Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Vejen til Jerusalem / Jan Guillou / 400 sider
Modtryk. ISBN 978-87-7053-119-1
Anmeldt 4/1 2008, 19:41 af Kim Toft Hansen

”Billedets retorik”


”Billedets retorik”

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der kan være mange årsager til at illustrere en roman. Mest af alt må man tro, at illustrationer er taget med for at højne forståelsen af en fortælling, sådan som det er tilfældet i mange børnebøger. H.C. Andersen har således været offer for mangen et forsøg på at koble eventyr og historier på illustrative krummelurer, hvilket ofte har været gedigne tegninger, raderinger, eller sågar Andersens egne papirklip. Her kan billederne, som ofte i sig selv er små kunstværker, supplere teksten, så læsere, der – oftest af aldersmæssige årsager – ikke ordet i sin magt, også kan få noget (mere) ud af teksten. Billedet kan desuden tage del i fortællingen, så betydningen smeltet sammen med teksten – det plejer man at kalde for tegneserier. Metatekstligt kan billedet også være med til at give teksten ekstra betydning ud over det skrevne ord, så billedet fungerer parafraserende eller sågar kontrapunktisk. Men til tider kan billedet være uden noget helstøbt, soleklar årsag – og det er desværre i store dele tilfældet i den illustrerede genudgivelse af Jan Guillous Vejen til Jerusalem.

Det skal her ikke skorte på pæne ord om selve fortællingen. Og selvom det selvfølgelig er utilgiveligt letkøbt at kritisere Dan Brown, så gør jeg det gerne igen, mest af alt fordi Vejen til Jerusalem i sin religiøse tematik og stil krydser hinanden på flere punkter – endog foregår Guillous roman i det 12. århundrede. Men selve det mødepunkt mellem historie, religionsfortolkning og fiktion, der finder sted i Vejen til Jerusalem og Da Vinci Mysteriet, har nogle ligheder, men det er mest af alt i forskellene, at Jan Guillou skiller sig betragteligt ud. Når man læser Da Vinci Mysteriet har man ofte fornemmelsen undervejs af at træde ind i en historietime for at blive belært om nogle (kunst)historiske omstændigheder; fortællingen stopper simpelthen, for at en (alt for) dominerende fortæller kan tage over og annektere om en bestemt fortolkning af Leonardo Da Vincis Mona Lisa. Dan Brown forstår slet ikke at få knyttet de to ting.

De gør Jan Guillou derimod. Han formår – gennem det, som litteraturteorien kalder fokalisering – at knytte deskriptioner af tid, sted, religion og andre diskussioner til personerne i fortællingen, så det virker, som det er dem, der enten tænker, taler eller fornemmer det. Fokalisering handler om, at fortælleren placerer sig i en bestemt vidensposition i forhold til det, en karakter percepierer inden for diegesen, der er den verden, som en fortælling tager del i. Men således må karakteren jo også netop have en vis berøring med selve emnet, der på den måde – når den er karakterforankret – netop kan lægges ”ind i” fortællingen, i stedet for at forfatteren må stænge læseren inde i et støvet klasselokale med pegestokken som truemiddel. Abstraktionerne til side, så lad det være sagt, at Jan Guillou formår at fokalisere – fastlægge gennem en karakters synsvinkel – de centrale elementer, der skal til for at forstå rammerne om en historisk roman som Vejen til Jerusalem – det skal dog for ordens skyld siges, at der er enkelt passage, der ikke er fokaliseret (siderne 146-156 i anmeldte udgave). Men med denne evne in mente så skriver Jan Guillou i Vejen til Jerusalem visse unævnelige dele ud af bæredygtige benklæder på de fleste historiske romanforfattere.

Derfor kan det også synes en kende overflødigt med illustrationer i en roman med et så fyldigt blomstrende sprogslagsmål, som der er til stede her. Men visse steder er det da ganske udmærket, specielt når der inddrages centrale kunstværker. Det virker således overbevisende, når ”Valdemar den Store sejrer over Sven Grate og Knut Magnussen på Grate Hede” (s. 104), at dette er illustreret med Lorenz Frølichs tegning fra Niels Baches klassiske Nordens Historie fra 1885 – Frølich, der i øvrigt meget apropos også har illustreret H.C. Andersen. Men for meget bliver det, når bogen er nødsaget til at benytte sig af billeder fra den kommende film Arn – Tempelridderen, fra rekonstruktioner, eller sågar nærmest ligegyldige landskabsfotografier. Disse scener – hvor der indgår kirker, landskaber, bygningsværker osv. – er jo netop, hvad Guillou formår at tegne så godt gennem sproget, og her bliver teksten nærmest undermineret af et billedligt blikfang. Det er en skam, at der ikke er tænkt mere over illustrationerne, der kunne pryde en eminent fortælling om Arns vej til Jerusalem. Så lad ikke illustrationerne være grunden til, at du undgår Jan Guillous første bog i serien om Arn.


17
Forrige anmeldelse
« Manden der opdagede at han ikke... «
Næste anmeldelse
» Mit livs film »


Flere prosaanmeldelser