den kontekst, i hvilken dette forekommer. Forekommer ordet i konteksten ”den smukkeste stjerne”, vil dette have en indbygget tvetydighed, hvor tegnet (stjerne) ikke umiddelbart kan siges at lægge sig til nogen bestemt referent, før ordet afkodes igennem ytringens kontekst (for mere om tegn/referent se Hall, 2008 [1980]). Man kan også kalde tegnet for udtrykket og referent for indholdet. Står ovenstående i et kærlighedsdigt, kan man med rette antyde, at ”den smukkeste stjerne” er en kvinde – eller i det mindste en fortælleren har rettet sin kærlighed imod. Eller sagt med andre ord så er udtrykket og indholdet afkodet metaforisk, og det primære indhold kan ikke tages i brug. Står ovenstående i en bog om astronomi, kan man dog gå ud fra, at betydningen er af den primære slags og altså, at den primære (eller den på overfladen kontekstfri) referent kan tages i brug.

Alt andet lige må det siges, at stjerne (bogstavsammensætningen) jo ikke som sådan har nogen lighed med det billede, dette bringer med sig, hvilket kan siges at gælde for langt de fleste (hvis ikke alle) ord. Dog kan man sige, at man til tider sætter ords auditive tegn (den lyd som vil lægge sig op ad en bestemt referent) sammen med ordet for eksempelvis at lette indlæringen (eksempelvis vovhund eller muhko). Andre gange tillægger man tegnet sin handling for at opnå en differentiering fra andre lignende tegn (eksempelvis sejlbåd/motorbåd).

For at vende tilbage til den initiale diskussion må jeg sætte spørgsmålstegn ved, om stjerne (eller ord i det hele taget) kan siges at være kontekstfri i sin betydning. Hvis ikke enkeltord opnår sin realisering igennem konteksten, kan jeg ikke se, hvorledes denne realisering bliver opnået. Som også Saussure siger det, så er ethvert ord styret af sin kontekst – det er så at sige umuligt at tillægge en given værdi til et hvilket som helst ord, uden at man først observerer omgivelserne for det givne ord (Saussure, 1916 [2008]: 19). Men på trods et ords afhængighed må man alt andet lige huske på, som også skrevet tidligere, at ord altid har en primær (eller normal/central) betydning og adskillige marginale betydninger. Den indfødte sprogbruger skal, for at få den fulde opnåelse af et sprogs potentiale indkodet og for at sprogforståelsen kan siges at være komplet, være i stand til at indse denne sammenhæng og være i stand til at kæde et tegn sammen med adskillige mulige referenter, af hvilke kun én kan siges at være den primære. Det omvendte kan også lade sig gøre, altså hvor én referent kan kædes sammen med mange forskellige tegn.

Det er også vel- og anerkendt, at man altid må forstå en sætningens enkeltdele, før man kan forstå en sætnings helhed og en sætnings helhed, før man kan forstå en sætnings enkeltdele. Dette kaldes den hermeneutiske cirkel, og denne er brugbar i forståelsen af ord for så vidt, at den netop forklarer det ovenstående (Gripsrud, 2005: 155). Intet kan, rent forståelsesmæssigt, forstås uden kontekst, men konteksten kan ret beset heller ikke forstås uden en grundlæggende viden om enkeltdelene. Altså må man til enhver tid kende til de adskillige betydninger af eksempelvis ordet stjerne, for man kan afkode dette i en kontekst.

Men man kan med rette påstå, i forlængelse af Barthes, at ”enhver sandhed begynder således som den gåde, der adskiller tingen fra dens betydning” (2004; 124). Eller med andre ord: enhver tegntydning begynder som en gåde, hvor man adskiller tegnet fra dets kontekst for at konstituere samtlige af ordet betydninger og slutteligt sætter den ind i en kontekst, i hvilken den udfylder en rolle, der bærer én eller et begrænset antal betydninger eller referenter. Altså er tydningen af tegnet at forstå i samme kontekst som læsningen af en detektivroman, i hvilken man som læser bliver hevet ud af en kontekst og skal forsøge at forstå det mord, der har fundet sted. Dernæst bliver man præsenteret for en række karakterer, der kunne konstitueres som morder for til sidst at finde frem til den endelige referent, hvilken man kan bebrejde for mordet.

Nu til det langt mere abstrakte. For at stjerne kan være et ord, må dette ses udenfor kontekst. Ytres ordet stjerne udenfor kontekst, er det præcist et ord – men ordet har ingen umiddelbar betydning. Altså vil ordet stjerne, på trods af dettes mange mulige afkodninger, stå som et ord uden én afkodningsmulighed, idet afkodningen altid netop afhænger af konteksten. Derfor må det siges, at selv et ords primære referent ikke kan bringes til virkelighed, medmindre ordet har en kontekst at blive afkodet i. Afkodningen bliver så abstrakt (eller så mangetydig), at det ikke bliver muligt at finde én mening, og dermed bliver ordet, der i kontekst har en mulig lukket betydning, pludselig udstyret med en åben betydning. Man kan altså sige, at nok er stjerne et ord, men i sin funktion som et sådant har ordet ingen betydning. For at ordet kan have nogen form for betydning, må dette have en kontekst. Det er netop konteksten, der konstituerer hele forståelsen af ordet. Dette er i høj grad semiotisk ladet, og i det hele taget er min anskuelse af ord bygget på semiotik.

