Jean Gireaud (som andre måske bedst kender som Moebius) var en enestående tegner. Hårdtarbejdende, dedikeret og med en evne til at konstant overgå sig selv og sine evner. Dette bliver ekstra tydeligt idet man kaster sig over det syvende og - i skrivende stund – seneste samlealbum i rækken af genudgivelser af westerntegneserien Blueberry.

Selv om det måske ikke er synligt ved første øjekast, så prøv bare at sammenligne Gireauds streger i dette nye album, med de, der kan opleves i det første samlebind. Pennen bliver i de tre ´nye´ albums ført langt mere sikkert, der er langt større variation i de enkelte siders opsætning og så er detaljerigdommen i både figurernes ansigtstræk, baggrunde og bygninger helt exceptionel. Det er meget tydeligt at se at Giraud har udviklet sig kolossalt på de tyve år siden serien startede i 1963, til de tre albums i dette syvende samlebind, skabt i perioden 1981-86.

De tre historier starter med Indianerne der blev væk som er en direkte fortsættelse og afslutning af de begivenheder som sidste samlebind; Den lange march bød på. Her skal den vanærede løjtnant sikre, at den stamme han følges med ikke bliver taget til fange af regeringstropperne, før de når at krydse grænsen til Mexico. En bedrift der både kræver opfindsomme løsninger og kløgt for at kunne lykkes.

I det andet album Det sidste kort, befinder Blueberry, samt hans gamle venner McClure og Red Neck sig atter i Chihuahua. Det skal vise sig at den slyngel som voldte dem en masse problemer da de var der sidst – Vigo – tilsyneladende har tiltusket sig magten i byen. Så de bliver alle smidt i fængsel med udsigten at skulle henrettes næste morgen.

Der skal ikke megen tankevirksomhed til at gætte, at vennerne nok finder en løsning, men interessant er selvfølgelig hvad denne plan går ud på. For ikke alene skal de redde deres eget skind, de bliver også nødt til at få hjælp fra selvsamme Vigo, idet det var ham, der i sin tid fik udpeget Blueberry, som manden der havde stjålet den enorme guldskat, som den amerikanske hær havde betroet ham. Gode råd er dyre, for vore venner har brug for at Vigo begynder at samarbejde, han er trods alt den eneste, der ved hvor skatten er gemt.

I det sidste bind Hvor sporet ender samles endnu flere tråde fra mange af de forrige albums. Ikke kun dukker der en masse gamle kendinge — både venner og fjender — op men det er utvivlsomt en af de mest actionprægede albums i hele serien. Da Blueberry kommer på sporet af de skurke, der forsøgte at snigmyrde Præsident Grant opdager han at de har lavet en ny plan. Hvis den lykkes vil den give en af Blueberrys allerældste fjender magten i hele USA. Denne sindrige plan involverer en masse dynamit, men mere hverken kan eller vil kapellet afsløre hér.

Idet man når til de allersidste sider i dette samlebind, så kan det faktisk godt føles som om at serien er endegyldig slut. Det er den selvsagt ikke, for som alle Blueberryfans ved, så mangler der stadig hele seks ordinære album, i den serie som Cobolt er i færd med at genudgive.

Vanen tro indledes de tre historier med en ganske velskrevet baggrundshistorie, der fortæller om hvordan og på hvilke baggrunde disse tre albums blev skabt. Forfatteren til disse tekster har tillige gjort en masse fine observationer om Girauds streg og peger læseerens opmærksomhed hen på hvad man kan lægge mærke til, i forhold til hvordan han har leget med både rammer og måden at tegne på. Selv om undertegnede også gjorde opmærksom på, hvor stor en udvikling der er at spore i Girauds streg, så fokuserer denne introducerende tekst endnu mere i detaljen og lader læseren selv bladre frem til de plancher, som omtales. Virkeligt interessant, for alle os der holder af at nørde tegneseriekunst.

Den samlede Blueberry er virkelig uundværlig for dig, der i forvejen er begyndt at købe disse samlebind. Det er svært at læse syvende bind som enkeltstående albums, for der er for mange elementer og karakterer som optræder, der kræver, at man har fulgt med fra starten. Der trækkes jo tråde helt tilbage til nogle af de allerførste historier, men har du fulgt med, så føles det fantastisk at der er så mange løse tråde, der endelig blever bundet knuder på hér. Kapellet glæder sig selvsagt enormt til de sidste to bind, men som nævnt, så kunne sagaen om Blueberry sagtens kunne være endt hér.