Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Samurai Rebellion (1967) (128 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 9/9 2008, 11:11 af Pablo R. Christoffanini

Samurai Rebellion, eller hvorfor gør lederne klogt i at respektere deres undergivne.


Samurai Rebellion, eller hvorfor gør lederne klogt i at respektere deres undergivne.

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Samurai Rebellion (Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu) er instrueret af Masaki Kobayashi, en af de få japanske filminstruktører, som kan måle sig med den navnkundige Akira Kurosawa, der har skabt udødelige film som De syv Samuraier, Rød Skæg, Yohimbo, Rashomon, m.fl. Masaki Kobayashi har instrueret en række film, der også er blevet klassikere, såsom Seppuku og Samurai Rebellion. Samurai Rebellion foregår i Tokugawa-epoken (1700-tallet) og fortæller historien om en ældre og skuffet samurai, Isaburo Sasahara, spillet af Toshirô Mifune, den uforglemmelige japanske skuespiller, som vi kender fra blandt andet Kurosawas film. Isaburo Sasahara lever et ufuldendt liv, tvangsgift med en kone, der gør livet surt for ham. En kone der ikke har meget forståelse for krigerens vej, men som lefler for klanens autoriteter. Samtidig er hans liv præget af rutinearbejde og kampsportstræning. Men han har affundet sig med sin skæbne i kraft af den eksistentielle ro, som en veldefineret etisk kode giver. En kodeks som bygger på zen, shintoisme og konfucianisme.

Alligevel inddrages Sasahara i en tragisk konflikt, da hans lensherre påbyder ham og hans familie at tage imod sin konkubine (Ichi spillet af Yoko Tsukasaka), der er faldet i unåde. Meningen er, at Ichi skal giftes med Sasaharas ældste søn (Yogoro), hvilket Sasahara er imod, i det han frygter en gentagelse af sit eget mislykkede liv; derfor afviser han ordren på den eneste måde, en samurai, der skylder lydighed til sin herre, kan gøre det: ved at hævde, at det er en alt for store ære.

Konflikten bliver afværget i første omgang, fordi Yogoro alligevel accepterer ”æren”, og til de flestes overraskelse ender det lykkeligt med bryllup, og parret får et barn, pigen Tomi. Ichi viser sig at være en kvinde med integritet og mod, som blev bragt i en ydmygende situation af sin lensherre og reagerede voldsomt imod den. Hun er altså en kvinde, der ikke finder sig i hvad som helst. Men hun bringer harmoni og lykke i Sasaras familie. Derfor er der lagt op til en tragisk konflikt, da lensherren med klanens opbakning beordrer Ichi tilbage til borgen.

Helten i konflikten (Sasahara) drives ikke frem af en ydre skæbne, men af indre kræfter, der stammer fra de etiske leveregler, som en samurai er underlagt. De er kendt som Bushido eller krigerens vej. Således er Sasahara på den ene side forpligtet til pligt og loyalitet imod herren og klanen (chu), men på den anden side skylder herren og klanen ham, hans familie og Ichi respekt, retfærdighed og medfølelse (rei) og (gin).

Og det er præcis kernen i denne konflikt, der gør filmen tidløs. Når lederne ingen respekt har for deres underordnede og uden samvittighed ødelægger disses liv for at forsvare deres egne kortsigtede interesser, når de behandler kvinder som dukker, tvinges mennesker med etisk integritet til at gøre oprør, selv i et feudalt samfund. Et oprør, som de ved vil føre dem i døden. En modig død, der vil falde tilbage på den, der beordrede den og rense heltens familienavn.

I langsomt tempo opbygges spændingen og udløses først til sidst i episke kampscener, hvor Sasahara påfører klanens soldater talrige tab og duellerer med sin bedste ven, Tatewaki Asano. De to er de eneste rigtige samuraier, omgivet af korrupte og opportunistiske ledere og soldater fra klanen. Selve duellen er en opvisning af den ægte samurais dyder. Først mader Sasahara sit barnebarn Tami med ro og ømhed og aftaler med Tatewaki, at han skal tage sig af barnet, hvis han dør, hvorefter de kæmper til døden med den største respekt for modstanderen.

I filmen ser vi en anden facet af Toshirô Mifune; han spiller en mand, der er under tøflen og har affundet sig med et liv uden rigtigt indhold for en kriger, men som i sig har de evner, der kan gøre en mand til en helt. Han anvender sine usædvanlige tekniske færdigheder i kampkunst og mobiliserer sine spirituelle kræfter for at forsvare den ægte kærlighed mellem Ichi og hans søn Yogoro og frugten af denne kærlighed Tami. En kærlighed som Sasahara ikke selv har oplevet i sit liv.

Ingen kunne som Mifune på så kort tid vise hele spektret af menneskelige følelser: vrede, foragt, kærlighed, ømhed og ro. Få kan bevæge sig med hans katteagtige elegance og kæmpe med det berømte japanske sværd med den styrke og hurtighed, som han gjorde. Tatsuya Nakadai spiller også fremragende som hans ven Tatewaki Asano. Samuraien med det sørgmodige blik og livsklogskab uddraget af kampkunsten.

Endelig er ikonografien superb. De japanske bygninger med deres geometriske renhed er en metafor for de rigtige samuraiers retskaffenhed, ligesom zen-havens rene linjer, ro og harmoni afspejler deres indre. Til gengæld er det i bygningernes mørke indre, at ledernes usle planer bliver aftalt. Samurai Rebellion er en perle af en samuraifilm, der får The Last Samurai med Tom Cruise til at virke som en tynd kop te. Samurai Rebellion er en film, der fortjener at blive set ikke én, men to og tre gange, hvis man skal have fat i dens dybde og opdage alle de finesser, den indeholder.


Forrige anmeldelse
« Annie Hall (1977) «
Næste anmeldelse
» Manhattan (1979) »


Filmanmeldelser