Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Big Time (93 min.) Biograffilm / doxbio
Anmeldt 27/4 2017, 11:44 af Torben Rølmer Bille

Fantasi, arkitektur og tanker om livet


Fantasi, arkitektur og tanker om livet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der hersker ingen tvivl om, at Bjarke Ingels er en superstjerne. Det til trods for, at han hverken optræder i de kulørte blade som hyppig talkshowgæst eller deltager i diverse reality-shows. Måske ved du, kære læser, end ikke hvem Ingels er. Det kan der rådes bod på nu, for dokumentarfilmen Big Time forsøger at komme tættere på manden, der vel nok er den mest berømte, nulevende danske arkitekt.

Selv om Janteloven måske forhindrer os danskere i at klappe os selv eller hinanden alt for hårdt på skuldrene, så er der alt mulig grund til at være begejstret over de danskere, der ikke kun gør en forskel herhjemme, men som også er med til at gøre opmærksom på Danmark i resten af verden. Lidt lige som René Redzepi har fået omverdenens øjne op for det nordiske køkken, har Ingels og hans firma BIG (Bjarke Ingels Group) sørget for endnu engang at booste interessen for dansk arkitektur, både lokalt og internationalt.

Selv om der sikkert er mange andre arkitekter og tegnestuer, der finder mandens ideer for vidtløftige og mere præget af hittepåsomhed end på solide arkitektoniske grundprincipper, så kan det ikke benægtes at manden og hans partnere får aftale på aftale i hus og vinder konkurrence efter konkurrence. Kort sagt kommer deres designs unægtelig til at sætte deres præg på vore omgivelser.

For de, der stadig er lidt i tvivl om, hvem Ingels er, så har man blot nødig at se på Havnebadet ved Islands Brygge, tage til Ørestaden og dér se sig omkring efter de mest spektakulære bygninger. Man kan også tage til Museet for søfart i Helsingør eller ligefrem til New York, hvor BIG både har tegnet VIA 57 WEST nederst på Manhattan, og hvor det andet tårn i den nye version af World Trade Center i skrivende stund er under konstruktion. Som Ingels siger i filmen, så var der ingen tvivl om, at han skulle pakke alle sine ting og flytte til New York, da chancen for at få en indflydelse på verdens måske mest berømte skyline dukkede op.

I dokumentarfilmen Big Time tegnes et portræt af en mand, der ånder og lever for sit arbejde. Som konstant får nye ideer og finder på fantasifulde, kreative løsninger på de mange forskellige opgaver, der tikker ind på tegnestuen.

Denne fantasi startede allerede, da Bjarke boede hjemme hos sine forældre i Skodsborg i et klassisk 60’erhus med fladt tag. Bjarkes forældre møder seeren også helt i filmens start, hvor Bjarke er på visit, beser haven og får en kop kaffe. På barndomshjemmets tag legede Bjarke og hans kammerat, for det gav både et udsyn over den nærliggende sø og var sådan set bare spild af uudnyttet plads. Til trods for at drengene blev jaget ned fra taget af Bjarkes far, kunne ideen om bedre at udnytte pladsen ikke jages væk. Det virker, som om at denne idé fra barndommen slog rod og er blevet til en del af firmaets mantra om at designe byggerier og boliger, som netop ikke har nogle grænser for, hvor man må lege eller opholde sig.

Der er ikke nogen tvivl om, at Hr. Ingels er virkelig hårdtarbejdende, eller det er i al fald det indtryk, filmen giver. Eksempelvis ser man i en scene, hvor han sidder i møde med sin planlægningsgruppe, der står for at udvælge de projekter, som de gerne vil byde ind på. En medarbejder siger, at valget primært står mellem to projekter, men Bjarke siger straks, at de bør forsøge at vinde begge projekter. Nuvel, manden tegner jo ikke alle detaljer selv, men det viser blot noget om mandens tempo og ambitionsniveau.

Filmen tegner et billede af en visionær, halvgenial arkitekt, som knokler konstant. I en scene ser vi ham studere billeder af Utzons operahus i Sidney og i en voiceover fortæller han, at selv om dette byggeri var plaget af problemer, tvang Utzon til at afbryde samarbejdet og gik langt over budget, så er det stadig forbilledligt – for slutresultatet blev, at dette byggeri er verdens måske mest ikoniske bygning.

Ingels’ ildhu sættes dog også i filmen på en prøve, efter han pådrager sig en svær hjernerystelse og bliver nødt til at drosle betydeligt ned for sit tempo. Ikke at kunne koncentrere dig i mere end to timer af gangen uden at få hovedpine er måske det værste, der kunne ske for en som ham. Som han siger, ville han hellere miste en arm.

Det er måske især denne situation, der tvinger filmens hovedaktør til at reflektere over sin egen dødelighed og potentielle eftermæle, selv om han kun er i starten af fyrrene. Som han siger på et tidspunkt i filmen: ”Som arkitekt så har du altså kun en 20-30 bygninger i ærmet og så løber du tør for tid”. Konkret skal det forstås som, at selv om du kan tegne og designe langt flere end et sådant antal bygninger, så tager det i sagens natur tid at få disse opført og under deres opførsel, så fortsætter samarbejdet jo som ofte mellem bygherren og arkitekterne. Du burde jo også gerne have mulighed for at opleve bygningerne blive færdige. Kort sagt er dette en form for arbejde, som alle os andre ikke-arkitekter måske ikke helt kan relatere til.

Selv om det er manden, hans ideer og tankerne omkring arkitektur, der fylder meget, så forsøger filmen også at finde ind til personen bag de vidtløftige designs. Man bliver som seer delagtiggjort i mandens tanker om sit privatliv og ser ham også mod filmens slutning sammen med sin udkårne, men det er og bliver primært en vellavet dokumentarfilm om en mand og dennes arkitektoniske visioner.

Man har ikke nødig at interessere sig for arkitektur for at kunne få fornøjelse af Big Time, men det hjælper selvsagt. Hvis man ikke interesserer sig for bygningsværker og byrum, så vil vi på kapellet postulere, at man stadig kan se filmen og via dét, den præsenterer, blive inspireret af mandens måde at tænke og arbejde på. Som var tilfældet med Museet for søfart, så hjælper det indimellem at tænke udenfor boksen – hér i helt bogstavelig forstand.

Filmen er flot filmet, godt klippet og så forsøger den at skabe en form for simpel dramaturgi, idet den starter med barndomshjemmet og slutter i nutiden. Selv om den primært er kronologisk opbygget, så er dette ikke konsekvent, og man opdager hurtigt at dette projekt er sat sammen af flere års materiale, hvor instruktøren har fået mulighed for at følge Bjarke på tæt hold. Kort sagt er det yderst vellykket og kompetent skruet sammen, for filmen tegner et fint – og (skal man være en smule kritisk) et meget ensidigt positivt – portræt af en af samtidens mest toneangivende arkitekter.


Forrige anmeldelse
« Rogue One – a Star Wars Story... «
Næste anmeldelse
» Your Name (org. Kimi no na wa) »


Filmanmeldelser