Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Det ondes gode, det godes onde


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Det gode kan være i sig selv og hvile her. Det kan se meget og se bort fra alt – ikke i tryg forvisning om selvretfærdigheden, men om den menneskelige retfærdighed, det aner, idet netop denne jo begrunder en ellers uforklarlig og uforstyrret tilstand. Den tilstand af skønhed kan ikke forklares som andet end, at det gode og du selv i samarbejde er i stand til at manifestere den kærlige indlevelse, der ser andre mennesker, førend de dømmes.

Det onde reagere. Det har ikke nok i sig selv, og lider konstant af denne afhængighed, mangelen i dets væsen: at det må skabe lidelse. Men særligt lider det da af den potenserede afhængighed i afmagten, der kommer af, at hele mennesker ikke tager notits af det had, det onde søger at skabe, og ikke fx tilføjer sig selv det nederlag – og ondskaben den sejr – at reagere hadefuldt på den. I så fald både kommer hadet fra det onde og vender tilbage til det. Spørg mig ikke om denne forløsende afmagt og det stadigt voksende had er skønt for det onde, idet det naturligvis afkræver det nydelsen ved endnu en afmægtig handling, der nok engang, mødt med en hovedrysten og et smil, er den passende straf, det onde elsker.

Ikke at det for det gode er en straf, men at det for det onde føles sådan. Lad det onde være og sæt højst med uforstyrret ro et spejl op mod dets angreb, så vil dets egne kræfter springe det just som at dets angreb og ridt ikke udspringer af helende selvstændighed, men den evige mangels kamp for hadet, denne mangel nyder ikke at kunne forlade. Den, mangelen, nyder at opfatte ondskaben, ikke som et valg men som den eneste forløsende mulighed, hvori den altid var dømt til kun berettiget at kunne kæmpe sådan, ikke dømt til frihed, men befriende dømt til aldrig at kunne føle den – end ikke dømt til selvtilstrækkelighed, thi intet er tilstrækkeligt for det onde.

Da mennesker både indeholder det gode og det onde, og det gode ofte udvirkes som følge af en erfaring med det onde, står man ligesom, når man derfor med hele sit væsen vil udrette det gode, med en art gæld til det onde. Man føler ikke, man rent kan repræsentere det gode. Men da må man tilføje og tilføje sig selv denne sejr, når det bringes i hu: at det kun er i den dyrt købte erfaring med det onde, og jævnligt i kraft af det, at man udvirker det virkeligt gode. Det er kun i kraft af det mod og den udholdenhed, der på ét stadie ligefrem ubevidst kan have sin kilde i det onde, da vi alle begrunder vores handlinger med det gode. Det er kun i kraft af det mod og den udholdenhed, der kommer af at gennemskue det onde med et hjerte, der stadig mere tør vedkende sig sin varme, at det gode bliver, hvad det er: godt. Lykkeligvis godt og ligeså frygteligt som at det gode både logisk og menneskeligt rummer det onde og derfor altid er i overhængende fare for at springe. Er det gode da netop, hvad der kun med pligt stort set alligevel ikke kan holdes sammen, fordi naturlige drifter, defineret som ondskab, jager det ind i sit karakteristika som ”evigt tilbageholdende kontrolorgan,” dvs.: er det gode den hæmning, vi mere pligtmæssigt end følelsesmæssigt pålægger vores naturlige drifter, det onde selve vores natur?

Når vi ikke tør opnå det gode, der skræmmer os, er det fordi vi med dets mange tilsyneladende krav ikke føler os værdige til det og derfor forsøger at skræmme det væk med dét onde. Dette onde forstår vi på dette stadie som det eneste legitime og i øvrigt gode forsvar mod ”det onde”, som vi føler angriber os. At det er det gode, der ”angriber,” og os selv, der kaster det ondes farver over det, opfatter vi ikke. Forsvaret mod det gode er ubevidst, ligesom forsvaret mod os selv. Angrebet fra det gode bliver den os ubevidste men selvskabte anledning til et forsvar, der opretholder det trygge selvbillede, behovet for den stadige bekræftelse af det forhold: at vi ikke tilhører det – eller navnlig, at vi, givet den gode modstander vi dog kalder ond, netop tilhører det.

Vores ”onde” reaktioner forekommer os tilsvarende at være legitime forsvar mod udefra kommende, uberettigede angreb, men snarere er de vores eget behov for legitimeret at ville det onde, samt igennem de selvskabte angreb at bekræfte en selvforståelse, vi ikke har kræfter til at slippe. Ofte har vi ikke kræfterne til at ville det gode, overhovedet både at turde se det, udvirke det og vente på det. Igennem dét godes angreb, vi selv fremkalder, og som for os mærkes som et tvingende forsvar mod det onde, bliver vi selv ”gode,” dvs. retfærdige, og har just følelsen af, at det er det onde, vi redeligt bekæmper, mens vi dog slet og ret bekræfter det.

Det onde lever af at skræmme. Ligeså tilfældige som dets mange flertydige angreb er entydigt onde, og ligesom disse angreb ligesom kommer fra en ”spredt kilde,” der ikke over sig har den samlede identitets bastante varighed og disciplin, der vel kun kan udspringe af et menneskeligt og ikke umenneskeligt mål – ligeså svært er det at fiksere det onde. Trangen til det kommer jo også kun hos den, der virkelig udsættes for det. At det onde er ynkeligt og svagt, er ingen nyhed, heller ikke at det fortjener forståelse mere end udstødning, fordi det grundlæggende har og får sin energi gennem det, der ”ikke er helt,” og hadefuldt aldrig vil være det. At det onde også er et savn og en bøn om hjælp, og at mange gode mænd er blevet onde af at forsvare sig mod ondskaben, er ærgerligt. Men siger det noget om det godes styrke eller det ondes? Siger det alene noget om det ondes gemene, flagrende, bestandigt ubestandige ynkelighed, der mere samler mennesker end sig selv?

At det onde overhovedet kan true dig, er ikke blot ofte misforstået eller ganske villet at tilkende det heroisk ondes ynkelighed for stor en latterlig alvor. Det er slet og ret ofte at skænke dig selv denne alvor, dig, der dog vel ikke har brug for den selvfølelse, der kommer af at stå i modsætning til det? Den holdning, at du til enhver tid allerede har tabt til det onde, er den holdning, hvormed du vinder over det. Nederlaget til det onde er kun en ære. Ville du da overhovedet nedværdige dig til at besejre det, når det netop har kæmpet med sig selv og kun viser sig, fordi det har tabt? Det har jo aldrig turde kæmpe kampen på det godes præmisser, mens netop du dog altid har befundet dig på det ondes banehalvdel og ligefrem der forsøgt at forstå det med din hårdt opøvede mildhed, som det onde ikke desto mindre forventer og forventer besejret. Sejren forventer det navnlig i tiltroen til sin egen kraft, der hviler på den opfattelse, at det onde viser sig som en stor trussel og ikke med forsigtighed kan passeres som det kølige pust, der just i varmen behagede mig. Jeg mener: har det vist samme forståelse for din godhed som dig for det ondes ondskab?

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays