Han kom til Danmark fra Pakistan som 4-årig. Det eneste han kan huske fra sin tid i Pakistan er Star Trek på tv. Den første biograffilm, han så, var Star Wars i 1977. Han er gang på gang blevet advaret mod filmbranchen og det etablerede system i Danmark, og har flere gange fået at vide, at et økonomistudium ville være en mere sikker vej. Måske derfor afsluttede han sin cand.merc. i 1994 med en spændende, publiceret afhandling om filmproduktion gennem sponsorstøtte. Han har kortvarigt samarbejdet med Peter Ålbæk Jensen og rejste med til Cannes på et skvulp fra Dogme-bølgen. Han er netop denne måned på vej til Cannes igen.

Han har alle sine dage arbejdet hårdt for at trænge ind i filmbranchens forjættede land, men opdagede hurtigt, at det danske produktionssystem ikke tillod den store divergens. Derfor arbejder han i dag som såvel underviser som independent filminstruktør og -producent for derigennem at kunne producere lige præcis de værker, som han har lyst til. Han har derfor startet sit eget produktionsselskab, der hedder PURE FICTION, når det drejer sig om engelsksprogede produktioner, PURE OPSPIND, når det er danske, og BLIKFANG, når det er erhvervsproduktioner. Kulturkapellet har snakket med Sohail A. Hassan om indiefilm, det danske støttesystem og lysten, der driver filmværket frem.

Smagsdommere og kritik af systemet
Allerede inden snakken for alvor kommer i gang, fremstår Sohail A. Hassan målrettet og stærkt opsat på at kommunikere sit budskab ud. Han fremsender fra starten et grundigt CV og en længere livsfortælling, som gør arbejdet nemt for en interviewer som mig. Spørgsmålene gav herefter nærmest sig selv. Sohail A. Hassans holdninger er velargumenterede og krystalklare, og et spændende billede af den etablerede filmbranche samt det spirende danske indiemiljø tegner sig hurtigt. Med en historie i og erfaringer fra branchen, der går et par årtier tilbage, står historierne – både de gode og de slemme – på skuldrene for at komme ud. Billedet, som han tegner af den danske filmbranche og dens støtteordninger, er ikke uden videre flatterende.

”Hvis man lukkede statsstøtten i dag, ville der kun være indiefilm tilbage”, siger Sohail A. Hassan med henvisning til de mange film, der får støtte for at kunne overleve. Som flere af sine kolleger i den danske indiefilm peger han i rå toner på Det Danske Filminstitut som branchens helt store synder:

”DFI og de forskellige konsulenter, som har siddet der gennem årene, bryder sig ikke om at støtte genrefilm. De mener ikke, at det er noget, vi bør satse på i Danmark, men at vi bør overlade det til amerikanerne. De mener ikke underholdning er filmkunst. Det er til gengæld film, som enten udfordrer mediet eller fortæller om det virkelige liv, altså socialrealisme og hverdagsdramaer. Desuden tør instituttet slet ikke satse på nyt uprøvet talent. Hvis ikke man har gået på filmskolen eller har et veletableret produktionsselskab bag sig, bliver man henvist til Filmværkstedet, som igen bestræber sig på kun at støtte de samme typer projekter som DFI. DFI er både smags- og kvalitetsdommere, som skal sørge for at skattekronerne ikke spildes på ”lort”. Det giver nogle utroligt ensformige og kedelige danske film. Deprimerende, alvorlige, belærende film med de samme ti blåstemplede skuespillere og blåstemplede instruktører fra de få blåstemplede selskaber, som de færreste gider at se. Og så undrer DFI sig over, at de ikke sælger nok billetter.”


Dyrekøbte lærepenge
Sohail A. Hassan har betalt sine lærepenge på den hårde måde. Han indledte sin filmkarriere som skribent for det nu indgåede tidsskrift Levende billeder og brugte sit universitetsspeciale ”Filmsponsorering” (som i øvrigt fik topkarakter) til at undersøge, hvordan film kan produceres for sponsorpenge. Han gjorde sin entré i filmbranchen som salgschef for Zentropa, og har siden været med i Cannes fem gange. Han rejser i denne måned til Cannes for første gang med egen film ”No Good Deed” på festivalens Short Film Corner. Han hjalp i sin tid Shaky Gonzalez med at færdiggøre Nattens engel (1998), der længe skulle stå uantastet som en indieproduceret genrefilm. Efter en række skæve vildskud, der ikke blev til noget, fx en film, der desværre måtte lide den såkaldte postproduktionsdød, fortsatte Sohail A. Hassan sit samarbejde med Thomas Stegler og Wise Guy Production, der producerede Nattens engel. Det skulle blive til endnu en række dyre, men vigtige erfaringer:

