Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Styrken / Ken Bruen / 304 sider
Forlaget Klim. ISBN 9788779553507
Anmeldt 4/3 2009, 15:46 af Lene Yding Pedersen

Irsk noir


Irsk noir

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke, fordi man ikke har set set-uppet før, eller plottet, eller hovedpersonen for den sags skyld: ”alchoholic ex-cop private eye” – en fordrukken tidligere politimand, en ex-cop (eller ex-garda er det i dette tilfælde – mere om det senere), der slår sig ned som privatdetektiv og kontaktes af en kvinde, hvis teenagedatter er død (og moren er overbevidst om, at det ikke er selvmord). Vores hovedperson, Jack Taylor, indleder et forhold med kvinden, som vi straks fornemmer nok er uden de store fremtidsperspektiver, holder op med at drikke (men begynder selvfølgelig igen – heraf de manglende perspektiver i forholdet til kvinden), løser mysteriet med datteren (og her har vi både pædofili og andre teenagemord), og er i slutningen af bogen klar til at tage til London.

Alligevel er der mange, mange, mange gode grunde til at læse Ken Bruens’ roman Styrken, som nu er udkommet på dansk. Bruen er p.t. en af Irlands mest interessante krimiforfattere, og ham får danske læsere nu med Styrken mulighed for at stifte bekendtskab med i oversættelse. Ken Bruens Styrken er oversat efter The Guards, som udkom på engelsk i 2001. Og som slutningen på historien lægger op til, er der ganske rigtigt udkommet adskillige bøger siden om Jack Taylor – Bruen har sagt, at han i alt vil skrive 7 bøger om Jack Taylor, og den syvende, Sanctuary, udkom i Storbritannien i 2008. Så vil det så vise sig, om det er den sidste, eller om der kommer flere bøger om Jack Taylor.

Serien skriver sig stilsikkert ind i den mere hårdkogte del af kriminallitteraturen, og det er tydeligt, at Bruen kan sine klassikere inden for genren. Plottet er ikke særligt komplekst, så det, der driver historien, er karaktererne og miljøet – men sjovt nok er det her helt ok, og i virkeligheden er det ikke særligt interessant, hvem morderen er, og hvordan (eller om) det bliver opklaret, hvilket kan synes lidt overraskende genren taget i betragtning. Plottet står simpelthen i baggrunden i forhold til stilen og sproget, karaktererne og miljøbeskrivelserne, der til gengæld alle tre fungerer vældigt effektfuldt i forhold til at flytte historien fremad.

Bruen har sin egen stil, og det er nok det, der bedst forklarer den opmærksomhed, bøgerne har fået. Tekstens opsætning på siden med forskellige typer og linjebrud er ukonventionel men ikke banebrydende, hvilket gør, at man som læser både overraskes (lidt), men samtidigt ikke bliver fremmedgjort af tekstens fremstilling. Bruen bruger et meget økonomisk sprog – korte sætninger, dialoger der mest ligner en række one-liners sat sammen, og så er det ironisk og humoristisk. Der er så mange klichéer i dialogerne, at de på samme tid både refererer meget stilsikkert til genrekonventionerne og lægger en distance ind til de samme konventioner. Man kan flere steder høre de engelske ord bag oversættelsen, og oversættelsen er på den måde med til at forstærke den dobbelteffekt, der fremkommer ved at bruge klichéerne så bevidst, som Bruen gør.

At sproget bruges meget bevidst understreges også af de mange kommentarer om sprogbrug (og misbrug), som Jack Taylor får indflettet. Jack fortæller, at Cathy B, Jacks ”medhjælper” og i en vis udstrækning bogens femme fatale, taler londonsk med tillært irsk, og han korser sig over sin overbos brug af ”pseudoamerikansk”, da hun undskylder at have været ’outa line’. På dette område fortsætter Bruen en tradition, hvor irske forfattere meget bevidst kommenterer det engelske sprog. Fx er Cathy B, som er fra London, ikke i stand til at formulere sig på engelsk længere, og Jack Taylor må minde sig selv om at være tålmodig og åben for, at hun er englænder, og at ”de havde mistet grebet om sproget”.

Med Bruen er vi kommet noget videre fra James Joyce’s filosoferen over det engelske sprog i A Portrait of The Artist as a Young Man, hvor det engelske sprog ’is his before it is mine’, og hvor Joyce’s fortællers ’soul frets in the shadow of his language’. Imperiet har virkelig slået igen, selvom det underliggende sprogpolitiske spørgsmål stadig er det samme.

Historien er fortalt i førsteperson, og ud over dialogerne får vi derfor hele fortællingen fra Jack Taylors synsvinkel. Da han både (eller på skift) er fuld, melankolsk, forelsket, og desillusioneret, er der i sagens natur ikke tale om nogen – inden for fiktionens ramme – objektiv beskrivelse af forløbet, men snarere en fortællestil, der på samme tid præsenterer historiens begivenheder og forløb, og samtidigt er med til at opbygge karakteren Jack Taylor. Og selvom karakteren Jack Taylor ikke er ’færdigopbygget’ i denne første bog i serien, er det allerede her en karakter, som man får lyst til at lære mere om. Jack Taylor er selvfølgelig en antihelt med alle de fejl og indbyggede modsætninger, der kræves af sådan en. Der er en lidt for forudsigelig forklaring på, hvad der gik galt i Taylors barndom, der forklarer en del af Taylors nuværende personlige situation (en dominerende mor, som ikke elskede ham), men alt i alt fungerer karakteren godt. I denne del af baggrundshistorien fortæller Taylor også om sin indføring i litteraturens, for ham fantastiske, verden via en bibliotekar, som så mulighederne i Taylor, hvilket er med til både at underbygge karakteren og den konstante strøm af litterære henvisninger i Taylors beskrivelser og refleksioner.

