Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Dronningeofret / Hanne-Vibeke Holst / 660 sider
Gyldendal. ISBN 9788702073027
Anmeldt 5/1 2009, 20:30 af Lene Andersen

En bog med patter


En bog med patter

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hør mere fra, se mere til og læs mere om Lene Andersen her. Vi har et online foredrag tilgængeligt, og du kan læse anmeldelse af hendes bøger her på siden.
_______________________________________________________________

Det er slet ikke fair over for mit køn, således at gøre de kvindelige attributter til testiklernes kvalitetsmæssige antitese. Men havde Hanne-Vibeke Holsts Dronningeofret været den bog, den kunne have været, og som hendes sprogtone illuderer, var overskriften blevet: En bog med nosser. Men det har den ikke. Tværtimod består Dronningeofrets 660 sider hovedsaligt af fedtvæv og sødligt fluidum, og så kommer brystmetaforen jo ganske belejligt.

Det er muligvis branche-faux pas, at en forfatter og (især) forlægger kaster sig ud i en boganmeldelse, så lad mig indledningsvis sige, at jeg gør det af tre årsager: Den første er, at jeg naturligvis er nysgerrig efter at finde ud af, hvad en af Danmarks bedst sælgende forfattere egentlig skriver. Uforbeholden indrømmelse: Jeg ville sgu da gerne sælge 100.000 eksemplarer af mine bøger! Den anden årsag er, at jeg er håndværker, og at jeg elsker mit håndværk: at skrive. Ofte oplever jeg, at tekstanalyserende akademikere går til litteratur ud fra en lidt anden vinkel end den, jeg som forfatter bruger. Jeg synes med andre ord, det kunne være sjovt at give et indblik i, hvad én, der arbejder med manuskripterne indefra, holder øje med i en tekst for at finde ud af, om den fungerer eller ej. Tredje årsag er, at Hanne-Vibeke Holst har klaget over, at hendes bøger ikke tages helt seriøst som lødig litteratur, muligvis fordi bøgerne handler om kvinder. Det er derfor interessant at se, om hun har noget at have sin klage i!

De spørgsmål, jeg vil holde bogen op imod, er følgende: Er der en god og original historie? Siger historien noget, ingen har fortalt før? Indfrier den forventningerne til genren? Holder karaktererne? Er miljøet troværdigt, og bidrager det til historien? Holder plottet? Er sproget levende og præcist? Er det dialog og handling, der driver historien frem, eller er det beskrivelser af dialog og handling? Er stilen gennemført? – Det vil sige: Er der en sammenhæng mellem miljø, karakterer, sprogtone, metaforer/sproglige billeder, handlingsforløb, genre og hvad der i øvrigt måtte være af form og indhold, så det spejler hinanden og skaber en helhed? Og hvis der ikke er, er der så en pointe i, at teksten bryder denne indre sammenhæng?

Dertil kommer nogle endnu mere konkrete kriterier: Repræsenterer hovedpersonerne forskellige værdier eller attituder, så der opstår dynamik imellem dem? Er teksten ”gennemskrevet” – på amerikansk kalder de det layering – er der flere temaer i den, og går disse temaer igen gennem hele værket som parallelle lag, og bliver de flettet jævnt ind og ud fra start til slut? Og endelig: Er der en ”krog” i læseren? Altså: Indtræffer der en begivenhed, eller introduceres der et dilemma, som sætter skub i historien (helst oppe i begyndelsen!), så vi holdes fanget hele vejen?

Ud over disse spørgsmål kommer så den subjektive oplevelse, som læseren har, og som forfatteren ikke har en chance for at vide noget om. Er jeg som læser grebet af fortællingen? Identificerer jeg mig med personerne? Påvirker teksten mig i en sådan grad, at jeg spejler figurernes følelser? Har jeg lært noget nyt om det at være menneske, når jeg er færdig med bogen?

Historien
Dronningeofret kredser om en simpel og stærk historie: Elizabeth Meyer, midt i 60’erne, leder af Socialdemokratiet har tre år tidligere fået konstateret, at hun har arvet familiens gen for tidlig Alzheimers. Et nyt folketingsvalg er nært forestående, og som leder af oppositionen – og uden en oplagt arvtager til formandsposten i partiet – står hun i et personligt og etisk dilemma: Sygdommen er så småt begyndt at vise de første tegn, kan hun nå at føre partiet sejrsikkert gennem valgkampen, inden sygdommen æder hendes hjerne? Dét er fandeme godt tænkt, og det er den slags dilemmaer, som stor litteratur vokser ud af!

