Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Kantate til Emilia / Efie Beydin / 320 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-43179-5
Anmeldt 7/3 2009, 19:06 af Mie Poulsgaard Jørgensen

En kantate af fortællinger om at finde sig selv


En kantate af fortællinger om at finde sig selv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efie Beydin er født i 1958 i Tyskland og er cand. Phil. i tysk, billedkunstner og er også forfatter. Hun modtog i 2007 Statens kunstfonds treårige arbejdslegat. Hun har udgivet flere digtsamlinger og noveller og ”Kantate til Emilia” er hendes nyeste skud på stammen. Her samles fire skæbnefortællinger i en komposition, som knyttet sammen af steder og hændelser beretter om den svære vej ind i menneskelige fællesskaber.

De fire skæbner, der portrætteres, er af ukrainske Julia, italienske Paulo Conti, den kurdisk-danske billedkunstner Walat og indvandrerlærerinden Gerd. Disse fire optræder meget perifert i hinandens liv, men forbindes dog i deres søgen efter ståsted i en verden, hvor de er fremmede på hver sin måde.

Den første fortælling omhandler Julia, en ung ukrainsk pige, der søger at tilpasse sig livet i Rom. I starten bor hun sammen med veninden Lena, som hun har et ganske ambivalent forhold til – hvilket også fører til, at Julia må søge nye veje. Drømmen om Italien og modeverdenen forvrænges, eftersom hverdagens realiteter udfoldes; et par euro i timen som rengøringshjælp giver ikke ligefrem overskud på budgettet.

Den næste historie omhandler italieneren Paulo Conti, en forvirret ældre embedsmand, der passer kirkegården. Han er fascineret af Odysseen og sammenligner gerne sin egen færden med den af Odysseus. Conti synes fanget i fortiden, i minderne om hans samleverske Emilia, hans store kærlighed, som han synes at have en del uafklarede og ambivalente følelser mod. Conti lever selvbedragerisk og lyver gerne om sin levestandard, men selvom han hører til den fattige klasse, dømmer han især udlændingene og menneskene i Italien. Da han møder russiske Nadja, må han stå ansigt til ansigt med sine fordomme.

Herefter sker der et skift i geografisk sted, og vi befinder os nu i Danmark. Her portrætteres andengenerationsindvandreren Walat, som er lidt af en mønsterbryder. Han studerer på Kunstakademiet i København, en uddannelse som er ikke-eksisterende i baggrundslandet Tyrkiet, og hans far fortæller derfor ofte, at hans søn er ingeniør til sine landsmænd. Walat ser med egne øjne kulturforskellene fra hjemmet med sin underkuede mor og det danske liv med kæresten, hvor det tyrkiske mandefællesskab ikke er en del af hans virkelighed. Hans fortælling er især centreret omkring de årlige bilrejser til og fra Tyrkiet. En af disse gange følger bedstemoderen trop, en dominerende og ondskabsfuld gammel kvinde, og denne rejse ender på sygehuset, da historien udvikler sig i en uforventet retning.

Den sidste fortælling udspiller sig i Rødovre hos den lesbiske indvandrerlærer Gerd, der har et godt hjerte og ønsker det bedste for de folk, hun omgås. Hun er dog så opslugt af sine egne tanker, at hendes realitetssans omkring, hvad der sker omkring hende, forvrænges i en sådan grad, at hun ikke kan se, hvordan hendes verden og hendes forhold udvikler sig.

Historierne har det gennemgående tema at være anderledes og ikke have kontrol over sit liv, eller hvilken retning denne udvikler sig i. Følelsen af at være eksistentielt fremmed er fundamentalt, og her er selvbedrageri en gennemgående coping-mekanisme alle personerne benytter sig af for at overleve i en kaotisk og uforståelig verden.

Historierne færdiggøres ikke, hvilket er helt bevidst fra Efie Beydins side; historierne er en smagsprøve, et udsnit af tilfældige skæbner på tværs af geografi, kultur og alder. I virkeligheden ser man ikke det hele menneske, men kun et udsnit af denne, og her er det op til læseren at forestille sig, hvordan disse menneskers liv kan udvikle sig. Efie Beydin har et talent for at portrættere forskellige mennesker og sætte sig ind i deres tankegang, og denne forståelse for menneskeheden spejler sig i hendes måde at skrive på. Hun formår at vise, hvilken sindstilstand personerne befinder sig i simpelthen igennem den måde, hun skriver på i deres perspektiv.

Dog kan bogen virke forvirrende, da historierne er meget løst forbundet og egentlig udgør fire separate fortællinger i sig selv, som kun har det tilfælles, at de fire personer lever et melankolsk liv, og føler sig fremmedgjorte for omverdenen. Mange af de spørgsmål, som læseren sidder inde med, bliver derfor ikke besvaret, da man kun får et udsnit af deres liv, men ingen forhistorie eller afklaring på, hvad der sker med disse mennesker. Er du fascineret af livets realisme, er bogen et godt bud, men søger du en spændende historie med udvikling og afklaring, ville bogen ikke opfylde dine forventninger.


87
Forrige anmeldelse
« Længsel på bestilling «
Næste anmeldelse
» De hvileløse »


Flere prosaanmeldelser