Forfatteren Jan Sonnergaard skrev i Politiken 21.10.12 et indlæg om litteraturens ”meningsfulde meningsløshed”. Han skrev bl.a.: ”En tekst kan ikke kaldes litterær, hvis dens mening står fuldstændigt klar og i logisk klartekst kommunikerer sin mening. Så vil den typisk være en brugsanvisning, eller for eksempel en politisk tekst, som pædagogisk og logisk giver os grundene til, at vi netop skal stemme på dén og dén politiker.- Hvis meningen er klar, og der ikke er noget at gå fejl af ... er det ikke kunst og ikke litteratur.”

Hvis dette er kriteriet, kan romanen Kimære næppe kaldes litteratur. Bogen er et klokkeklart indlæg i tidens klima- og miljødebat. Den er fyldt med fakta. Forfatteren vil have os til at tænke og tage stilling – tænke over de etiske dilemmaer i kampen mod ubalancen mellem klodens ressourcer og den eksplosive befolkningstilvækst. Tage stilling til mål og midler i kampen for at redde kloden fra undergang. Alligevel tror jeg, mange vil være enige med mig i, at Kimære ER litteratur, meningsfuld ord-kunst. - Er der mon en fejl i Sonnergaards regnestykke? Eller forstår jeg ham ikke korrekt?

De seneste fem år har jeg haft deltidsarbejde i Norge. Det har givet mig anledning til at genoplive min gamle kærlighed til norsk samtidslitteratur, hvor navne som Dag Solstad, Lars Saaby Christensen og Espen Haavardholm årtier tilbage beredte mig store glæder. Med norske venners hjælp har jeg lært en masse nye fremragende og underholdende forfattere at kende: Per Petterson, Karl Ove Knausgaard, Helene Uri, Tom Egeland, Beate Grimsrud, Linn Ulmann, Merethe Lindstrøm og Erlend Loe f.eks. (alle oversat i rigt mål og derfor også kendt af danske læsere). I denne sammenhæng skal der ikke ytres et ord om de mange glimrende norske krimiforfattere, som også falder for Sonnergaards litteratur-kriterier. Blandt de ikke oversatte forfattere har jeg især været glad for Gert Nygårdshaug, som jeg aldrig havde hørt om i 2008, men som jeg siden har læst mange bøger af. Han er nemlig veteran og har et stort og alsidigt forfatterskab bag sig. Jeg håber, at også at hans underfundige og magiske bøger om den frafaldne præst Gotvin Soleng bliver oversat (Provst Gotvins geometri kom på dansk allerede i 1999, på det lille Roskilde-forlag Batzer & Co, som også udgiver Per Petterson, men blev ikke fulgt op).

Forlaget Hovedland (gen)introducerede ham på dansk sidste år. Det skete med romanen Mengele Zoo (fra 1989!), og det var ikke noget dårligt valg, for det er en fremragende roman, som nordmændene endog har valgte som ”Århundredets norske roman” i en seriøs afstemning. Nu tager Hovedland så et tigerspring og præsenterer romanen Chimera i dansk oversættelse kun et år efter at den udkom i Norge. Det er så den første roman af Nygårdshaug, jeg læser på dansk. Oversættelsen af Jacob Jonia er heldigvis glimrende, kun ganske få mislyde har generet mig. F.eks. at ordet ’manet’ ikke er oversat. Kun få danskere ved, at det betyder vandmand/gople.

Og maneter betyder faktisk en del i Kimære, ligesom alskens mere eller mindre eksotiske arter inden for flora og fauna gør det. Bogen er nemlig (hvad forlaget kalder) en ”øko-thriller”. Det kan lyde, som om Nygårdshaug er hoppet med på en modebølge, men det forholder sig snarere sådan, at han har været med til at opfinde genren. Den allerede nævnte Mengele Zoo udgør sammen med et andet mesterværk Himmelblomsttreet en helt forrygende ’dobbeltbog’ om verdens truende undergang. (Der i øvrigt næsten fuldbyrdes i den første af Nygårdshaugs romaner, jeg læste, Afrodites basseng fra 2003, hvor stort set hele jordens befolkning udryddes af en biologisk mutation, der omtales i dobbeltromanen, sådan en passant.)

