Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Systemets strukturelle ligegyldighed

- Og Foghs magtarrogance

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Lidenskaben og menneskeligheden forsvinder i systemer, der gennem ikke gennemskuelige processer renser for dem. Hvor forsvinder galskaben hen, om den ikke slet og ret udtrykkes i de enorme systemer selv? Fx i det forhold, at ”tjenerne” formår at bevare en saglig mine uden at anmærke systemernes forbrydelser til forskel fra menneskets. For menneskelige forbrydelser, der ikke forsvinder i et system, er dog mulige at påtale over for et menneske, mens systemers forbrydelser ikke er mulige at påtale overfor et system, uden at man dermed opretholder systemet og den, gennem påtalen, manglende mulighed – for dermed at opnå noget.

Det (ånds)historiske forløb synes at udtrykke et mislykket forsøg på tæmning af vores onde kræfter, mistilliden til dem, en heraf følgende tendens til at skabe manifeste (tanke)systemer og forpligtelser, som kun kan brydes ”ulovligt.” De onde kræfter må deponeres i rigide systemer, hvor mennesker må gennem talløse procedurer, der trætter dem og udmatter den onde drift. Det er muligt, at den lidenskabelige ondskab dermed formindskes eller holdes i ave. Men det er også muligt, at ondskaben findes i selve disse systemer som oplevelsen af den konstante udjævning og modstand, de lidenskabelige drifter møder; at systemerne tilfredsstiller en trang, således at mennesker opretholder en meningsskabende lidelse, der fastholder opmærksomheden på livet som smerte. Kampen mod systemerne kan fremkalde den forløsning, der kommer gennem strid og udmattelse, nemlig systemets retfærdiggørende udøvelse af en højere moral, og samtidig stadfæste: du må involveres menneskeligt, førend systemet kan fælde den dom over dig, der ikke tager hensyn til din menneskelighed.

Den afmagtssituation, der findes i Kafkas Processen, er den følelse, at K. har en ikke blot rationel forbindelse til de systemer, han ikke kan få adgang til, men snarere at forbindelsen til dem er følelsesmæssig og desto værre rationaliseres. Dette er den konstante underkendelse af K.s følelsesliv, der motiverer den fortsatte afhængighed til systemerne. Det, der er frygteligt, er ikke blot, at han ikke bliver forstået, men at han gør sig afhængig af (tanke)systemer, der legitimerer, at han ikke forstås, og at han, med sin omvurdering af de rent følelsesmæssige forhold til rationelle, miskrediterer sit eget væsen, som han er desto mere bange for at møde og derfor møder som afledte eller udspaltede sider af et system, ikke fornægtede sider af sit eget væsen.

K. udbygger en tilgang til mennesker, hvor man aldrig kan finde andet end rationel forståelse af sagsforhold, ikke følelsesmæssig indlevelse i menneskeforhold – med den begrundelse, systemer kender og underkender: deres beskyttelse mod den krævende menneskelighed? Når K. deponerer sit udspaltede jeg i processens ”organer”, skjules det, at den ikke sådan kan føre til menneskelig forløsning, som det understreges derved, at det er en rent fornuftsmæssig forståelse, K. forfejlet søger. Men hvilken fornuft kan erkende de irrationelle tildragelser uden også at fordreje deres væsen – som det sker i Processen: at fornuften som fornægtelse vælger fortolkningsinstanser, der kærkomment fordrejer det fornægtedes væsens?

Må fornuften foregive at kunne erkende den menneskelige dybde, desto mere efterlade den uden noget legitimt sprog? Det er den menneskelige dybde Fogh har forrådt, men han har med Dansk Folkeparti rationelt kalkuleret med denne dybde og udset sig de skjulte følelsesmekanismer, han på overfladen lødigt har styret i kraft af. Stadig mere spin og manipulation har under Fogh talt ned til vores menneskelighed, idet vi mere end at blive betragtet som individer med integritet er blevet betragtet, som systemet betragter mennesker: som en ansigtsløs masse, der legitimt er genstand for en udemokratisk styring.

