Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Fordærvet / Valeta / 130 sider
Tekst: Lars Kramhøft & Tom Kristensen, ill: Tom Kristensen
Anmeldt 24/5 2014, 10:40 af Torben Rølmer Bille

Fortiden spøger


Fortiden spøger

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er sikket mange gyserfans der, lige som undertegnede, har set, læst og spillet sig gennem så mange gyserhistorier, at der efterhånden skal en del til for at imponere. Det handler ikke kun om hvorvidt fortællingen byder på meget nyt – for lad os være ærlige, gysergenren er om nogen en genre drevet af konventioner og gentagelser – men måske især om det lykkes for forfatterne, filmmagerne eller spildesignerne at få skabt en stemning, som modtageren ikke kan ryste af sig efterfølgende, hvad enten dette så er en stemning af væmmelse, utryghed eller en tabubelagt fascination ved det morbide.

Hvis man leder efter et effektivt gys – et hurtigt gyserfix - der både følger de stolte genretraditioner, men som samtidig forsøger at gøre noget nyt, er det bedste bud i skrivende stund Lars Kramhøft og Tom Kristensens utroligt spændende Fordærvet, som stilsikkert og overbevisende kribler ind under huden på læseren.

Fordærvet er en gysertegneserie. Det politisk korrekte og ”voksne” udtryk er naturligvis ”grafisk roman” som Rikke Schubart også peger på i forordet til udgivelsen, men det er måske alligevel lidt misvisende idet udgivelsen er en som er hurtigt læst. En roman tager tid, Fordærvet er klaret på en halv times tid. Dette er ikke fordi man ikke har lyst til at dvæle ved de stemningsfulde tegninger eller den særdeles velskrevne historie, men det er simpelthen fordi historien er så medrivende, at siderne nærmest vender sig af sig selv.

Indrømmet, under efterfølgende gennemlæsninger er der tid til at studere Tom Kristensens meget ekspressive streg og farvelægninger, en stil der måske bedst kan sammenlignes med den stil Ben ” 30 Days of Night” Templesmith benytter sig af. Den sitrende sorte tuschstreg står i skærende kontrast til akvarelbaggrundene som stort set alle er holdt i dystre toner af spektret og dertil kommer en virkelig god sans for at tilrettelægge sidernes opbygning, så læserens læsetempo på den måde guides nærmest perfekt gennem historien.

Et godt eksempel på hvordan dette fungerer til perfektion, er sekvensen hvor vores hovedperson, Michael, har fået nys om at en enke i byen muligvis ved noget om en forbrydelse, som kan ligge til grund for de mystiske begivenheder Michael er blevet rodet ind i. Lige forinden har han forladt sin kæreste Rose i barndomshjemmet og læseren ved (takket være et par sider med store, dramatiske tegninger) at Rose på dette tidspunkt potentielt er i livsfare. Idet enken endelig indvilliger i at tale med Michael, slår læseren op på en ganske teksttung side. Micheal er lige som os meget utålmodig, men enken siger til ham: ”..hele den forbistrede affære tog livet af min mand og nu kommer du her og begynder at grave fortiden op, så må du i det mindste have anstændighed nok til ikke at hundse med en gammel kone”. Det er en lille genistreg, for selv om man er lige så interesseret i at høre enkens fortælling for på den måde forhåbentlig at komme tættere på mysteriets opklaring, er man samtidig utrolig ivrig for at komme tilbage til huset og de dramatiske begivenheder som udspiller sig der. Det er kort sagt superfedt tænkt og udført, selv om der sikkert er nogle blandt vor vågne læsere, der kan komme i tanke om film eller romaner, hvor dette narrative trick også er benyttet.

Historien benytter sig af mange velkendte elementer fra genren. Eksempelvis er der ideen om at onde gerninger fra fortiden stadig kan påvirke nutiden. Handlingen tager sin hovedperson modvilligt hjem til dennes barndomshjem som muligvis er hjemsøgt, eller muligvis er Michael bare ved at miste forstanden. Der præsenteres en ondskab der er så vild, at den kan trodse selv døden og endelig bliver disse overnaturlige og fantastiske elementer hængt op på hændelser, som desværre ikke er så svære at forestille sig kunne være taget ud af virkelighedens verden.

Selv om det er indlysende, er det er i samspillet mellem de utroligt velskrevne dialogsekvenser, tanker og beskrivelser og de meget udtryksfulde tegninger at magien opstår. Der er ikke sparet på sådanne ekspressive virkemidler, men det er måske netop fordi at udgivelsen er en tegneserie, at de fungerer så godt. Havde det været en spillefilm eller roman, havde effekten ikke været nær så stor, for tegneserien lader betragteren – såfremt denne har lyst - dvæle ved de mest uhyggelige ting eller fraser i så lang tid som man kan holde ud – hvilket kun få af de andre medier magter.

Gys og tegneserier har en lang og stolt tradition i især hvis man vender blikket mod USA, men selv om nogle af disse udgivelser har nået vor breddegrader er et rent, dansk tegneseriegys noget nyt. Dertil kommer at der er langt imellem de gysertegneserier der som Fordærvet virkelig evner at bide sig fast i læseren og levere varen lige så effektivt som nogen bog eller film. Her har vi med figurer at gøre, som man nemt kan forholde sig til og som man reelt opnår empati for i løbet af fortællingen.

Der er sikkert stadig nogle, der foretrækker gyserromanens iboende evne til at det er læseren selv der skal danne de mentale billeder af de ubehageligheder som teksten præsenterer, men takket være Tom Kristensens eminente evne til at toptune disse skræmmebilleder og samtidig skabe en ufattelig trykkende stemning i de mere afdæmpede sekvenser, bliver Fordærvet en langt mere grum oplevelse end havde det været en regulær roman.

Så hvad enten man holder af tegneserier eller ej, vil det være en skam hvis man springer denne lille gyserperle over. Nærværende anmelder kan i al fald kun håbe på at dette ikke bliver det sidste vi ser til Kramhøft og Kristensens virke – for det er både stærkt, velfortalt og reel, skræmmende læsning.

Forrige anmeldelse
« "Bamse og den kinesiske prinses... «
Næste anmeldelse
» Wolverine: Logan »