Harald W. Lauesen - en grænselandskunstner


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Det dansk-tyske grænseland gemmer på flere kunstnerskæbner, der stod med et ben i Danmark og et andet i Tyskland og nogle gange ikke vidste, hvilket ben, de skulle stå på. Det var ofte outsidere og isolerede malere. I større eller mindre grad. Selvvalgt eller blot havnet i en sådan position, fordi samtiden ikke rigtig forstod dem.

Siger man grænselandet, er det Emil Nolde (1867-1956), der først dukker op i den kollektive bevidsthed. Franciska Clausen (1899-1986) fra Aabenraa var ikke blot kvinde, hun var også gennemført avantgarde og var derfor nærmest nødt til at søge til Tyskland i 1920erne. Det var her, det foregik. Jeppe Madsen-Ohlsen fra Christiansfeld (1891-1948) malede med en galgenhumoristisk symbolik og en forunderlig magisk realisme. Til dette ejendommelige selskab af sønderjyske enspændere hører også Harald Wilhelm Lauesen (1913-1989), der i år ville være fyldt 100 år.

Endnu har man ikke hørt om nogen museer eller udstillingssteder, der har valgt at markere dette runde år, som det ellers et kutyme for mange kunstnere. Det kan jo komme. Glemt er han langtfra. I 2010 fik han en gade opkaldt efter sig i Aabenraa, »Harald W. Lausens Gang«, og for halvandet år siden viste BaneGården i Aabenraa en udstilling med et udvalg af Lauesens gouacher og tuschtegninger udlånt af H.W. Lauesens Familiesamling.

Harald W. Lauesen blev født den 8. april 1913 i Biebrich am Rhein, en forstad til kurbyen Wiesbaden i Hessen. Hans far, farver Johan Peter Lauesen, var tysksindet sønderjyde og født i Nordslesvig før 1864. Et faktum, der senere skulle få stor betydning for Harald W. Lauesen, da han i Flensborg ansøgte om at få dansk statsborgerskab og fik det bevilget.

Ramt af inflationen
Familien Lauesen sad godt i det rent økonomisk og tjente solidt på farveri-virksomheden i Rhinlandet. Men da Første Verdenskrig brød ud i 1914, begyndte det at gå ned ad bakke. Inflationen eksploderede, og familien var nødt til at flytte til Slesvig-Holsten for atter at kunne komme på ret køl. I Ditmarsken overtog familien et landbrug, som den tjente godt med penge ved, så den i midten af 1920erne kunne flytte tilbage til Rhinlandet, denne gang til Mainz, hvor Harald kom i skole og viste et ekstraordinært kunstnerisk talent.

Beskeden fra faren, Johan Peter Lauesen, var dog klar: »Hvis du vil være fabriksejer ligesom jeg, vil jeg støtte og hjælpe dig. Hvis du vil være kunstner, må du klare dig selv«.

Harald W. Lauesen besluttede sig for det sidste og begyndte på en privat kunstskole i Frankfurt am Main. Her blev han undervist af blandt andre den ekspressionistiske maler Max Beckmann (1884-1950), der var en stor kunstner, men et besværligt og også brutalt menneske.

Nogen stor pædagog var Max Beckmann heller ikke, men Harald W. Lauesen var til sin død en stor beundrer af Beckmann, der ikke blot anså maleriet for at være et æstetisk anliggende, men også for en etisk nødvendighed.

Ærestegn i Hitler-Jugend
I 1927 begyndte Lauesen på Kunst- und Gewerbe-Schule i Mainz. Samme år blev han indmeldt i Hitler-Jugend. Lauesen var 14 år, naiv og fascineret af den gryende nationalsocialisme. Lauesen steg hurtigt i graderne inden for Hitler-Jugend, fik et æres­tegn og opnåede også en vis prestige blandt sine jævnaldrende kammerater i den nazistiske ungdomsorganisation. Det hele viste sig at være et teoretisk og virkelighedsfjernt engagement, når man skal tro Lauesens egne erindringer. I hvert fald tog han opgøret med nazi-systemet, og det er næppe gået smertefrit for sig. Regningen kom også nogle år senere.

Da jødeforfølgelserne tog til, opdagede den unge Lauesen, hvad det var for et system, han var blevet en del af. Da nogle ældre HJ-kammerater gik løs på en nabo, der var jøde, satte Lauesen sig til modværge – og fik et ordentligt lag tæsk. »Willst du nicht mein Bruder sein, so schlag’ ich dir den Schädel ein«.

