Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Solas, episode 2 - det stille angreb / Forlaget Fahrenheit / 72 sider
Tekst: Anders Walther, ill: Anders Walther
Anmeldt 24/5 2010, 21:25 af Torben Rølmer Bille

Labre streger til forudsigelig fortælling


Labre streger til forudsigelig fortælling

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen tvivl om at Anders Walther er en formidabel tegner. Han har sans for både perspektiver – hvad der ser blæret ud på siden, timing - hvornår en splash page skal afløse hektiske rammer og ikke mindst er hans streg af internationalt format.

Det virker, uden at kende meget til Walther i øvrigt, som om han er blevet inspireret af tegnere som Vaughn Bodé (og graffitiens udtryksfulde, svungne linjer) og af europæiske tegneserieskabere som eksempelvis Philippe Luguy (Ridder Goodwill), Cromwell & Riff Reb’s (Den hvide satyrion), Régis Liosel, m.fl., men uden decideret at plagiere. Dertil kommer at Walther også syne sat have læst amerikansk Marvel, især i de mange dynamiske actionsekvenser som udgivelsen byder sin læser på.

Det bør også understreges at anden del om Solas er eminent farvelagt af Kristian Funder, der virkelig har formået at tillægge både labre nuancer og visuel dybde til Walthers tegninger. Ikke dermed sagt at Walthers egen farvelægning af første del var uden evner, men Funders farver synes at fuldende stilen perfekt.

Det er derfor med sand glæde, at sidde med en så lækker, dansk tegneserieudgivelse mellem hænderne, for ikke alene er det et synligt bevis på at danske serieskabere er med helt fremme hvor det sker, men også et tegn på at det danske tegneseriemarked, takket være de mange nye, små forlag der trykker serier i utrolig god kvalitet, har fået langt bedre vilkår end det har haft i mange år.

Solas – det stille angreb tager tråden op der hvor Solas – Opikayana stopper. Den unge helt Solas søger stadig en konfrontation med den nidkære hersker Nidal, der på skammeligste vis dræbte Solas’ far, men Solas er ikke alene, for med sig har han faderens gamle soldaterkammerat Niloc, den fedladne, synske kvinde Mendorla og endelig den unge, smukke, jagerpilot Amia, som synes at have et godt øje til Solas. Det heroiske hold er derfor samlet og klar til kamp mod en ondskabsfuld tyran, der på barnligste vis, bruger al sin energi på at planlæge en sejrsceremoni for der skal udråbe ham til verdens ubestridte herre.

Hvor det er umuligt at sætte en anklagende finger på den visuelle side af Solas’ univers, så bliver man desværre nødt til, som stor fan af eventyrlige fortællinger, at pege fingeren mod plottet og fortællingen i stedet, for selv om Walther formår at skabe et ganske interessant visuelt univers, der på sær vis bliver troværdigt, så er den basale historie om fadermord, hævn og despoters sejrsgang lige så gammel som Homer og de islandske sagaer.

Derfor er der næppe nogen der vil overraskes over hvordan det hele spænder af – men til Walthers forsvar bør man også sige at han langt fra er den eneste, der har benyttet denne fortællermæssige formel for nyligt. Der er de, der vil påstå at man bør smide de analytiske briller på bålet og i stedet glæde sig over at Walthers tegneserie er en spændende variation over et tema som man måske har set før - og det kan der måske være noget om – men det ændrer bare ikke på at det hele bliver en smule for formularisk og forudsigeligt alligevel.

Andet bind er langt mere episk i sin stil og skal nok fastholde seriens primære målgruppe (der efter undertegnedes bedste skøn er alle raske drenge mellem 12 og 16) i spænding, men voksne læsere, der efterhånden har fået blik for hvad tegneseriemediet også er i stand til og som måske har en større bevidsthed om spændingskurvers udvikling og arketyper når de læser serier, vil måske mangle nogle af de fortællemæssige lag som kunne have gjort Solas til en serie man var vendt tilbage til igen og igen.

Denne kritik skal dog ikke betyde at man ikke bør anerkende og respektere det store stykke arbejde Anders Walther har lagt i de to bind om Solas – for det er som nævnt meget svært ikke at blive svært imponeret over den grafiske standard. Vi er derfor sikkert mange, halvgamle, sure anmeldere, der med spænding ser frem til hvad Walther disker op med næste gang.

Forrige anmeldelse
« Scott Pilgrim & den utrolige tr... «
Næste anmeldelse
» Sort hul »