Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Møgkællinger / Gretelise Holm / 301 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-42943-3
Anmeldt 10/10 2010, 08:21 af Gunhild Agger

Højskolemordet og den kvindelige hævner - fra Paranoia til Møgkællinger


Højskolemordet og den kvindelige hævner - fra Paranoia til Møgkællinger

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Møgkællinger er Gretelise Holms femte krimi i serien med journalisten Karin Sommer i rollen som opklarer og den reelle politiinspektør Halfdan Thor på sidelinjen. Så er det på tide at spørge, hvordan serien holder niveauet? Er der ved at gå rutine i den? Er der for mange gentagelser, så det bliver trivielt? Eller klarer forfatteren den svære kunst at appellere til både genkendelsens glæde og den fornyelse, der udgør den nødvendige drivkraft, hvis læseren fortsat skal hænge på af andre grunde end vanens magt? Kan Holm fortsat konstruere et godt plot ud fra de velkendte ingredienser?

Fra Paranoia (2002) overfører Holm den teknik, der giver morderens stemme plads i romanen, før læseren ved, hvem stemmen tilhører. Det sker i korte, kursiverede afsnit, der pirrer nysgerrigheden, fordi man prøver at tilpasse denne stemme til mulige gerningsmænd og kvinder. Det er altså set før, også i andre krimier, men det fungerer fortsat som et solidt spændingsskabende element. I Møgkællinger er teknikken udvidet til at gælde landsretsdommer Thorkild Lambertsen, den tilsyneladende pæne mand, der har en skjult side. Lambertsen bliver holdt fangen af en møgkælling og får af sin fangevogter besked om selv at undersøge og nedskrive sine fortidssynder. Også hans stemme bliver præsenteret i kursiv. Og eventuelle associationer til gode gamle Hans Scherfig og hans satire over det juridiske embedsværk i Danmark er velbegrundede, for (S)Lambertsen optræder på internettet i et sado-masochistisk netværk under navnet Lektor Blomme.

Paranoia begyndte kritikken af de såkaldte "familietragedier", en term, der næsten undskylder de grusomme forbrydelser, der begås i familier. I den forbindelse skyder Holm med skarpt mod pressen for dens tendens til neddysning af den slags pinlige sager. Det vil journalist Karin Sommer gerne gøre noget ved! Og det gør hun ufortrødent i denne roman. Og i de næste.

Robinsonmordene (2003) lancerede miljøtegningen og tidsånden som vigtige ingredienser. Skejø repræsenterer den yderste provins: stedet, hvor man ikke kan komme og gå uden at blive observeret ved færgelejet. Den tilsyneladende idyl er dog mindre bag facaden. Påstanden om at øen har fælles interesser krakelerer i nærperspektiv: der er forskel på folk, og uløste konflikter står i kø. Den gamle Johanne på plejehjemmet formulerer præcist, hvad der er på færde i miljøet og tidsånden under Gustav Kwiums begravelse: "Nej, han er ikke blevet kaldt hjem til Gud. Han er blevet stemt hjem af Ørådet." På den måde kommer Skejø til at repræsentere enhver dansk provins med plejecenter, fjernsyn og tilflyttere.

I Møgkællinger er det et højskolemiljø, der er taget på kornet. Holm er dygtig til i få ord at indfange stemning og omgangsform. Læs bare indledningen til Møgkællinger: ”Der var flere, som så døden kysse skelettet bag det monstrøse edderkoppespind i hjørnet, men dæmoner, djævle og zombier tog ikke anstød. Flirt mellem lærere og elever var mere reglen end undtagelsen ved festerne på Skovholm Højskole.”

Under fuld bedøvelse (2005) handlede i høj grad om fortidens synder. Det drejer sig ikke mindst om den dansk-tyske historie i perioden fra 1945 til i dag. Det er tilsvarende fortidens synder, der tages under behandling i Møgkællinger, bl.a. i Lambertsens skriftemål, men det er naturligvis også samtidens. Her forenes pressekritik med et kønsperspektiv, som også er genkendeligt fra de tidligere romaner. En amazone, der begår krænkende seksualforbrydelser mod mænd, og som ender med at myrde, er på spil, og det tiltrækker mere opmærksomhed i både politi og presse end de tilsvarende forbrydelser mod kvinder, der opfattes som mere trivielle.

Gennem alle bind videreføres privatlivsføljetonen, der startede i Paranoia – en føljeton, der handler om traumatiserende familieforhold i Sommer-familien og hovedpersonens gradvise frigørelse, om hendes gode kvindelige netværk og hendes nu afdøde kæreste Jørgen Wad, som hun skal vænne sig til at undvære, om hendes gradvise tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet til den pensionering, som Møgkællinger åbner med. Udviklingen i denne del modsvarer udbredte erfaringer og refleksioner fra det virkelige liv.

Der er således meget stof og mange vinklinger, der er kendt fra tidligere, ligesom stil og tone er genkendelig. Holm skriver kortfattet og klart uden de store falbelader i et sprog, der er lige ud ad landevejen. Alt i alt er fornyelsen, som det ses, mindre fremtrædende i Møgkællinger end genkendelsen. Vi træder ind i et univers, hvor det meste er på plads fra tidligere.

Men det gør måske ikke så meget, for enkeltdelene er sat anderledes sammen, og først og fremmest fungerer plottet ordentligt. De to linjer – højskolemordet og den kvindelige hævner – har selvfølgelig noget med hinanden at gøre, men læseren finder først ud af hvad i passende takt. I begge sammenhænge lines en række hver for sig ret overbevisende mistænkte op, som læseren kan flakke rundt imellem. Referencerne til samtidens sager, både de kønspolitiske og de politiske, fungerer spidst og aktualiserende.

Der er også udvikling i Karin Sommer. På det personlige plan bevæger hun sig fra en tilstand af depression over iagttagelse til deltagelse og aktivisme, så det er nok for tidligt at afskrive hende som hovedperson i endnu en Karin Sommer-krimi.

Hvis jeg skal vende tilbage til de indledende spørgsmål, vil jeg konkludere, at serien holder niveauet, men også, at der er visse faresignaler i form af rutinens truende overtag og dermed det lidt for forventelige. En anden anmelder, Anette Dina Sørensen, har gjort opmærksom på en sjuskefejl, der formentlig kun kan skyldes hastværk, nemlig at Lambertsens kone s. 191 introduceres som Louise, mens hun fra s. 218 hedder Lotte (Politiken d. 10.8.2010), og denne lille ærgerlige fejl er måske symptomatisk. Holm kan fortsat konstruere et godt, aktualiserende plot, hendes evne til ironisk miljøskildring er træfsikker, og hendes stil er klar. Men det ville for denne læser ikke gøre noget, hvis der var nogle flere overraskelser gemt i næste krimi.


Forrige anmeldelse
« Lucifers evangelium «
Næste anmeldelse
» Intimus »


Flere prosaanmeldelser