Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Min Fars Dagbog / Forlaget Fahrenheit / 272 sider
Tekst: Jiro Taniguchi, ill: Jiro Taniguchi
Anmeldt 13/3 2013, 20:33 af Torben Rølmer Bille

Fremmedgørelse og forsoning


Fremmedgørelse og forsoning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi har tidligere her i kapellets fugtige hvælvinger med begejstring kastet os over den japanske mangategner Jiro Taniguchis fortræffelige udgivelser. Først i form af Min fjerne barndomsby og dernæst Manden der går tur og i november 2012 udkom et værk, der oprindeligt stammer fra 1994 med titlen Min fars dagbog.

Kronologien i de danske udgivelser er lidt mærkværdig idet fortællingen om barndomsbyen er den nyeste (1998) og den vandrende mand er den ældste (fra 1992). Disse kronologiske spidsfindigheder betyder dog ikke så meget, for det spørgsmål, som de læsere, der blev fascineret af de to andre bøger, sikkert stille sig er, kan Min fars dagbog leve op til det høje niveau? Svaret er både ja og nej.

Et stort og klart ”Ja” ytres idet man studerer illustrationerne og detaljegraden i tegningerne. Her leves der fuldt op til de andre værker, men et forsigtigt ”nej” skal også lyde fordi fortællingen denne gang aldrig bliver helt så gribende, sikkert fordi den er langt mere jordbunden og forankret i en benhård realisme, end tidligere.

Fortællingen centrerer sig om den unge mand Yoichi, der som ung teenager forlod barndomshjemmet for at søge lykken så langt væk fra provinsbyen som muligt. Han vill også lægge afstand fra den far som han, af forskellige årsager, følte sig fremmedgjort overfor. Nu er faderen død og derfor rejser han hjem til barndomsbyen hvor han kærligt mødes af venner og familie, som ikke har set ham i alle disse år.

Det er gennem faderens venners og familiemedlemmernes historier, at Yoichi langsomt, men sikkert får et helt anderledes syn på sin far, end det han var taget af sted med. De forskellige beretninger gør at hvad der tidligere var særdeles fragmenterede brudstykker af information, nu samler sig til en ganske smuk mosaik, der tvinger Yoichi til at revurdere sin holdning til faderen og de valg som manden traf gennem sit liv.

Rammehistorien foregår altså i et par døgn hvor familien våger over den døde før han skal begraves. Dette er en tradition, som ikke er unik japansk, men som i hvert fald ikke praktiseres ret mange steder herhjemme. Det virker lidt som en skam, for i stedet for at døden bliver ren tragedie, bruges tiden inden begravelsen på at fortælle historier om afdøde for på den måde at sikre at denne lever videre i de efterladtes bevidsthed.

I trit med at historierne om faderen fortælles og Yiochi tænker tilbage på sit eget liv, benyttes flashbacks, der først måske kan virke lidt forvirrende på læseren, men som hurtigt giver fin mening og dybde til historien. Moralen i Min fars dagbog kunne være, at man ikke burde vente med at tilgive folk til efter de er døde og at man indimellem måske burde lade andres behov få præcedens over ens egne.

Min fars dagbog er helt bestemt læseværdig, men det er en ganske teksttung sag, der sikkert ikke vil appellere til alle, der holder af graphic novels. Til gengæld udnytter den, lige som de to andre Tanigushi-udgivelser, at man i tegneserieformen kan reetablere den tabte tid uproblematisk. Eksempelvis kan bylandskaber som blev lagt øde af naturkatastrofer for mange år siden komme til at fremstå lige så klare og nærværende som de øvrige omgivelser.

Det er altså endnu engang en fortælling, der kredser om emner som hukommelse, skyld, meningen med livet og ikke mindst familiebånd – men det er, desværre ikke en bog der er hverken lige så lyrisk let, eller så fabulerende som de forrige. De læsere der foretrækker at fjerne det magiske aspekt ved magisk realisme, vil sikkert frydes over at Min fars dagbog netop er holdt i en meget nøgtern og stram stil, men alle os andre der holder af at tegneserieformatet også bruges til lidt mere eksperimenterende, må se os forbigået.

Forrige anmeldelse
« Han, hun og Algobatoren «
Næste anmeldelse
» Tegn på kærlighed »