Der er utallige henvisninger til litterære og kulturelle produkter og fænomener, lige fra Kafka til Skadestuen. På god postmoderne vis er der ikke noget værdihierarki mellem de forskellige kulturprodukter, om end der ofte knyttes en ironisk kommentar til de mest højtragende (fx at Joyce’s Finnegans Wake er mest egnet som sofabordsbog (da ingen jo alligevel har læst den, som Bruens fortæller reflekterer)). Det kræver et vist kendskab til engelsksproget populærkultur at følge alle referencerne, men kender man TV-showet Father Ted, er det altså morsomt at få en situation beskrevet med henvisning til den gale præst i dette show. Hvert kapitel indledes med et kort citat fra en anden litterær eller kulturel tekst, og løbende sammenligner fortælleren sin situation med andre litterære figurers, og de popkulturelle henvisninger bruges også til at konstruere og danne karaktererne med.

Ud over de intertekstuelle referencer bruges brands og mærker også flittigt til at beskrive karakterer og situationer. Jack Taylor drikker Black Bush og Jameson, og selvfølgelig har Cathy B Doc Marten støvler. Der er en snert af Brett Easton Ellis over denne teknik, selvom den her ikke bruges helt så vidtgående. Alle disse henvisninger og hele den litterære og kulturelle ramme gør romanen til en krimi for bogelskere. Jack Taylor er selv totalt opslugt af bøger, som han bruger som terapi. Uden at der går postmoderne hyperrealisme-fnidderfnadder i den, er dette faktisk en rigtigt interessant ”bog-bog”.

Bruens romaner foregår i en irsk kontekst, nærmere bestemt en Galwaysk kontekst. Galway er mest kendt for sine østers og sin beliggenhed i det vestlige Gaeltacht-område i Irland (hvor irsk stadig tales blandt dele af befolkningen), og så vidt jeg ved, er dette den første krimi overhovedet, der foregår i Galway. Bruen har på sin egen måde flyttet den hårdkogte krimigenre fra amerikanske storbyer til Galway, der dog i løbet af de sidste par årtier har ændret sig og blevet meget mere cosmopolitan, med hvad deraf følger. Lokaliteterne er ”virkelige”: Vi er med hos Kenny’s (Kenny’s Bookshop ligger i High Street og er boghandlen i Galway), i Salthill og dens diskoteker og natklubber, og på Eyre Square.

I Styrken får vi en nutidigt og kritisk socialhistorisk skildring af Galway og Irland fra midt 90erne og frem. Bruen har i et interview udtalt at ”Jack Taylor was always meant as social commentary of this new rich Ireland and to piss off the tourist board, at least I succeeded in the latter…”. Og det er et blakket billede af byen og Irland som sådan, som Bruen tegner i romanen. Eyre Square bliver brugt som eksempel: Statuen af Pádraig Ó Conaire har været halshugget (sådan går det – spørg bare Havfruen), en hooligan satte ild til krybben med Jesusbarnet, og en ung fyr blev myrdet ved de offentlige toiletter. Jack Taylor opsummerer: ”En by på vej ned i rovdyrets gab. Fremskridt. Op i røven.” Som det nok fornemmes, er det heller ikke nostalgien efter det mere traditionelle Irland, der præger hovedpersonens holdning til Irland.

Selvom Jack Taylor nok kan have det svært med det nye Irland og det nye bybillede i Galway – og ikke mindst de nye trendy pubber, som mere er at sammenligne med cafeer – er det trods alt bedre end ’sognerådsmøderne i halvtredserne’. Dette modsvarer meget godt Bruens egen holdning: I et interview er Bruen blevet spurgt om, hvad han synes er godt og skidt ved de sidste 20 års udvikling i lrland, hvortil han svarede, at det bedste er, at kirken har mistet sin magt, og at folk ikke er længere nødt til at immigrere, og at det værste er stoffer, grådighed og racisme.

I næste bind i serien (The Killing of the Tinkers) er Jack Taylor tilbage i Galway igen efter sin tur til London. Ikke ædru, snarere tværtimod, da han ud over sit drikkeri også vender tilbage med et kokainmisbrug. I denne bog centreres handlingen om et socialt aspekt af nutidens Irland, som heller ikke er med i turistbrochurerne – nemlig sigøjnerne – og læserne kan roligt glæde sig til mere Jack Taylor, mere Galway og meget mere irsk noir.

Bruen blev født i 1951, og han er selv fra Galway. Bruen har en phd i metafysik, og han underviste i 25 år i engelsk i Afrika, Japan og Asien.


85
Forrige anmeldelse
« Café Karnak «
Næste anmeldelse
» Længsel på bestilling »


Flere prosaanmeldelser