Dertil kommer et sideplot, idet den eneste, der kunne tænkes at være egnet som ny formand i partiet, Charlotte Damgaard, overvejer at trække sig helt ud af politik på grund af et godt tilbud om et direktørjob i en miljøorganisation. Dette må Meyer eller andre naturligvis ikke få at vide, da det kan underminere enhver tillid til og i partiet, så også her er der lagt i kakkelovnen til en god intrige og et spændende karakterstudie.

Dette er dog ikke nok for Holst. Der må også en ydre trussel til, så ind på scenen træder en fraktion af al-Qaeda, som truer en række prominente europæiske jøder på livet. Derfor udstyres Meyer, der er jøde, gennem hele historien med to PET-agenter, som er hendes livvagter. Men heller ikke dét er nok. Smæk for skillingen skal vi have, så derfor er der også en fraktion af de danske nynazister, som planlægger et dødbringende attentat mod Charlotte Damgaard.

Hvad der kunne have været et eksistentielt drama om to stærke kvinder – hvoraf den ene synker i grus indefra, og den anden står over for et kæmpemæssigt karrierevalg – bliver med andre ord kombineret med en drengebogshistorie om internationale og lokale terrorister, og de to historier klæder absolut ikke hinanden.

Genren
Allerede her er det antydet, at bogen vil for meget på en gang og ikke leverer nogen af varerne rent. Det sjælenedbrydende drama, som kunne gøre så ondt, at det var godt, får aldrig lov at gå i dybden, og forbryderne tilhører i virkeligheden et tegneserieunivers – Holst sammenligner dem selv med Olsenbanden på s. 564. Dronningeofret kunne også have været den store samtidsroman, men det bliver den heller ikke, og det skyldes igen tegneserienazisterne. Hele subplottet omkring dem udvikler sig til en dilettantisk kriminalroman, hvor plottet ikke engang holder. Mere om dét nedenfor.

Man kunne også se bogen som den store politiske thriller, og jeg har på fornemmelsen, at Holst tror, at det er dét, hun har skrevet. Det er da også en genre, hun kommer tæt på. Der er bare ikke rigtigt noget thrill. Dertil er de politiske rævekager for tamme, al-Qaeda-terroristernes trussel glemmes(!) efter et par hundrede sider, og atter spænder de påklistrede Olsenbande-nazister ben for, at man kan tage den politiske intrige helt seriøst. Der ville ellers have været rig mulighed for at lade de mange politiske egoer og agendaer komme i spil med hinanden, men det får de ikke lov til. Teksten forbliver simpelthen ufarlig.

Genresammenrodning er ikke i sig selv en dårlig ting, hvis forfatteren har greb om genrerne og gør det med fuldt overlæg, men det er der ikke noget der tyder på, at Holst gør. Heller ikke når hun kommer til at lægge sin tekst så tæt på ugebladsnovellen og drengebogshistorien, som det er tilfældet. Der er intet galt med ugebladsnoveller og drengebogshistorier. Men så skal man indrømme, at det er dét, man skriver. Det vil Holst ikke stå ved, men det er dér romanen lander, fordi hun konsekvent afmonterer spændingen i sin fortælling, simpelthen fordi der aldrig er noget, der er rigtigt farligt. Hun nænner simpelthen ikke, at de ”gode” figurer lider overlast.

Første gang, der er dømt litterær narrefisse, er s. 40-50, hvor Meyers norske milliardærmand, Kjell Dahl, kører råddent med Charlottes to børn i bilen, uden at de kører galt. Det ville ellers have sat lidt skub i historien. Af andre tilfælde kan nævnes den palæstinensiske dreng, som trods nynazisternes bøllebank, deraf følgende kraniebrud og flere uger i koma, overlever uden mén. Og endelig er der den ene af skurkene, som i sidste øjeblik fortryder(!) sit skumle forehavende, og hvorved næsten alt opløses i harmløs damebladshygge. – Dermed er historien dog ikke forbi, og jeg skal ikke være den, der her afslører, hvordan historien slutter, men ih, hvor det ender godt!

At Dronningeofret ender godt, gør ikke pr. definition bogen til triviallitteratur. Det gør derimod den lyserøde måde, hvorpå især Meyer og Charlotte hele tiden har succes, mødes af jublende vælgere, suverænt vinder politiske dueller, overgår deres politiske modstandere, altid får bragende bifald for deres taler, konsekvent går rundt og smiler og ler, løser politiske hårdknuder med samme lethed som Meyer lægger lipgloss, og at selv de kritiske journalister og den forbenede statsminister ”inderst inde” har varm sympati for damerne og slet ikke har lyst til at gøre dem ondt. Og som om dét ikke var nok, har begge kvinder perfekte, kærlige, galante, huslige, forstående, romantiske mænd; den ene milliardær, den anden arving til en formue. Efter et par hundrede sider fik jeg faktisk lyst til at se en død socialdemokrat!

Tillad mig at illustrere stilen med et citat (s. 348, Sigrid Bang er De Radikales leder): ”Meyer smiler opstemt, da Charlotte og Sigrid Bang sammensvorent har forladt hendes lejlighed. Kunststykket lykkedes. Den smukkeste dobbelte salto med perfekt balanceret landing er udført. Så kan hun strege det punkt – at sikre et fremtidigt S-R samarbejde – fra listen af presserende gøremål. Nu kan de stille op som et reelt regeringsalternativ. Regeringsgrundlaget er ved at blive filet på plads, takket være hendes eget grundige forarbejde. Så det var ikke bare en sten, der blev ryddet af vejen. Det var et helt klippestykke, der faldt fra hendes hjerte. / De to, Charlotte og Sigrid Bang, er begge politiske naturtalenter. Oven i købet supplerer de hinanden på fornemste vis – hvor den ene er sej som en speltbolles krumme, er den anden luftig som croissantens mørdej. (…) Begge er de uforfærdede og ukonventionelle, søde og smukke.” Denne passage er den eneste – siger og skriver eneste – reference hele romanen har til gnidninger mellem S og R. – Holsts brug af billedsprog kommer vi til…

Er det pr. definition skidt, at romanfigurer ikke møder modstand? Er det pr. automatik dårlig litteratur at lave et idyllisk postulat om verden? Som regel, ja. Det er i konflikt og modgang, vi sættes på prøve, træder i karakter og vokser eller knuses, og det gælder også fiktive personer.

Karaktererne
Hovedpersonerne i Dronningeofret er et kapitel for sig. Handlingen udspiller sig i august-september 2007 op til et folketingsvalg, og bortset fra Elizabeth Meyer, der vel bedst kan beskrives som en Ritt Bjerregaard med forsonende træk, så er persongalleriet som kalkeret fra virkelighedens Christiansborg: Charlotte Damgaard (Mette Frederiksen (speltbollen)), Sigrid Bang (Margrethe Vestager (croissant)), Niels-Erik Bording (Anders Fogh Rasmussen), Sonja Lystrup (Pia Kjærsgaard), Hassan Ashraf (Naser Khader) samt Yasemin ”den tyrkisk-kurdiske andengenerationsindvandrer” (formentlig Yildiz Akdogan).

Faktisk ligger persongalleriet så tæt op ad virkeligheden, at man ikke kan undgå at læse de virkelige politikere ind i teksten. Men det er ikke en nøgleroman, dertil er den ganske enkelt for slap, og Meyers historie, som ikke har sin parallel i virkeligheden, er trods alt den bærende. Der er heller ikke selv det mindste gran af satire, ikke engang over for en flødebolle som Ashraf/Khader. Derfor bliver de kendte ansigter mere et forstyrrende element, og man fristes til at spørge, om forfatteren simpelthen er for doven til at opfinde sine egne personer og en dertil hørende intrige?

Helt konkret har det desuden den konsekvens, at da valgkampen går i gang, har ”Alliancen” udsigt til 15 mandater (s. 262), men Ashraf ”ligner en forskræmt mus” ved valgkampens slutning (s. 351). Et postulat man udelukkende kan forstå, hvis man husker, hvordan Pia Kjærsgaard totalsmadrede Naser Khader i den virkelige valgkamps tv-debat, for det fremgår nemlig ikke af romanen.

Alt i alt er det dog et spændende persongalleri, og især de fem meget forskellige og stærke kvinder med forskellige politiske standpunkter og kulturelle baggrunde rummer mange muligheder for intriger, rævekager og personlige vendettaer. Alt sammen potentialer, som Holst slet ikke udnytter: De fem kvinder har antydningsvis forskelligt temperament og attitude, og det siges også, at de har forskellige politiske standpunkter. Men bortset fra et indledende intermezzo mellem Charlotte og Meyer, der er uenige om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan, er der ingen – ikke en eneste – episode, hvor de fem kvinder går i clinch med hinanden. Hverken to og to eller alle fem i et politisk slagsmål på en gang. De kommer ganske enkelt ikke i spil, og dermed opstår der heller ingen dynamik mellem dem.

I stedet bruger Holst uanede mængder tryksværte på de tre tegneserienazister, som planlægger det store plot mod den demokratiske stat. De tre er henholdsvis en bøsse med hareskår og ecco-sko, en germanoid kæmpekvinde, som politiet kalder ”Ilse” (hun hedder Anitta, men det ved de ikke), og en ordblind soldat, som er bitter over at være hjemsendt fra den danske styrke i Afghanistan. Sidstnævnte er ikke helt så endimensionel som de to andre, men han er lige så meget kliché, og selvom han er voldelig, virker han aldrig psykologisk farlig.

Der, hvor Dronningeofret for alvor fungerer, er, når Holst lader Elizabeth Meyer tage afsked med verden og sig selv. Det gør hun i et afskedsbrev til Charlotte, som hun skriver på hver aften. Der kommer vi virkelig ind under huden på Meyer. Fordi det har konsekvens. Det drejer sig bogstaveligt om liv og død, og det ville have klædt romanen, hvis det var den historie, Holst havde fokuseret på. Det ville faktisk have været hamrende spændende.

En anden stærk pointe, som bærer Meyer gennem romanen og hendes politiske virke, er hendes politisk troværdighed. Den er kogt sammen i den erkendelse, at ”alle har et bristepunkt” (første gang s. 186). Bristepunktet gælder Meyers jødiske slægtninge, som døde i Theresienstadt, nutidens indvandrere i det danske samfund, og fortidens og nutidens fattige og udstødte i det hele taget. Der kommer et punkt, hvor mennesker bukker under, og som politiker ligger opgaven i at indrette samfundet, så mennesker ikke risikerer at nå til dét punkt.

Der er glimtvis gode passager og dialogbider, som giver Meyer – og andre – lov til at træde i karakter. Især s. 272 er der ramasjang i damen, og også andre steder er der skarpe, præcise replikker. Så hun kan godt, Hanne-Vibeke Holst. Men hun gør det slet ikke nok.

Miljøet
En af de forfattermæssige pointer i at vælge et bestemt miljø til en roman eller en film er, at der som regel følger en hel stemning, nogle farverige personer og en særlig tone med. En kultur og nogle adfærdsformer, som kan give teksten smag og farve, og som også lægger nogle rammer for sprogbrug og metaforer. Ordentlig research er en gave til romanforfatteren. Dronningeofret har to gennemgående miljøer: det politiske og det jødiske, og Holsts research er imponerende.

Det politiske har dannet rammen om to af hendes tidligere romaner, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fakta er i orden. Men så længe hun ikke nænner at lade sine hovedpersoner lide overlast, ej heller verbalt, så kommer der altså ikke meget politisk virkelighed ind i romanen! Jeg har oplevet Pia Kjærsgaard og Brian Mikkelsen live i et debatpanel én gang, og det var en virkelig frastødende oplevelse: Magen til ubehagelig omgangstone, selvretfærdighed og nedladende holdning til andre mennesker, skal man lede længe efter. Hvor er dét henne i romanens dialoger?

Så er der det jødiske. Faktuelt set er Holsts skildring af det jødiske samfund i Danmark ret præcist ramt, og hun skal have et stort skulderklap for ikke at have forvandlet hele Mosaisk Troessamfund til Woody Allen-jøder. Også hvad den jødiske teologi og danske jøders forhold til Israel angår, har hun gjort et formidabelt stykke research og ramt plet med kun ubetydelige skønhedsfejl. (Jeg er jøde, så jeg ved, hvad hun taler om.)

Er der styr på det faktuelle, er der til gengæld ikke kommet et jødisk miljø ud af anstrengelserne. Teksten giver ikke det indtryk, at Holst har tænkt noget i retning af: ”Hold da op, de jøder, jeg kender, har en fascinerende/utålelig/anderledes/spændende/rørende/uforskammet energi/kultur/væremåde, som det kunne være dybt interessant at gengive i en roman!” Snarere virker det, som om hun har tænkt noget i retning af: ”Jeg har brug for en fysisk trussel mod Meyers person for at drive plottet frem! Ah! Islamistiske terrorister! Hun er jøde!”

Den Meyer, som vokser ud af siderne, er etnisk protestant. Formentlig grundtvigianer. På den sekulære måde. Det samme er hendes tante Rachel og for den sags skyld også overrabbineren. Men de har fået påklistret en jødisk label, som giver forfatteren mulighed for at præsentere nogle betragtninger over holocaust og etnisk mobning. Pæne betragtninger, som de færreste formentlig kan være uenige i.

Holst har generelt vanskeligt ved at skabe helstøbte og troværdige figurer, især i forhold til deres miljøer. Et enkelt afsnit illustrerer det ret præcist: Det er fredag aften, og Meyer er lige kommet hjem og skal slappe af efter en hård uge: ”Da hun i stuen vil skænke sig et glas fredagsvin, vælger hun efter en pludselig indskydelse at skænke op i kaddish-bægeret, arvestykket fra oldemor. To lys tænder hun også. Kun det flettede gærbrød, challah, må hun undvære, da hendes læber fremsiger velsignelsen over vinen, sådan som hendes far altid gjorde. Solen er gået ned, det er tid til at komme hviledagen i hu.” (s. 193).

Hallo! Kvinden er midt i 60’erne og har fornægtet sine jødiske rødder i 40 år, hun er ved at gå op i limningen indefra og er så småt ved at måtte vedkende sig sin jødiskhed, og nu står hun og gennemfører et af de mest centrale jødiske ritualer: velsignelsen af sabbatten – med garanti for første gang i hele hendes tid som politiker. Og så afstedkommer det ikke så meget som skyggen af en refleksion, en tåre i øjenkrogen eller en følelsesmæssige reaktion i det hele taget!

Kunne man forestille sig en kulturkristen kvinde, som ikke har fejret jul i 40 år, og som fredag aften, i en lignende situation, udkørt og i eksistentiel krise, begynder at pynte til jul med sin oldemors julepynt, uden at der dukker så meget som et eneste barndomsminde eller en svunden stemning op i hendes erindring og sætter et væld af følelser, tanker og tvivl i gang? Jeg kan ikke.

Plottet
Meyers splittelse mellem den politiske karriere, hjernen der gradvist bliver til schweizerost, og et behov for at vende tilbage til sine jødiske rødder, rummer muligheden for en spændende personlig rejse. Desværre får den lov at blive på overfladen, for det er ikke den historie, Holst bruger sin energi på. I stedet har hun reelt fire plots kørende på en gang: Meyers hjerne, Meyers kamp for at vinde valget, Charlottes overvejelser om at forlade politik, og nazisternes plan om at myrde Charlotte.

Det første plot får som sagt slet ikke lov at udvikle sig, det andet mister fuldstændigt bid og drukner i venindesludder, det tredje forlader stort set historien midtvejs, og efterhånden er det attentatet mod Charlotte og politiets jagt på nazisterne, der fremstår som det egentlige plot i bogen. Det er synd. Ikke mindst fordi netop dét plot ikke holder.

Den nazistiske verdenskonspiration, som skal nedbryde demokratiet, har hos Holst tre navngivne repræsentanter i Danmark: Fritz, Anitta og Jackie. Især Fritz omtales som særligt snedig, men reelt er ingen af dem blandt de skarpeste knive i skuffen. Jackie gennembanker en palæstinensisk dreng under en nazidemonstration i Roskilde. Politiet er overbevist om, at motivet er politisk, men ved ikke, hvem gerningsmanden er. Efterfølgende findes Jackies mobil i nærheden af gerningsstedet, abonnementet er oprettet i Jackies søsters navn, og i telefonen er gemt et telefonnummer under navnet ”F” (s. 331). Takket være teleoperatøren kan politiet nu tage ud og besøge F, nemlig Fritz – som på s. 357 siges at have et helt lager af stjålne mobiltelefoner, så ingen kan finde ham. Hvorfor har han og Jackie ikke benyttet sig af de telefoner?

På s. 333 er politiet altså på besøg hos F, der fortæller – som sandt er – at han arbejder som kustode på Rosenborg. Da politiet kort efter går i stå med optrævlingen af sagen, kontakter efterforskningsleder Carsten Vinge en autonom hacker – deus ex machina – som holder øje med nazister på nettet. Han hedder Teis. Hvad politiet ikke kan finde ud af, kan Teis til gengæld, og på s. 344 kan han således oplyse, at lederen af nazisterne i Danmark hedder Fritz og kendes som ”Kustoden”. Desværre for politiet ved Teis ikke, hvordan Kustoden ser ud (s. 345), for Kustoden er nemlig så hemmelig, at han inddrager alle mobiltelefoner og kameraer under nazisternes hemmelig møder. At Kustoden rent faktisk er kustode på Rosenborg slot og således burde kunne fotograferes dagligt mellem klokken 9 og 17 (man kan jo for fanden fotografere Livgarden!), synes for en stund at have unddraget sig forfatterens hukommelse. – Ikke et ord om Alzheimers.

Teis har formodning om, at Fritz har en kvindelig næstkommanderende, og at hun er offentligt ansat og tidligere medlem af DF (s. 346). Hvad i alverden han bygger de to sidste antagelser på, fremgår ikke af teksten, og alligevel bliver oplysningerne senere et væsentligt omdrejningspunkt (s. 417). Deus ex machina er dog ikke færdig med at blande sig, for på s. 563 gætter Vinge, at politiet nok skal lede efter den mystiske kvinde – som de nu kalder ”Ilse” – blandt medlemmerne i en skydeklub. Det er et ret godt gæt, for Anitta er faktisk medlem af en skydeklub.