Bogen er fuld af træk, som nok vil distrahere eller irritere nogle læsere: Et faktuelt informationsniveau på højde med et godt populær(natur)videnskabeligt tidsskrift. Et stort persongalleri med et demografisk detailniveau på snobbeniveau. En sproglig stil uden mange kunstneriske dikkedarer og med hang til cliffhangers mellem kapitlerne. Plottet er imidlertid relativt enkelt og letflydende, trods den faktuelle og gennemresearchede ballast:

Hovedpersonen, den norske veterinær Karl Iver Lyngvin, arbejder o. 2030 på det internationale og tværvidenskabelige forskningscenter CORAC dybt inde i Congos regnskov. Han er med til at identificere et uhyggeligt virus, som vil kunne true hele verden, hvis det breder sig. Hvad skal forskerne gøre? Analysere, tage forholdsregler, adlyde bevillingsgiverne og holde kæft – eller handle? Og hvis de vælger det sidste: hvordan og i hvis interesse?

I afgørende instans ligger valget i Karl Ivers hænder… Hans beslutning bliver ikke nemmere af, at han for første gang i sit libero-liv har engageret sig forpligtende i et forhold, og at han er øjenvidne til, at hans elskede Norges natur er ved at bukke under for næsten to århundreders rovdrift på jordens ressourcer.

Bogen begynder overraskende i 2. person, med en 30 sider lang prolog, hvor læseren tvinges til at identificere sig med en person, som er i dyb krise på grund af sin viden om forsuringen af verdenshavene og konsekvenserne af dette – en person, som lige så godt kunne være forfatteren: ”Forestil dig, at du hedder Gert Nygårdshaug, og at du har hovedet fuld af samtaler med en mayaprofessor….” (s. 18). Det er pirrende ubehageligt, men også ganske underholdende (man kan som illustration se en ultrakort video på YouTube, hvor forfatteren selv optræder i/som dilemmaet). Men fortæller-eksperimentet viger hurtigt for selve HISTORIEN, der fortælles meget nygårdshaugsk af en god gammeldags alvidende fortæller.

Fortælleren kender alle sine personers tanker, følelser og motiver, men afslører heldigvis aldrig mere end højst nødvendigt. Samtidigt fodres den forhåbentlig sultne læser med informationer om den congolesiske regnskovs ufattelige mangfoldighed og verdens generelle elendighed på en ganske afbalanceret måde, og tilsat mystik og suspense i rigt mål. Jeg synes, det er nørdet på den fede måde. Men er det kunst? Er det – jf. Sonnergaard - en ægte roman eller et øko-kampskrift?

Man kan ikke tage fejl af forfatterens grundlæggende holdninger. Men fortælleren er dygtig nok til ikke at proppe dem ned i halsen på læseren. De etiske dilemmaer, som det er bogens egentlige ærinde at blotlægge, er yderst komplekse i al deres thriller-uhyggelighed. Læseren må selv finde ud af, om han/hun synes at CORACs forskere i almindelighed og Karl Iver i særdeleshed træffer de rigtige beslutninger. Og det er måske netop heri, kunsten ligger. De færreste kan vel være uenige med Nygårdshaug i, at verden er af lave og måske på vej mod sin undergang. Men han er generøs nok til at hævde, at klimaproblemerne (alvorlige som de er) kan løses, og at det derfor er langt mere tungtvejende problemer der tegner sig i 2030/her og nu. Verdens ufattelige skønhed træder smukt og farverigt frem af bogens mange sider, og truslen mod den lige så stålgråt og uafviseligt.

Kimære er ikke på litterær højde med mesterværkerne Himmelblomsttreet og Mengele Zoo, som har den store styrke at følge nogle få personer i opposition til stort set hele verden. Men romanen her har samme insisterende styrke. Den kræver af læseren, at der tages stilling på en eller anden måde. Bogen kan ikke bare lægges til side som endnu en spændende thriller. Det er ikke nogen ringe kunst.