Ekskluderet som »jødevenlig«
Lauesen blev indberettet for sine »jødesympatier« og ekskluderet af Hitler-Jugend. Et selvportræt fra perioden 1929-1932 er malet med en særlig selvironi, hvor Lauesen har fremhævet sin ariske identitet ved at overdrive hovedform og højt pandeparti.

Men samtidig karikerede han sin næse som en »jødenæse« (hvad det så end var) og fremhævede de ansigtstræk, som efter den nazistiske racelære var tegn på degeneration og racemæssig urenhed. Billedet var en reaktion på, at der efter Harald W. Lauesens eksklusion fra Hitler-Jugend blev iværksat en undersøgelse af hans ariske renhed.

I 1932 flyttede Harald W. Lauesen til Düsseldorf, hvor han blev optaget på kunstakademiet med blandt andre Paul Klee (1879-1940) som underviser. Lauesens malerier fra denne periode viser, at Klee var blevet Lauesens store forbillede. Lauesens malerier fik et kraftigt anti-nazistisk indhold med symbolladede motiver – noget som Klee advarede Lauesen imod. Mesteren havde set, hvor det bar henad.

Statsløs
I 1933 klappede fælden for begge. Paul Klee blev afsat som underviser på kunstakademiet, og Harald W. Lauesens blev gjort statsløs. Det betød i praksis, at det blev ham forbudt at bo officielt og længere tid ét sted. Lauesen var som 20-årig nødt til ludfattig at strejfe omkring på landevejene. Harald W. Lauesen sultede i lange perioder, og det ødelagde hans tarme for livstid.

Formelt viste det sig at være pærelet at fratage Lauesen det tyske statsborgerskab. Hans far havde nemlig hele livet beholdt sit danske statsborgerskab samtidig med, at han aldrig havde søgt eller opnået lovformeligt statsborgerskab i Tyskland. Godt nok var faren i Weimarrepublikkens tid blevet tilkendt »preussisk statsborgerskab«, men det var ikke noget værd under de nazistiske magthavere.

Harald W. Lauesen søgte til Flensborg, hvor han havde familie, og fik adgang til delstatsarkivet i Slesvig, hvor han fandt et helt afgørende stykke papir: Et dokument på, at hans farfar i Brøns ved Skærbæk efter 1864 havde søgt de danske myndigheder om at kunne bevare sit danske statsborgerskab – ikke kun for sig selv, men også for sine børn. Statsborgerskabet var blevet farfaren bevilget.

Herefter var det blot et formsag for Harald W. Lauesen at få det danske statsborgerskab på konsulatet i Flensborg. Han flyttede til Danmark og begyndte efter kort tid på kunstakademiet i København. Men han blev skuffet, hvis han troede, at hans trængsler var ophørt.

I 1935 debuterede Harald W. Lauesen på Kunstnernes Efterårsudstilling, og året efter var han blandt udstillerne på Charlottenborgs Forårsudstilling. Derefter fulgte et par store separatudstillinger i København – delvis med retrospektivt indhold, det vil sige med nogle af de billeder, han malede, mens han levede i Tyskland.

Allergi over for alt tysk
I 1930erne var der også i intellektuelle kredse i Danmark en allergi over for al tysk. Kunstanmelderne kaldte Lauesens billeder for »germanske«, »fremmedartet« og »mere tyske end danske«, hvilket de jo næppe havde uret i. Fra 1900 og frem til nazisternes magtovertagelse var årene, hvor tyske malere virkelig påvirkede kunsthistorien med den enestående tyske ekspressionisme, som Harald W. Lauesen naturligvis var blevet påvirket af.

Det varede i virkeligheden ikke længe, inden Lauesen i sit ny hjemland, Danmark, blev stærkt påvirket af den symbolistiske J.F. Willumsen (1863-1958).

Hans medstuderende hentede Lauesen dog ikke stor opbakning hos. De betragtede ham som en tysker. Lauesens stærke tyske accent prægede hele livet hans danske udtale, og de andre studerende elskede – har Lauesen selv fortalt – at udfritte ham om hans sympatier for Tyskland, som jo var hans baggrund. Det var her, han plumpede i. Det skete, at Lauesen tog til genmæle, når han blev spurgt om, der var positive sider ved Tyskland i 1930erne: Jo, der var kommet ro og orden,

massearbejdsløsheden var blevet nedbragt, og de sociale forhold var blevet forbedret efter Hitlers magtovertagelse. Disse udtalelser blev ikke glemt, men husket med renters rente efter befrielsen i 1945.

National identitetskrise
Harald W. Lausen havnede i en stærk national identitetskrise. Han blev mobbet på akademiet og forlod det i 1941. Samme år besøgte han Tyskland i håb om at kunne finde noget af det gamle. Han vendte stærkt skuffet tilbage til Danmark. Det symbolske billede Lot og hans døtre fra 1943 illustrerer Lausens totale rådvildhed og skuffelse over situationen i Tyskland.

Efter krigen så det ud til at blive godt, da Lauesen af Kleis’ Kunsthandel i København blev præmieret for sit maleri Besøget. Maleriet fik fine anmeldelser i blandt andet Politiken. Maleriet var et bidrag til en konkurrence med et motiv fra Danmarks historie i årene fra 1940 til 1945. Motivet er en dansk familie i det øjeblik, tyske soldater træder ind i deres dagligstue. Den 15. november 1945 brød helvede løs for Lauesen. Berlingske Tidende trykte en kritisk artikel, der såede tvivl om Harald W. Lauesens politiske orientering under Anden Verdenskrig. Artiklen var baseret på udsagn fra en række akademikammerater.

Angreb fra kunstprofessor
Kunstakademiets direktør, professor Sigurd Wandel kom med et angreb på Lauesen:

»Han var da ret talentløs efter min mening. Men hvad værre var, han gav åbenlyst efter 9. april sine tyske sympatier luft. Jeg ved, at han til kammeraterne talte om Hitler »som det genialeste menneske, der gik på jorden« - og over for mig lagde han aldrig skjul på sin begejstring over for tyskerne. Jeg fandt det meget ubehageligt og uheldigt. Efterhånden blev han også fuldstændig isoleret, og – jeg tror, det var i 1941 – bad jeg ham på en pæn måde forsvinde. Han gled ud af vort daglige liv – han rejste hjem til Tyskland, hvor han egentlig hørte hjemme – han var nemlig slet ikke dansk borger«.

Det sidste ved vi i hvert fald er en direkte usandhed. Når professor Wandel havde en så lemfældig omgang med sandheden, hvad skal vi så ellers tro på i hans kategoriske og følelsesladede udtalelse? Senere trak Wandel dog dele af udtalelserne tilbage.

Harald W. Lausen gik til modangreb i de danske aviser. Sagen kørte med store overskrifter i den danske presse om blev døbt »Lauesen-affæren«. Til det fuldstændige billede hører, at Lausen også havde varme venner i det danske kulturmiljø. Kunstprofessor C. Bjerg kom Lauesen til undsætning og kaldte ham »yderst talentfuld«, og den kulturradikale Poul Henningsen tog offentligt Lauesen i forsvar.

Frikendt af æresretten
Lauesen ønskede, at der skulle nedsættes en æresret. Det blev der, og efter halvandet års arbejde frikendte den i september 1947 Lauesen for alle anklager. Omvendt udtrykte retten også på meget diplomatisk vis »forståelse for, hvorfor anklagerne kunne være fremkommet«. En af de ting, som retten mente kunne give næring til beskyldningerne, var Lauesens rejse til Tyskland i 1941.

Lauesen var mærket af beskyldningerne resten af livet. Og han blev aldrig lykkelig i København. Man kan læse meget ud af en kunstners selvportrætter. Lauesens oliemaleri af sig selv fra 1955 viser en selvbevidst kunstner klædt i jakke og slips. Tidligere selvportrætter viser en Lauesen præget af vrede, uro eller usikkerhed.

I 1954 flyttede Lauesen til Sønderjylland, og flytningen til grænselandet havde en positiv virkning på hans psyke og hans kunst. Her skabte han sin nok mest kendte serie med oliemalerier, Dybvighoved-billederne og en serie non-figurativ kunst, hvor hver enkelt værk ikke fik en titel, men blev kaldt for Væretiller - altså »at være til«.

Dansk og tysk mødested
I 1970 var han initiativtager til kunstnersammenslutningen Grænselandsudstillingen, der er en årligt tilbagevendende udstilling med kunstnere i grænselandet og med gæsteudstillere fra andre egne af Danmark og Tyskland. Udstillingen vises hvert år i Sønderjyllandshallen i Aabenraa og er de senere år gået over grænsen, så et udsnit af den også vises i Kiel, Husum eller Flensborg. Her mødes kunstnere fra begge sider uden at ænse, hvad der er »fremmedartet«, »germansk« eller »mere tysk end dansk«. Det er mødet mellem forskellighederne, der holder Grænselandsudstillingen gående.

Harald W. Lausen havde ikke noget nemt liv – men der har været en mening med det hele.

pil op

Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays