Hvis der eksisterer noget bedre end bøger, så må det da være bøger, der handler om bøger. Tænk blot på forfattere som Borges, H.P. Lovecraft, Umberto Eco, Arturo Perez-Reverte og mange flere, der i en lang række noveller og romaner, har benyttet enten fiktive eller eksisterende værker som referencer i deres tekster. Ud over metalaget, der italesætter det at man sidder med en bog i hånden og læser om en eller flere andre bøger, så er der altså et eller andet sært fascinerende ved de historier der omhandler bøger, forfattere, tekster og alt andet som på en eller anden måder har med dette at gøre.

Den danske forfatter Mikkel Birkegaard, der blandt andet kendes for Libri di Luca og Over mit lig leger også i sin seneste roman Efterfølgeren med bøger, forfattere og ikke mindst den veritable tsunami af kriminalromaner, som er så populære på vore breddegrader. ’Nordic Noir’ er nærmest blevet en selvstændig genre, selv om begrebet oprindeligt primært startede som et publicity-stunt. Det skal dog ikke forstås på den vis, at Hr. Birkegaards roman lægger sig entydigt i kølvandet på denne genrebetegnelse, ud over at han har skrevet en krimi, der tilfældigvis foregår i Danmark. De centrale figurer i Efterfølgeren består af forfattere, forlæggere, publicister og andre, der har det til fælles at de arbejder i forlagsbranchen.

Romanens hovedperson hedder Laust og er i starten af fortællingen en helt almindelig lærer i København, der faktisk lever et lidt kedeligt, ensomt liv. Et liv der snart bliver vendt på hovedet. Før læseren møder Laust, så er man i løbet af det et enkelt kapitel i selskab med William Falk. Vi oplever Falk stikke af fra det tv-studie, hvor skal interviewes om sin syvende og sidste roman i den serie af kriminalromaner, der har sikret ham titlen som ’Danmarks krimikonge’. Titlen strækker sig langt ud over landets grænser, for hans bøger har også succes i udlandet og de første af bøgerne i serien er ligefrem blevet filmatiseret. Efter at have hævet en masse penge, smidt sin mobiltelefon og tegnebog ud i nærmeste skraldespand, hyrer Falk en taxa.

Når man læser de fysiske beskrivelser af William Falk i Efterfølgeren er det svært ikke at komme til at tænke på Jussi Adler Olsen, både i forhold til den fiktive forfatters enorme succes, men også i den måde som han beskrives rent udseendemæssigt på. Prøv blot at løse følgende, uden at danne et mentalt billede af Jussi;

”William Falk var alle steder. Busserne var overplastret med Falks ansigt. Forfatteren havde mellemgråt, veltrimmet hår, med det skæg der fremhævede hans pluskæbe. Selv hans øjne havde en afstemt grå nuance. Det eneste der blødte billedet af ham lidt op, var en solbrun kulør, der vidnede om, at krimikonge medførte andre goder end den royale status.” (s. 28)

Da Laust kommer hjem fra jobbet samme dag, finder han liget af selvsamme, solbrune William Falk i lænestolen i sin stue. Han har tilsyneladende skudt sig selv. Da politiet begynder afhøringen af Laust, viser det sig hurtigt at de to faktisk har haft en relation for år tilbage. De deltog begge, for mange år siden, på en forfatterskole, men siden dengang har de to mænd tilsyneladende ikke haft yderligere kontakt med hverandre.

Da chokket over at finde den berømte forfatter i dagligstuen har lagt sig og Falk er begravet, kontaktes Laust af Falks forlag. Det viser sig nemlig at forfatteren før sin død i detaljer havde planlagt hvad er skulle ske fremadrettet med hans meget populære bogserie kaldet Fiskeren. Sammen med en række andre, mere eller mindre kendte forfattere, indlogeres Laust nu på Falks herregård i Jylland, for her at finde ud af hvem af dem, der efterfølgende får til opgave at overtage arbejdet med finalen i romanserien. En finale, som Falk også ifølge hans bo ligeledes har planlagt i detaljer. Det der forvirrer Laust er at han er blandt disse veletablerede skribenter, for selv om han engang har ønsket at blive forfatter så har han endnu til gode at se sin første bog i trykken.

Har du, som undertegnede, læst andre af Mikkel Birkegaards romaner så vil du vide, at han er god til at overraske, at arbejde med fortællinger hvor læseren skal være på vagt. Selv om Efterfølgeren ikke besidder tilnærmelsesvist lige så mange metalag, som eksempelvis Over mit lig. Ulempen ved at forfatte romaner der besidder mange intertekstuelle referencer, eller som leger for bevist med sit format eller genre, kan være at læseren distancerer sig fra dele af handlingen og de figurerer der optræder, takket være kunstgreb. Det er bestemt ikke tilfældet her, for selv om det er muligt at læse flere aspekter ind i Efterfølgeren, heriblandt en overordnet kommentarer til den danske krimigenre og forlagsbranchen i al almindelighed, så er det også en roman, der i den grad suger læseren ind i sin fortælling.

Dette gør at Hr. Birkegaards eneste roman er en af de krimifortællinger, hvor det ene kapitel hurtigt afløses af et næste. Inden du ved af det, er de 500 sider blevet pløjet igennem. Efterfølgeren er på mange måder en thriller, der lægger sig i forlængelse af den danske krimitradition der beskrives. Læseren kan også hér flittigt gætte løbende med på hvordan det hele hænger sammen, i trit med at Laust selv forsøger af afdække mysteriet og flere medvirkende må lade livet. Samtidig kan den også læses som et satirisk metaangreb på bogbranchen og storkapitalen, ved netop at placere handlingen i et fiktive miljø, der minder meget om noget vi kender.

Kapellets anmelder tænker på ingen måde Efterfølgeren er en nøgleroman, til trods for flere lighedspunkter med verden omkring os, eller at forfatterens har til hensigt at levere en bredside mod branche han selv er en del af. Snarere er dette blot en yderst medrivende, læseværdig krimi, der tillader sig at lege med sin egen genre, i langt højere grad mange af de andre danske kriminalromaner, man kan læse for tiden.