Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Imperial Bedrooms / Bret Easton Ellis / 186 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-1525-3
Anmeldt 1/11 2010, 07:42 af Ove Christensen

Variation over tema – Bret Easton Ellis går igen


Variation over tema – Bret Easton Ellis går igen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 1985 debuterede Breat Easton Ellis med en coming-of-age-roman Less Than Zero (1985). Selvom det først var med skandalesuccesen med American Psycho (1991), at han brød igennem og blev sin generations mest omtalte forfatter, så var hans første romaner også værd at kigge på. Når man betragter hele hans forfatterskab under et, så er det interessante den direkte nostalgiske og moralske tone, der løber gennem Less Than Zero, mens de senere romaner er kendetegnet ved en kynisme iblandet en tiltagende destabilisering af realitetsfornemmelse. Moralismen er hele vejen igennem tilstede, men får et mere abstrakt skær, hvorimod fortælleren fra Less Than Zero Clay oplever moralsk anfægtelse og længsel efter en slags uspoleret tilværelse fjerne fra tv-verdenens dopede og glædesløse glamour.

I Imperial Bedrooms vender Clay, som nu er en anerkendt manuskriptforfatter, tilbage til det Los Angeles, han forlod i slutningen af Less Than Zero. Romanen er en ’jubilæumsudgave’ eller en ’genindspilning’ 25 år efter. Også her vender Clay tilbage til Los Angeles fra øst ved juletid. Han hænger ud, går til fester og aftaler at ses med gamle bekendte. Man kan dog godt mærke, at Clay er blevet 25 år ældre, og han er nu en kopi af den forældregeneration, der så groft svigtede deres børn i den tidligere.

Clay er inden for den tv- og filmverden, han nærmest er blevet født ind i. Her er masser af penge, sprut og forskellige rusmidler. Alle lider af selvhad og en evig jagt på anerkendelse – en anerkendelse der dog aldrig kan ophæve tilværelsens ulidelige lethed. Ikke mindst Clay har brug for anerkendelse fra smukke tomme kvinder – en besiddelsestrang – der dog ikke kan mættes, men netop bliver værdiløs, når eller hvis besiddelsen bliver bekræftet. Det gør den så heller ikke, kan man rolig sige.

Handlingen udspiller som et paranoiadrama, efter Clay har fundet sammen med den smukke og håbløse skuespiller Rain. Samtidig bliver Clay skygget, og han modtager konstant beskeder om, at han bliver overvåget. I modsætning til de seneste romaner får læseren dog en – om end noget fortænkt – slags forklaring på de fleste af de ’uforklarlige’ tildragelser. Det viser sig, at der er en intrige i gang, som involverer mange af de personer, som vi lærte at kende i Less Than Zero.

Romanen bringer ikke nye facetter til Ellis’ forfatterskab, og som læser kan man – eller i det mindste denne anmelder – godt bliver noget træt af de skabeloner, man kommer igennem under læsningen.

Det mest interessante ved Imperial Bedrooms er indledningen, hvor Clay tænker tilbage til tiden, hvor Less Than Zero foregår. Han husker tilbage, og vi får at vide, at det slet ikke er ham, der har skrevet bogen, men en bekendt, som gjorde det for at hænge Clay ud. Clay kan dog konstatere, at det meste foregik som beskrevet i romanen. I denne del er romanen ved at udvikle en interessant krydsning af forskellige fiktionslag – et tema i de fleste Ellis romaner. Men det ser ud til, at Ellis mistede interessen for denne del for at begive sig ind i en ny fortælling, hvor personer beruser sig og lider af en kraftig overdødelighed som følge af beruselse, prostitution af forskellig art eller uforklarligt som når naturen – de mange ørkenhyæner og varulve – slår ned mod den tilsyneladende civilisations utugtige darwinisme.

Imperial Bedrooms ligner for meget et værk af en træt forfatter, der dog ikke kan lade være med at skrive endnu en bog – for hvad kan han ellers?


Forrige anmeldelse
« Den sidste gode mand «
Næste anmeldelse
» Under kuplen »


Flere prosaanmeldelser