Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Flowers of War (141 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 8/8 2012, 22:05 af Kim Toft Hansen

Kinas Stalingrad


Kinas Stalingrad

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den kinesiske by Nanjing er Kinas svar på Stalingrad. I 1937 belejrede japanske tropper byen, og under kampene skal over 200.000 soldater og civile have mistet livet. De seneste år er denne belejring blevet behandlet flere gange på film. Først var det Chuan Lu, der med sin fremragende The City of Life and Death skildrede denne absurde og groteske udmarvning af en storby. Dernæst kom Florian Gallenbergers gribende fortælling om ‘den gode nazist’ John Rabe, som er blevet kaldt for en kinesisk Oscar Schindler. Begge film, der fortæller forskellige små fortællinger midt i den store, grusomme fortælling om krig og ulykke.

En sådan belejring bærer naturligvis en underskov af gode fortællinger. Det er med sikkerhed ikke sidste gang, Nanjing 1937 er skildret på film. Der findes desuden mange flere. Nu har den verdensberømte kinesiske instruktør Zhang Yimou også kastet sig over et aspekt af denne konflikt. I The Flowers of War fokuserer han på en mindre fortælling om en gruppe skolepiger, en gruppe glædespiger og den amerikanske bedemand John, der alle fanges i en katolsk kirke under krigshandlingerne. Med vanlig stilsikkerhed vinkler Zhang Yimou krigen, så den - ligesom fx Hero, House of Flying Daggers og Den forbudte by - gør det grimme smukt og omvendt.

Det mest besynderlige ved The Flowers War er, at Zhang Yimou slipper afsted med en tæskesød sentimentalisme, der i hænderne på andre ville være kvalmende. En af de vigtigste årsager til dette er en dybfølt karakteristik af det forhold, der udvikler sig mellem de prostituerede og skolepigerne. En andet vigtigt element er en fin præstation af Christian Bale som bedemanden John, der indledningsvist kun er i krig for at tjene penge. Og hvilket andet sted end i krig kan en bedemand blive rig. Han viser sig naturligvis også at have nogle yderligere elementer gemt i sig.

Omvendt så kan sentimentalismen også komme fra en dialog, der er temmelig svagt oversat i underteksterne. Det engelske halter hist og pist, mens det kinesiske - hvor de slemmeste sentimentalismer indfinder sig - ikke kan vurderes. Under alle omstændigheder er underteksterne ræderlige og kunne godt have trængt til en hurtig korrektur. De er spækket med fejl. Det er synd for en film, hvor det derved bliver svært at vurdere kvaliteten af dialogen. Med mindre mandarin er en kernekompetence.

Nu er det heller ikke nødvendigvis dialogen, der er det vigtigste hos Zhang Yimou, hvis stilmæssige ekstravagance kan fortælle for sig selv. Filmen er så overfyldt med flotte billeder, hvor instruktørens karakteristiske slow motion sekvenser brillerer ved at fremhæve facetter, der ellers ville forsvinde i røg, ild og murbrokker. Kirkens æstetiske udtryk samler hele filmen med lysindfald fra en mosaik, der - sammen med mange andre ting - gør den grå og brydsomme handling til en farvepalet af dimensioner. Der er få, der som Zhang Yimou kan indfange en tilstand gennem farver, billedbeskæring og redigering.

Krig er aldrig kønt. Og The Flowers of War blomstrer da også af grufulde handlinger, der får lov at tale for sig selv. Men filmens handling, stil og spillestil viser mennesket gemt i dyrisk selvopholdelsesdrift. Hæder kan sejre over egen velfærd, når truslen bliver stor nok. Og The Flowers of War viser - uden at sige for meget - at lykkelige slutninger godt kan være tragiske. Når det ser sortest ud, er selv den mest beskidte due yndig. Nanjing var verdens røvhul i 1937, og kun få at byens indbyggere slap ud med sjælefred. Dette begriber Zhang Yimou med et overflødighedshorn af et krigsdrama.


Forrige anmeldelse
« Total Recall «
Nste anmeldelse
» Over kanten »


Filmanmeldelser