Selvom dansk filmindustri udgør en lille filmkultur på det globale marked, er der stadig nogle store magtfaktorer, der spiller med musklerne. En dansk filmskole danner sine studerende til at skrive og instruere på en bestemt måde. Et dansk filminstitut stiller nogle meget specifikke krav til de produktioner, de sætter penge i. Og særlig Nordisk Film fylder en del i branchen, mens andre større selskaber også sætter sit præg på, hvordan en ’dansk film’ skal se ud. Dette afføder en reaktion: Efter årtusindeskiftet – med enkelte fortilfælde – har dansk indiefilm gradvist vundet mere og mere opmærksomhed. Flere film udgives på dvd, en del deltager i relevante festivaler verden rundt, mens andre igen får en del omtale i forskellige større medier. En gennemgående tangent, der spilles på hos flere af de implicerede i dansk film, er, at det er meget svært at lave film, der skiller sig ud fra det, der er ’tilladt’ i den etablerede filmkultur.

En af de filmfolk, der var med nærmest fra starten, er den danske instruktør, producent, manuskriptforfatter og skuespiller Kim Sønderholm. IMDB lister i skrivende stund intet mindre end 122 forskellige roller i meget forskellige produktioner. Han har været producent på en længere række film, hvoraf flere af titlerne krediterer ham selv som instruktør. I enkelte tilfælde også som medforfatter. Sønderholm har til dato instrueret tre spillefilm. Han spillefilmsdebuterede med Craig, der udkom i 2008, og har siden instrueret Tour de Force (2010) og Little Big Boy (2012), mens han også var medforfatter på, producent af og skuespiller i Brutal Incasso (2005). En gennemgående interesse i Sønderholms egne film er thrilleren med fyldige udblik til slasheren og gyseren. Kulturkapellet har interviewet Sønderholm om det danske indiemiljø såvel som hans eget engagement i film både i Danmark og internationalt.

Du var en tidlig del af den spirende danske indiefilm, som vi ser for tiden. Hvad motiverede dig til at gå ind i denne del af filmbranchen?

”Jeg blev færdiguddannet som skuespiller i 2001, og var allerede tidligt i gang med en masse forskellige projekter. Store som små. Jeg blev tit spurgt, om jeg selv en dag kunne få lyst til at instruere. De første par år afviste jeg det blankt, men alligevel blev jeg indhentet af nysgerrigheden.

Under tiden på teaterskolen skrev jeg og en af mine venner fra skolen manus til Brutal Incasso, en action-komedie, der i rigelige mængder trak inspiration på film som Pulp Fiction og I Kina spiser de hunde. Dertil sat vores egen tørre sans for humor. Det manus lå i flere år urørt i en skuffe, men efter jeg havde medvirket i en lang række kortfilm, hvor der ikke rigtigt var nogen penge at gøre med, indså jeg, at det faktisk godt kunne lade sig gøre at lave noget, uden det skulle koste flere millioner.”

Hvad synes du så selv om resultat af denne type produktioner?

”Selvfølgelig vil resultatet aldrig blive helt i samme klasse som de dyre film, men jeg tænkte, det var bedre at komme ud af starthullerne end at bare gå og vente og håbe, som så mange forgæves gør. Min erfaring med at producere på det punkt lå nærmest kun i at se, hvordan andre no-budget folk lige med nød og næppe kunne få deres kortfilm til at hænge sammen.

Jeg vidste med andre ord godt, at det ville blive noget af en opgave, og at man bestemt ikke skulle være ”for fin” til at tigge folk om hjælp og gratis ting. Summa summarum er, at vi fik produktionen op at stå i samarbejde med nogle folk, jeg tidligere havde arbejdet med, og filmen blev skudt i sommeren 2004 og udgivet på dvd i sommeren 2006.”

Har du en fornemmelse for, hvorfor indiemiljøet i Danmark er opstået? Hvad mener du, at indiefilmen i Danmark har været og er independent fra?

”Der er en meget udbredt holdning i miljøet til, at DFI kun støtter nogle personer og en bestemt type projekter. Det er desuden et kendetegn, at det tager meget lang tid at få bevillinger fra instituttet. Jeg kan jo kun tale for mig selv, men det skulle da undre mig, om jeg er den eneste derude, der har det sådan. Om det er sandt eller ej, skal jeg dog ikke gøre mig klog på. Jeg har aldrig forsøgt mig med en ansøgning. Jeg har nok altid været typen, der bare gik mine egne veje uden tålmodighed. Flere har et behov for at være uafhængige af andre, men så snart folk spytter penge i dit projekt, er der også sandsynlighed for, at de vil have indflydelse på produktionen.

