Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Tegn på kærlighed / Cobolt / 264 sider
Tekst: Aline Crumb & Robert Crumb, ill: Aline Crumb & Robert Crumb
Anmeldt 9/5 2013, 21:19 af Torben Rølmer Bille

Hr. & Fru Crumb tegner og fortæller


Hr. & Fru Crumb tegner og fortæller

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Gamle hippier og andre ”aldrende” tegneseriefans vil ikke have problemer med at identificere Robert Crumb, for det var primært folk som ham (der sammen med Gilbert Shelton og en række andre fremtrædende serietegnere), der lagde grundstenene til de meget frisindede, ofte kontroversielle independenttegneserier man kunne finde i 60’erne og 70’ernes undergrundsmiljøer. De sorthvide striber stod som oftest i skærende kontrast til de mere etablerede serieforlags kulørte metervareproduktioner, hvor fri sex, hang til euforiserende stoffer, minoriteter eller andre dele af ungdomskulturen ofte slet ikke blev belyst – takket være bl.a. den amerikanske Comics Code Authority. Forsøgte de etablerede forlag alligevel at bevæge sig ind på disse territorier var det ofte i en meget metaforisk form.

Robert Crumb huskes som skaberen af bl.a. Hr. Naturli’, Fritz the Cat (som efterfølgende kom til at forfølge ham i en grad der fik ham til at hade figuren så meget, at han slog ham ihjel) og senest så vi her på kapellet nærmere på Robert Crumbs monumentale tegneserieværk med udgangspunkt i Biblen kaldet Verdens Skabelse.

Her oplevede vi R. Crumb fra en helt anderledes, langt mere sober og seriøs side. Her var der ikke mange storsavlende mænd, der gokkede pik til kraftige pigeunderben, men foretrækker man den form for Crumb tegneserier er der håb, for i Tegn på kærlighed (mundret oversat fra den amerikanske originaltitel Drawn Together) er der nok lummert materiale til at opvarme en middelstor dansk sportshal.

Det særlige ved Tegn til kærlighed, er at den samler alle de striber som Robert har lavet i samarbejde med Aline Kominsky-Crumb, der har været hans kone i over 35 år. Det er ikke sådan at forstå, at Crumb egenhændigt har skabt fortællingerne, for som originaltitlen antyder, så har Aline selv tegnet sig selv når hun optræder og ligeledes været med til at forfatte skrevet at hendes figurs talebobler og visse billledtekster. Det er en virkelig fin idé, for det er ganske tydeligt at se forskellen på Robert og Alines streger og indimellem også på deres tekst.

Det er samtidig også dette samarbejde og forskellige niveau af tegneevne, der bliver den store bogs akilleshæl. For selv om R. Crumbs tegneserier altid har været kendetegnet af, blandt andet, en række bizarre og absurde indfald koblet med hverdagslivets genvordigheder, som kan ses i bl.a. striber som Lad os æde, så virker denne blanding af hverdagsliv og tegneseriefabuleringer fint i Tegn på kærlighed, på det fortællemæssige plan. Bogen handler jo om parforholdets genvordigheder oftest i sin allergrimmeste og mest udkrængende måde, men det er svært ikke at blive bare en anelse irriteret undervejs over Alines grafiske indlæg.

Fru Crumb er nemlig ikke en så fremragende tegner som hendes mand er. Faktisk er hun ikke engang en hæderlig tegner. Enkelte vil måske ligefrem påstå, at hun i virkeligheden ikke er særlig god til at tegne – og dette bliver især gjort tydeligt når hendes naivistiske gengivelser af sig selv, er sat på baggrunde eller foran figurer tegnet af Hr. Crumb. Alines bidrag kan derfor ses som en række invasive tegninger, der nærmest presser sig insisterende ind på Crumbs øvrige univers.

Det er selvfølgelig en del af ideen bag deres striber, at de netop er fælles i alle sammenhænge, men uanset hvor vigtig hun har været for Roberts personlige liv og uanset at hendes bidrag til denne serie også er det der bærer samlingen frem, er det svært at se udenom at hun burde overlade illustrationsopgaven til hendes mand. Dette er også sket indimellem, især på de steder hvor tegningernes kompleksitet har oversteget hendes evner. Det er i al fald tydeligt at se, når det er Robert der har gengivet hustruen, i stedet for hende selv.

Bogen handler, som nævnt, om parforholdet i alle dets afskygninger og skal man tro på at det er blot en brøkdel autobiografisk materiale, der præsenteres i tegnet form for læseren, så er det bestemt hverken kedeligt eller ubesværligt for parret at være sammen. I en af de første længere fortællinger bliver de da også enige om at bruge lidt tid hver for sig selv, så mens Robert daffer ludfattig rundt og forsøger at overleve ved at tegne, tager Aline til Mexico, tripper med en veninde og hygger sig ganske bravt, inden hun begynder at savne ham.

Der er stor dog variation i bogens mange forskellige fortællinger, hvor nogle kun varer en fem-seks sider, er der også historier, der – efter behov - strækker sig over tyve sider eller mere, og selv om nogle af striberne har mange år på bagen, er der sikkert stadig, den dag i dag, mange, der både vil forarges og blive provokeret af indholdet, hvilket også er den åbenlyse mening med en del af serierne.

Hvad der til gengæld ikke er provokerende, er selve udgivelsens kvalitet, for det er lykkedes Cobolt at skabe en virkeligt lækker tryksag, hvor de oprindelige tegneseriehæfters forsider er gengivet i farve og selvom de fleste striber er i sort/hvid, er de serier, der oprindelig var i trykt i farve naturligvis gengivet på samme måde heri. Derfor vil Tegn på kærlighed være en oplagt ’coffee table’ bog at have liggende, hvis man altså vil sende signalet ”jeg kan lide småfede lår” til ens omverden.

Så har man lyst til at opleve endnu en facet til R. Crumbs efterhånden meget omfattende tegneserieproduktion, så er der al god grund til også at få fingre i denne udgivelse, men selv om der er meget materiale at kaste sig over og en række sjove, ækle og småperverse situationer at more sig over - et tegnet manifest til 35 års partnerskab og ægteskab - må det samtidig siges, at Tegn på Kærlighed ikke hører til R. Crumbs vigtigste, eller mest indflydelsesrige værker. Dette skyldes ikke kun, at de enkelte striber strækker sig over mange år og har mange foki, men især at man, som nævnt, godt kan irriteres over at Alines ikke besidder sin mands tegneevner. Det er derfor mere charmerende, skævt og hjertevarmt, end det er en stor tegneserieoplevelse.

Forrige anmeldelse
« Min Fars Dagbog «
Næste anmeldelse
» Daytripper »