Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Marco effekten / Jussi Adler-Olsen / 506 sider
Politikens Forlag. ISBN 9788756799065
Anmeldt 17/4 2013, 20:50 af Kim Toft Hansen

Marcotika


Marcotika

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi skal ikke længere end til side to i Jussi Adler-Olsens seneste roman i serien om Afdeling Q. Så står det der. Ondskab. Kodeordet, som forfatterskabet kan læses igennem. Udtrykket, der egentlig er gammeldags. Kodet med djævelskab. Men opdateret i nye klæder. Indbygget i krimiens og thrillerens populære gevandter. Ondskaben driver nedad siderne i alle hidtil fem bøger om den løjerlige efterforskningskonstellation Q. Men i Marco effekten er den mere alsidig, mindre ensporet, mere sofistikeret. Romanen er den bedste og bedst skrevne roman i serien. Hidtil.

En fyr myrdes i Cameroun. En hvid, en dansker, er til stede. Svindel med udviklingsmidler trækker nogle spor. Nordpå til Danmark. Et andet sted overhører sigøjneren Marco sin klans overhoved Zola snakke om, at Marco snart skal udsættes for den ulykke, der kan gøre ham mere værd som tigger i de københavnske gader. Han stikker af. Væk i en fart. Men gemmestedet gemmer ikke kun på Marco. I et hul i jorden opdager Marco, at han ikke er alene. Et opløst lig optager pladsen. Men Marco slipper væk. Kun for at være jaget vildt i en sag, der trækker spor langt ind i ministerielle afdelinger, ind i den congolesiske jungle og dybt ind i den danske, kriseramte finansverden.

Plottet er mangestrenget. Komplekst. Centralt sidder Carl Mørck og assistenten Assad. Med indblik, udblik og mangel på overblik. En sag tager form, men ikke en hvilken som helst sag. Samtidig fortsættes føljetonsporet fra de første fire fortællinger. Om et skuddrama, Carl ikke helt husker. Drabet på en kollega og lammelsen af hans ven Hardy. Carl var tæt på at dø. Lider af angstanfald. Mens opklaringen af denne gamle sag er ude af hans hænder. Desuden har Carl hele tiden fornemmelsen af, at Assad ikke helt er den, han udgiver sig for. Om han nogensinde finder ind til sin besynderlige assistent, må tiden vise. Assad er under alle omstændigheder sin egen. Og så er Carls kærlighedsliv (eller mangel på samme) et melodrama for sig.

På vanlig vis drysses informationen rundhåndet ud. Til læseren. Carl, Assad og det punkede sidekick Rose må selv arbejde hårdt. Men læseren ved mere. Det meste. Men puslespillet er alligevel uden alle brikker. De samles langsomt. Flere findes. Stilsikkert fastholder Adler-Olsen krimithrillerens formel. Efterforskningen kører sit spor. Men viden og indsigt indlemmes til læserens fordel. Et indblik i ondskabens maskinrum. Ondskabens motiver, der driver hele værket. Grådighed og psykologisk ubalance. Og meget mere. Ondskabens talerør viser ingen nåde for læseren. Carl og Assad kommer trods alt efter de mange drab. Vi er med helt derinde, hvor blodet sprøjter. Marco effekten er en sand holocaust i body-count. Måske lidt i overkanten. Unødigt.

Problemet er måske, at den effekt som den grafiske vold har, mister sin brod. Sit stænk af spænding. Når alle mord udpensles, vender bøtten. Vi træder ind på slasherens domæne. Et domæne, der for tiden influerer krimien til det yderste. Grov og blodig vold ud over alle grænser. Nuanceret beskrevet gennem en fortællers dybe indlevelse. Derfor har Adler-Olsen stadig brug for sin folkekomiske benådninger undervejs. Nogle passager, hvor vi kan grine. Le af Assads til tider burleske indfald og sproglige misforståelser. Af Carls hårdkogte humor. Af Roses besynderlige væremåder, der mere og mere ligner Carls (!). Vold og humor sitrer op ad hinanden. For at gøre universet tåleligt for læseren. Og med stor succes.

Det er faktisk interessant, at Adler-Olsen slipper af sted med det her. Hele manegeriet af blodspor på hveranden side. Med at dosere viden om forbryderen med lind hånd, så læseren fra starten er et stort skridt foran. Krimien lever af spænding. Spænding om gerningsmanden. Om opklaringen. Afsløres for meget forhindres spændingen. Men Adler-Olsen skruer sine plots tilpas komplekst sammen til, at det lykkes at fastholde et højt tempo. En rytme. En stigende crescendo mod toppen af klimaks. Selvom de mange labyrintiske jagtscener rundt i København bliver noget ens og invariable. Lidt for hurtigt læste.

Hele romanen har et interessant twist. Et twist af Dickens. Af Oliver Twist. Det indgående blik, der tegnes hos Marco, har helt oplagte ligheder med Charles Dickens klassiske roman. Et forbrydersyndikat ledt af en samlefigur. Bestående af små knægte og piger, der stjæler for at holde sammen på livet. Tror de. Fortællingen om sigøjnerne, især om Marco, er en opdateret version af Oliver Twist. En indlagt kritik af fattigdom i Europa. Af bagsiden af finansverdenen. Finansverdenens grådighed. Indlagt i svindel med bistandsmidler til bekæmpelse af afrikansk fattigdom. Afspejlet i de nederlag, som fattige lider. Oliver Twist var en kritik af fattigdomssystemet i 1800-tallets England. Marco effekten af tidens skalten og valten med internationale støttekroner. Og af en tøjlesløs finansverden kun med egen vinding for øje. Socialkritikken er ondskabens formål. Vold har et kritisk sigte.

Jussi Adler-Olsen kan sælge bøger. Mange bøger. Marco effekten har allerede solgt en halv regnskov. Og flere vil blive langet over disken. Side om side med agurker, shampoo og ugens sliktilbud var der i min lokale Føtex flere eksemplarer af Marco effekten til salg, end de fleste andre bøger udgives i. På verdensplan storsælger han. Det forstås. Han skiller sig ud fra mængden. Og gør det med skriveteknisk snilde og udspekuleret ro. Planlagt. Krimiens møde med thrilleren er sjældent set så effektivt udført som hos Adler-Olsen. Og i Marco effekten. Det er ikke stor verdenslitteratur i den elitære forstand. Men det er verdenslitteratur i populær forstand. Det sælger verden over. Måske Adler-Olsen dog snart skulle til at variere sin nu velgennemtyggede, velkendte formel en anelse. Selvom femte bud på Q-stammen vil appellere til de mange læsere, der har tygget sig igennem de fire første blodige bind.


Forrige anmeldelse
« Som De sikkert forstår «
Næste anmeldelse
» Forsvindinger »


Flere prosaanmeldelser