Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




De pyntede børn / Aben maler / 112 sider
Tekst: , ill: Mads Ljungdahls
Anmeldt 7/11 2011, 17:54 af Torben Rølmer Bille

Cirkus Lynch


Cirkus Lynch

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

At kalde Mads Ljungdahls udgivelse De Pyntede Børn for en tegneserie er vist noget af en tilnærmelse, for det er snarere en kunstbog, der igennem 53 tableauer overlader meget af tolkningen og konstruktionen af et egentligt narrativt forløb – forudsat at der er et sådant - til læseren. Det er forlaget Aben Maler, der endnu engang har udsendt en meget flot trykt og eminent indbundet udgivelse, der endnu engang beviser at de virkelig kræser for de bogkøbere, der ikke kun sætter pris på indhold, men som i slige så høj grad priser de taktile kvaliteter ved en bog.

Grunden til at denne anmeldelse så alligevel starter ud med at benytte ordet ”tegneserie” er dels med udgangspunkt i forlagets øvrige udgivelser, dels i den amerikanske tegneserietegner og tegneserieteoretiker Scott McClouds udsagn om at tegneserien kan defineres som: ”juxtaposed pictoral and other images in deliberate sequence intended to convey information and/or to produce an aesthetic response in the viewer”, som han skriver i sin glimrende bog Understanding Comics og det er en definition som De pyntede børn lever op til. For selv om titlerne på de enkelte tableauer, sagtens kunne opfattes som titler på individuelle kunstværker uden anden relation til hverandre end at det er samme kunstner, der står bag dem så rummer titlerne på værkerne, især set sammen med bogens titel: De Pyntede børn – Historier og Gåder om Det Priviligerede Menneske en fortællende egenskab, der går, at man nærmest automatisk forsøger at placere de enkelte billeder i en form for narrativ struktur.

Dertil kommer at de figurer, der optræder på Mads Ljungdahls billeder går igen fra tableau til tableau, deres navne optræder i billedernes titler, så læseren kan følge Lombert, Milla, Palanquin, Pilo eller den skumle mand Histor Pister fra rum til rum. Selv om disse figurer er både stiliserede, maskelignende og er stift inplaceret i bogens omgivelser og selv om enkelte af disse figurer endda har evnen til at optræde flere gange indenfor samme ramme, så synes der at være en form for bevidst valg der ligger til grund for at de optræder i netop disse tableauer, selv om grunden er en som tilskueren ikke umiddelbart kan gennemskue.

Billederne forekommer at være skabt dels ved håndtegning, dels ved at fotografier, teksturer og forskellige lyselementer er blevet efterbehandlet i en computer så det sammen skaber en helhed. Billederne fremstår på denne vis som en form for elektronisk manipuleret collage, der både udfordrer opfattelsen af perspektiver og måske endnu tydeligere stofligheden i billederne.

Nogle tableauer leger bevidst med at være næsten symmetriske i deres opbygning (eks. Garderoben, Oplysning – Bag Lyset eller Pakken, en symmetri der dog altid brydes ved nærmere eftersyn. Andre forsøger at skabe noget for-, mellem- og baggrund, selv om det samlede indtryk altid fremstår som flade: et billede, en todimensional størrelse.

Billederne er alle holdt i dystre, mørke toner, der ofte står i kontrast til mange af figurenes lysende, hvide, papirklipskvalitet. Der er noget foruroligende ved de naive, comedia del arte-lignende figurer, sat kontrapunktisk ind i dramatiske baggrunde, der nemt kunne være løftet fra en ikke-eksisterende David Lynch film.

Den måde som en form for naiv, fantasifuld og nærmest barnlig side sættes i kontrast til såvel nogle af de øvrige figurer, motiver eller titler gør at De pyntede børn skaber et særegent univers, der både forekommer lidt perverst og uhyggeligt men som samtidig ikke er blottet for en særegen æstetik og sort humor, der måske især vil tiltale de der i forvejen holder af det gotiske.

Udgivelsen er muligvis hurtigt overset, idet det ikke tager lang tid at bladre sig gennem bogen, men det er en bog der sikkert vil gøre det godt som coffee-table bog, som gave og som et lille univers, der godt kan tåle at man besøger det mere end en gang. Skal man endelig udsætte noget på bogen så kan udgivelsen måske godt klantres for ikke at være virkelig original og holder man ikke af moderne kunst kunne man nemt forfalde til at kritisere udgivelsen for at være alt for spekulativ, for man har ikke nødig at iføre sig den store analytiske hat for at kunne tolke sig frem til at næsten alle tableauer handler om sex, død, kroppen eller livet forklædt som maskespil – men uanset om man er til den slags eller ej, kan ingen anklage bogen for at mangle grafiske kvaliteter eller udfordre læseren.

Forrige anmeldelse
« Almægtig «
Næste anmeldelse
» Post-It monstre »