Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Sandet i Sarasvati / Turbine / 72 sider
Tekst: Petri Tolppanen, ill: Jussi Kaakinen
Anmeldt 18/6 2013, 22:28 af Torben Rølmer Bille

Tegnet undergangsfabel


Tegnet undergangsfabel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Verden er af lave, det ved efterhånden selv det yngste barn. Vi forbruger alt for meget, sviner vor klode til og de seneste års vilde vejr er, i nogle menneskers optik, håndgribelige beviser for at enden, med ufravigelige skridt, er nær. Selv om eksperterne strides, er det i al fald vældigt sundt at diskutere, om og hvad vi kan gøre for at få bremset denne udvikling, så en flodbølge af Bibelske proportioner, takket være polernes smeltevand, ikke vil vælte ind over verden og drukne de fleste af os.

Et bud på en fiktionaliseret tilgang til dette skrækscenarie blev leveret i 2005 af den finske miljøaktivist og forfatter Riso Isomäki i bogen Saravatin hiekkaa der i foråret 2013 blev omsat til en både kompleks, ordtung og interessant tegneserie under titlen Sandet i Sarasvati.

Selv om målgruppen for denne grafiske roman ifølge forlaget er ”unge”, så er Sandet i Sarasvati en tegneserie der nok kræver, at man har passeret de mellemste teenageår for helt konkret at forstå og ikke mindst påskønne det budskab der bliver leveret undervejs. For det første opererer bogen med en lang række figurer og nationaliteter samt en masse begreber og facts, der ikke nødvendigvis forklares i detaljer, så for at få det fulde udbytte kræver det altså en vis portion årvågenhed af sin læser. Det er ikke bare en historie man læser fordi den er spændende og flot tegnet (som dog også er tilfældet), det er lige så meget en fortælling man læser som en slags springbræt til den aktuelle miljødebat.

Til trods for at det er en tegneserie, der er i grunden bedst kan beskrives som science fiction byder de 72 sider på en ganske stor mænge facts, der derfor gør at historien må siges at høre til den fortrinsvis ”hårde” kategori af denne genre. Her er det så videnskabselementerne og ikke så meget på de bløde humanistiske værdier, som man ser så mange andre steder. I sagens natur handler det om klodens og menneskehedens overlevelse, men selv om der er en række figurer med i fortællingen er det ikke deres skæbne, som det det vigtigste – det er hele verdens skæbne, der her berettes om.

Fortællingen starter med at en forsker Sergej bliver kontaktet af en kollega i Indien. Hun har gjort et opsigtsvækkende fund på havets bund – resterne af en oldgammel civilisation og vigtigere hendes forskningsresultater peger også i retning af årsagerne til denne civilisations endeligt. Fortællingen springer til en række andre forskere rundt omkring i verden der også gør væsentlige opdagelser som handler om indlandsisens forsvinden og den globale opvarmning. Da alvoren går op for disse videnskabsmænd og de får bragt deres resultater sammen er det stort set for sent, for kort tid efter rammes kloden af nærmest altødelæggende klimaforandringer.

Selv om det på papiret kan synes en ganske grusom historie, bliver der dog også levnet plads til håb om menneskehedens overlevelse mod slutningen, men budskabet er, at vor klode på sæt og vis selv er i stand til at gøre modstand og rydde op i det skidt som civilisationen har ophobet.

Ud over at være ganske spændende læsning, er tegneserien meget flot tegnet og farvelagt. På mange måder minder stilen om en ny version af den klassiske belgisk/franske tegneserietradition, men forskellen er her at linjerne er mere ekspressive og farvespektret mere nuanceret.

Selv om Sandet i Sarasvati måske ikke ligefrem er hyggelæsning, eller vil appellere til de der foretrækker actionfyldte tegneserier, vil den forhåbentlig stadig kunne finde sin målgruppe. Uden at have nogen erfaring udi at undervise i naturfag i folkeskolen, så lyder vurderingen herfra, at tegneserien sikkert ville kunne være en glimrende lektie at give de ældre elever med hjem, så de i denne letfordøjelige fiktionsform sammen med deres underviser kan få sparket debatten om fremtidens miljøudfordringer godt i gang.

Forrige anmeldelse
« Mimbo Jimbo besøger en ven «
Næste anmeldelse
» Aske »