Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Holocaust (448 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 24/11 2008, 16:23 af Kim Toft Hansen

De forsøgte at tage et folk af dage


De forsøgte at tage et folk af dage

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De ”unerwünschte” kaldte de tyske nationalsocialister de folkegrupper og personer, som ikke passede ind i de firkantede racebiologiske og kulturelle rammer. Der var flere grupper, der unådigt faldt i denne kategori, men den største og mest omtalte er uden tvivl jødeforfølgelsen. Nogle mener, at det er en velsmurt jødisk mediemaskine, der har været skyld i dette, hvilket til en vis grad nok også er korrekt, men det rokker ikke ved, at det er et af de mest grufulde folkedrab, mennesket hidtil har foretaget. Det er desuden også den eneste fra samtiden, der fået sit eget navn, nemlig Holocaust, som betyder den fuldstændige udbrænding. Det blev derfor også til titlen på den efterhånden klassiske amerikanske tv-serie Holocaust, der også bærer undertitlen The Story of the Family Weiss. Serien har i år 30 års jubilæum, og i den anledning er den også blevet genudsendt på dansk dvd.

Serien fokuserer på familien Weiss og de forgreninger, som udspringer her fra. På den måde er det seriens styrke, at den – fordi familien selvfølgelig bliver splittet – kan kaste et temmelig flersidigt blik på forskellige sider af krigen. Vi følger lægen Josef (Fritz Weaver), der ikke tror på, at nazister vil gå langt som til at udslette et folk, mens han hurtigt må ændre sin forståelse, da han sendes i kz-lejr. Samme vej kommer sønnen Karl (James Woods), der inden da lige nåede at gifte sig med den arisk-tyske pige Inga (Meryl Streep), inden tyskerne forbød blandede ægteskaber. Mere målrettet er den anden søn Rudi (Joseph Bottoms), der formår at flygte, inden SS fanger ham. Til sidst har vi mor og datter, som for en stund bliver boende hos Ingas familie, men da nogle af denne familie er soldater, bliver det både for besværlig og farligt at blive boende dér. Datteren Anna må sande dette, da hun selv sendes af sted til udryddelseslejr blandt åndssvage.

Spredt for alle vinde på tværs af et krigshærget Europa følger vi nu familien, mens nazisterne langsomt indser, at det bliver sværere og sværere og ikke mindst alt for dyrt at fortsætte udryddelsen, som de har gjort hidtil. Her følger vi samtidig den – i starten yderst – pragmatiske Erik Dorf (Michael Moriarty), der tager et job som jurist i SS, men langsomt indser han, at han har talent for semantik: Han formår kort og godt at pakke udryddelsen ind i termer, der ikke signalerer de reelle handlinger. Derfor kommer han lynhurtigt til tops, og langsomt men ganske sikkert svinder pragmatikken ind til fordel for en hårdhændet kynisme, der for alvor falder i Eichmann og Himmlers smag. Erik Dorf fremstilles her som en af de vigtige arkitekter og propagandister bag Holocaust og bag de store navne, vi hele tiden hører.

Serien er derfor, som mange andre fortællinger om samme tid, en skildring af begge sider af krigen, hvor faren hele tiden lurer i baggrunden for at kaste sig over en fordømmelse – en fordømmelse, der i mange henseender er korrekt og begribelig, men den giver sjældent et værdigt blik på tiden før og omkring krigen. Det skræmmende ved ondskabens banalitet er, at den er udført af mennesker af kød og blod, der oftest viser sig på ingen måde at udstråle den ondskab, som handlingerne illustrerer. Men Holocaust er holdt i nogle fortællemæssige nuancer, der gør serien blandt de tidligste til – inden for en amerikansk fortælletradition – at tage fat på tiden ud fra andet end karikaturer af skikkelserne under krigen. Selvom Holocaust flere steder forfalder til nogle lidt nemme løsninger for at skildre karakterernes ondskab, så holder den fornuftigt stien ren til en overraskende nuanceret diskussion af nazismens gru. Himmler viser sig eksempelvis – som fortællingen om ham går – sig rent faktisk her næsten at kaste op, da han for første gang ser de bjerge af lig, administrationen har forårsaget.

Det er derfor ikke skildringen af krigen, der er seriens problem, for denne del af fortællingen fungerer temmelig godt og yderst nærgående. Det nærværende fokus på familien Weiss og familien Dorf gør, at vi – uden at det bliver for sammenpresset rent fortælleteknisk – kommer helt ind på livet og lidelserne, de gennemgår. Serien er selvfølgelig en lidelsens apokalypse, hvilket ikke kan overraske nogen, og denne uanstændighed, familien – og alle andre i samme situation – udsættes for skildres med nænsomhed og fortrolighed. Snarere er seriens største problem de små biplots, der melder sig, som de enkelte personer kommer rundt i Europa. Her møder sønnen Rudi en kæreste, der – inden for et lille kvarter – har erklæret sin livslange kærlighed til ham. Her skildres datterens Anne, der har svært ved at forstå familiens prioriteter i at blive hjemme, og denne udefrakommende skepsis er selvfølgelig velfunderet, men den smuldrer i en spilleteknik og en fortælleformation, der er Det lille hus på prærien værdig. Sådanne små fortællinger drysses der med undervejs, nogle af dem holder, men langt de fleste er smånaivt fyldstof.

Men det skal på ingen rokere ved, at serien er en vedkommende og særdeles gribende fortælling om et af de emner, vi åbenbart ikke kan få nok af – og det skal vi heller ikke. Det er ikke nemt, endsige særlig muligt, at forstå den tids handlinger, der skræmmende nok skete på vores bedsteforældres tid, men det betyder ikke, at vi ikke skal blive ved med at prøve at komme en forståelse nærmere. Her er genskrivningen af historien og ikke mindst populariseringen af den i fiktionens form – både på film, tv og i litteratur – et af de vigtigste steder, hvor vi kan etablere dette forståelsens grundlag, som historien – i sin objektive kynisme – sjældent kan opnå. Fiktionens mulighed er nuanceringer, der ikke er videnskabelig historieskrivning tilladt. Og Holocaust benytter dette potentiale. Serien er – må enhver nok tilstå – blandt de vigtigste formidlere af grusomhederne i de nazistiske udryddelseslejrer.


Forrige anmeldelse
« Zombie Strippers «
Næste anmeldelse
» Strisser på Samsø (sæson 1 o... »


Filmanmeldelser