Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Aske / Aben maler / 112 sider
Tekst: Mikkel Ørsted Sauzet, ill: Mikkel Ørsted Sauzet
Anmeldt 18/6 2013, 22:29 af Torben Rølmer Bille

Rød som blod


Rød som blod

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vinderen af ”årets danske debut” ved uddelingen af Pingprisen 2013 gik velfortjent til Mikkel Ørsted Sauzet for hans fortælling Aske, som Aben maler udsendte i foråret. Det er en barsk og blodig fortælling om et slaveoprør på Haiti, skildret uden anden skrift end nogle enkelte onomatopoietika og tegnet næsten udelukkende med rød pen.

Har man ikke haft muligheden for ved selvsyn at opleve Aske, så lyder dette måske som en tegneserieudgivelse, der virker meget søgt og som måske er tænkt som et beviste selviscenesættende stunt fra tegnerens side for at få opmærksomhed, men realiteten er, at udgivelsen både fortæller en medrivende historie om et utilpasset barn, er helt eminent til at bruge næsten filmiske virkemidler i sin formidling af stoffet og som til trods af det noget monokrome udtryk lader indhold og udtryk passe overordentligt fint sammen.

Den røde farve er næppe valgt tilfældigt, for det er en fortælling der er søbet ind i blod. Først fødslen af Askes egentlige hovedperson. En slavinde hugger sukkerrør ned da veerne begynder, hun føder et kridhvidt barn, utvivlsomt slaveejerens, men da hun forsøger at springe i døden fra klipperne reddes den hvide bastard af en af slaveejerens mest betroede folk. Barnet overdrages til den lokale amme der, i en ad de stærkeste enkeltsider, vælger at skubbe det hvide spædbarn væk fra sit bryst.

Parallelt med disse begivenheder, hvor tilfældet synes at styre liv og død, ser læseren også en gammel mand, sandsynligvis en voodoopræst, fifle med en dukke, der kommer til at repræsenterer barnet og senere, den unge pige, som er hovedpersonen i Aske. Han synes at gribe ind i fortællingen og muligvis ændre udfaldet af begivenhederne, men da han dør tager mulatpigen selv dukken og kommer på den måde til selv at være herre over sit liv. Det er gennem hende at historien om slaveejernes brutale fremfærd bliver fortalt og det er en historie fyld med had, brutalitet og udnyttelse.

Aske er ordløs, og det er der muligvis en pointe i, eftersom at slaverne som den handler om, ikke havde en egentlig stemme. Det røde blæk bliver synonymt med til det blod pisken pisker frem fra deres rygge men de sorte vévés som adskiller kapitlerne samt dukken bliver symboler på den magt over skæbnen som slaverne alligevel besidder. Det er ikke symboler der er så obskure at læseren bliver hægtet af, tværtimod, styrken ved Aske er at den som ”ren” tegneserie formår at fortælle en ganske kompleks historie, uden brug af ord, andre end de lyde der er strengt nødvendige, når fortællingen bevæger sig mod sit pulserende klimaks.

Skal der endelig lyde en kritik af den ellers så fremragende debut, så kunne det være at Mikkel Ørsted Sauzets figurer, især de hvide slaveejere, forekommer ret stive i stregen. Især deres ansigtstræk er ikke altid lige vellykkede og der er enkelte splash-sider (som eksempelvis den hvor slaveejeren ryger en cigar og kigger ud over plantagen) hvor der synes at være noget galt med mandens fysiske proportioner især hans højre arm. Det er muligvis kun noget man lægger mærke til, hvis man er meget pedantisk, men det må undertegnede så være skyldig i.

Til gengæld er Aske hurtigt læst, men det er en bog man hjertens gerne vil genlæse – både på grund af den nærmest fysiske oplevelse den giver sin læser, fordi man har lyst til at nærstudere tegningerne i detaljer, men også fordi den på fineste vis formår at formidle et handlingsforløb der er meget filmisk i sin formidling. Der er passager som man dvæler ved, eksempelvis bølgernes brusen mod klipperne i starten af bogen, eller scenen umiddelbart før, hvor vor hovedperson bliver født og læseren nærmest svæver væk fra den fødende kvinde. Det er utroligt virkningsfuldt og med stor sans for det dramatiske i tegneserieformen.

Man kunne måske spørge sig selv hvorfor denne historie er vigtig, når 1700tallets slaveoprør tilsyneladende ligger så fjernt fra vores hverdag, men magtforholdet mellem de der tvinges til hårdt, fysisk arbejde på den ene side og dem der høster frugterne af dette på den anden og ikke mindst den iboende racisme er fortællingen desværre uhyggeligt aktuel og universel. Aske er altså både en flot, særpræget, tankevækkende og ganske unik udgivelse, der endnu engang beviser hvor mangfoldigt det danske tegneseriemarked er i øjeblikket.

Forrige anmeldelse
« Sandet i Sarasvati «
Næste anmeldelse
» Senseis Mappe del 1 & 2 »