Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Profondo Rosso (126 / 105 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 8/2 2009, 17:06 af Torben Rølmer Bille

”Il maestros” genistreg


”Il maestros” genistreg

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dario Argento – med kælenavnet ”Il maestro dell’horror”er for giallo-fans hvad Hitchcock er for den amerikanske spændingsfilm og selv om, der er meget større spredning i kvaliteten af Argentos film (især efter 1990), så er der ingen tvivl om, at Profondo Rosso hører til blandt verdens allerbedste spændings og gyserfilm.

Der er mavesure filmkritikere, der straks vil fare op af stolen og indvende, at Profondo Rosso blot er en italiensk palimpsest over Michelangelo Antonionis Blow Up tilsat sensationselementer som synske kvinder, mekaniske dukker og gotiske villaer. Indrømmet - Argento har valgt David Hemmings som filmens centrale protagonist, og han søger, ligesom i Blow Up, frem til kernen i et mysterium, men med frygt for at fornærme en række elitære filmnørder, så er Profondo Rosso på mange måder en langt bedre film end Antonionis uforløste, navlepillende, introverte mimespil.

Profondo Rosso er en film, der på overfladen præsenterer en gåde for sin seer og på et metatekstuelt plan leger med både filmmediet og tilskuerens evne til at opfatte det, der udfolder sig. Argentos film er ulig Antonionis film befriende i sin stilsikre præsentation af mordgåden og kan derfor både ses som tilhørende den italienske giallo-tradition samt at tilføje en række okkulte og symbolske elementer. Filmens centrale gåde skal vise sig at være både grotesk, voldsomt og naturligvis smurt ind i den dybrøde farve, som har givet filmen sin titel.

Wolfgang Iser påstår, at det er en umulighed at genlæse en tekst med samme naivitet som ved allerførste læsning, og selvom det måske kan forekomme indlysende, så synes Profondo Rosso mere end nogen anden film at bekræfte dette. Uden at ødelægge alt for meget af handlingen er en af filmens mange genistreger, at Argento visuelt afslører morderens identitet for os, men en så snedig måde gør, at vi først retrospektivt får dette faktum bekræftet. Har man ikke set filmen før, så gælder det om at være meget vågen i den første halve times tid og skulle det ske, at man misser morderen, så bliver scenen heldigvis gentaget mod filmens dramatiske finale.

I midten af 1970erne havde Argento endnu ikke kastet sig over de magisk-makabre grand guignol- fortællinger, som skulle kendetegne både three sisters-serien (Suspiria, Inferno og Mother of Tears) og andre af hans værker som Opera og Phenomena. I Profondo Rosso bliver kimen til disse film lagt, og Argento er langt mere modig i både sit valg af beskæringer, ekspressiv lyssætning og ikke mindst de meget udpenslede voldsscener. På den måde adskiller Profondo Rosso sig væsentligt fra de langt mere traditionelle giallo-film, han startede ud med – for selv om Four flies on Grey Velvet, Cat O’Nine Tails og Bird with the Crystal Plumage er både glimrende og seværdige, så kommer de til at stå alvorligt i skyggen af Profondo Rosso, der både er langt mere kompleks i dens fragmenterede fortælling og samtidig fremstår som usædvanlig vellykket, hvad angår spændingsopbygningen.

Det er to meget usandsynlige detektiver, der bliver sat til at opklare filmens mysterium. Den ene er en indadvendt men nysgerrig musiklærer, som en aften, ganske ved et tilfælde, bliver vidne til et brutalt mord i en lejlighed. En skrigende kvindes hoved knuser et vindue, og hendes hals skæres over på de tilbageblevne glasstumper. Musiklæreren styrter ind for at hjælpe, men det er naturligvis alt for sent. En kvindelig journalist får også hurtigt interesse i den blodige sag, og sammen forsøger de at finde frem til morder og motiv. Deres efterforskning blotlægger en bizar og uhyggelig historie, der i trit med at deres afsløringer hele tiden kræver nye ofre.

Det mest utrolige ved filmen er, at den føles så frisk på trods af sin alder. Selvfølgelig er både påklædning, dialog og interiører med til at fastsætte den som en typisk midt-70er film, men det fine kameraarbejde, den eminente klipning og ikke mindst den helt igennem fantastiske lyssætning gør, at filmen på intet tidspunkt føles hverken træg, dvælende eller uinteressant. Selv ikke ”directors cut” af filmen er for lang. Nuvel, en enkelt scene eller to kunne sikkert have været skåret strammere, men den er langt at foretrække frem for den ret handlings- og stemningsmæssigt fattigere ”export”-version, som AWEs udgivelse også indeholder.

Det er dog et klart plus, at AWE har gjort begge versioner tilgængelige, for på den måde får rigtige Argento aficionados mulighed for ved selvsyn at opleve forskellene. Rigtigt lækkert er det også, at Disc 2 byder på den fine dokumentarfilm An Eye for Horror, som er en ganske glimrende introduktion til ”Il Maestro” og dennes univers, en film der nok især vil fascinere nytilkomne.

Selv om Profondo Rosso er en film, der er fantastisk effektiv i sin nærmest konstante knugende og truende stemning - en stemning, der langsomt men sikkert eskalerer fra filmens starttekst til dens brutale finale - så har Argento heldigvis også fundet plads til lidt befriende humor undervejs. Humoren kommer til at fungere som en ganske fin modvægt til alle dunkelscenerne. Hele filmen er ledsaget af et eminente soundtrack kreeret af Argentos hofband ”Goblin” og er blandt et af de mest stemningsfulde, funky og dramatiske, man kan opdrive fra den periode.

Der er de, der mener, at Argento er en forfærdelig personinstruktør, og det kan der måske være noget om, men filmens hovedpersoner spillet af David Hemmings og smukke Daria Nicolodi klarer næsten frisag i dette tilfælde. Men man skal ikke forvente hverken geniale replikker eller et troværdigt skuespil fra Profondo Rosso. Selv om disse to elementer ofte er altafgørende for en film så er det i her det æstetiske der er i centrum; den nærmest ubærlige åbningsscene, iscenesættelsen af mysteriet, de mange narrative lag, de uhyggeligt stemningsfulde close-ups og de for Argento arketypiske, sorte morderhandsker, der ifølge overleveringen er påført instruktørens egne hænder. Profondo Rosso er og bliver en fantastik og klassisk thriller, der kan og bør ses igen og igen.


Forrige anmeldelse
« Twilight «
Næste anmeldelse
» The Mist »


Filmanmeldelser