Filmværkstedet – DFI’s støtteordning til unge talenter – støtter op om rigtigt mange forskellige projekter af alle mulige slags. Da indiemiljøet begyndte at vågne, oplevede jeg dog en generel holdning blandt nye filmmagere, der gik på, at DFI var umulige at snakke med. Som sagt, jeg har ikke personlig erfaring med det, kun hear-say.

Hvorom alting er, så investerede jeg på det tidspunkt en mindre formue i noget, der dengang var ganske anstændigt udstyr – og gik i gang på egen hånd. Jeg valgte fra starten at lave min første film Craig på engelsk – ganske enkelt fordi det danske marked er forholdsvist lille, og det viste sig også at være en stor fordel: den blev udgivet i både England og USA. Vi fik dog flere hug for sproget i anmeldelser i Danmark. Sjovest var det, da en serbisk/svensk skuespiller, der medvirkede i filmen, fik hug for sin ”danske accent”. Men det er den slags ting man må tage med: i Danmark er det kikset, i udlandet er det ”eksotisk”, og man kan ikke stille alle lige tilfreds altid.”

Betragter du hovedsageligt indie som low-budget? Eller er der andre kendetegn, som du vil hæfte dig ved?

”Udtrykket ”undergrundsfilm” benyttes også ofte. Det samme gør ”amatørfilm”, selvom jeg ikke synes, at det altid er helt retfærdigt, eftersom mange folk, der arbejder med indiefilm, faktisk er professionelle filmfolk, som blot ikke har millioner i ryggen. ”Undergrundsfilm” har en snært af det samme, men det – synes jeg – går bedre an.

I bund og grund er termerne ”low budget” og ”independent” nok synonyme herhjemme. Det er jo ikke nødvendigvis korrekt, men jeg tror det skal forstås på den måde, at en flok personer går i gang med at lave en produktion, som de brænder for præcist, som de ønsker at lave den. Derved er der ingen producent, der råber op om, at ting skal være på en bestemt måde, så den kan tjene sig selv ind. Det kan jo både være godt og skidt: Det kan være godt, fordi det er fantastisk for den kreative sjæl at få lov at udfolde sig præcis, som den gerne vil.

Men det kan være skidt, fordi alt for mange helt glemmer at undersøge markedet ordentligt inden start. Langt de fleste spytter jo egne eller bekendtes penge i projekter med de store og flotte løfter om, at de nok skal komme tilbage, når filmen er færdig, og når distributørerne står i kø for at få lov at udgive filmen. Desværre løber mange her panden imod en mur, netop fordi de i deres iver ikke har taget højde for, om deres film egentligt vil interessere andre end dem selv. Uden at ville nævne specifikke navne, ved jeg, at det er sket for adskillige film produceret her i Danmark de senere år. De ligger nærmest hen på en hylde og kommer ikke videre, med mindre filmskaberne selv arrangerer en visning for interesserede. Det er derfor også svært at få filmene distribueret, fordi distributørerne hovedsageligt er forretningsfolk, der tænker på bundlinjen.”

Hvordan har disse omstændigheder haft indflydelse på dine prioriteringer?

”For mig har det aldrig repræsenteret det helt store problem, da jeg altid har været stor fan af gysergenren og actionfilm. Jeg havde selv lyst til at lave disse film, og jeg vidste fra starten, at der var et kæmpe marked for disse to genrer. Også indenfor independent eller low-budget film. Det gælder specielt gysergenren. Det kom derfor meget naturligt for mig, at mine film skulle være genrefilm. Det vil være meget svært, vil jeg påstå, hvis man håber at få sin film ud i verden bagefter, at beskæftige sig med andre genrer. Jeg siger ikke det er umuligt, men det vil kræve en pengestærk producer og distributør til at backe én fra starten, samt kendte navne på rollelisten. Ej at forglemme.

Det er derfor et held, at især gysergenren har utroligt mange fans, der for enhver pris skal se alt, som de kan finde. Det er principielt et spørgsmål om udbud og efterspørgsel... og logisk tænkning. Da jeg indspillede Craig, var det stadig forholdsvist ”nyt”, at alle og enhver i princippet kunne gribe et kamera og gå i gang. Jeg har personligt i mange år været stor fan af gysergenren, og havde lyst til at lave noget ”i den retning”. Jeg begyndte at undersøge, hvad der kan få en mand ud over kanten og begå mord – og langsomt begyndte, hvad der skulle blive til Craig.

Jeg gik til at starte med ene og alene i gang med at skyde filmen – fuldstændig kommando, do-it-yourself – kom dog hurtigt til kort og blev hjulpet i stor stil af to gode venner. Det var sådan produktionsselskabet Cetus Productions blev til. Cetus består af mig, Jan T. Jensen og Jim Pedersen. Men i de efterfølgende år – og til stadighed – resulterede fascinationen af gyseren i et oversvømmet marked. Derfor er horror for tiden heller ikke synderligt nem at få ud over scenekanten længere – desværre.

Specielt zombie-genren er blevet så fortærsket og overbrugt, at de færreste gider røre disse film længere. For tiden kommer der desuden nærmest to-tre nye found footage-film om måneden på dvd-markedet. Desværre hopper alt for mange bare med på en bølge uden egentligt at have idéer om, hvordan man skaber noget nyt og anderledes.”

Du fortæller selv, at du ikke længere er så stor en del af indiemiljøet i Danmark. I stedet deltager du i udenlandske projekter. Kan du sige mere om, hvad disse drejer sig om? ”Det var egentligt ikke et bevidst valg at søge til udlandet. Der skete utroligt mange ting i kølvandet på min film Craig. Selv før den blev udgivet. Jeg fik en del tilbud og skabte på rekordtid et netværk, der resulterede i en del rolletilbud.

Dette er så fortsat sidenhen, og det er jo helt fantastisk at kunne få lov at arbejde med det, man brænder for på den måde – og få lov at besøge fremmede steder og få nye oplevelser. Jeg kan desværre ikke fortælle så meget om de projekter, der pt. er i gang, men der er en del i de kommende år. Dette er dog udelukkende som skuespiller.”

Ser du stadig dig selv som en del af det danske indiemiljø?

”Jeg ville være ked af føle, at jeg ikke længere er en del af indiemiljøet i Danmark. Det føler jeg selv, at jeg stadig er, men jeg har – netop pga. andre projekter – ikke været så frygteligt aktiv i de seneste par år. Jeg har trængt til at fokusere på nogle lidt andre ting.

Jeg går dog konstant og brainstormer, og jeg har også et par danske ting i støbeskeen, så jeg vil ikke dømmes helt ude endnu. Jeg hopper da også ofte ind på folks projekter som skuespiller, når tid og lejlighed byder sig. Jeg medvirker fx i Zeitgeists Det grå guld, instrueret af Shaky Gonzalez. Den ligger godt nok i den dyre ende, men jeg anser den stadig som en independent film. Den har biografpremiere til foråret.

Jeg tror på, at selvom indiefilmene rent udgivelsesmæssigt er blevet sværere at få ud over rampen, så har dansk independent film afgjort en chance og en fremtid, og jeg vil helt klart være der til at bakke op i det omfang, jeg kan.

I Cetus har vi de senere år desuden arbejdet på spillefilmen Sølvtråd (instrueret af Jan T. Jensen). Her medvirker blandt andre Baard Owe i en markant birolle. Desværre har filmen ligget stille i nogen tid af forskellige årsager, som jeg ikke ønsker at komme ind på. Men vi har besluttet, at den skal være færdig i år, så det glæder vi os til.”

Betragter du dig selv som independent?

”Det synes jeg da, om ikke andet så i ånden. Jeg holder meget af den typiske måde at producere på, når man ikke har noget budget eller meget lidt af samme. Jeg synes ofte, det giver en helt speciel nerve, når man nogle gange er nødt til at rock n’ roll’e derudaf. Simpelthen fordi man f.eks. er ved at løbe tør for tid, før man smides ud af en location, mister det naturlige lys, eller hvad man ellers kan løbe ind i af problemer.

Den slags kan man jo på den ene eller anden måde betale sig fra på større produktioner, men har du ingen penge, må du klare dig med, hvad du har. Det kan være enormt stressende og nogle gange give frygtelige resultater. Men det tvinger også ofte én til at tænke på fødderne, som man siger. Udenfor boksen. Misforstå mig ikke: jeg er stor tilhænger af at planlægge alt ned i detaljer på forhånd, afgjort, men nogle gange kommer man ud for situationer, hvor det hele bare falder fra hinanden. Og så må man holde tungen lige i munden.”

Kim Sønderholm har – som det allerede er nævnt i interviewet – sit eget filmselskab sammen med all-round filmmanden Jan T. Jensen og producer og forfatter Jim Pedersen. Ved siden har han også produktionsselskabet Apotheosis Film, der tog sin begyndelse i 2006 med arbejdet på Craig. Sønderholm kalder Apotheosis Film for sin ”egen lille sandkasse”, hvor han kan arbejde med de ting, han brænder for. Det er også listet som et distributionsselskab, men Sønderholm fortæller selv, at distribution var ”som at skyde gråspurve med kanoner”: Der var simpelthen for meget arbejde i det. Sønderholm ønsker – også i sine fremtidige projekter – at fokusere på de projekter, han føler for. Hvad det ender med, må tiden vise.