Velkommen til 1860’ernes Sicilien.

Dette er historien om en adelsslægts store fald fra tinderne, og det er vel altid spændende læsning. Særligt her – ganske humoristisk.

Giuseppe Tomasi di Lampedusa skrev ét sammenhængende værk i sin levetid. Leoparden. Om en tid, en tilstand, han havde indgående kendskab til, idet han tilhørte en familie af adelig karakter, som langsomt mistede grebet, idet landet, Italien, forandrede sig.

Det har han sat strøm til her.

Det er fyrsten af Salina, ham vi kender som ’Leoparden’, der er omdrejningspunktet for fortællingen her.

I 1860 begynder derouten, foranlediget af oprør og Garibaldi. Historisk baggrund.

Salina er noget af en type, en patriarkalsk despot, hvilket går noget ud over kvinderne tæt på ham, og der er en del, for selvfølgelig har han ikke nok i sin hustru, hvorfor han fra tid til anden gerne tager til byen og jagter forløsningen, og sidenhen udfrielse fra synder, som præsten kan afhjælpe.

Fortællingen forlenes med humor og sjove indfald. Såsom scenen, hvor to elskende, der jo ret beset ikke må forlyste sig med hinanden før indgåelse af ægteskab, løber rundt på slottet, på jagt efter hinanden, og de fortaber sig i gange og skumle områder.

Ironien og kritikken er til at tage og føle på.

Værket har klassikerstatus, og jeg er med på det, men jeg er ikke helt med på, at det er rubriceret som stor litteratur.

Måske er det et udtryk for, at det markerer en tid, en historisk periode, som har noget at sige – måske også i dag?