Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Stormfulde højder / Emily Brontë / 336 sider
Rosinante. ISBN 9788763810562
Anmeldt 8/9 2009, 08:10 af Birgitte Amalie Fristrup Thorn

Gråd og tænders gnidsel


Gråd og tænders gnidsel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Siden Stormfulde højder udkom første gang i 1847, har værket stået som en af de helt store klassikere i litteraturhistorien, og i dag har selv de, der sandsynligvis aldrig selv kommer til at læse det, hørt om det og den udødelige kærlighedsfortælling, det rummer.

Man siger, at en god kærlighedshistorie er en ulykkelig kærlighedshistorie, og med Stormfulde højder kunne det ikke være mere sandt. Bogen udspiller sig over tre generationer, men centrerer sig om det umulige forhold mellem den iltre og forkælede Catherine Earnshaw, der er af god familie, og den mutte og hævngerrige sigøjnerdreng Heathcliff, der vokser op som Catherines fars plejesøn. Lige fra barnsben er der en næsten instinktiv forståelse mellem de to, og sammen rager de uklar med alle, pjækker fra gudstjenesten og strejfer om på de vilde Yorkshire-heder i al slags vejr. Som i enhver bog skrevet i romantikken, hvor ’fremmede elementer’ som sigøjnere altid er den sortsmudskede skurk, får Heathcliff skylden og lægges for had af alle. Dette får drengen, som allerede nærer en forkærlighed for livets mørke sider, til at sværge at tage grusom hævn en dag. Især da Catherine, trods sin kærlighed til Heathcliff, en dag pludselig gifter sig med den rige nabosøn, Edgar Linton. Det ægteskab lægger grunden til årtiers had og rivaliseren mellem de to familier, hvor navnlig Heathcliff som en anden ond ånd ikke vil helme, før han har fået hævn for den uret, han har lidt, og fået Catherine tilbage.

Dette er en fortælling om en kærlighed, som kan og vil overvinde alt – lige fra fysisk adskillelse, forskel i social rang, ægteskab med andre og endog døden. Men deraf følger ikke, at det er nogen ophøjet, smuk kærlighed, sådan som den vanen tro skildres i andre store kærlighedshistorier. Kærligheden mellem Heathcliff og Catherine er tværtimod egoistisk, voldelig og mørk. Den er på alle måder ekstrem: Heathcliff vil hellere hjemsøges af Catherines genfærd resten af sine dage end at måtte leve uden hende. Men til trods for denne sorte og næsten sadistiske kærlighed, kan man ikke undgå at blive dybt berørt og fascineret af den, for der er ingen tvivl om, at den er ægte, og at de to virkelig elsker hinanden. Som de selv udtrykker det, så er de hinandens sjæl.

Bogen er samtidig et festfyrværkeri af fornærmelser og uhøflighed og af samme grund til tider temmelig morsom, hvilket danner en god kontrast til alle frustrationerne og elendigheden. Al 1800-tallets vante pli trampes under fode af rebeller som Heathcliff og Catherine, der med deres opførsel både sammen og hver for sig nægter at lade sig indordne under samtidens sociale konventioner. Bogens to første kapitler, som vi oplever via den ene fortæller, den misantropiske Mr. Lockwood, fungerer som en slags forvarsel om de byger af eder, forbandelser og upassende opførsel, som snart vil følge. Herefter tager bogens anden og primære fortæller, den godhjertede tjenestepige Nelly Dean, over og beretter om de to familier, som hun som en (moraliserende) flue på væggen har fulgt igennem tre generationer.

Sproget er meget poetisk og er blevet flot oversat af Luise Hemmer Pihl. Man mærker endvidere tydeligt, at forfatteren selv hørte til i det vildsomme hedelandskab, der danner baggrund for værket og spejler de to hovedpersoners utæmmelige naturer. Det er i grunden forbløffende, at en præstedatter og gammeljomfru som Emily Brontë, der tilbragte hele sit korte, 30-årige liv i barndomshjemmet med sine senere lige så berømte søstre Anne og Charlotte, kunne udtænke og skabe så lidenskabelig og ukonventionel en kærlighedshistorie som Stormfulde højder. Her er genfærd, gråd og tænders gnidsel, og kvinder som henfalder i febervildelser efter voldsomme sindsbevægelser eller vilde ture på heden i uvejr. Emily Brontë var selv klar over, at hendes måde at skrive på i samtidens øjne var mere maskulin end feminin, og måske var det en af grundene til, at hun oprindelig valgte at udgive sin bog under det mandlige pseudonym Ellis Bell.

Med denne nyudgivelse har flere en chance for at stifte bekendtskab med værket, men Stormfulde højder er ikke en bog for alle. Man skal være typen til ikke bare at dechifrere men også nyde det lidt krøllede, poetiske 1800-talssprog, og så skal man måske heller ikke være bange for at stifte bekendtskab med rendyrket ondskab og ditto lidenskab.


Forrige anmeldelse
« Miss Penhows blødende hjerte «
Næste anmeldelse
» Det gyldne bur »


Flere prosaanmeldelser