Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Dollhouse: Sæson 1 (616 min.) Købsfilm / 20th. Century Fox
Anmeldt 28/10 2009, 17:40 af Óscar García Agustín

Tillid, behov og slaveri


Tillid, behov og slaveri

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forventningerne er høje og med rette. Joss Whedon, manden bag Buffy, Angel og Firefly, er tilbage med et nyt tv-show. Desværre er der ingen garantier i det nuværende fjernsyn. Forholdet mellem Whedon og Fox har været strengt og kendetegnet af uenigheder. Dollhouse har været i fare for at blive lukket ned i løbet af hele første sæson, og selv om anden sæson er blevet sat i gang, er der ingen sikkerhed for dens kontinuitet, da seertallene har været ret lave.

Den første scene er fængslende. I en samtale med Adelle DeWitt, den kvinde som har kommandoen over Dollhouse, får den unge Caroline (Eliza Dushku, kendt som Faith i Buffy) at vide, at handlinger har konsekvenser. Caroline underskriver ”frivilligt” en kontrakt på 5 år, hvorigennem Dollhouse låner hendes personlighed – helt bogstavligt, da hendes personlighed bliver gemt på en harddisk, og siden da bliver hun programmeret med forskellige personligheder. Bagefter finder vi ud af, at Caroline nu hedder Echo, og hun er blevet en ”dukke” (en active ifølge seriens terminologi), som skal tilfredstille kunders behov på missioner (engagements), eskorteret af vogtere (handlers).

Seerne får det ikke nemt. Hovedrollerne (jeg mener dukkerne) mangler en fast personlighed og en markant psykologisk udvikling, så det er svært at føle empati for dem, og vi kan glemme enhver form for identificering. På den anden side taler vi om handel med mennesker og, endnu værre, slaveri. Dukkerne sælger mere end deres krop, når de underskriver kontrakten med Dollhouse, og det er meget tvivlsomt, at de ikke på en eller anden måde er blevet tvunget til at gøre det. Vi ser erotiske scener, hvor actives dyrker sex, og Eliza Dushku indtager rollen som seksuelt objekt. Med andre ord er vi tættere på kundernes vinkel, og det er en ubehagelig position. Selv om vi afviser deres misbrug af magt over for en forsvarsløs person, er det deres oplevelser af deres egne behov (filmatiseret på en forførerisk måde), som vi ser.

Takket været teknologien (eller mere præcist, en ikke særlig etisk brug af teknologi) møder vi Echo som ekstrem sex-partner, gidselforhandler, korpige for en popstjerne, kunsttyv og blindt sektmedlem. Det er uundgåeligt at tænke på referencen til andre kvindelige helte som Bionic Woman eller Alias. Caroline/Echo har det til fælles med Bionic Woman, at de begge er i videnskabshænder, men førstnævnte er ikke blevet robotiseret med implantater eller har bioniske superkræfter. Det virker mere logisk at tænke på sammenligningen med Alias. Begge forvandles til hver ny mission og ændrer deres udseende. Men der er en væsentlig forskel: Alias lader som om, hun er en bestemt rolle, mens Echo simpelthen er den. Der er ikke nogle traumer her eller problemer i forhold til, om min far er skurk, eller min mor er terrorist, fordi der ikke er nogen reference til en biografi, da vi taler om en dukke, en krop fyldt med andres personligheder.

Når man kommer til afsnit 6, kan man mærke, at strukturen med en mission/et afsnit er opbrugt. Serien mangler et hovedemne, som kan styrke sammenhængen. Det ser ud, som om Whedon er klar over det, og serien begynder at blive samlet i magtcentrum, nemlig Dollhouse. Med brug af dokumentarteknik spørges nogle helt almindelige mennesker i det næste afsnit om følgende emne: “Når I hører ordene “Dollhouse”, tænker I sandsynligvis på små piger, der leger teselskab. Men for nogle mennesker i Los Angeles har disse ord en helt anden betydning. En mere dyster betydning”. Indtil da ved vi ikke meget mere end disse vidnesbyrd, men vi begynder at få flere oplysninger igennem en tættere interaktion mellem dukkerne, personalet i Dollhouse og en outsider, nemlig FBI-agenten Paul Ballard (der undersøger sagen, selv om der ikke er nogen, der tror på hans påstand om, at Dollhouse eksisterer).

Dollhouse i Los Angeles (der er mere end 20 dollhouses over hele verden) er en imponerende bygning under jorden (ligesom organisationen i sig selv), der minder rigtig meget om Wolfram & Hearts bygning i Angel, med undtagelse af new age-stilen. I bygningen finder man alle mulige teknikker til afslapning og træning af kroppen: Spa, bonsai, tai-chi (eller noget der ligner), fitness, fælles brusebad, osv. Det virker som det perfekte spirituelle sted, men dukkerne er bare fuldstændig tomme som i en fase før selv-bevidstheden. Deres interaktion er minimal, og deres måde at socialisere på er tættere på dyrs adfærd end på menneskers.

En etage højere oppe holder Topher til, et geni og nørd, som programmerer og sletter dukkernes hjerner. Som en slags Dr. Frankenstein leger han med sine skabninger. Selv om han er en skruppelløs videnskabsmand, har han også brug for selskab og programmerer f.eks. dukken Sierra en gang om år for at fejre sin fødselsdag. Hvad vogterne angår, er deres forhold med dukkerne baseret på tillid. Når en mission er slut eller går galt, tilbydes dukkerne en behandling (treatment), dvs. deres erindringer fra denne gang slettes. På missionerne reagerer vogterne kun, hvis der sker noget uventet, og kunderne ikke handler efter deres behov. Det siger meget om, hvordan moralen fungerer inden for Dollhouse. Sierras vogter misbruger tilliden og har seksuelle relationer med hende, og han bliver straffet. Er det, fordi han misbruger hende som dukke (i ubevidst tilstand), eller fordi han ikke er en kunde, som betaler for ydelserne?

Alligevel kommer ikke alle dukkerne tilbage til ”rent bord”. Nogle af dem beholder deres trauma eller ønsker i deres hukommelse, og de dukker op en gang i mellem, når de er på mission. Caroline var oprindeligt en aktivist imod Rossum-korporationen, som eksperimenterer med dyr og fostre, og som tilfældigvis ejer Dollhouse. Som Echo kæmper hun stadigvæk for rettigheder og vil frigøre sine kammerater. Og hun er ikke den eneste. Der en mere udviklet dukke, Alpha, som forårsager en massakre i Dollhouse og laver vedvarende ar på Dr. Saunders ansigt (Amy Acker, Angel). Han er lige så besat af Echo, som agent Ballard er af Caroline.

Når vi forventer, at prinsen Ballard (det er godt at se Helo fra Battlestar Galactica igen!) redder den sovende skønhed, Caroline, bliver vi overrasket af en genial drejning, og det er faktisk Alpha (Alan Tudyk, Firefly, der spiller fantastisk), som tager Echo med. Alpha er blevet ”printet” med 48 forskellige personligheder (ingen af dem er hans oprindelige selv), og han betragter sig selv som et Nietzsche-overmenneske. Han er ikke længere en forsøgsrotte på et laboratorium. Nu er han overmennesket, mens de almindelige mennesker bare er aber efter hans mening. Caroline får 38 personligheder og bliver konfronteret med en pige, som har fået Carolines personlighed – jeg ved det, det er kompliceret! Alt i alt får Echo en anden vinkel og ser sig selv som ingen. På trods af alt er hun kun en beholder. Hun vil stadig være Caroline – Selvet og ikke de Andre.

Man får det indtryk, at Dollhouse er på rette vej, indtil vi kommer til det sidste afsnit, og vi bliver overrasket over det enorme potentiale, som epilogen har. Handlingen foregår i år 2019, og nye personer, som kaldes Actuals, forsøger at overleve i en verden besat af Actives. I løbet af afsnittet, hvori Felicia Day (Dr. Horrible’s Sing-Along Blog) kan fremhæves, kommer der nogle flashbacks, hvorigennem vi bliver vidner til, hvordan dukkerne og teknologien har udviklet sig indtil den apokalyptiske situation. Whedon spiller stærkt og viser, at han har planlagt en langsigtet historie med mange åbne spørgsmål. Lad os håbe, at Joss Whedon formår at leve op til de nye, høje forventninger i sæson 2.


Forrige anmeldelse
« Dragonball - Evolution «
Næste anmeldelse
» Rovdrift »


Filmanmeldelser