I Processen vælger K. det forkerte middel, det rent fornuftsbetonede, og det skænker systemet ”fornægtelsens fordel,” som den hos K. er de følelsesbetingede anelser, han aktivt må modarbejde ved at fremme det systems præmisser, der undergraver ham. Det er denne fornemmelse, man havde hos Fogh: at det følelsesmæssigt afspaltede, han kun kalkulerede med men ikke indlevede sig i, havde så stor betydning for ham, at dets fornægtelse som perfektioneringen af dets rent rationelle styringsmekanismer blev en desto ivrigere definition af en intolerant menneskeforståelse, der undergraver det menneskelige.

Hvad der i Processen navnlig handler om mangel på kærlighed, udarter sig i stadig mere selvafvigende flugtmekanismer iklædt saglighed, rationelle analyser af fordele og sagsforhold, flugtmekanismer, der trægt ligger i eller udbygger systemets strukturer, og som levendegør kærligheden, når den kun er flugtens berøring med den. Processen kan forstås som den fornægtelse af kærlighed, der også er systemets egen forvanskede bøn om den, og den kan læses som en erfaring med, hvad der hos Fogh har været en ensidig udelukkelse af alternativ livsudfoldelse, hvad nok en tid opretholder systemet men ikke det menneskelige i det.

I andre praktiserede systemer mister ofrene tilsvarende deres menneskelighed, og systemernes rationelle virkemåde kræver, at systemets udøvere alene virker som dets tjenere. De skal i sig selv erstatte alt, hvad der måtte være menneskelighed med den samvittighed, der er systemets. Hvad der i systemer opbryder den meningsgivende sammenhæng og hindrer dets udøvere i at vide, hvordan det samlede hele opererer, retfærdiggør en fragmentering i kraft af hvilken ingen kan og må stå til ansvar, fordi ingen forstår den samlede helhed og dens hensigt og ånd. Træder et menneske her i karakter og manifesterer, at der findes en anden moral end systemets, straffes det.

Hos Kafka er der tale om en vigende proces, hvor også selvhadet over intet at opnå på systemets præmisser inkorporeres i systemet selv som voksende flertydighed og en grov vilkårlighed, der er stadig meningsgivende selvafvigelse. I andre systemer er der tale om mekanismer, hvor antrit til mening og sammenhæng brutalt afbrydes af ”strukturel ligegyldighed.” Der er ikke noget så ondt, at det ikke for tilstrækkelig mange systemer og tilstrækkeligt mange tjenere kan omvurderes til et gode, der bliver norm, også hvis det gælder den danske Udlændingeservice. I systemer taber mennesker gennem uigennemskuelige processer ikke blot trangen til mening og sammenhæng, fordi det vænnes til, at der aldrig kan placeres noget ansvar; overfor dem frygter mennesket også denne mening. Systemernes vigen er ikke mindst den formaliserede rationalitets indbyggede arrogance overfor det enkelte menneskes følelsesmæssige nød. Menneskeligheden formår et effektivt system på én gang at skjule og undergrave, men også at fremme i de former, der just er konsekvens af, at den ikke anerkendes: de alternative tænkemåders udtryk, der for en Fogh velgørende kunne underkendes, fordi de først viser sig i den negative form, der er konsekvens af, at de ikke respekteres. Det er som hos Fogh som i mange systemer: menneskeligheden fortrænges langsomt og skaber en negativ afhængighed hos de mennesker, der selvsagt blot er ofre for Retfærdigheden, og den underkastes igen, ved det næste led af strukturel uvished, ligegyldigheden over det. Denne ligegyldighed skaber også de mennesker, systemet behøver for at opretholde sig selv: ”de gyldige ofre,” der kæmper mod det.

Samvittigheden i systemer er opsplittet, som systemets mange udspaltede organer er det, og kan kærkomment ikke besvare de følelsesmæssige spørgsmål eller spørgsmål fra alternative grupper, systemet instinktivt henregner under den fornuft, der aldrig kan bedømme dem. Det er ”systemets beskyttelse mod menneskelighed.” Denne intolerance dækkede hos Fogh over et behov for at styre masser frem for at oplyse og debattere med individer. Skylden over, at alternativerne intet opnår, lever systemet af; at ”de alternative” selv påtager sig i den skabende modsætning til en Retfærdighed, der først bliver til, idet de dømmes uden for den.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays