Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Havets rytter / Dorothea Petersen / 204 sider
Mellemgaard. ISBN 9788793395657
Anmeldt 11/12 2017, 08:55 af Hans Christian Davidsen

Nordsøens Atlantis


Nordsøens Atlantis

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De helt store enkeltbegivenheder behandles i forbavsende lille omfang skønlitterært. Måske er der noget, der er for stort, og ord for små. Måske går de skønlitterære forfattere med en ærefrygt.

Den historiske roman har haft en solid plads i den moderne danske litteratur og har som oftest været bundet op på en biografi. En af de første forfattere, man her kommer i tanken om, er Maria Helleberg.

Der skulle være stof nok til en historisk roman, når det gælder overleveringen om Rungholt. I 1362 bristede digterne omkring byen, der dengang lå i det danske Slesvig og var en af Danmarks storbyer. Med over 2000 indbyggere var den på størrelse med Ribe og Kiel og halvt så stor som Hamborg.

Byen blev under en stormflod totalt udslettet. Naturkatastrofen var den største i danmarkshistorien og havde bibelske dimensioner.

Dorothea Petersen har taget udfordringen op. Hendes debutroman hedder Havets rytter og trækker tråde fra den store oversvømmelseskatastrofe i middelalderen til livet i det nordfrisiske vadehav i det tyvende århundrede.

Dorothea Petersen stammer fra Harrislee ved Flensborg og flyttede tidligt i sit voksenliv til Danmark, hvor hun giftede sig, stiftede familie og slog rødder. Hun har dog tydeligvis bevaret et solidt lokalkendskab til det dansk-tysk-frisiske grænseområde i Sydslesvig. Hendes første udgivelse hed Parallelle verdener og var en særdeles velskreven erindringsbog om en typisk dansk-tysk opvækst i efterkrigstidens Sydslesvig.

Digerne bristede
Men først lidt mere til baggrundsinformation om Rungholt-katastrofen og den begivenhed, der i vadehavsregionen fra Elben til Rømø er gået over i historien som “Den store Manddrukning”:

Natten til den 16. januar trak det op til storm grænsende til orkan. Digerne på øen Strand omkring byen Rungholt var på det tidspunkt forsømte. Pesten i 1300-tallet havde gjort et kraftigt indhug i øens befolkning, og man mener, at de færre mennesker var grunden til, at digerne ikke længere havde kunnet vedligeholdes som før. Grunden til, at digerne bristede var ikke blot vandet. Havet var i forvejen frosset til, og den kraftige storm fik isen til at knække. I det urolige hav forvandledes de kæmpemæssige isblokke sig til torpedoer, der med vandets enorme kraft smadrede digerne.

Alle Rungholts godt 2000 indbyggere druknede i det iskolde vand. Huse, kirke og gårde blev slået itu. 30 sogne i vadehavet blev ramt af katastrofen. Man antog først, at 200.000 mennesker i hele regionen omkom. Siden har historikere dæmpet tallet til under 30.000. Rungholt blev Nordsøens Atlantis. I mange år var Rungholt en legende. Det var først i 1920erne, da tidevandets strømme ændrede sig, at resterne fra Rungholt blev fundet i vadehavet, og man dermed fik faste beviser for byens eksistens.

I århundrederne før den faktiske opdagelse havde myterne nået at vokse sig store og stærke, og det er sagnstoffet, som Dorothea Petersen øser af i de første cirka 60 sider af bogen. Her fortæller forfatteren medrivende ud fra sagnet om svirebrødre, der vil tage fusen på den lokale præst i Rungholt. De narrer ham ud til en døende, som viser sig at være et svin, de har klædt ud. Præsten bliver spottet, og der bliver hældt øl ned til sakramenterne. Præsten får et varsel fra en mørkklædt rytter og flygter til et højt beliggende punkt på den nuværende halvø Ejderstedt. Samme nat blev Rungholt skyllet i havet, og byens undergang blev tolket som Guds straf over de syndige mennesker på øen.

Dette skildrer Dorothea Petersen levende og troværdigt gennem en alvidende fortæller. Herefter skruer hun tiden seks århundreder frem til årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Her møder vi en dreng, der har lettere autistiske træk - søn af postmesteren på øen Pellworm - samt fuglekongen på den afsides beliggende Hallig Norderoog og et tv-hold fra Flensborg. Sidstnævnte repræsenterer det moderne liv som kontrast til vadehavsregionen, hvor menneskehedens selvskabte love trænges i baggrunden af naturens.

Udpenslende
Mennesker - også de erfarne vadehavsvandrere - opsluges af havet, og vi møder den sortklædte rytter fra Rungholt-sagaen, der kommer med varsler. Særlig godt beskrevet er en situation, hvor civilisationens utålmodige og tids-fiksedede tv-hold under en voldsom stormflod bliver tvunget til at opholde sig på den lille hallig i flere dage. Ethvert moderne menneske - der er vant til at kunne bevæge sig, hvorhen man vil - kan identificere sig med den klaustrofobiske følelse, det er “at blive taget til fange” af naturen. Rungholt-præstens krucifiks dukker op i vandet, og lige så fantastisk beskrivelsen kan synes, lige så tæt forbundet er den med virkelighedens hændelser. Den dag i dag dukker potteskår fra Rungholt op på vadehavets bund.

Dorothea Petersen præsenterer læseren for en vedkommende, indgående, men nogle gange også en smule belærende og udpenslende beskrivelse af fuglevagten, en brysk mand af få ord. Han er et menneske, der hellere vil underkastes naturens vold end at leve i det menneskeskabte kaos i civilisationen. “Hvis blot menneskers adfærd fulgte naturloves nødvendighed, var det meget nemmere at være til”, bliver det skåret ud i pap et sted.

Det er vanskeligt stof, Dorothea Petersen bygger ind i sin fortælling. Sagn og fakta flettes med fiktion sammen til en skønlitterær tekst. Det er mig bekendt ikke gjort på dansk før, selv om Rungholt er en del af danmarkshistorien. På tysk har Kari Köster-Lösche digtet videre på det historiske stof i Die letzten Tage von Rungholt (List Verlag, 1997).

Kvaliteten i Havets rytter er de fine miljøbeskrivelser. Forfatteren er i perioder meget fortællende og får dermed ikke altid læseren til at skabe egne billeder og drage egne konklusioner, men som helhed er det en læseværdig roman.


Forrige anmeldelse
« Morder «
Næste anmeldelse
» Barakkerne - Min danske og tysk... »


Flere prosaanmeldelser