Bliver ordet stjerne placeret i en kontekst (som ”den lysende stjerne på himlen”), er dette ikke længere et ord. Her bliver ordet en agens, der skal forstås ud fra den kontekstbestemte afkodning. Det vil altså sige, at når enkeltord bliver placeret i en kontekst, er de ikke længere ord men konstituenter i en sætning. Det er præcist sådan, det er med ord: når de bliver sat sammen i en logisk sammenhæng, bliver de til sætninger. Det er altså anerkendt, at ord sat sammen i en logisk sammenhæng ikke længere kan anses som enkeltord, men i højere grad må anses som meningsdannende konstituenter, der spiller sammen med de omkringliggende konstituenter, der tilsammen danner en mening – altså en sætning. Sagt anderledes så forbliver ord ikke ord, når de skal forstås i en kontekst.

Når man som barn lærer at tale, gør man det typisk på en sådan måde, at man, før man overhovedet begynder at kunne anvende sproget til informativ kommunikation, starter med at udtale enkeltord (eller lyde, der er fonetisk beslægtet med disse). Disse ord er oftest uden kontekst (som far eller mor), men bliver dog tildelt en kontekst af de personer, der skal afkode ordet. Disse afkoder altså de enkeltord, som ytres og sætter ordene i en kontekst, som dette i sig selv dog ikke lægger op til. Så snart barnet ytrer sit første ord, vil man sige, at dette kan snakke. Men før man kan kommunikere med andre end den indgruppe, der forstår at afkode de enkeltord, barnet kommer med (typisk den nære familie), må man som det første lære at placere de enkeltord, man kommer med som handling eller agens i en sætning (der er mange flere funktioner end blot disse to, men dette er de første, et barn opnår i sin forståelse, og derfor de basale og elementære i sprogforståelsen). Når man lærer at kontekstualisere ord, kan man siges at kommunikere på det helt basale plan.

Altså er ords væren som ord afhængig af, om disse forekommer i en kontekst. Er eksempelvis ordet stjerne ytret uden for kontekst, er dette naturligvis et ord. Men ytres ordet inden for en kontekst, er det en agens. Jeg er selvfølgelig klar over, at konteksten vil være bestemt af andre ord, og det er netop, når man sammensætter ord, at den elementære sprogforståelse opstår. Nogle vil sige, at elementær sprogforståelse er, når man forstår et sprogs grammatik. Jeg er uenig. Jeg mener, at den elementære forståelse af et sprog fremkommer, når man er i stand til at sætte enkeltord sammen, således at de i en kontekst giver mening – ikke nødvendigvis med et grammatisk korrekt sprog, men på et forståeligt sprog, som eksempelvis børns sprog når de påbegynder opbyggelsen af deres kommunikative evner. Her opstår der netop tit sætninger, som ikke er grammatisk korrekte, men på grund af kombinationen mellem agens og handling (og senere konsekvens og tid) bliver selv en grammatisk ukorrekt sætning forståelig i en kontekst. Altså, når man kan ytre en meningsdannende sætning, hvor agens og handling glider sammen (til trods for mulige grammatiske fejl), har man den elementære forståelse af et sprog. Dernæst kommer at forstå, hvordan enkeltordene rent faktisk virker som konstituenter i en sætning – altså grammatikken i et sprog – og hvordan en sætning rent faktisk skal opstilles, men dette vil nærmere være en udvidet sprogforståelse.

Som sådan kan det altså konkluderes, at stjerne er et ord, når dette forstås udenfor kontekst, men så snart man placerer ordet i kontekst, bliver det en konstituent, og i dette tilfælde en agens når ordet er substantiv. Alt andet lige er det misforstået at antage, at man kan forklare et ord uden kontekst. Intet er kontekstfrit, og som Jakobson siger, så er ord kontekstsensitive, og det er netop denne kontekstsensitivitet, der giver sprogets dets ”rigdom af frie variationer” (1979: 152). Altså kan ord som sådan ikke betragtes som kontekstfrie enheder, men må placeres i en kontekst, i hvilken de opfylder en konstituerende rolle.

Som en sidste bemærkning mener jeg, at det er på sin plads at komme med en definition på, hvad et ord så egentlig er, nu hvor jeg har brugt så megen tid på at forklare, hvad det ikke er. Som jeg ser et ord, kan det defineres som følger: Ord er mulige konstituenter i en sætning, der som minimum består af en meningsdannende rod. Med meningsdannende forstås en sådan mening, som findes i en given kulturs fælles kode. I tale er ord altså meningsdannende sekvenser af fonetiske lyde med en ”rodlyd”, og på skrift er et ord en sekvens af fonetisk baserede tegn (bogstaver), der danner en sammenhæng baseret på en meningsdannende rod. En sådan definition er udelukkende en arbejdsdefinition, og man må anerkende, at der er tilfælde, hvor selv denne ellers ret åbne definition ikke gælder. Hvordan vil man eksempelvis konstituere ord tegnsprog i denne sammenhæng? Men som udgangspunkt er dette definitionen på ord, og ord er det, der danner rammen om det talte og det skrevne sprog.

Anvendt litteratur:
Barthes, Roland (2004): ”La Buyère”. Forfatterens død og andre essays. København: Gyldendal.

Hall, Stuart (2008): ”Encoding/decoding”. The Routledge Critical and Cultural Theory Reader. London: Routledge.

Jakobson, Roman (1979): Elementer, funktioner og strukturer i sproget – Udvalgte artikler om sprogvidenskab og semiotik. København: Nyt Nordisk Forlag.

Gripsrud, Jostein (2005): Mediekultur, mediesamfund. København: Hans Reitzels Forlag.

Sausurre, Ferdinand de (2008): “Linguistic Value”. The Routledge Critical and Cultural Theory Reader. London: Routledge.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays