Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The International (118 min.) Biografversion / Sony
Anmeldt 16/3 2009, 10:23 af Torben Rølmer Bille

Magtens arkitektur


Magtens arkitektur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den tyske instruktør Tom Tykwer har mange gange tidligere vist, at han er lidt af en æstetiker. Fra hans stilrene gennembrudsfilm Lola Rennt, over psykodramaet Der Krieger und die Kaiserin og til den nærmest umulige opgave at omsætte Patrick Süskinds successroman Parfumen til levende billeder har Tykwer altid haft en fantastisk sans for legen med filmens visuelle grænser.

The International bærer også præg af Tykwers tyske grundighed, og især synes filmen at benytte verdensarkitekturen som en bevidst metafor for filmens indhold. Da det overvejende plot i filmen er centreret om to politiagenters indædte kamp for at afsløre en multinational banks skumle forretningsinteresser, er disse hovedpersoner, som oftest portrætteret som små, ubetydelige mennesker i kontrast til enorme, postmoderne bankfacader i stål, glas og beton. Dette er gjort meget bevidst for i bedste Edgar Allan Poe stil at dæmonisere og antropomorficere bygningerne i sådan en grad, at det bliver bygningsværket og ikke de skumle individer, der arbejder bag facaden, der i ender med at være filmens egentlige skurke.

Som pernitten underviser kan man ikke lade være med helt at kommentere filmens titel, for den består jo af en bestemt artikel (the) plus et adjektiv (International), men uden det egentlige subjekt som burde gøre sætningen komplet. Heldigvis for sådanne anale folk fylder filmen selv de manglende ord ind, for skurken er ”The International Bank og Business and Commerce”, der foruden sine forskellige filialer også byder på skurke af kød og blod. Filmens bank er angiveligt inspireret af skandalen vedrørende BCCI, som tog fart i slutningen af 80erne. Det er sikkert en smart PR-mand, der rettelig fik forhindret, at filmen delte hele titlen med den fiktive bank.

Det er også muligt at se filmens titel som et udtryk for at filmens hovedpersoner – i bedste kosmopolitanske James Bond-stil - må rejse verden rundt i jagten på bagmændene, en rejse som bringer dem fra Berlin, over New York, Milano og til filmens egentlige klimaks i Istanbul. På den måde bliver filmen, ud over at holde sig til strengt til thrillerens fortællestil, også en slags filmisk postkort, der byder en del af verdens mest imponerende arkitektoniske værker.

Kernescenen i filmen, der også pryder plakaten, er optaget på Guggenheim museet i New York, hvor vores helt spillet af Clive Owen, bliver involveret i et voldsomt skyderi med de folk, som banken har sat til at gøre det beskidte arbejde. Scenen er enormt flot orkestreret og har man været på stedet, vil man opleve at Twyker har brugt de forskellige vægge, kringelkroge og finesser i den centrale rotunde helt optimalt. Det er nærmest lige så smertefuldt at se Frank Lloyd Wrights fantastiske interiør blive skudt fuldstændigt i stykker, som at være vidne til de mennesker, der samtidig rammes i kugleregnen. Scenen vil på sigt utvivlsomt blive indlemmet i kategorien ”klassiske shootouts” men et godt stykke nede på listen efter John Woos Hard Boiled og ildkampene i Black Hawk Down, men hverken dette faktum eller det flotte kamerablik for arkitektur gør The International til en stor film.

Clive Owen er endnu engang er blevet udstyret med den brune cottoncoat og de fem dage gamle skægstubbe, som hans roller nærmest konstant synes at kræve. Desværre forbliver han en noget tam figur, især sammenlignet med den rolle, han spillede i den rendyrkede actionfræser Shoot ’em Up fra 2007. Sammenligningen er måske heller ikke fair, for The International vil ikke være en ren actionfilm, men derimod en thriller, der for gud ved hvilken gang sætter den lille mand op mod det uigennemskuelige og bundkorrupte system. Et tema, der har været afsøgt i et utal af film før denne. Ej heller overvågnings- og paranoiaelementerne er udført lige så elegant som i mange af de andre film, som The International læner sig op ad. Faktisk er det største problem med filmen, at den hjertens gerne vil være både spionfilm, konspirations thriller, actionfilm men desværre uden at tilføre andet nyt, end at det er bankerne, som er den egentlige fjende.

Selvom The International aldrig bliver en klassiker, er det en glimrende popcornsfilm for de, der i forvejen holder af spændingsfilm, men som måske hverken kræver megen nytænkning eller for den sags skyld et ordentligt plot. Plottet kan nærmest profetisk (før den store finanskrise) afsløre hvor store svin, de multinationale banker i virkeligheden er. Det er egentlig prisværdigt at få popcornspisende thrillerfans til måske at være sig lidt mere bevidste om internationale økonomiske forhold og de mange gråzoneområder man normalt ikke hører meget om, men det ændrer ikke på, at The International især i Tykwers kompetente hænder burde have været meget, meget mere interessant.


Forrige anmeldelse
« Familien Ashton (Sæson 1, 2 og... «
Næste anmeldelse
» En enkelt til Korsør »


Filmanmeldelser