På dette tidspunkt undrede jeg mig over, at hvis politiet har F’s telefonnummer og adresse, hvorfor tjekker de så ikke, hvem han ringer til? (Når han nu alligevel ikke bruger sine stjålne mobiltelefoner til noget.) – På s. 604 gætter Vinge atter rigtigt, hvem der kan være ”Ilse”. I øvrigt med en absurd dialog:

”– Nå, studser Carsten Vinge. – Er der én, vi skal kigge nærmere på?
– Du mener, om hun er Ilse? Det tror jeg ikke. Henses mand er montør i TDC.
– Så?
– Så det lyder usandsynligt.
(…)
– Niklas, hvor tit skal jeg sige til dig, at det altid er det mest usandsynlige, der viser sig at være det sandsynlige. Kig nærmere på hende!”

Holst plejer at få ros for sine plots, og det er også imponerende, hvad hun formår at flette sammen af historier. Men som det ses holder det ikke ved et nærmere gennemsyn, og Dronningeofret rummer adskillige andre løse ender: Meyer opsøger en billedkunstner for at få malet sit portræt. I processen laver han en del research på hendes person, og det antydes, at han graver virkelig dybt i hendes fortid. Men han støder aldrig på Meyers hemmelighed om Alzheimers i familien.

Charlottes 10-årige datter røber faktisk, at hendes mor leder efter nyt arbejde (s. 111), men selvom partikollegaen Yasemin og dennes mand hører det, fører det ikke til at rygtet bliver spredt, eller at de to partifæller overhovedet omtaler det på et senere tidspunkt. (Yasemin kunne sikkert ellers have pruttet sig til lidt politisk opbakning i en kontroversiel sag, hvis hun lovede at holde sin mund.) Først på s. 148 fortæller Charlotte selv til Meyer, at hun har fået en job-føler. Det medfører en skideballe, og derefter er dilemmaet så godt som ude af historien. Hvad der kunne have ført til det totale kaos i Socialdemokratiet og et yderligere pres på den hjernesyge Meyer, fiser ud i ingenting.

Et vigtigt spørgsmål i romanens begyndelse er Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Selvom det både afstedkommer at Charlotte trodser Meyers politik, og at statsministeren rejser hemmeligt til Afghanistan for at møde de danske tropper (det lanceres som et endog meget snedigt politisk træk fra hans side!), medfører ingen af delene noget for handlingen. Statsministerens fravær udløser kun en bisætning senere hen, og konflikten mellem Charlotte og Meyer opløses allerede på s. 173. – Det er i øvrigt stærkt karakterspil fra Meyers side, men konflikten er dermed ovre, og vi har ikke flere reelle sammenstød mellem de to damer. Desværre fortsætter Meyers alenlange forklaring af hendes jødiske baggrund og forhold til Israel ind over side 175, 176 og 177, og det er nok fin research, men det er dårlig litteratur. Til gengæld får deus ex machina endnu en chance, da Meyer – til Charlottes og læserens store overraskelse – ved, at dét alternative job, som Charlotte på s. 148 har fortalt hende om, befinder sig i Verdensnaturfonden. ”Jeg ved alt” siger Meyer. Meget muligt. Men som læser, vil jeg gerne vide hvorfra!

Plot- og karaktermæssigt er der også problemer med den vidunderlige mand, Kjell, som Meyer er gift med. I starten fylder han en del, og på s. 291 opdager han sågar Meyers nye Alzheimers-piller i hendes medicinskab. Det undrer den højtbegavede og omsorgsfulde mand, at hun tager piller, for han ved ikke, at hun er syg. Men selvom han husker navnet på pillerne og bekymrer sig åh så meget for hende, at han køber en helikopter til ti millioner kroner for at kunne flyve til København akut, har han endnu ikke på s. 657 undersøgt, hvad pillerne tages for.

Sproget
Enkelte steder er der billeder og replikker, der sidder som de skal. Som for eksempel da Meyer bliver hjernescannet, og situationen afføder både refleksion over hendes svindende hukommelse og livagtige flashes af holocaust og det jødiske folks historie: ”Er det en del af sygdommen, at hun vil komme til at glemme sin egen historie, men huske Europas?”

Men der er langt mellem snapsene, og især tre ting bliver ved med at skurre: Det første er, at alle personerne stort set taler ens. (Bortset fra Anittas mor, der taler rigsdansk s. 149 og rawjysk s. 400 og 404.) Det er stort set ikke til at høre forskel på stemmerne. Alle ægtepar har en jovial drillende-ironisk tone over for hinanden, men det er ikke til at høre, hvem der er gift med hvem. Glimtvis skinner Meyer igennem som en slagfærdig og skarp kvinde, men replikkerne bærer ikke karakteren.

Det andet er Holsts brug af engelske ord til at gentage det, hun allerede har sagt. ”Efter vores mening er det ham, der er hjernen bag det ekstreme højre i Danmark. Han er the mastermind bag alle større aktiviteter.” ”Ingen panik, no panic!” ”For øjnene af ham forvandler Elizabeth Meyer sig til en indigneret tolv-tretten-årig jødisk pige, der lige har opdaget ondskaben, the horror.” – Ikke godt nok Holst, not good enough!

Det tredje er hendes totalt absurde – og dog humorforladte – brug af billeder. Her er min Top Ti:

1. Ja, hvornår opgiver man at rejse tiltale? Når man vurderer beviserne til at være tyndere end et trusseindlæg.
2. Hun ser uforstående på ham, udtrykket nu pludselig gråt og afvisende som et flådefartøj.
3. Lykken folder sig så uventet ud under hende som faldskærmens silke.
4. Og en stor sorg, ja. Som om hun lå under en udbredt, sort vinge.
5. Han slår undskyldende med armene, så de folder sig ud som vinduesskodder.
6. …en opmuntring, som en brioche mellem det grove rugbrød.
7. …bliver forvirret som en flåt, der køres rundt i smør.
8. For Kim er det lige så umuligt at forestille sig som klipklappere på Amalienborg.
9. Han friede, hun sagde ja, hvilket bagefter forekom indlysende, men forinden virkede omtrent så sandsynligt, som at AGF ville vinde Superligaen.
10. Allerede da begyndte hun at knurre advarende som en pekingeser…

Endelig er der perler som disse: ”Leende kysser Fritz seddelbundterne ét efter ét. Smak, smak, smak. (s. 362) og ”UIUIUIUI! lyder det fra politisirenen, da de flintrer gennem byen med blinklys påsat Mondeoens tag.” (p. 651) – Er det ikke næsten som at være der selv?

Dialog og handling
Generelt må siges, at siderne bruges til at beskrive dialoger og handlinger, i stedet for at lade handlingen udspille sig og dialogen udfolde sig i takt med læsningen. Amerikanerne har ligefrem en standardvending, som bliver banket ind i knolden på alle, der kaster sig ud i manuskriptskrivning: Show, don’t tell!

I lange passager ville man – hvis ikke romanen var så lang i forvejen – fristes til at tro, at det var forfatterens synopsis, man sad og læste, og ikke det færdige litterære værk. Som eksempel vil jeg fremhæve partilederdebatten mellem Meyer og Bording (s. 455), der beskrives med en boksemetafor (titelkamp, infight, helgardering, slagkraftige træffere etc.). Selve debatten, de spydige ord og de geniale argumenter ville jeg fandeme gerne have læst! Det samme gælder beskrivelsen af et Israel-Palæstina-skænderi mellem Yasemin og hendes mand Rasmus (s. 355). Det havde været spændende at overvære selve skænderiet med netop de to personers vinkel på dét dilemma, som Meyer også tumler med fra en helt anden synsvinkel.

Et andet problem mange steder i bogen er, at Holst blander sin egen og figurernes synsvinkel sammen. Som for eksempel s. 200, hvor Jackies tanker og oplevelser ikke er Jackies, men Holsts oplevelse af, hvad Jackie oplever og tænker. (Det er Holst, der ved, at Jackie handler pr. instinkt, men det må være Jackie, der kalder den palæstinensiske dreng en perker.) Langt mere konkret bliver det på side 321, hvor Meyer mindes, da hun som barn så sin storebrors tissemand og – sensation, sensation – den var omskåret! For en jødisk 10-12-årig pige anno 1954, ville det næppe være omskærelsen, der vakte opmærksomhed, men mere tissemanden i sig selv. Den slags afsenderforvirring er lettere at slippe for, hvis man holder sig fra beskrivelserne og i stedet lader figurerne handle, tale og tænke selv.

Gennemførelsen
Er der så sammenhæng mellem miljø, karakterer, sprogtone, metaforer, handlingsforløb, genre etc.? Nej. Håndværksmæssigt holder det ikke. Det samme gælder de forskellige lag eller temaer i historien, og det hænger i høj grad sammen med, at der er for mange af dem: Alzheimers, arabisk terrorisme, Israel-Palæstina, højreekstrem terrorisme, nazister, holocaust, kunstmalerens portræt af Meyer, kærlighedsforholdet Elizabeth Meyer-Kjell Dahl, kvinder og svære karrierevalg (Charlotte og Meyer), mandschauvinisme, dansk politik, politisk intrige, etnisk mobning, de indre konflikter i at tilhøre et etnisk mindretal, rejsen tilbage til sine kulturelle rødder (Meyer) samt dét, at alle har et bristepunkt.

De enkelte temaer dukker op hist og pist uden at være flettet ordentligt sammen, og nogle forsvinder ligefrem ud af historien (og nej, jeg antager ikke, at det er en bevidst metafor for Alzheimers!). Det er simpelthen dårligt håndværk, og et manuskript der ikke har fået de nødvendige to-tre ekstra gange gennemskrivning plus en slankekur i forhold til antallet af temaer. Fire-fem stykker ville have været passende.

Krogen
Den stærkeste historie i Dronningeofret er ubetinget den om Meyers Alzheimers, og det er da også den, der holder krogen i læseren. Desværre bliver sygdommen præsenteret næsten før, vi lærer Meyer at kende. Læsere af Kronprinsessen og Kongemordet kender måske Meyer i forvejen, men derfor bør Dronningeofret kunne fungere på egne præmisser alligevel.

Vi får med andre ord ikke lov til at identificere os med Meyer – føle magtens sødme ved at være leder af Socialdemokratiet og deltage i hendes håb og drømme for en lang og meningsfuld alderdom sammen med manden, når hun en dag giver magten fra sig – inden hun rammes af katastrofen og hendes liv og selvforståelse slås totalt ud af kurs.

Pointen med at have en ”krog” er netop, at man kan trække historien og dermed læseren i nye retninger; det er dét, der får historien til at bevæge sig fremad. Dels placerer Holst ikke krogen, så den sidder godt nok fast, dels er det ikke den krog, der bruges til at bevæge os med. I stedet bruges alle mulige udenoms begivenheder, såsom terrortrusler, politiarbejde, indbrud i Jackies lejlighed, aalborgensiske hackere, Charlottes barndomsveninde, en bombe i et solcenter og meget, meget mere.

Oplevelsen
Jeg blev absolut grebet af hovedhistorien om Meyer og i en vis grad af sideplottet om Charlottes jobdilemma, og i begyndelsen lod jeg mig også gribe af subplottenes spændingselementer. Men efterhånden som alle farer fiser ud i det rene ingenting, og Meyers tiltagende hjernesvækkelse gang på gang undgår at have nogen konsekvenser (dette er ikke engang en satirisk kommentar til politik), så mistede jeg villigheden til at lade mig rive med. Narrefisse kan man kun tilbyde et vist antal gange. I Holsts univers går det ganske enkelt de gode godt og de onde skidt, og hun har nogenlunde samme forhold til sine elskede (kvindelige) hovedpersoner, som det hedengangne ”Min Hest” havde til ponyer. Det holder ikke.

Som forfatter er man Gud, og som Gud skal man have modet til at smadre sin skabning fra tid til anden. For historiens skyld. Som Herren smadrede Job. Har man ikke dét, er man ikke almægtig, så er man ikke gud, og heller ikke forfatter.

Summa summarum
Dronningeofret har en virkelig stærk grundidé, som kunne være udnyttet meget bedre. Det samme gælder både det politiske og det jødiske miljø. Fortællingen flyder lindt, men de grundlæggende plots og spillet mellem hovedpersonerne er ikke i orden. Desuden bliver romanen aldrig rigtig spændende, fordi de virkelige personer er truet af tegneserieskurke. Endvidere erfarer man hurtigt, at der aldrig er nogen virkelige trusler mod hovedpersonerne eller deres selvbillede, for det skåner forfatteren dem for.

På alle forlag sidder der konsulenter, som er sparringspartnere på forfatternes manuskripter, og som bør fange fejl og andre dårligdomme i teksten. Det skulle efter sigende være et velrenommeret forlag, der har udgivet Dronningeofret, og man kan undre sig over, at deres konsulenter ikke gør et bedre stykke arbejde. Men det gør de så åbenbart ikke.

Forfatteren og værket
Hanne-Vibeke Holst jamrer over, at hendes bøger ikke får den anerkendelse, som hun synes, de berettiger til, og desuden fører hun sig frem som feminist. Ingen tvivl om, at der mange steder findes kvinder, der ikke behandles ligeværdigt i forhold til mandlige kolleger, og at kvindekampen stadig har et stykke vej. Men det gavner næppe kvindesagen, at den bliver ført af kvinder, som ikke kan levere varen rent professionelt og derfor udstiller kønnet som en flok amatører. Der går 70’er kvinderock i den, og nosserne forbliver derfor kvalitetsstemplet, desværre. Mine sidste ord er derfor til Hanne-Vibeke Holst: tag vores metier alvorligt og skriv nogle bedre bøger eller stop klynkeriet.


75
Forrige anmeldelse
« Checkpoint Charlie «
Næste anmeldelse
» Mørkeræd »


Flere prosaanmeldelser