“Jeg fik overbevist Thomas Stegler om, at vi skulle satse på en ungdomsfilm baseret på tegneserien Slim, Slam, Slum. Det blev den første undergrundsspillefilm, jeg producerede, og vi fik igen absolut ingen finansiel støtte fra instituttet. Projektet havde fået en mio. kr. i udvikling til Zentropa og Regnar Grasten, der brændte dem af på en pilot med alle Regnars faste skuespillere fra Kærlighed ved første hik-filmene. Da vi overtog projektet, lavede vi det helt selv med støtte fra Nordisk film på 500.000 kr. Vi regnede med, at når vi stillede med en færdig klippet ungdomsfilm, ville DFI helt sikkert give os færdiggørelses- og distributionsstøtte, men det ville de ikke. Vi gav dog ikke op. Da vi på mirakuløs vis fik et samarbejde med Sandrew Metronome, som frikøbte vores film fra Nordisk og hjalp os med at få den i biografen, så kom der dog lidt støttekroner. Men det var alt for lidt og alt for sent. DFI var til gengæld så frække, at de i deres statistikker skrev, at Wise Guy Productions havde fået en million kroner. Deres forklaring var, at fordi vi havde benyttet mere eller mindre det samme manus, så blev støtten tilskrevet os. Vi var ligeglade. Vi gad dem ikke mere.”


Undervisning og selvkritik
Sohail A. Hassan indrømmer, at filmen ikke blev særligt god, men understreger, at det var den bedste filmskole, han har gået i. Allerede inden færdiggørelsen og udgivelsen af Slim, Slam, Slum i 2002 var han selv begyndt at undervise på den nystartede skole Station Next i Filmbyen. Han afholder dog film- og produktionskurser mange andre steder. Han levner så meget plads til sine egne filmprojekter i dette arbejde, men undervisningen spiller for ham også sammen med filmproduktion:

”Jeg kan varmt anbefale at undervise. Det er en utrolig god og effektiv måde at lære på. At undervise i film tvinger dig til at rationalisere din viden og evner. Du er nød til at forklare dig selv. Tydeliggøre, hvad det går ud på og hvorfor. At lave film er et håndværk. At lave gode film er håndværk blandet med fornemmelse, forståelse og talent. Talent behøver ikke at være medfødt efter min mening. Det kan komme. At lave film er et utroligt omfattende håndværk. Man skal lære at fortælle gode historier ved hjælp af levende billeder, lyd, musik, effekter og meget mere. Man er nød til at trække på sine livserfaringer, og vide hvad, man vil have publikum til at føle og lære, hvordan de skal reagere. Man siger ”if you can’t do, teach”, og det er desværre den sørgelige virkelighed for mange lærere, som er gået i stå i deres karrierer. Men man kan med fordel kombinere de to ting. Det gør jeg. Til glæde for mig selv, mine kolleger og ikke mindst mine elever. Tre af mine tidligere elever er kommet ind på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole og mange andre arbejder i filmbranchen i dag,” fortæller Sohail A. Hassan.

”I min undervisning”, fortsætter han, ”understreger jeg vigtigheden af motivation og lysten til at lave film. Jeg siger til dem, at det er nemt at lave film, men virkelig hårdt at lave gode film. At jeg ikke forventer af dem, at de kan det på forhånd, men hvis de yder deres allerbedste, så er det helt ok, at de begår fejl. Man skal ikke lave film for at blive rig og berømt. Det er lysten, som driver værket, og arbejdet er lønnen i sig selv. Hvis man ikke oplever et kæmpe sus, når man ser sin egen produktion blive til virkelig, et sus som giver én livsglæde og mod på at lave mere, så skal man ikke vælge at lave film. Der er mange elever, som falder fra, når de oplever, hvor hårdt det er at knokle for at lave gode film, men dem, som gennemfører, kommer også meget langt. Det inspirerer mig også at blive mindet om den lyst og frygtløshed, som de unge besidder. Deres naivitet styrker både deres lyst og tro på deres film, og de kaster sig bekymringsfrit i gang med deres film. Det lærer jeg meget af. Og det kunne DFI også lære meget af.”


Råmateriale og Rodriguez
Sohail A. Hassans interesser cirkelslutter på denne måde nærmest sig selv. Undervisning, en hang til dansk indiefilm, filmen som en kreativ proces og kritikken af DFI hænger på den måde tæt sammen for ham. Ligesom flere af sine kolleger i dansk indiefilm nævner han også den amerikanske instruktør Robert Rodriguez som en inspiration. ”Man skal lave 29 dårlige film, før man overhovedet kan begynde på at lave en god. Så det er bare med at komme i gang”, citerer han Rodriguez for at have sagt. Gang på gang insisterer Sohail A. Hassan på gå-på-modet, og fremhæver flere gange, at lysten er det vigtigste. Evner kan tillæres (gennem fx kurser hos ham). Derfor peger han også på, at han selv lærer noget ved at undervise i filmproduktion. Ikke kun ved selv at lave film. Han er selvlært, selvkritisk og sigter efter hele tiden at udvikle sig:

”Det dummeste, man kan gøre, er at lyve over for sig selv. Jeg er altid hudløst ærlig om, hvor jeg har ramt ved siden af i mine film. Hvis ikke man er det, lærer man ikke noget. Jeg har også lært at lytte til folks kritik, men her er det super vigtigt selv at skelne mellem, hvad der værd at lytte til, og hvad der er folks personlige smag”, siger Sohail A. Hassan, og vender tilbage til sin diskussion af DFI: ”Tag DFI for eksempel. Man skal ikke lytte til kritik fra nogen, som slet ikke kan li’ den slags film, man laver. Men kommer mange med samme kritik, accepterer jeg naturligvis, at jeg har taget fejl og prøver at gøre det bedre næste gang. Der er altid en næste gang, fordi ingen bestemmer, om jeg skal lave film.”

”Jeg er selvlært filmmand og opsat på at lave film selv imod alle odds. Det er ikke for sjov. Det er et kald. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg er drevet af passion, og vil derfor ikke lade andre bestemme, om jeg må lave film, eller hvordan mine film skal laves. Jeg er derfor også den hårdeste dommer over det, jeg selv laver. Jeg har lært, at jo dygtigere man bliver, jo mere kritisk bliver man også. Det, jeg måler mig selv på, er hvor tæt på jeg kommer den vision, jeg havde med filmen fra start. At lave film er meget mere end blot historien og teknik. Det er et samarbejde mellem mange kreative mennesker, som man skal lede, inspirere og få til at kommunikere på bedste vis for at opnå det bedste resultat.”


At stå uden for det etablerede
Vejen mod det gode resultat går derfor for Sohail A. Hassan direkte gennem dansk indiefilm, som han efterhånden har fulgt og deltaget i gennem en længere årrække. Nærmest 15 år og med baggrund i sin specialeforskning i starten af 90’erne. Jeg spørger derfor også nærmere ind til, hvordan han forstår independent film:

”Egentlig må man jo sige, at man er indie, hvis man laver film uden for det etablerede system, hvilket efter min mening er de store produktionsselskaber, DFI (herunder Filmværkstedet) og filmuddannelserne, inklusive Den Danske Filmskole og Super16, Zentropa Stormtroopers, Rampen, KTS, Station Next osv. Ja, hvis man altså står helt på egne ben, så er det ægte independent. Men jeg synes også, at betegnelsen bør gælde dem, som vil mere med deres film end bare eksperimenter, have det sjovt eller lære. Det skal være film, som kan udfordre det etablerede system, ligesom man ser det i USA. Så længe jeg ikke har DFI eller et stort etableret produktionsselskab i ryggen, er jeg afhængig af ligesindede entusiaster, som vil løfte opgaven sammen med mig og må finansiere alt selv”, fastholder Sohail A. Hassan, der også peger på, at det etablerede system i Danmark kan være en årsag til, at vi for tiden ser en spirende indie-scene:

”Jeg tror bare, at folk har fået nok af den hermetisk lukkede filmbranche i Danmark. Nok af at andre skal bestemme, hvorvidt man skal have lov at lave film. Det er lige før, at mine elever ikke behøver mig mere. De kan ikke vente på at blive undervist. De har nettet og YouTube i dag. De har DSLR kameraer osv. Så de gør det bare, og de har min velsignelse til det. Learning by doing har altid været mit mantra. Jeg ser dog mange indiefilm, som efter min mening ikke er særligt gode, men det gør jo ikke noget, for der er jo en udviklingsproces”, siger underviseren i Sohail A. Hassan. Underviseren, der jo også spiller en vigtig rolle i hans egen selvudvikling.

Flere ting på vej
Sohail A. Hassan er som sagt for tiden på vej til Cannes med sin kortfilm ”No Good Deed”, som er inkluderet på kompilationsudgivelsen Supernatural Tales. Han ligger i postproduktion med sin kommende kortfilm ”Inmate48”, og skriver for tiden på det, han regner med skal være hans spillefilmsdebut. Den bærer titlen The Clean Out. Han er også i gang med at færdiggøre en pilot til den dansksprogede action-thriller Søvnløs. Han ligger med andre ord bestemt ikke på den lade side.

”Jeg glæder mig til at se, hvad dansk indie udvikler sig til i de kommende år”, siger han, ”og jeg glæder mig over, at det tunge og gammeldags produktionsapparat og støttesystem forhåbentligt bliver overhalet indenom. Det vil jeg være en del af.”